Træthed og lykke

Man bliver så træt, når ens lille pige
ikke vil sove, men hellere vil skrige
sutten bliver givet, pigen bliver vugget
hos forældrene der bliver sukket

Tårerne de knuser morens hjerte
er det mon på grund af en smerte?
Er der noget jeg ikke har set,
har jeg ej grundigt nok ledt?

Bleen bliver tjekket, skiftet på ny
til hvilke midler må vi så ty?
ammes, bøvses, gylp og gråd
vi fortsætter for længe ad den samme tråd!

Endelig er natten omme,
forældrenes blikke er trætte og tomme,
pigen hun kigger, smiler og ler,
lykkeligt man på hende ser.

Trætheden mærkes i hele kroppen,
man er slet ikke på toppen,
men et lille smil fra vores elskede pige,
så må trætheden for lykken vige.

Juletanker

Astrids første jul blev holdt sammen med mine forældre. Ikke at hun opdagede, at der skete noget særligt. Hun blev puttet til sædvanlig tid og sov derfor inden aftenen overhovedet startede. Jeg ville ellers så gerne have vist hende juletræet med tændte lys, men mon ikke der bliver masser af chancer for at vise hende det?? Ellers er juledagene gået fint, vi har været (og er) på farten - først hos mine forældre indtil 2. juledag, og nu hos svigerforældrene. Det er hyggeligt og dejligt, men snart tiltrængt at være lidt alene.

Astrid har klaret dagene fint, oftest i godt humør, smilende og glad. Og i går begyndte hun pludselig at trille igen fra mave til ryg:)

Vi havde lige en enkelt nat uden søvn - den 23. til den 24. Hold da op, da var vi godt nok trætte. Trætheden udløste et digt, det får dog lige et indlæg for sig selv. Håber I alle har haft en god jul og får et dejligt nytår:)

Dybe tanker om grød!

Sundhedsplejersken var her i går, Astrid vejer nu 6,7 kg. Vi talte bl.a. om opstart af grød. Astrid er begyndt at være meget interesseret i alt, hvad jeg putter i munden. Hvis hun sidder på mit skød, så er hun ved at vælte bagover i forsøget på at følge min gaffel. Hun er også begyndt at sidde og smaske lidt når hun kigger på mig. Og jeg har da godt set det, og tænkt at hun virkede måske nok snart klar... Men i mit lille hoved, så skulle jeg jo fuldamme min dejlige datter indtil hun var 6 måneder, før end hun overhovedet fik lov til at smage andet end min mælk (ok måske lidt overdrevet, men jeg er bange for at det er ganske sandt). Og jeg synes det er skræmmende, at skulle begive mig ud i at give grød - ja vel dybest set, fordi det er første skridt til at gøre mit lille vidunder selvstændigt, og første lille skridt i en adskillelse af hende og jeg. Jeg kan slet ikke forstå, at hun er blevet så stor, at hun skal til at være en (endnu) mere selvstændig person, at hun skal til at spise selv og smage helt nye ting. Det er en mærkelig ambivalent følelse for jeg er samtidig meget stolt og spændt på, at hun skal til at starte et nyt kapitel.

Så beslutningen er blevet, at hun skal til at have nogle smagsprøver på grød, smage lidt forskelligt, og så starter vi stille og roligt op over den næste måneds tid (medmindre Astrid vil det anderledes). På den måde går der en måneds tid førend grøden skal have erstattet et ammemåltid, og så passer det næsten med de 6 måneder, det bliver bare 5 i stedet. Men selvom beslutningen blev taget i går formiddags, med masser af tid til at hoppe i supermarkedet og købe rismel, hirseflager eller hvad det nu bliver til, ja så er det ikke sket endnu. Jeg tror det ender med først at blive på fredag, eller den anden side af weekenden. Min lille hoved prøver alle mulige tricks for at udskyde situationen, fordi jeg endnu ikke er helt klar til at tage konsekvensen af beslutningen. Og al denne modstand til trods for at min lille pige stadig bøvler ved en del amninger, skriger og slipper og bliver sur over det går for hurtigt/langsomt/forkert eller hvad det nu end er. Jeg er altså en mærkelig person! Men jeg elsker at amme mit dejlige barn, elsker at give hende mad og at have hende liggende der ved brystet, smilende og med mælk ned ad kinden. Har I andre også haft det sådan da I skulle i gang med grøden??

Med blødende hjerte

I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.

For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??

I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.

Astrid 4 måneder

I går blev Astrid 4 måneder! Og jeg kan slet ikke fatte, hvor tiden er blevet af (nok en af de mest brugte sætninger i hjemmet her for tiden). Min dejlige lille pige havde en god dag i går, med store smil og næsten ingen brok. Hvilket var tiltrængt for i forgårs var hun tæt på at blive solgt, eller afleveret på den institution jeg var ude at se på der!! Nøj, hvor var hun bare træls, skreg konstant, intet virkede, skrigen under amning, skrigen i barnevogn, skrigen lige meget hvad jeg gjorde herhjemme Vores loft har en fin sort plet hvor min hjemmesko tilsidst ramte det da jeg i frustration over at hun for 20.000 gang den dag skreg da jeg prøvede at amme hende, sparkede skoen af med fuld kraft!! Aldrig i mit liv havde jeg troet at et lille uskyldigt barn kunne gøre mig så vred og frustreret. (Inden i melder mig til kommunen, så havde mr. N altså Astrid på det tidspunkt og var gået ud af stuen, så det var bare mig og sofaen der var vidne til mit lille hidsigheds tantrum).

Og omvendt, aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, hvor meget lykke Astrid kunne bringe ind i mit liv, hvor meget mit hjerte smelter når hun sender mig et smil, hvor ufatteligt jeg synes det er, at hun er en lille del af mig. Min lille elskede pige, der nu er umulig og ikke vil sove. Så jeg må vist hellere rende ind igen, og så må det blive til indlæg lidt senere i stedet...

Træthed er mit navn

Det er godt nok en hård tid mht. søvnen igen, igen, igen. Jeg er ende på at amme en gang om natten og en gang meget tidligt om morgenen (kl halv fem stykker). Men Astrid er til gengæld begyndt at vågne op rigtigt mange gange i løbet af natten, skal have sutten og lige en lille hånd på maven, så det er ikke fordi det tager lang tid at få hende til at sove igen. Men det er altså en gang i timen eller hveranden time, og så bliver det bare ikke til megen sammenhængende søvn til mig. Og nu har det stået på i tre ugers tid tror jeg, så nu er jeg bare ved at være slidt. Jeg ved ikke om det er fordi hun er sulten, men jeg tror det ikke for hun godtager jo sutten uden brok og falder hurtigt i søvn igen. Måske hun vågner af at vi ligger og vender os oppe i sengen? Men der er bare ikke så mange sovesteds alternativer når man bor i en lille 2 værelses! Mr. N er helt på, at vi snart skal prøve med noget grød. Men jeg er bare ikke helt klar endnu, for opstart på grød betyder jo nedtrapning af amningen. Til trods for jeg til tider synes det er super frustrerende at amme, så synes jeg jo også det er hyggeligt, at det giver en helt særlig følelse at amme mit barn, et særligt øjeblik mellem hende og jeg. Og det er jeg slet ikke klar til at give slip på, eller klar til at acceptere at maden skal komme fra andre end mig! Desuden så tror jeg af helt ærligt hjerte heller ikke, at hun er mere sulten end hvad amningen kan mætte. Så hvad katten skal jeg gøre for at få mit lille vidunder til at sove noget bedre???

Ellers har vi været til svømning igen i dag. Og denne gang var det en succes med dykningen, så jeg er bare så stolt af min lille vandmus. Hun ser ud til at nyde vandet, smiler når hun får øjenkontakt med mig, men har oftest alt for travlt med at kigge sig omkring og suge alle indtrykkene til sig.

På fredag bliver hun 4 måneder, og jeg kan slet ikke fatte, at tiden flyver sådan afsted. I dag har jeg været ude at se på institution og skal se på en mere imorgen. Jeg synes de virker skræmmende store, men vi har ikke mulighed for at søge de mindre steder da åbningstiderne slet ikke kan kombineres med vores arbejde. Prøver at berolige mig selv med, at det jo først er om et ½ år hun skal starte, og der er hun jo meget mere robust end hun er nu. Fraset at det var et stort sted, så synes jeg det virkede ganske fint. Der var ingen børn der sad og så kede ud af det i hjørnet eller virkede ulykkelige. Der var en fin legeplads, de lavede mad i eget køkken, stuerne var med 13 på ad gangen, de havde "åben dørs politik", hvilket jeg egentlig synes er en god ide, de prioriterede at komme udenfor, havde morgensamling og gerne et projekt af en eller anden art om dagen. Men pyha, det er godt der er lang tid til, at jeg skal aflevere min lille elskede pige til nogen andres favn!

Rigtig god første december. Mit juleønske for i år er mere søvn - min nissen kan komme og hjælpe mig med det??

Babysvømning2

Var til svømning igen i dag med Astrid, det var 4. gang. Hun var godt nok en lille smule træt, men synes ellers hun var i hopla i vandet. Besluttede mig derfor for, at i dag var dagen, hvor vi skulle prøve at dykke. Men det var lille pigen bestemt ikke glad for. De første to gange kom hun op med et kort vræl og en meget stor hængemule, men den sidste gang kom der rigtig gråd:( Og jeg føler mig som jorden ondeste mor, er bange for jeg har gjort vandet til en dårlig oplevelse og fortryder i det hele taget, at jeg kastede mig ud i det forsøg. Prøvede at få øjenkontakt med hende inden dykket, men det er umuligt, fordi hun bare har så travlt med at kigge alle andre steder hen når vi er dernede. Men prøvede, og talte 1-2-og-3, løftede hende på og-3 og så ned under vandet og hen til mig.. Puha - jeg vil meget gerne at min lille pige bliver glad for vand. Måske jeg bare skal prøve igen???

En helt anden ting... Jeg har købt en ny kage bog. Jeg elsker at bage kager, jeg er ikke specielt god til det, men jeg elsker kager:) Og så faldt jeg over "The Hummingbird Bakery, the cookbook". Fantastisk bog med helt vidunderlige cupcakes.


Mangler lidt øvelse i at putte frostingen pænt på. Men namnam. Dette er citron cupcakes med citron frosting. Og til trods for, at de ikke ser ud lige som jeg havde drømt, jamen så smagte de helt fuldkommen som jeg gik og drømte om. Slet ikke dårligt:)

For 1 år siden

For et år siden var det dagen efter testdag og stregerne var der stadig. Der blev tolket, formentlig sovet ligeså lidt som lige for tiden og krydset fingre. I dag har min dejlige, lille, elskede pige smilet, sovet godt til middag, charmet sin mor, været i brusebad med sin far, og ligger nu g sover i sin seng. Hvor fantastisk og helt vidunderligt, at de to streger blev til noget så utroligt som vores lille pige:)

Kære Astrid

I dag er du 3 måneder og 16 dage. Du smiler over hele hovedet, slår smut med øjnene og til tider kommer der også et lille hvin som respons på at jeg taler, smiler, synger eller laver fjolle ansigter til dig. Du ligger ikke længere stille på puslebordet eller aktivitetstæppet, men sparker løs med benene og fægter rundt med armene. Den sidste uges tid er du begyndt at bøje benene op mod hovedet og rigtigt bruge mavemusklerne. Og nogen gange får du drejet dig selv rundt på tæppet, så du pludselig har hovedet en hel anden vej end den jeg lagde dig med. Efter en lidt doven periode med at ligge på mave, så går det lidt bedre igen nu. Og du er ved at fatte, at du også kan samle armene igen efter du har fået dem ud til siderne. I dag rakte du for første gang ud efter et stykke legetøj mens du lå på maven, og forsøgte også at hive i tæppet du lå på. I dag var også dagen, hvor du fangede noget legetøj og tydeligt forsøgte at få det ned til munden - og lykkes halvt om halvt med det. Desuden har dagen i dag været en, hvor du pludselig har rakt tunge og slikket dig om munden næsten hele dagen. (Jeg er lidt bange for at du er ved at få tænder - det er altså for tidligt, særligt når du er begyndt at bide i mine bryster!!!) Du kan - når det passer dig - bruge lang tid på at studere dine hænder, og en sjælden gang imellem fanger blikket også dine fødder, der vifter løs der for enden af benene:) Du elsker at komme op at stå og vil helst springe direkte fra liggende til stående stilling, uden den der kedelige siddende mellem stilling! Du er begyndt at fange, at når jeg laver flyver med dig, så kan man se ned på mig også og grine til mig, men endnu har du ikke sat lyd på grinene/smilene.

Jeg elsker når du er i humør til at "tale" med mig, og ligger på mine ben eller i mine arme og kigger op på mig og sige dine søde små lyde. Der kommer brumme lyde, aah-lyde, hvin, og så er du begyndt at prutte med tungen - prrr. Der kommer masser af spytbobler ud. Nogle gange slipper du brystet midt under amningen, drejer hovedet og ser op på mig, og når du så ser hvem det er der er deroppe, så bryder du ud i det største smil inden du drejer hovedet tilbage igen for at spise videre.

Du er pludselig blevet så lang. Tøjet i størrelse 62, som jeg synes er så kæmpe stort, jamen det passer du jo lige pludselig og der går nok ikke mange uger førend du er vokset ud af det. Du vejer 6,1 kg nu! Og når jeg sidder og ser på billederne fra august måned, så kan jeg slet ikke forstå at du har været så lille. Men omvendt så kan jeg heller ikke forstå, at du nu pludselig er så stor når jeg ser på billeder af os to.

Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at elske så højt. Eller at jeg ville blive så skrøbelig, ængstelig, sårbar og bange for selv de mindste ting. I dag har du set sne for allerførste gang i dit liv, og fordi det er din første gang, så bliver sneen pludselig helt speciel. Du gør livet fantastisk, du gør din far og jeg så lykkelige og du har skabt et helt særligt bånd mellem os, fordi vi nu er forældre til dig, vores lille, dejlige, fantastiske datter:)

Pasning

I går blev Astrid passet!! For allerførste gang (næsten - har været passet af mormor og morfar i 1½ time da vi spiste brunch en dag), hjemme hos sin mormor og morfar, mens mr. N og jeg var til koncert! Puha, det var svært.. For det første bare logistikken i at skulle nå at være hjemme igen hos dem inden Astrid vågnede og skulle spise, inden brysterne sprak til koncert og inden savnet havde nået at gnave så stort et hul i min mave at man kunne se lige igennem mig. Vi var hjemme hos min far om eftermiddagen, min mor kom forbi også så de begge var der til at passe. Fik spist tidlig aftensmad med dem. Astrid blev ammet lidt over seks og puttet klokken halv syv - hun var helt vildt træt. Og så sov hun heldigvis da vi skulle køre klokken syv.

Vi var til koncerten halv otte, talte med min mor ved ni-tiden, der sov hun men havde lige været vågen et kvarters tid. Og så var vi hjemme halv tolv, hvor hun vågende og fik bryst. Så det gik jo objektivt set ganske fint. Men hold da op, hvor jeg savnede hende. Jeg havde troet jeg ville kunne slappe lidt mere af og nyde, at mr. N og jeg var ude på tomandshånd, hvilket jeg har savnet. Men det var godt nok svært. Tog mig selv i at sidde med tårer i øjnene og ondt i maven af ren og skær savn!!!!! Temmelig fjollet når man kom hjem til sin lille datter, der jo var blevet passet så godt på og knap havde nået at opdage, at vi ikke var der..

To dage før pasning havde vi forsøgt at give Astrid flaske, bare for at være sikre på, at hun ville tage den hvis hun nu skulle vågne og være sulten mens vi var væk. Og til trods for, at jeg til tider synes det er drøn besværligt a være bundet af de her bryster, at skulle op om natten flere gange, ikke bare kunne gå ud af en dør som det passer mig fordi det skal passe med amning hvis der er nogen andre der skal se efter hende... Ja på trods af alle de ting, så var det med tårer løbende ned ad kinder at jeg så min lille pige sidde hos sin far og få flaske. Det var bare helt, helt forkert og ganske frygteligt!! Det er altså ikke nemt at blive klog på sig selv... Men når jeg tænker nærmere over det, så er det jo rart at vide, at hun vil tage en flaske, hvis det skal blive nødvendigt en dag. Jeg frygtede, at hun ikke ville tage brystet bagefter, men det var der heldigvis ingen problemer med.

Og i dag er hun bare lige en lillebitte tand mere dejlig fordi jeg savnede hende så meget i går. Hun smelter mit hjerte min lille pige, som pludselig er blevet stor. Tænk hun passer nu str. 62 og skal om ikke længe op i str. 68 tror jeg. Og i dag har hun bare sendt de mest bedårende smil. Jeg elsker hende simpelthen så højt, at jeg næsten ikke kan holde ud hun sover til middag nu. Jeg må lige ind og kigge lidt på hende endnu engang:)

Fremtidsperspektiver

I dag har været en dejlig dag, sådan en af dem med lykkefølelsen helt ned i tæerne. Ikke fordi det har været nogen særlig dag, det har bare været endnu en af slagsen, men alligevel har jeg bare været i godt humør, Astrid har rent faktisk sovet til middag x 2 og er nu blevet puttet. Mr. N er på arbejde, så jeg sidder herhjemme i sofaen, der ville være stille hvis det ikke var for tørretumbleren der kører i baggrunden. Foran mig er computeren, en kop te og hjemmelavede banan cupcakes med chokolade topping:)

Jeg har gået lange ture i dag, fordi Astrid faldt i søvn i barnevognen og jeg nænnede ikke at vække hende fra hendes gode lur. Gik og tænkte over, hvor meget ens perspektiv kan ændre sig over årerne.

For efterhånden mange år siden, da var det mændene jeg kiggede efter, lagde mærke til dem i gadebilledet, på studiet, i hverdagen omkring mig. Jeg så kæresteparrene, der gik ture og holdt i hånd. Nogle år senere begyndte jeg at se barnevognene, førend jeg så mændene bag dem! Da vi begyndte at prøve på at blive gravide så jeg glade gravide kvinder og små børn alle vegne. Desto længere tid uden, at jeg blev gravid, desto mere fyldte maverne i gadebilledet mens barnevognene svandt i baggrunden. Jeg synes der var gravide maver alle vegne, blandt mine veninder, i bekendtskabskredsen, i supermarkedet, på studiet, på arbejde, på stranden, i skoven - ja overalt! Da jeg blev gravid var det stadig maverne jeg lagde mærke til, indtil tilsidst i graviditeten, hvor barnevognene gjorde deres indtog. I dag, da jeg gik, der så jeg familier - de andre mænd og kvinder med grædende børn i barnevognene (og barnevognene er der virkelig blevet mange af nu!), kvinder med børn bag på cyklen, mænd med børn i bæresele, børn på vej hjem fra vuggestue, børnehave, skole. Teenagere uden forældre, bedsteforældre med børnebørn. Og jeg glæder mig til, at jeg forhåbentlig får lov at opleve alle de ting. Jeg bliver overvældet ved tanken om, at min lillebitte pige, en dag bliver stor, bliver voksen, får kæreste og livet der går videre. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg får lov at opleve alle disse stunder. Og at jeg vil formå at sætte pris på dem. Tænk engang, at jeg er blevet mor!!!

Forkølelse og søvn

Efter vaccinationen var Astrid pylret, men om det var fordi vi havde haft en travl dag forinden eller hvad, det ved jeg ikke. Om natten var hun meget varm, men jeg tog ikke hendes temperatur. Umiddelbart virkede hun okay dagen efter. Men lige siden har hun haft temmelig meget gang i maven, er pludselig oppe på 4-5 bleer med ekstra gevinst i, det har vi ellers ikke været i meget lang tid.

Og så er der den der søvn. Jeg troede ikke den kunne blive meget værre, men der tog jeg fejl! I søndags skreg hun hvert 3.-10. minut fra klokken 21 til 00.45 og jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Om det var fordi hun blev forkølet der og måske havde det lidt skidt? I hvert fald er hun nu blevet forkølet, næsen er stoppet og hun hoster. Og nattesøvnen har ikke rigtigt været optimal siden. Hun vågner mange gange, heldigvis kan jeg oftest blot give hende sutten og skubbe lidt til vuggen, men jeg savner altså lidt længere tid i træk! Og om dagen nægter hun bare at sove. Hun sover 20-35 minutter, så vågner hun og skriger. Og jeg prøver at give sut, berolige, og putte hende igen, men der går ikke mange minutter førend hun er vågen en gang til. Og hun er så træt, min stakkels lille pige. Hun græder så hjerteskærende med tårerne trillende ned ad kinderne og hikstende vejrtrækning, fordi hun bare ikke kan finde ud af at falde i søvn igen. Ikke engang at trille lange ture i barnevognen virker, hvilket ellers altid har været et sikkert hit. Nu vågner hun også her efter en halv times tid og så ligger hun bare vågen dernede og kigger! Jeg håber, at det blot skyldes forkølelsen, og det snart går over igen til bedre og meget længere lure..??

Puha, jeg synes alle indlæg handler om søvn for tiden! Men det fylder altså også en del - eller manglen på den gør:) Ellers har jeg i dag nydt at handle ind helt for mig selv - mr. N har passet Astrid og jeg har shoppet uld undertøj til hende, gave til manden og kagebog til mig selv! Og i dag var også dagen, hvor der blev støvsuget og vasket gulve! Min mor var forbi i går og hjælpe lidt med Astrid, og da vi begge tog en lille lur så gjorde hun rent i køkkenet. Da jeg blev mindet om, hvor dejligt et rent hjem egentlig er - ja så kom lysten til at give lejligheden en (ekstremt) veltrængt tur. Så lige nu nyder jeg at sidde i duften af rene trægulve og en helt stille lejlighed.. Sschh - Astrid sover!!!!

3 måneder og Astrids færdigheder

I onsdags blev Astrid 3 måneder! Min dejlige lille pige, der pludselig bare er blevet så stor. Hun pludrer løs, dog mest når vi er alene og ikke så meget når vi er ude hos folk, hvor der sker andre ting. Hun holder hovedet helt selv og næsten stabilt. Hun kan trække sig op i armene, med lidt hjælp og lige i går fattede hun pludselig, at hun også kan stå på sine ben. Så nu vil hun gerne hives hele vejen op at stå. Hun er rigtig god til øjenkontakt og holder ens blik længe. Hun reagerer på at jeg taler til hende og drejer sit hoved efter min stemme. Hun kigger efter mig når jeg går omkring hende og fanger også tit mit blik når hun sidder hos andre. Hun synes også pludselig at det er sjovt at sidde med legetøj alene, især prinsesse Sophie bliver rørt ved, hevet i og forsøgt at tage med op til munden, men hun har ikke helt lært at holde fast og styre hånden endnu. Når hun ligger på sit aktivitetstæppe kan man se, at hun bevidst rækker armene mod bestemte stykker legetøj, og til tider får fat i det også.

Det bedste er dog de vidunderlige smil som hun sender, hvor øjnene samtidig spiller smut og begge tandløse gummer kan ses:) Jeg bliver mere og mere forelsket i mit lille vidunder:)

Idag er hun blevet vaccineret for første gang, skreg i vilden sky og har kun sovet ½ time de sidste fire timer. Lige nu ligger hun ved mit bryst og så håber jeg på lidt ro bagefter. Håber vi undgår feber, men nu må vi se hvad dagen og natten bringer. God weekend:)

Skal vi være venner?

Weekenden bød på bryllup i Østjylland, jeg var noget spændt, men synes det gik helt ok. Astrid var noget træt og pylret, men nægtede at sove før end hun gik kold omkring klokken halv elleve på min arm. Og så sov hun også nogle gode timer, indtil ved 2-tiden, hvorefter hun vågnede hvert tredje kvarter og var ked af de. Suk, det var et par trætte forældre der dukkede op til brunch næste morgen!!

I det hele taget fylder søvnen meget for tiden. For det første fordi hun stadig skriger når vi skal putte hende om aftenen! Og det er bare så frustrerende når jeg kan se hun bare er monster træt, og i stedet for at sove så skriger hun i en time i træk (i går!!). Og jeg bliver super kort for hovedet, bider af mr. N, bider af Astrid til sidst og bliver bare så træt, så træt. Det er virkelig opslidende synes jeg. Og jeg aner simpelthen ikke, hvordan vi skal få dte til at blive bedre. Men nu er jeg begyndt at bruge nogle af principperne fra "Sov igennem uden gråd", således at jeg prøver at indføre et bestemt putte ritual. Først ud at skiftes, lidt massage, nattøj på. Så ind og læse en bog på skødet af mig eller mr. N, så en omgang amning, og så ind i soveværelset, hor jeg synger en eller to sange for hende. Derefter er det ned i sengen. Mr. N har dog ikke helt fattet pointen med det endnu og jeg tror han synes jeg er temmelig rigid og skrap, fordi jeg bliver irriteret, hvis han ikke følger ritualet. Men jeg har brug for, at det virker og at der er noget jeg kan regne med i løbet af dagen.

For det andet er jeg begyndt at prøve at skære ned på natamningerne. Jeg ammer stadig mellem to og tre gange om natten og nu vil jeg gerne ned på en gang. Så jeg øver mig i ikke at hive hende op ligeså snart hun giver lyd fra sig, samt at prøve at give hende sutten en gang imellem. Indtil videre går det ok, jeg har ikke været oppe på tre amninger i et stykke tid, så Astrid sover da nogle længere stræk. Jeg sover dem bare ikke endnu, da jeg stadig vågner hver gang hun grynter i søvne. Men mon ikke jeg også bliver bedre til at sove fra dem??

Imorgen skal vi til babysvømning igen med A+I fra mødregruppen. I det hele taget ser jeg A+I næsten hver dag. Vi går ture så Astrid og Iben kan sove, vi vandrer rundt, tager på café og snakker en hel masse. Primært om babyer, men også om lidt af hvert om hvordan livet var før i tiden. Jeg håber på, at det er et venskab der kan få lov at vokse og blive til mere end at vi bare mødes fordi vi tilfældigvis har børn. Det er på en måde lidt som at have en ny kæreste - det der stadie med at man har et forhold til hinanden som ikke er afklaret. Det er bare ikke særlig nemt at sige: skal vi være venner? Har du også brug for mig? :) Men jeg håber at det ligeså stille bliver et venskab der holder.

Babysvømning

Babysvøming blev et hit - i hvert fald de første 15 minutter, og så var det ved at være for meget for min lille dejlige pige. Men hun smilede, spjættede med arme og ben, kiggede sig interesseret omkring og smilede så igen lidt mere til sin mor, der bare synes det var helt fantastisk at mit lille vidunder barn kunne flyde:) Søvn inden blev det ikke til meget af, hun nåede at sove 5 kvarter og så måtte jeg vække hende da vi kom til svømmehallen. Tilgengæld var hun temmelig træt og på tværs i løbet af aftenen i går.

Jeg ved ikke helt, hvad det er der sker med søvnen for tiden og hvorfor hun er blevet så svær at lægge. Om det er fordi hun kan se mere, det virker nemlig som om hun har svært ved at lukke af for indtrykkene. Jeg prøver med en stofble over hovedet, det virker til tider. Tja, ellers er der vel ikke andet for end at blive ved med at øve:)

Babysvømning

Vi skal til babysvømning meden fra mødregruppen i dag. Og jeg er lidt nervøs - ikke så meget for at skulle have hende i vandet. Men for at jeg ikke kan få det timet, så det i stedet for en frisk, mæt og glad baby der er klar på nye oplevelser, bliver en sulten, gnaven og overtræt baby jeg har med mig, så oplevelsen slet ikke bliver god. Og selvfølgelig kan jeg jo bare prøve igen en anden gang, men jeg glæder mig rigtigt meget. Og jeg håber sådan at hun kan lide det, for jeg ville elske det, hvis hun blev en lille vandhund som sin mor. Jeg synes det ser så hyggeligt ud med børnene i vandet.

Og fordi jeg er nervøs for om tingene kommer til at gå op i en højere enhed, ja så bliver jeg irritabel og kortluntet. Astrid er begyndt at være svær at putte den sidste uges tid. Det er som om hun bliver overtræt, også selvom jeg synes jeg putter hende ved de samme træthedstegn som før. Men hun nægter bare at lukke øjnene, kigger rundt med kæmpe øjne og så skriger hun hver gang man putter hende ned i liften. Så i stedet for at hun bare kunne lægges, så tager det nu op til en halv time at få hende til at falde i søvn. Her til morgen, ja da var det bare en dårlig kombi med mig, så jeg bliver irritabel og irriteret over, at hun dog ikke bare sover når hun nu er træt! Jeg håber det blot er en overgang, at hun skal være svær at putte. Jeg prøver rimeligt konsekvent at lægge hende fra mig inden hun sover helt, men gerne når hun er blevet døsig. Så jeg står med hende i armene indtil hun er døsig, og så ned i sengen, så hun stadig er vågen nok til at vide, hvor hun bliver lagt henne. Hvis hun græder tager jeg hende op, holder hende indtil hun er faldet til ro og så putter jeg hende ned igen. Og sådan bliver jeg ved. Men hold da op, hvor kan jeg få lov at gøre det mange gange lige for tiden!!!

Jeg vil hoppe i bad og så finde ud af om jeg kan mase mine bryster ned i min badedragt eller bikini:)

Hvorfor?

Hvorfor skriger min dejlige lille pige, hver eneste gang hun skal slå en prut? Hvorfor er der ikke noget af det jeg gør der hjælper? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at trøste hende når hun har skreget en halv time klokken 5 om morgenen? Hvorfor har jeg endnu ikke lært at aflæse hendes signaler? Hvorfor føles det her mor-halløj til tider bare så overvældende svært? Hvorfor skælder jeg ud på min dejlige mand, når han bare prøver at hjælpe? Hvorfor har jeg udviklet mig til en rappenskralde, der skælder og smælder når tingene ikke bliver gjort på min måde? Hvorfor føler jeg mig alt for ofte som verdens dårligste mor, der bliver træt af sit ønskebarn når hun ikke kan trøste? Og verdens dårligste kone, og veninde og måske i det hele taget verdens dårligste person uden styr på noget som helst....

Gennem træthedens tåger

I går sad jeg med Astrid på skødet, mr. N var ude og vi havde tøseaften derhjemme. Jeg sad og talte lidt med hende og fik dejlige, glade hvin og pludrelyde tilbage. Tænkte for mig selv, at det her er sådan noget jeg skal fortælle hende om, om mange år når hun vil høre om dengang hun var lille. Så var det, at det slog mig: jeg er blevet mor!!! Ikke bare lige nu, men resten af livet er jeg mor til Astrid! Det er der intet der kan lave om på. Indtil nu har der været glimt af lykke, dage med ren og skær kærlighed, men ellers har det bare været ren overlevelse uden den store refleksion. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til alle de ting vi skal opleve sammen, til at se hende vokse op, til at hun lærer at gå, til at vise hende bladene på træerne og mærke græsset, til at røre ved en hund første gang, til at sidde i sofaen og læse med/for hende, til at få et kram.. Jeg glæder mig til livet med Astrid. Og jeg er helt ufattelig lykkelig over at være så heldig, at jeg er Astrids mor!

Rødvin, kærestetid og over(under)skud

Svigermor har været i byen og inviterede os ud at spise på vores lille yndlings italienske restaurant. Der blev bestilt bord til kl 18 - både af hensyn til de andre gæster, men også fordi det var en hverdag, hvor vores sengetid er omkring klokken 21:) Lettere nervøs for, hvordan Astrid ville opføre sig, men hun blev båret rundt af en af os eller svigermor/farmor og hendes veninde, hvilket resulterede i, at vi faktisk fik varm mad at spise på nogenlunde samme tid og jeg fik lov at nyde et glas rødvin. Store sager, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvilket gav lidt overskud da vi kom hjem. Skønt at være tæt på hinanden igen, der har ikke været meget kærestetid de sidste mange uger.

Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.

I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)

Skrigeturerne fortsætter, jeg troede først det var forstoppelse, men efter at have afprøvet lactulose, hvilket i hvert fald satte gang i maven, og det ikke havde effekt på gråden, så blev den ide droppet. Efterhånden har jeg lagt mærke til, at det ofte er samtidig med at hun slår prutter at hun skriger. Og det passer vel godt overens med, at når hun ammes så sætter det gang i peristaltikken og så gør det ondt i maven, så spænder hun op og skriger, hvilket resulterer i at hun slipper og tager fat hele tiden. Og dermed sluger en masse luft - og den onde cirkel er i gang.

For tiden spiser hun bare mindre end, hvad hun plejer. Hun tager det ene bryst i 8 minutters tid, slipper og skriger og nægter at tage det igen. Bliver puslet, hygget lidt med på puslebordet og falder til ro. Forsøger så at lægge hende til det andet bryst - her tager hun 3-4 minutter og så starter skrigeriet igen. Hvis jeg tager hende fra så falder hun til ro, men så snart jeg prøver at lægge hende til så starter hun igen. Måske hun bare ikke er mere sulten? Det føles bare helt mærkeligt når hun altid har haft spist fra begge bryster ved hvert måltid. Jeg har i dag købt Mylicon dråber, tænker at afprøve om de hjælper, for jeg synes det er så synd for min lille pige når hun har så ondt i sin lille mave.

Jeg synes endnu ikke vi har den store rytme herhjemme, og så alligevel. Hun bliver puttet ved otte tiden om aftenen - senest halv ni. Og så sover hun til omkring midnat ( de længere stræk er hun desværre stoppet med igen), igen ved 3-4 tiden og så ved 6-7 tiden, hvorefter vi står op. Så er hun vågen en times tid til halvanden, hvorefter hun sover indtil det er ammetide igen. Og så fortsætter det egentlig sådan med vågen tid på max to timer efterfulgt af lur indtil spisetid. Det bliver til omkring 6 lure i løbet af en dag. Og jeg ville egentlig gerne ned på længere vågen tid og længere sovetid i løbet af dagen, men hun er simpelthen ikke til at holde vågen uden at hun bliver kropumulig! Hun er blevet god til at ligge på maven og holde hovedet selv, hun øver sig i at skulle trille og det er lykkes for hende enkelte gange. Hun er så småt begyndt at pludre (men ikke særlig meget i forhold til de andre børn i mødregruppen, hvilket bekymrer mig), hun sender dejlige tandløse smil - når hun ellers er i det rette humør.

Men jeg synes endnu ikke det er blevet nemmere - til tider synes jeg nærmest det er blevet sværere. Det fylder rigtigt meget for mig, at hun ikke bare spiser fuldkommen som hun plejer og at måltidernes varighed svinger, samt at hun ofte bøvler under måltiderne som ender i skrig og frustrationer. Jeg savner hyggen ved amningen, hvor hun bare tog fat, spiste og faldt i søvn eller slap når hun var mæt. Jeg er ked af, at det nu er sådan at jeg er lidt nervøs inden hver amning hvis jeg er andre steder henne, fordi jeg ikke ved om det kommer til at tage 1 time at give hende mad samtidig med at hun skriger minimum halvdelen af tiden. Nå, nu bliver der kaldt på mig derinde fra...

Skruk??

Jeg arbejder på en bog til Astrid, en bog med mine tanker under graviditeten.. Egentlig var det jo meningen den skulle have været skrevet mens jeg var gravid, men det skete ikke. Så nu bliver den skrevet med hjælpe fra blog indlæggene. Det er som om, at det først er nu, hvor jeg læser de gamle indlæg igennem, at jeg fatter hvor stort et mirakel en graviditet er. Pludselig forstår jeg hvorfor andre kvinder kom med alle de samme slags kommentarer og blev ved og ved og ved med at sige, at det bare var så fantastisk. For selvfølgelig synes jeg jo det var fantastisk at være gravid - men nu!! Det var jo det største i verden at være gravid, for graviditeten førte til Astrid:) Alle følelserne er med når jeg tænker på graviditeten, og de følelser kan mærkes når jeg ser gravide kvinder. I går ringede C og fortalte, at hun var gravid igen, og lykkefølelsen var stor indeni:)

Samtidig støder jeg også på en ny følelse, nemlig ønsket om at blive gravid igen, at få lov at opleve dette mirakel en gang til og nå at sætte pris på, hvor fuldkommen fantastisk det er. Kan det virkelig passe, at jeg med en lille skrigende baby i mine arme, manglende søvn og manglende overskud, kan være blevet skruk????

Astrid 2 måneder

Smukke Astrid sover i mit skød, dejlige mr. N sidder ved siden af i sofaen og sover, og jeg sidder her med alle mine tanker. Jeg synes det er lidt hårdt for tiden, jeg savner udsigten til en pause, hvor jeg ved jeg kan få lov at slappe af og sove! Astrid tager sig nogen gevaldige skrigeture, hvor der bare ikke er noget som helst der hjælper. Og her til eftermiddag tog hun sig igen en tur, hvor hun skriger hver gang jeg forsøger at lægge hende til brystet. Det er nok det allersværeste når det sker, tror jeg. Det er frustrerende ikke at kunne trøste sit lille barn, og det er frustrerende, at jeg tilsyneladende endnu ikke har lært at aflæse hende.

Imorgen kommer sundhedsplejersken til 2 mdr's besøg. Er spændt på, hvad hun vejer nu.

Det er trætheden der taler i dag kan jeg mærke. Til trods for masser af tanker, så er jeg ude af stand til at formulere mig og samle mig om dem. De må flyve hid og did i stedet for at blive samlet her. Jeg vil læne mig tilbage, kigge på min smukke datter og min dejlige mand og så bare slappe lidt af. God søndag..

Tabubelagte følelser

Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!

Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..

At være alene

Mr. N er på weekend vagt denne weekend, dvs. tog afsted fredag morgen og kommer først hjem mandag morgen (og dte kun fordi han har bedt om fri den dag). SÅ Astrid og jeg er alene denne weekend, og det har bare været benhårdt.

Astrid har den sidste uges tid døjet med maven, gik fra at have afføring 5-8 gange i døgnet til slet ingenting at have i 3 dage, derefter en omgang og så ingenting igen. Og hun har været så ulykkelig min lille pige, skreget hver gang hun slog en lille prut og presset og presset uden der kom noget. Det kulminerede fredag nat hvor hun bare græd og græd, og hver gang hun skulle ammes lavede hun bare flitsbue og blev helt hysterisk. Det var som om, at det gjorde ondt på hende at blive ammet tror jeg. Og jeg blev helt desperat til sidst, vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Det fortsatte ind i lørdagen, hvor hun bare skreg hver gang hun skulle ammes, hver gang jeg prøvede at ligge hende til brystet, så tilsidst måtte jeg stå op med hende, hoppe og holde hende lodret og så ville hun tage fat. Imorges gav jeg op og gav hende noget lactulose, jeg har ellers haft det sådan at jeg helst ikke ville påvirke hendes egen tarmfunktion for meget, men da jeg så hende igen imorges presse og skrige uden nogen effekt så blev det simpelthen for svært. Om det så er lactulosen der har virket allerede, eller om det ville være kommet alligevel, så har hun i hvert fald haft en ordentlig omgang her i eftermiddags. Sjovt at man kan blive så lettet og glad over afføring:)

Idag har hun heldigvis ikke skreget ved hver amning. Der var lige en enkelt skrigetur her til aften, men først da hun havde spist fra det ene bryst og også taget en del fra det andet. Så nu er jeg mere beroliget og håber det hjælper.

Ellers er hun bare ved at blive stor, min lille pige. Hun er blevet så god til øjenkontakt, kan fange mit blik på lang afstand, fx. fra vuggen når jeg står hende ved døren (næsten). Og hun smiler med hele munden åben, øjnene stråler og hun charmer mig til at gøre alting:) På puslebordet har hun virkelig fået øjnene op for sin sommerfugle uro, følger dem rundt med øjnene og er helt fascineret. Det går også bedre med at ligge på maven, idag har hun bare været så dygtig og hun er virkelig god til at holde sit hoved oppe. Kan faktisk løfte sig helt op på underarmene (når hun ellers vil!!). Hun begynder også på bevægelser, der vil få hende til at trille - men jeg har ikke været så god til at lade hende ligge på maven på gulvet, så det er ikke sket endnu. Vi har bestilt et aktivitetstæppe, så det glæder jeg mig til kommer.

På tirsdag er hun 8 uger, og jeg synes tiden er fløjet afsted, samtidig med at jeg føler det er år siden jeg sidst sov ordentlig. At være på barsel med et lille barn er en underlig blanding synes jeg. På den ene side - ja så keder jeg mig altså herhjemme, men på den anden side så orker jeg slet ikke alle de ting jeg gerne vil. En enkelt ting om dagen, og så er jeg træt. Men intellektuelt og socialt der savner jeg, at der sker noget mere. På tirsdag skal jeg til lægen, og så regner jeg med at komme igang med træningen igen. Så kommer der lidt flere aktiviteter på dagsprogrammet. Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde roen lidt endnu inden Astrid skal ammes og vi begge skal puttes til natten. Og så er vi to iugen fra imorgen af - det bliver skønt!

Man tror jo det er løgn..

Brystbetændelse på højre bryst næsten overstået - rødmen er næsten væk, en anelse ømhed tilbage og alment klart i bedring. Har heller ikke lavet andet i weekenden end at blive passet på af mr. N og så været ude på en enkelt gåtur.

I går blev Astrid ammet kl halv otte efter putteritual, som er at pusle, give babymassage, og så natdragten på. Blev lagt lidt over otte og sov. Jeg hoppede i seng til vanlig tid - dvs. ved ni tiden (sørgeligt men sandt). Og så skete det helt fantastiske at Astrid først vågnede klokken halv to. Helt fantastisk for søvnen, men man tror jo det er løgn for sørme om ikke venstre bryst var helt spændt, ømt og i løbet af morgenen er begyndt at blive rødt!!!!! Er så forbandet træt af de her bryster lige nu. Forstår simpelthen ikke, hvorfor de skal være så oversensitive. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal vække hende om natten, når nu hun endelig lige tager sig en lang lur. Eller at jeg skal op og malke ud mens hun sover! Hvorfor i alverden er naturen skabt sådan at det kun er kvinderne der har brysterne???

Denne gang er rødmen mere diffus, den plejer at være lokaliseret til en kvadrant af brystet men denne gang spreder den sig over halvdelen af brystet, endnu kun i området lige et par cm fra brystvorten og ikke helt ud til kanten. Der er ømhed et af stederne men ikke svarende til hele det røde område. Og jeg er lidt nervøs for, hvad det skal udvikle sig til. Har det alment fint indtil videre. Og der er jo ikke andet for end at amme, varme omslag, malke ud efter hver amning og slappe af, ikke fryse. Og så vente og se, hvad der sker. Sådan noget møg! Er simpelthen så træt af mine bryster. Ville ønske jeg kunne tage dem af og smide dem ud!!

Weekenden aflyst

Ja, det gik super fint med mødregruppen, de virker rigtigt søde og vi skal mødes hos os i næste uge. Togturen til Næstved for at mødes med mr. N gik også fint - men stress niveauet har alligevel været højt og lillepigen tog sig nogle gevaldige skrigeture både undr mødregruppe og under togturen. Og da jeg så kom frem til mr. N's arbejde så kunne jeg mærke det ene bryst begyndte at gøre ondt. Og ganske rigtigt - en tur ud til spejlet viste de fine, røde pletter der fortæller mig at brystbetændelsen endnu engang er på vej. Og nu gør brystet bare nas, så vi vendte snuden hjemad igenm og aflyste weekendens tur. Og jeg er bare helt modløs lige nu, var lige blevet så glad fordi amningen bare kørte derud af. Gider ikke mere!

Jeg tror det må være min krops måde at sige stop på, det her brystbetændelse. For jeg har ikke fået træk, hun har diet så fint og brysterne har været tomme og slappe efter hver amning ligesom de skal være. Så eneste forklaring er, at det er kommet fordi jeg har bidt over lidt for meget idag! Øv..

Mødregruppe

Sidder her med sommerfugle i maven, nervøs ligesom før første skoledag. I dag skal jeg mdes med min mødregruppe for første gang og er temmelig spændt. Håber meget på at det er nogen mennesker som jeg kan få en god tid med, har ikke så mange andre at trække på til daglig når alle andre er på arbejde. Føler mig lidt fjollet, at jeg er nervøs - men sådan er det bare! Desuden også lidt spændt på, hvordan det kommer til at lykkes at skulle være der på et bestemt tidspunkt. Særligt fordi lillepigen ligger og sover sødt lige nu - og helst skal nå at blive ammet og ouslet indenfor den næste time hvis vi skal nå det! Ja, ja - de store problemer man kan have:)

Ellers går turen igen til det mørke vest og svigerfamilien. Så jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend:)

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

Barsel alene

Så er mr. N startet på arbejde igen. Vi var begge lidt nervøse i mandags, men indtil videre er det gået ganske fint:) Jeg synes dog det er lidt hårdt at være alene med Astrid, særligt når hun tager sig en skrigetur eller bare er en hængetrold, der synes hun skal være på armen hele tiden. Men tilgengæld smelter hun mig også bare når hun giver mig et smil eller når hun en sjælden gang imellem falder til ro og ligger og sover på brystkassen:)

Jeg har to veninder, der har fri i denne måned og havde glædet mig til at skulle underholdes lidt af dem. Men deres børn hiver infektioner med hjem fra institution og smitter deres mødre, eller holder dem hjemme hos syge børn. Så alle vores aftaler bliver aflyst, hvilket gør, at jeg altså savner noget selskab, der svarer med andet end skrig når man taler! Næste fredag skal jeg mødes med mødregruppen for første gang - er meget spændt, håber at møde nogen jeg kommer godt ud af det med, for ellers skal jeg finde underholdning andre steder fra. Det ville bare være dejligt at have nogen jeg kan mødes med, tale med og fylde dagene ud med lidt andet end amning, bleer og skiftning, putning, trøstning og vaske tøj, handle ind og vaske op. For det er ca. hvad jeg har fået dagene til at gå med indtil videre. Men tilgengæld har jeg haft succes med mine delmål - nemlig at komme i bad og komme udenforx1 dagligt. Og det er lykkes:)

I tirsdags var Astrid til 5 ugers us. 4,1 kg, 56 cm og 38 om hovedet. Og ellers bare rigtig fin:) Men det vidste jeg jo godt:) Næste us. er min 8-ugers us., hvorefter jeg glæder mig til at komme igang med at træne igen. Fik anbefalingen at vente til efter 8 ugers us. - ikke fordi selve undersøgelsen skulle gøre til eller fra, jeg fik jo ikke nogen stor bristning. Men blot fordi, det skulle være en god ide lige at give musklerne i underlivet tid til lige at komme sig og blive lidt stærke igen, inden man hopper på step bænken. Men jeg glæder mig til at træne kroppen igen:)

1 måned

Imorgen er Astrid 1 måned gammel. Og jeg har lært, hvad det vil sige at tiden flyver afsted!! Hun er vokset - vores egen vægt siger omkring 3900 g nu, så det er over 1 kg siden fødslen. Men hun spiser også godt.

Normalt er det stadig hver 3. time - men igår og i nat meldte hun sig hver 2. - 2½ time. Og vi prøvede at trække tiden ved at underholde, danse, give hende sutten og alt hvad vi ellers kunne finde på. Men hun bliver skrup hysterisk og skriger, så det gør ondt i mor hjertet. Og intet kan trøste eller får hende til at græde mindre før end hun bliver lagt til brystet! Jeg tænker på om hun er igang med et vækst spring og derfor skal stimulere mælkeproduktionen? Jeg ved ikke helt om det virkelig passer, at de laver sådan nogen ting, men hun har i hvert fald meldt sig tidligere og taget fra i længere tid ad gangen end vanligt! Jeg håber det snart går over - ville egentlig gerne at der kunne gå lidt længere tid mellem amningerne om natten, jeg synes efterhånden det er hårdt!

Ellers er hun jo bare verdens 8. vidunder:) Jeg synes stadig hun sover utrolig meget. Hun er mest vågen her om morgenen/formiddagen. Så prøver vi at lege med hende, bevæge arme og ben, vise hende dukkerne fra Lamaze, se i hendes lille bog, og tale med hende. Hun er rigtig god til at løfte sit hoved, selvom hun ikke altid er helt tosset med at ligge på maven. Jeg synes hun har givet mig nogen forsigtige smil, men endnu har hun ikke smilet sådan at vi var helt overbeviste om, at det var bevidst og rettet mod os. Jeg glæder mig til at det (forhåbentlig snart) sker. Hun er begyndt at komme med flere lyde, har bl.a. fået en meget lys og hjerteskærende klynke lyd. Og så er hun begyndt at lave spytbobler, omend det heller ikke ser så bevidst ud endnu.

Lige nu ligger hun vågen inde i vuggen. Hun er overtræt - eller det er i hvert fald hvad jeg tror. Har været vågen i to timer, falder i søvn i vores arme men våger når vi ligger hende. Så nu får hun lov at ligge lidt i fred derinde, sålænge hun ikke brokker sig. Så plejer hun at falde i søvn på et tidspunkt.

På mandag starter mr. N igen på arbejde, det har været skønt at have ham hjemme i næsten 5 hele uger. Og vi er begge lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå når han starter. Jeg frygter morgenerne, hvor jeg er helt smadret efter en dårlig nat, og han ikke er der til lige at være den der skifter eller trøster blot for en enkelt stund. Og han frygter trætheden når han skal koncentrere sig på arbejde. Men - jeg glæder mig også til at komme ind i en rutine med Astrid, og så finder vi forhåbentlig ud af det hele.

Søvnen

Ja, den savner jeg altså. Til trods for, at jeg havde regnet med at det ville være hårdt, så er det ikke rigtigt muligt at forestille sig, præcis hvor meget jeg ville savne en god nats søvn, før end nu hvor jeg står i det. Og jeg synes ikke engang, at Astrid er så slem igen til at være vågen om natten. På de gode dage bliver hun ammet omkring kl. 22-23, så vågner hun ved 1-2 tiden, hvis jeg er heldig først halv tre, bliver ammet og puslet og falder oftest i søvn ved mit bryst og kan puttes tilbage i liften uden problemer. Og så vågner hun igen ved 4-5 tiden om morgenen. Men så er hun tilgengæld også færdig med at sove og er ikke til at putte i sin lift. Hun sover gerne på min arm, på skulderen eller i bæreselen, men vågner i det sekund man putter hende - eller sover max 15 min og så vågner hun. Og hun er ikke glad vågen, men bare træt og pylret og græder!

I nat har hun dog været på tværs - blev ammet kl. halv elleve, blev puttet, sov til halv tre. Skønt:) Blev ammet, forsøgt puttet men bøvlede så op og gå rundt med hende. Sover, puttes, sover 5 min og vågner igen. Mr. N gik rundt med hende i 3 minutter hvorefter hun igen sover, bliver puttet. Men vågner i sin lift og ligger og møffer rundt, og det kan hendes mor altså ikke helt falde i søvn fra. Og så pludselig kan jeg bare høre hun gylper, går hen til hende og hele liften er gennemblødt og det samme er hun! Ud og skiftes, bliver utilfreds, men puttes. Vågner 5 min senere, søger og får det ene bryst (nu er kl blevet 5), sover en halv time, vågner og søger, får det andet bryst (nu er kl kvart over seks). Og så er hun bare på tværs, bøvlet og græder og kan ikke falde til ro. Får hende først til at sove kl 7 - der var jeg altså også bare træt!! Men så sov hun heldigvis til halv ni..

Nu er klokken elleve og hun har kun sovet gangen. Tilgengæld ligger hun bare og kigger, uden at græde. Og jeg bliver i tvivl om det er ok hun bare ligger der. Men hun bliver urolig og ked af det hvis vi prøver at stimulere hende. Så vælger at tro på, at hun nok bare har brug for at ligge i fred selvom hun er vågen! Håber det er rigtigt? Det er så svært med den dårlige samvittighed der siger, at jeg skal gøre noget for hende hele tiden, og at det er for dårligt hun bare ligger uden stimuli når nu hun er vågen..

I det mindste går det fremad med kroppen, penicillin kuren er afsluttet og brystet er ikke længere ømt. Så det er dejligt. Og mht. kroppen så er jeg positivt overrasket over, hvor hurtigt den er blevet forholdsvis normal igen. 14 dage efter fødslen var jeg tilbage på normal vægt. Og de gamle cowboybukser passer fint. Selvfølgelig er huden stadig noget mere slap og blød og trækker lidt mere mod syd end vanligt, men alt i alt synes jeg ikke det er så slemt som jeg havde frygtet!

Vi skal til at komme ud af døren, skal hjem til mormor en tur idag:) Rigtig god weekend:)

Dumme krop!

Turen til det mørke vest gik over al forventning. Astrid sov hele vejen derover, hun var bare så dygtig. Og på hjemturen var det med et enkelt stop, hvor hun blev ammet, puslet og igen puttet i autostolen. Hun brokkede sig en smule, men sov ellers så sødt med sin sut i munden. Hun er bare ikke super glad for at blive spændt fast i autostolen, men når først hun sover i den, så er alt fint:)

Weekenden bød ellers på udfordringer i massevis. Særligt frain dumme krop - jeg troede ellers det skulle til at væreslut med at synes den var dum, det hørte fortiden til. Men til trods for at Astrid sutter så fint og spiser gladeligt, så driller brysterne. Der bliver ved med at være små revner så det gør lidt ondt i starten af hver amning, og i weekenden brød brystbetændelsen så løs. Det startede allerede om fredagen med ømhed i brystet - altid det venstre. Og lørdag var det ildrødt. Alle ting blev ellers afprøvet, amning fra det bryst først, massere området, varme omslag, varmt bad, ammestilling med hagen mod området... Intet hjalp, og som dagen gik fik jeg det bare værre og værre. Startede penicillin om eftermiddagen, lå under dynen med uldindlæg, uldundertrøje, top, langærmet striktrøje, bukser og sokker og frøs stadig! ØV! Og samtidig blev svigermors hus fyldt med barselsgæster, der blev i 6 timer, for svigermor inviterede da alle 10 på middag, så der var 16 til aftensmad! Og jeg gemte mig på værelset og følte mig som verdens dårligste mor, der bare lod sit barn være derude uden at være der til at beskytte hende..

Men Astrid overlevede jo, og det samme gjorde jeg! Og det var jo dejligt at se svigerfamilien, og dejligt at se farmor og hendes smil når hun holdt Astrid. Jeg skal vænne mig til at dele min elskede datter, og til at svigermor/farmor også tager hende selvom hun græder. Men jeg tænker, at om nogle måneder så bliver det nok kun rart at kunne aflevere hende når hun græder:) Og det er jo dejligt at hun knytter et bånd til sin farmor.
Så nu kan jeg mærke, at min egen mor også skal have lov til lidt mere. For det er ikke meget mine forældre har holdt hende da de jo kun ser hende kort tid ad gangen. Men det kan der jo heldigvis laves om på:)

Brystbetændelsen er (forhåbentlig) på retur. Brystet er mindre ømt, mindre rødt og jeg har dte alment bedre. Men tilgengæld er der kommet et hårdt område som ikke kan blive blødt uanset hvor meget der ammes, masseres og varmes. Forhåbentlig er det bare et stadie på vejen til at det svinder. Dumme bryster!! Er træt af at de skal lave rod og bekymringer hele tiden!

Udfordringer

Weekenden byder på en tur til det mørke vest, 3 timers køretur under normale omstændigheder, og en weekend omgivet af svigerfamilien 24-7. Og jeg kan mærke stressen komme snigende. Mr. N glæder sig utrolig meget, hvilket jeg sagtens kan forstå - hans familie har jo kun set vores lille vidunder et par timer den dag hun kom til verden. Og selvfølgelig skal vi over at besøge dem, det skal der heller ikke være tvivl om.

Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!

Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..

Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.

Op- og nedture

Humøret og overskuddet kører lidt op og ned for tiden. Jeg må indrømme at trætheden gør mig mere presset end jeg havde forestillet mig. I de sorteste stunder føler jeg mig klaustrofobisk, fordi min lille pige bare græder så ulykkeligt og jeg kan ikke finde ud af at hjælpe hende, og så mangler jeg altså en pause knap, der lige giver mig bare en halv times ro og tid til at samle mig. Og sjovt nok, så findes den pause knap bare ikke!

Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!

Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.

Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.

Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)

Brug af sut?

Vi har introduceret Astrid for en sut som hun til tider vil tage. Jeg prøver at sørge for hun kun får sutten når hun virker træt og skal sove, men stadig søger hele tiden. Og så selvfølgelig når jeg ved hun har spist - så hvis hun vågner og det kun er 1½ time siden sidst så kan jeg godt finde på at give hende sutten. Men nu er jeg kommet i tvivl - for det er jo svært at se hvornår hun søger pga. tryghedsbehov og hvornår hun søger pga. sult. Og jeg er bange for at gøre det forkerte og er ikke helt tryg ved den her sut og hvornår den skal gives! På en eller anden måde føler jeg mig som en dårlig mor der vælger den nemmeste løsning ved ar give hende en sut, som om jeg gør noget forkert.. Har jeres børn brugt sut? Og har I nogen gode råd at give?

Astrid 1 uge gammel

Tænk, så gik der 1 uge. 7 dage med vores lille vidunder af en pige, der bare bliver smukkere og smukkere som dagene går. Jeg synes det går okay herhjemme. Er overvældet, og følelserne springer frem og tilbage mellem yderste lykke og afgrundsdyb angst. Kærligheden vokser og sår dybe, lykkelige spor i mit indre. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg kunne elske et andet lille menneske så højt! Når jeg lukker øjnene om aftenen inden jeg skal sove, så står hendes ansigtstræk printet ind på nethinden. Og nu er navnet kommet på plads, vores datter er så gudesmuk, hendes navn er Astrid.

Amningen går vist fint nok. I starten suttede hun konstant, op til 18 gange i døgnet, til tider i 45 min ad gangen! Så løb mælken til og nu er det lidt bedre. Igår blev det til 9 gange i alt. Sundhedsplejersken var her i går, og Astrid havde allerede taget på i vægt så hun nu er over sin fødselsvægt. Vægten var 3060g, men det var dog med body og ble på. Men dejligt at hun har taget på - vi har været lidt bekymrede fordi hun var så lille i forhold til, hvad vi havde regnet med. Men alting ser fint ud, og hun virker sund, rask og glad for det meste. Hun sover ca 3 timer i streg om natten de sidste par nætter, hvilket gør, at jeg synes overskuddet er rimeligt:)

Og ellers så er jeg nyforelsket - i Astrid og i mr. N. Han er bare fantastisk, ordner ALT det praktiske, handler, vasker, laver mad, og er så god sammen med Astrid, at det smelter mit hjerte. Mit hjerte svulmer af kærlighed lige nu til de to vigtigste mennesker i mit liv.

Vores lille vidunder (og en lang fødselsberetning)

Den 3. august kl 06.35 fandt vores lille, fantastiske babypige sin vej til verden:) 50 cm og 2700 g, så noget mindre end vi havde regnet med, men fuldkommen perfekt og vidunderlig:)

Det startede mandag den 2. august, jeg var sammen med min bedste veninde, hendes mand og min lille gudson. Vi var ude at sejle og hyggede. I løbet af dagen kom der flere plukkeveer end jeg normalt havde, og de nev også lidt - ikke noget jeg ikke havde prøvet før, men bare hyppigere end tidligere. Omkring kl 20 siger S om ikke de kommer ret hyppigt, og vil få sjov tage tid på dem. Det viser sig at de kommer regelmæssigt med 8 min interval. Hun er helt oppe at køre over det. Vi tager hjem til en anden veninde et kort smut kl halv ti om aftenen og hygger der, hvor regelmæssigheden fortsætter. Plukkeveerne kan mærkes, men jeg kan sagtens tale og gå uden problemer og synes ikke de gør ondt. Begge mine veninder er nu helt oppe at køre, mens jeg selv tænker, at måske er det noget. Men jeg kan ikke rigtigt overskue at tro på det helt store, for så bare at finde ud af, at det går i sig selv igen når jeg kommer hjem og sover. Så jeg er temmelig tilbageholdende.

Kommer hjem halv tolv om aftenen og er faktisk sindsygt træt. Prøver at sove, tager to panodiler. Først virker det som om der går lidt længere mellem plukkeveerne nu - op til 12 min, og jeg skriver til mine veninder, at de roligt kan lægge sig til at sove, for jeg tror det går i sig selv igen. En halv time senere kommer de dog igen, nu med 7 min mellemrum, og omkring kl 1 om natten har de i en halv times tid bidt så meget at jeg må bruge vejrtrækningen til hjælp for at håndtere dem. Jeg ringer til mr. N der selvfølgelig var på døgnvagt denne mandag og siger, at han må gerne begynde at køre hjemad. Han skulle dog lige ordne en del ting, så han ringer kl kvart i to og siger at nu kører han og han er der om ca 1 time. Her bliver jeg lidt presset - for lige efter jeg havde ringet til ham begyndte veerne (som jeg nu synes de skal kaldes fra dette tidspunkt) at komme med 3-4 minutters interval. Jeg siger til ham, at han skal køre forsigtigt men han behøver ikke at køre langsomt!

Veerne bider re godt synes jeg, men har det fint i ve-pausen. Får lagt ting frem tasken til både babypigen og jeg. Kl 2 tager jeg et bad, hvilket er himmelsk og jeg står derinde i lang tid - har også overskud til lige at barbere ben:) Mr. N er hjemme kl kvart i tre, der synes jeg veerne har bidt rigtigt godt den sidste times tid og de kommer stadig med 3-4 min interval. Mr. N ringer til fødegangen, de synes det lyder stille og roligt, men jeg vil gerne ind og vurderes, for jeg tænker for mig selv, at hvis der ikke er sket noget så skal jeg have noget smertestillende, for ellers kan jeg ikke klare det!

Vi ankommer til fødegangen kvart over tre ca. Bliver hilst velkommen, der skal køres en CTG og blodtrykket skal måles. Er 3 cm åben og ingen livmoderhals. Mit BT er lidt for højt, så jeg skal lige ligge der lidt endnu. Får meget kvalme, kaster op, hvilket hjælper. BT falder rimeligt men er stadig lidt højt. Pludselig går vandet i en stor skylle, jordemoderen mærker igen og siger 3-4 cm åben, kl er omkring halv fire-fire om morgenen. Hun siger, at hun synes det ligner nogle gode veer og at når nu vandet er gået, så synes hun vi skal blive. Vi kommer ind på en fødestue, jeg husker at spørge om klyx og får dette.

Herefter synes jeg tingene begynder at stå noget uklart. Jeg var overrasket over, hvor kort tid er var mellem veerne, jeg havde regnet med flere pauser. Men de kommer rullende hele tiden, jeg tror der er max 2 min imellem dem. Vi skifter jordemoder midt i det hele og møder Lise. Jeg bruger vejrtækningen, står lænet ind over fødelejet med en stor sækkestol som jeg læner mig op ad. Bevæger bækkenet og tager dybe vejrtrækningerne, men det gør bare så hamrende ondt. Jeg ved faktisk ikke om mr. N og jordemoderen taler sammen, jeg er helt inde i min egen lille verden og bemærker ikke meget andet end smerten og så mr. N's hænder der holder på min lænd. Efter 1½ times tid siger jeg, at nu kan jeg ikke mere. Jeg er udmattet og smerterne er så voldsomme jeg ved ikke hvad ejg skal gøre. Jeg kan ikke længere styre dem med vejrtrækningen - har forsøgt med lattergas men det hjælper ikke på smerten og gøre mig bare utilpas og får mig til at have endnu mere kvalme og kaste op. Lise siger, hun lige vil mærke efter - og informerer mig så om at jeg nu er 8 cm åben!

Jeg ved bagefter at der så går ca ½ time mere, men det føles som om det er en evighed. Smerterne ruller ind over mig, jeg er ved at være desperat - og pludselig kommer der den her fornemmelse af, at det presser og jeg skal på toilettet. Lise mærker efter igen - 10 cm åben 2-2½ time efter vi kom ind!! Jeg får lov at presse - i starten har Lise fingrene inde, da hovedet skal hjælpes forbi symfysen, det er virkeligt ubehageligt synes jeg. De første pressegange synes jeg ikke rigtigt at jeg har nogen pressetrang, men jeg prøver at arbejde og presse. Og så pludselig kommer trangen samtidig med smerten, på den ene side føler jeg at mit underliv er ved at sprænge på den anden side har jeg bare lyst til at presse igennem. Fra jeg får lov at presse første gang og til hun er ude går der 35 minutter!!

Og så er hun der pludselig:) Ca. et sekund efter hun er kommet ud tager hun en kæmpe mundfuld luft og skriger på livet løs:) Hun er bare helt fuldkommen perfekt:) Jeg er så hamrende lykkelig at jeg bare smiler over hele hovedet. Tænk sig at vores lille vidunder er kommet til verden. Jeg synes fødslen gik temmelig stærkt, derfor det store behov for at skrive detaljerne ned. Jeg har det lidt som om jeg blev tabt på vejen fordi det gik så stærkt. Men nu er hun her - vi har det alle 3 godt:) Nu vil jeg skynde mig ind og sove lidt mens jeg kan..

Termin

Idag er terminsdato! Jeg tror ikke det er gået op for babypigen, at det er meningen hun nu skal se at komme ud til os. Utålmodigheden er begyndt at melde sig de sidste par dage, og jeg kan mærke at mine veninders kommentarer (som er givet fordi de glæder sig så utrolig meget) begynder at være lidt trættende at høre på. Ja, vi er ekstremt spændte, jo vi glæder os helt utrolig meget - og nej i princippet ved vi ikke om jeg har født inden vi ses næste gang... men min krop føles altså ikke spor anderledes, så mon ikke det tager lidt tid endnu??

Gut feeling lige nu siger jeg skal sættes igang den 14. august. Jeg håber jeg tager fejl, for jeg tror det bliver 2 meget lange uger. De sidste par dage har babypigen gjort sit bedste for at jage mine bekymringer om, hvorvidt hun har det godt derinde, langt væk. Hun møffer rundt, og det beroliger dejligt. Men hold da op, lille pige - nu må du altså snart gerne komme ud til os!! For vi glæder os sådan til at møde dig, at vi snart ikke kan vente længere. Og der er altså en frist for, hvor lang tid du får lov at blive derinde. På tirsdag er det sidste jordemoder besøg, og så får man en tid til CTG kurve når man er omkring 41+et par dage, og så igangsætning ved 42+0. Og jeg har tjekket, og også dobbelt tjekket at de sætter igang i weekenderne også, hvilket de gør:) Så om ikke andet, så er der i hvert fald kun 2 uger til at fødslen bliver sat igang..

Dødsangst

Mine nattedrømme har været fyldt med væmmelige tanker om en lille død baby i min mave.. Om at denne lykke endnu kan nå at blive taget fra mig før end den rigtigt er begyndt. Tankerne er svære at slippe af med igen, særligt fordi jeg hart svært ved at sætte ord på dem - de er ikke spor rare at skulle sige højt, så indtil videre er de ikke blevet delt. Og på en måde gør det dem endnu større end de ellers er.. Og de sætter et helt cirkus igang: har jeg nu mærket liv nok? Var det ligeså meget som det plejer at være? Hvor lang tid siden var det sidst? Hvorfor har hun ikke taget mere på i vægt - er det fordi moderkagen ikke fungerer så godt og hun mistrives derinde?? Hvis der går for lang tid mellem jeg mærker hende bliver jeg lettere panikslagen, skubber til hende og bliver ved indtil jeg mærker i hvert fald bare en lille bevægelse. Og bliver så bagefter i tvivl om det var en bevægelse eller ej?

Lige nu er løsningen i mit hoved at hun skal se at komme ud derinde fra, så jeg med mine egne øjne kan se hende, så jeg kan mærke hende og forhåbentlig blive beroliget over min sunde og raske lille baby. Men om angsten bliver nemmere at håndtere når hun kommer ud ved jeg ikke! Jeg kan forestille mig, at det er en angst for at miste som man skal lære at håndtere resten af livet? For bare fordi hun kommer ud til mig, sund og rask, så kan der jo ske tusindevis af katastrofale ting - den ene mere eller mindre usandsynlig end den anden. Og det er det jeg forsøger at holde fast i.. At det jo er ekstremt sjældent at man mister sit barn på dette tidspunkt. Og at det selvfølgelig ikke sker for os! Vel?

Nattetanker

Min krop er fyldt med uro, o nok så meget som jeg prøver, så kan jeg bare ikke falde i søvn igen! Det hjælper heller ikke at det stadig er nødvendigt med ørepropper grundet folk der for 3. weekend i træk holder fest og nyder de varme, lyse sommernætters tid, hvor alle vinduer skal være åbne uanset tidspunkt og volumen på ens musik.

Tankerne kredser omkring de næste par uger. For første gang i går blev jeg pludselig utålmodig, synes at NU må der gerne snart se at ske noget. Vi er nu så langt herhjemme, at hvis babypigen skulle komme, så har vi alle basis tingene klar. Vi mangler stadig detaljerne, men dem bliver der vel altid tid til på et tidspunkt, og ellers er det jo netop blot detaljer. Måske det er utålmodigheden der gør det svært at sove igen? I hvert fald virker det ikke umiddelbart til at andet er under opsejling. Jeg er godt nok spændt på at møde den lille i maven... Og fødslen vil jeg gerne bare snart have overstået. Tankerne om fødslen har ændret fokus - jeg er stadig bange for reaktionen, skræmt ved tanken om hvilke sider af mig selv jeg skal se, men primært så er fødslen nu blevet noget det skal overståes så jeg kan få lov at se vores lille mirakel. Og det vigtigste er at hun klarer sig gennem fødslen, at hun har det godt når hun bliver født, at hun er sund og rask og der ikke sker hende noget undervejs.

Jeg håber jeg vil være i stand til at nyde de sidste uger, hvor hun stadig er i maven, og ikke skal bruge tiden på at sidde og være hormon monster der ikke kan vente længere. Men nu må vi jo se hvad der sker. Det er ikke helt nemt at nyde tiden, når kroppen alligevel insisterer på at være vågen og urolig på dette tidspunkt af døgnet! :)

Vægten

Var til jordemoder igår. Har tænkt lidt over min vægt her på det sidste, da den har stået på +11 kg de sidste tre uger. Og vidste godt, at det kunne ske i slutningen, men blev alligevel lidt bekymret for hende den lille, om hun nu også vokser nok og får al den næring hun skal bruge. Især fordi det er så umuligt at vurdere om maven vokser selv. Og når jeg ser på billeder fra de sidste tre uger, så synes jeg selvfølgelig ikke det ser sådan ud!

Jordemoderen vurderede hende til 3200g, dvs. hun kun skulle have taget 200 g på på 2 uger - men hun insisterede på, at det var helt fint og at det godt kunne svinge. Og at hun var lidt svær at vurdere fordi hun står så langt nede med hovedet at hun sagtens kunne snyde og være større. Og jeg prøver mit allerbedste på ikke at bekymre mig, for jeg bliver jo nødt til at stole på deres vurdering og viden, når nu jeg har bragt mine bekymringer på banen. Og det vigtigste er at jeg mærker fint med liv, hvilket jeg heldigvis gør - bare lige nu ligger hun og møver rundt derinde og skubber til min mave:) Har en tid igen om 2 uger, hvor jeg så vil være 40+3 - har jo lov at håbe på, at jeg ikke får brug for den. Men tror nu nok jeg skal være gravid på det tidspunkt stadigvæk.

Ellers har jeg det jo stadig godt, og det er måske med til at jeg endnu ikke er vanvittigt utålmodig efter at føde. Jeg glæder mig sindsygt til at møde hende, og tankerne er skiftet meget fra at være angst for fødslen til at være angst for at der skal ske hende noget, mens selve fødslen kommer lidt i baggrunden. Bare hun er okay og klarer fødslen uden problemer, så klarer jeg nok resten. Plukkeveerne er der stadig - har en meget spøjs fornemmelse af at blive helt varm i kinderne, og til tider få lidt svært ved at trække vejret helt igennem når plukkeveerne kommer. Det er fuldkommen som at sidde og presse, fraset at jeg er fuldkommen afslappet når jeg får det sådan. Lidt sjovt:)

Det er nu alligevel vildt at tænke sig at der kun er 10 dage til termin!! Hold da op!

Plukkeveer

I går mødtes jeg med to veninder, vi var rundt i København og ude at spise på café. Og der om aftenen synes jeg virkelig plukkeveerne begyndte at nive. Jeg har før haft enkelte der føltes sådan menstruations agtige, men ikke flere i træk. Og det var ikke fordi de som sådan gjorde ondt - de kunne bare mærkes, fuldkommen som mens-smerter. Jeg kunne mærke, at selvom jeg prøvede at være tilstede så blev jeg ekstremt fokuseret på, hvad der skete i min krop, hvilke signaler den sendte og bare sådan lidt fraværende. Men jeg tænker, at det er at forvente de næste uger, at plukkeveerne kan mærkes, kroppen skal jo forberede sig.

Idag er maven lidt øm, plukkeveerne kan stadig mærkes. Natten var lang og uden meget søvn. Og når der er gang i plukkeveerne så komer der også lidt for meget gang i maven! Hygge.. Så i dag skal jeg bare slappe af her til eftermiddag tror jeg. I aften skal vi op til sommerhuset og ud at spise med mormor og morfar og resten af familien.

Usikkerhed og rutschebaner

Igår var min mormors 80 års fødselsdag. Med brunch ude og lagkage hygge derhjemme bagefter. Med en hel masse velmenende og nysgerrige ældre mennesker, tildels familie, som alle synes at det var fantastisk at vi lige om lidt skal være forældre. Jeg tror, at jeg efter at have gentaget for 20. gang at terminsdatoen er om 2½ uge, pludselig forstod bare en lille del af, at om max 4½ uge, så er vi forældre! Og med den forståelse, så kom usikkerheden pludselig væltende i går aftes.

Der er absolut ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at se vores lille vidunder. Men pludselig så følte jeg mig bare så langt væk fra mr. N, han har haft så hamrende travlt med arbejde så selvom vi har set hinanden, så har vi ikke rigtigt været sammen. Og jeg savner ham - idag er endnu en døgnvagt, imorgen er middag med mormor og familien og fredag drager han vestpå til gutterne og fodbold weekend og kommer først hjem søndag. Og jeg har bare lyst til at være sammen med ham 24 timer i døgnet, at få så meget som muligt ud af vores tosomhed som jeg overhovedet kan inden den pludselig ikke eksisterer længere. Og jeg føler mig egoistisk, tænker om jeg overhovedet er klar til at blive mor, fortjener at blive mor når jeg har det sådan her? Usikkerheden vælter frem og jeg føler mig lille og slet ikke klar til det store ansvar jeg skal til at have.

Så nu gør jeg hvad jeg kan for at i det mindste at gøre klar til min lille babypige, jeg har vasket stofbleer, købt bleer, håndsprit, engangs vaskeklude, lavet den første skuffe med disse praktiske pusleting klar. Er nu begyndt at vaske tøjet, og med de små handlinger begynder jeg igen at kunne mærke glæden, spændingen, forventningerne. For selvom jeg er bange, skræmt, angst for at miste tætheden med mr. N - så er jeg også utrolig lykkelig, spændt, glæder mig til at se hende, røre hende, dufte hende og mærke hende rigtigt. Måske det bare skal være sådan når det begynder at gå op for mig, at det er temmelig snart jeg får et lille barn i min arme?? Og så snart den sætning står der, så meldr angsten sig for, at der skal ske hende noget, at noget går galt under fødslen, at hun ikke klarer sig, at vi mister hende inden vi overhovedet når at møde hende.. Det er lidt af en rutschebanetur for tiden!

37 fulde uger

Ja igår nåede jeg så de 37 fulde uger:) Så idag er der max 5 uger til fødslen er igang!! Og det er alligevel vildt at tænke på.. For 5 uger, de går jo stærkt. Kunne også godt mærke, at ønsket om at komme helt på plads pludselig blev forstærket igår. Men der går nu stadig lidt da jeg knap er hjemme i næste uge - vi skal nogle dage i sommerhus, mormor bliver 80 og skal fejres, mr. N har flere døgnvagter og så skal han til det vilde vest i næste weekend, mens jeg skal fejre min onkel. Og så er det altså svært at nå tingene. Men jeg prøver, for jeg vil så gerne have det meste på plads inden babypigen melder sin ankomst. Og selvom jeg forventer at det først bliver til august, så kan det i princippet være når som helst nu!!

Synes det er ved at være en anelse varmt, men har kun en lille bitte smule væske i fingrene og yderst på fødderne, stadig fine ankler som jeg kigger på og nyder hver dag de er der:) I nat var jeg ved at gå til af varme, her er ingen gennemtræk når jeg er med mr. N på arbejde, puha.. Håber det bliver lidt bedre i nat! Ellers god søndag til jer alle:)

4. jordemoder besøg

Alting i fineste orden. Babypige på 2900-3000 g, så omkring 4 kg ved terminsdato. Puha, sikken en basse jeg får mig:) Men vi var også begge to store børn, så det ligger vist til familien:)

Vægten siger + 11 kg nu, jeg har det stadig godt. Min ischias driller stadig og gør at det er svært at finde hvilestillinger om natten. Det er som om mine baller er rastløse og har svært ved at finde stillinger, hvor der er ordentlig ro. Tempoet er nu sat ned til max 3 km i timen og helst ikke i for lang tid ad gangen da fødderne bliver så ømme:) Men jeg kan stadig cykle og svømme, bliver primært gjort i det fri, så det er ikke meget træning det er blevet til. Havde ellers troet at jeg skulle i fitnessdk hver dag når jeg gik på barsel men indtil videre har jeg været der to gange:) Ja, ja, sålænge jeg får rørt mig, så er det vel det vigtigste??

Er begyndt at være meget spændt på at se vores lille pige, men som sagt mangler vi stadig en del ting. Men hun skal nu være så velkommen alligevel - så kan vi vel få nogle andre til at ordne de sidste ting hvis det endelig skal være:)

Dejlige dage

Det har været skønt at være på kærestetur:) Sydfyn er dejligt, vi boede på i en hotellejlighed med udsigt til sundet der lå lige for foden af bakken. Vi har holdt i hånd, shoppet, spist ude, badet en hel masse og bare slappet af. Varmen har været til at klare, fraset nætterne hvor luften stod stille og jeg var lige ved at gå til af varme! Så knap så meget putning som der normalt er.. Vi nåede også en tur over til svigerfamilien med sol, varme, friske jordbær, badning i vesterhavet, kolde øl (til de andre) og hygge. Det har bare været dejligt:)

Og så er det vildt at tænke på, at næste gang vi kører derover sammen, så er vi blevet forældre! Jeg er stadig lidt bange for at sige det højt, for at nemesis skal komme og gøre mit barn fortræd hvis jeg taler for højt om det! Overtro og angst for at der skal min lille babypige noget - tilsammen kan de to størrelser gøre mig helt panikslagen. Men heldigvis kun i korte stunder.

Vi mangler stadig en del herhjemme - puslepude skal købes, vaskefade, formentlig noget mere tøj men tror måske vi venter til vi ser hvad størrelse hun har og hvor meget vi får i barselsgaver, flere stofbleer, barnevognen skal hentes og jeg havde planlagt den skal vaskes. Alt hendes tøj skal vaskes, det samme skal stofbleer osv - men inden sa skal vi lige have købt en tørretumbler og have den installeret. Håber vi når det i næste uge for denne uge har mr. N ekstremt meget arbejde og er ikke særlig meget hjemme. Tja - og så lige de sidste ting i hjemmet der mangler stadig: billeder skal hænges op, den sidste kommode skal samles og køkkenskabene skal nå at have en grundrengøring! Så egentlig mangler der en del:)

Fødslen - tja, tankerne kredser stadig en del. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg nok skal klare det, for det er der jo trods alt tusindvis af kvinder der gør døgnet rundt. Jeg svinger mellem at være bange, at være spændt, at glæde mig og være bekymret for, om noget går galt. Men jeg glæder mig til at se vores lille barn! Ubeskriveligt meget, kan næsten ikke vente længere.. Men der er jo heller ikke så lang tid som der har været. Og imorgen er 4. jordemoder besøg, er spændt på hvor stor hun vurdere babypigen til at være nu. Mit eget bud er omkring 3 kg!!!

Kærestetid

Tiden flyver afsted, jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er 1 måned siden jeg gik på barsel. Jeg troede jeg ville have svært ved at udfylde tiden, at der ville væredage, hvor jeg kedede mig - men jeg tog fejl. Jeg har slet ikke nået alt det jeg troede jeg ville, tilgengæld har jeg skruet ned for tempoet og nyder det i fulde drag. Lige nu er det bare fantastisk at være på barsel:)

Mr. N har en mase afspadsering for tiden, så han er meget hjemme, måske det også får tiden til at gå temmelig meget hurtigere? I mandags var vi igen, igen, igen en tur i IKEA og hente lidt ting, men nu går det også stille og roligt fremad med hjemmet. Mangler stadig de sidste småting og mangler stadig en hel masse til vores lille babypige, men resten af de store ting er ved at være på plads.

I tirsdags tilbragte jeg næsten en hel time liggende på maven! Var til gravid massage, hvilket var skønt. Men jeg har godt nok været sindsygt øm i balderne efter hun havde fat i min ischias - måske lidt for meget af det gode?

Og idag skal vi på kæreste tur:) Vi skal på Hotel de næste to dage, liggende lige ned til stranden på Fyn. Håber vejret bliver dejligt, så skal vi hygge, slappe, holde i hånd, spise romantisk middag og bare nyde den sidste tid som værende kun to. For lige om lidt, ja så er vi jo tre:)
Så jeg vil sige rigtig god weekend til jer alle:)

Sårbarhed

Med den voksende mave, den grynende forståelse for lidt af det der venter forude, tiltagende hormoner - ja så vokser sårbarheden også. Den giver sig til kende på en hel række punkter. For det første mht. fødslen og angsten for, hvordan dette skal gå. Mr. N begynder så småt at lære, at fødslen nu er blevet noget der ikke helt er plads til jokes omkring, medmindre joken kommer fra mig. Ellers så har jeg brug for ham, brug for at han tror på mig, brug for at han bakker mig op, tror på at jeg bliver god og tingene kommer til at gå godt.

Sårbarheden giver sig også til kende mht. familien. Min lillebror ringede igår, var styrtet på cykel fordi han ikke kunne se stenen der lå foran ham på vejen. Og det gør ondt i mit hjerte, det gør ondt at han skal have så store ting at kæmpe med her i livet, at det altid er op ad bakke for ham, at han mister mere og mere af synet. Jeg bliver vred og ked, så jeg næsten ikke kan holde ud at være i min krop, fordi verden kan være så tarvelig. Jeg bliver tavs og indesluttet fordi der er så forfærdelig mange blandede følelser i forholdet til min lillebror - fordi jeg bliver så vred på hans vegne, jeg får ondt af ham selvom jeg ved han hader det.

Og så er der de helt almindelig hverdagsting, hvor sårbarheden pludselig overvælder og verden føles så stor og uoverskuelig. Og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal passe nok på babypigen når hun kommer ud. Hvordan jeg sklal håndtere sårbarheden som jeg har en formodning om bliver endnu større når hun rent fysisk er i vores verden og bliver udsat for ting, som jeg ikke kan styre. Jeg ser det som et lille glimt af moderkærligheden og et lille indblik i, hvor bekymret og overvældet man pludselig kan blive..

En af de dage

Det er en af de dage, hvor livet bare er skønt. Solen skinner, jeg har tilbragt dagen på stranden med min mor og aftenen på græsset med min elskede mand, en pizza og bagefter på cafe og drikke en kop chai:) Babypigen rumsterer i min mave og vokser sig stor og stærk. Seneste vurdering er 2500 g idag, så hun bliver ikke en lille en af slagsen.

Kroppen er ved at kunne mærke, at der er ekstra vægt på. Ischias smerterne er der dagligt og lidt i bækkenet også. Kroppen øver sig til fødslen, plukkeveerne bliver flere og kraftigere. Vægten siger +8-9 kg indtil videre. De 34 uger er rundet, så hvis der skulle ske noget nu, så er min lille babypige klar til at møde verden. Vi mangler stadig en hel del før end vi er klar til, at hun skal flytte ind, så hun må gerne vente bare lige et par uger endnu. Men det gør ikke noget. hvis det bliver lidt før den 31. juli... Selvom oddsene nok er imod det! Tankerne om fødslen farer stadig rundt og til tider temmelig meget i ring. Men lige idag - ja, lige idag der er livet bare skønt. Jeg føler mig som jordens heldigste kvinde. Tænk engang, at manden i mit liv og jeg har fået det mirakel, at vi venter os et lille barn, der ligger trygt og godt derinde i min mave og møver rundt. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at mødes vores lille babypige:)

Fødselsforberedelse

33 uger, nu første fødselsforberedelse rigere - har meldt mig til et kort kursus. Så de næste tre fredage skal jeg blive klog på de ting jeg selv kan gøre under fødslen. Og jeg synes egentlig at kurset levede ganske godt op til mine forventninger. Jeg kan mærke, at fødslen fylder mere og mere i mine tanker. Og jeg er stadig meget ambivalent, for på den ene side så kan jeg slet ikke vente med at skulle fortælle mr. N at nu er det nu:) For det betyder jo at så skal vi snart se vores lille mirakel. På den anden side så er jeg bange for, hvordan det kommer til at gå. Jeg har fundet frem til, at angsten primært kører på, hvilke grimme sider af mig selv jeg vil komme til at opleve. Jeg har ikke lyst til at blive hende den hysteriske, der bider hovedet af min elskede mand og som giver op inden jeg har åbnet mig 3 cm. Men det er sådan jeg frygter jeg bliver, for ser man på erfaringerne så bliver jeg ikke ligefrem blid som et lam i pressede situationer! Så jeg prøver at arbejde med, at det også er okay, at det må være okay at bide fra sig, at få lyst til at give op, at blive træt og umulig og hysterisk - og at jeg selv om jeg bliver disse ting, så alligevel nok skal klare fødslen og forhåbentlig ikke komme til at føle det som et nederlag, at jeg har været sådan undervejs. Det må vel være på tide, at jeg accepterer, at disse sider af mig selv findes...

Ellers synes jeg dagene flyver afsted. Jeg ha slet ikke nået bare halvdelen af de ting jeg troede jeg ville, men det gør nu ikke det store. Jeg nyder, at have tiden til at ligge i sengen om morgenen og bare flade ud. Og jeg troede egentlig jeg ville kede mig, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Snarere synes jeg næsten, at der har været lidt for travlt:) Idag skal dog være en doven dag sammen med manden min. God søndag til jer alle.

Av min r..

Herhjemme ligner det efterhånden noget der er løgn. Vi er i fuld gang med at flytte rundt, sætte nye reoler op, byge nye skabe og tage gamle skabe, skrivebord, computer osv. ned. Med det resultat at vi lige nu har et styks gammelt skab stående skilt ad i stue, køkken og soveværelse, et styks skydedør i papkasser og alt vores tøj i flyttekasser, sorte sække samt liggende på spisebordet. Desuden en del sorte sække med forskelligt slags papir affald der stadig venter på at blive båret ned. Hmm på 56 kvm så fylder alle de her ting altså rimelig meget!!! Vi var ekstremt flittige igår, men da vi nåede til kl halv otte i går aftes så kunne hormon bomben ikke mere og var ved at bryde grædende sammen over at pizzaen ikke var klar da vi kom ned for at hente den!

Og jeg har måttet konstatere, at ligge/sidde på gulvet og samle skabe i mange timer - ja det betyder, at ischias smerterne nu er der i begge sider, og at jeg knap kunne komme ned fra 4. sal og hente pizza, og nærmest aldrig kom tilbage igen. Efter en lang nat, fyldt med sure opstød og en mand, hvis vejrtrækning var temmelig påvirket af al den støv vi gik rundt i igår, ja så har jeg idag så stive ben at det føles som om jeg har løbet 10 km og ikke strukket ud bagefter. Så jeg sidder her på min flade, midt i al rodet, og bare slapper. For kræfterne rækker ikke til at begynde at sætte skuffer op i skabene - ikke lige idag!

Men hold da op, hvor bliver det skønt, når vi får alle tingene på plads. Så håber jeg at det ender med, at vi også har plads til babypigens ting og sager.. Det er ikke helt nemt at finde pladsen til alle tingene når man bor på 56 kvm og begge to er samlere, som synes det er noget så svært at smide ting væk!!

Barsel

Så er det blevet barsels tid:) Jeg må indrømme, at jeg er en anelse rastløs, og synes det kræver lidt tilvænning ikke at skulle stå op til noget om morgenen. Hvilket er paradoksalt, for det er jo noget jeg har gået og sukket efter i lang tid, det med bare at have alverdens tid til at nyde livet.

Men med solskin som idag, så er det pludselig lettere at få tiden til at gå:) Har virkelig bare nydt solen idag, cyklet ture, ligget på plænen (med to kæmpe puder bag ryggen i forsøget på at ligge på ryggen), spist paradis is til aften og gået aften tur. Imorgen aften skal jeg til Sex and The City 2 med nogle gamle studieveninder. Det bliver skønt:)

Uge 31 og anti-D

Igår rundede jeg så de 31 uger. På den ene side synes jeg, at det er helt vildt at jeg allerede er i uge 31 og der kun er ni uger til terminsdato. På den anden side synes jeg ni uger er uendelig lang tid, og 11 endnu længere væk:) Men der er jo ikke andet for end at nyde denne tid med maven og så bare glæde sig til hende den lille får lov at se verdenens lys..

Igår var jeg en tur forbi hospitalet og få endnu et lille prik i balden til samlingen. Jeg havde glemt at blodprøven for antistoffer skulle tages ved andet lægebesøg, og det havde min læge i hvert fald også. Så den blev først taget for 2 ugers tid siden. Herefter var min læge på ferie og alle andre muligheder for at få svaret blev afprøvet, men forgæves. Men endelig i tirsdag fik jeg svar - ingen antistofdannelse, men babypigen er Rh. pos så igår fik jeg den første anti-D sprøjte, den næste gives ved fødslen. Det tog heldigvis ikke lang tid!

Imorgen er sidste dag på arbejde, hvilket bare føles meget mærkeligt. Jeg ved ikke helt om jeg kommer til at blive sindsygt rastløs. Der er masser at gribe fat i herhjemme, ting der skal ordnes, gøres rent, vasketøjet, ting der skal handles ind til lillepigen.. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg godt kan falde lidt hen i en sump og pludselig løber tiden fra mig uden at jeg får lavet noget af alt det jeg skulle. Så jeg håber jeg kan få taget mig sammen. Jeg prøver at lave en liste - både over de praktiske ting, men også over hyggelige ting jeg kan lave, så at der er noget at gribe fat i når jeg ikke kan finde på noget i hverdagen.

Maven vokser, synes igen den har taget nogle store spring på det sidste. Og babypigen ligger angiveligt med hovedet nedad og nærmest fast allerede. Hun møver meget rundt i løbet af dagen. Særligt morgen og aften, men det er jo også de tidspunkter jeg har tid til at mærke efter hende. Hun bliver tydeligere og tydeligere at nærke derinde og man kan skubbe til hende. Til tider kan jeg fange en arm eller et ben og skubbe rundt med derinde, det føles altså temmelig underligt:) Men fantastisk:)