Balance gang

I morgen er Aksel 8 uger! Og jeg er så småt ved at vænne mig til at vi er 4 i familien. Men jeg synes det er hårdt. En ting er det rent praktiske og den manglende søvn, oprydning og vasketøj - det er der bare mere af end normalt. Men det jeg synes er svært er den følelsesmæssige del.

I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.

Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?

Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)

I følelsernes vold

Mine følelser er ren rutschebanetur lige for tiden. Jeg er træt pga varmen gør, at det er ekstremt svært at sove, og det hjælper helt sikkert ikke. Så har jeg en stor pige, hvor det er en daglig kamp at få hende til at tage tøj på, og jeg helt generelt mister tålmodigheden på et eller andet tidspunkt undervejs om morgenen, og bliver sur. Hvilket resulterer i at hun bliver ked af det, og så får jeg dårlig samvittighed og ked af at vores morgener skal ende ud i en kamp hver eneste dag, i stedet for at vi bare kunne hygge og nyde hinanden og den tid jeg har helt til hende, mens jeg stadig har den.

Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?

Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!

Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)

28 uger, dårlig samvittighed

I dag er 28 fulde uger. Maven vokser, hovedet når vist ikke helt at følge med. Vægten siger +7-8 kg. Jeg synes jeg er ekstremt grådlabil for tiden, og har alle de her halv forbudte tanker - i hvert fald i mit univers forbudte. Arbejdet har fyldt alt, alt for meget det sidste lange stykke tid. Jeg kommer hjem senere end jeg synes er sjovt hver eneste dag fordi jeg ikke længere har nattevagter og så selvfølgelig skal have timerne på et andet tidspunkt. Jeg savner min store pige, jeg savner at være den der henter hende om eftermiddagen. Jeg savner at have god tid sammen med hende om morgenen, at tusse rundt herhjemme og jeg savner muligheden for at være på hygge tur på en flad hverdag.

Oveni al dette savn kommer der så tankerne om, hvordan jeg nogensinde skal få tid til at være sammen med 2 børn! Hvordan skal det lykkes at elske både den ene og den anden, hvordan skal jeg få tid til at hygge om min pige når der er en lille en der græder og skal ammes, hvordan skal jeg have overskud til hende når jeg er oppe hver 2.-3- time hver eneste nat?? Og det er her de forbudte tanker melder sig... Er vi overhovedet klar til nummer 2??? Jeg hader mig selv for den tanke, for vi har jo kæmpet for at komme hertil. Og mit "barnløse jeg", som husker tiden inden A, er lige ved mentalt at slå mig ihjel for overhovedet at tillade de tanker i mit hoved. Og jeg får dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, der jo bestemt er så ønsket som man kan være. Hvordan skal jeg nogensinde kunne elske ham ligeså højt som jeg elsker A??

Jeg ved ikke om det blot er træthed, hormoner eller lidt for meget stress og pres på arbejde, der udløser alle de her ting. Men i hvert fald føler jeg at livet løber forbi mig og jeg er hele tiden 2-3 skridt bagud. Jeg håber meget på, at jeg i min barsel får muligheden for at sætte farten lidt ned, lige nå at nyde maven inden den forsvinder og finde glæden og spændingen frem. Heldigvis er lillemanden derinde god til at give lyd fra sig og hvert eneste lille spark minder mig om det fantastiske mirakel der er i min mave. Jeg håber bare jeg får lidt emre tid til at nyde det, og finde den samhørighed, som jeg følte med A, frem.

Når det er sagt så står barslen ikke på ren ro og afslapning i det vi skal flytte 5 dage efter jeg går fra. Og mr N har selvfølgelig ingen fridage i juli andet end weekenderne, så jeg forudser rimelig meget udpakning og rydden op. Samtidig skal A starte i børnehave det nye sted vi skal bo, og det er et helt kapitel for sig hvor skræmmende jeg synes den tanke er. Der bliver vist nok at se til denne sommer...

Det sted... igen!

I dag ringede nogle af vores gode venner. Sidste år i august fik de en fantastisk lille pige efter mange års kamp mod barnløshed. I dag ringede de for at sige, at hun var gravid igen og venter lille ny til januar. Og til trods for den glæde jeg føler for dem, så er min primære følelse lige nu misundelse. Alle de grimme monstre stikker hovedet frem. Jeg føler mig hensat til tiden før, tiden hvor vi ikke vidste om det ville lykkes os og hvornår det evt. ville være. Jeg er træt af at vente. Jeg er træt af ikke at være "succes" historien hvor næste graviditet bare kommer hoppende inden man overhovedet når at se se sig for. Jeg er træt af at føle mig overhalet indenom. Træt af grimme følelser.

Og oveni kommer der så en hel bunke nye grimme følelser. For hvordan kan jeg tillade mig at have det sådan her, når jeg allerede har været så ufattelig heldig at få min lille, vidunderlige pige? Og er det ikke bare hvad jeg fortjener? Vi har jo ikke været igennem særlig meget rent behandlingsmæssigt i forhold til så mange andre (alle jer andre)! Og har jo blot prøvet en enkelt gang denne omgang. Hvorfor er det så alligevel så ufatteligt svært? Det her sted - det er bare ikke spor rart at være der!!

Hverdag

I går aftes tog jeg mig lidt af en tudetur. Hvorfor? Fordi jeg lige havde talt med min mor, der fortalte mig, at hun godt nok synes der sker mange ting omkring A, jeg er startet nyt arbejde og skal starte nyt igen til september, og for tiden har dagplejen lukket så hende og min far skiftes til at passe, på lørdag holder vi fødselsdag, men noget af svigerfamilien kommer allerede fredag. Og næste uge er svigermor her hele ugen for at hjælpe med pasningen. Og det var godt nok meget hendes lille barnebarn blev udsat for. Og ja - det er det! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Jeg gør mit alleryderste for at passe på min lille skat, jeg forsøger at gøre hverdagen nem og overskuelig for hende. Men ja, jeg er startet nyt og skal starte nyt igen, og det er hårdt og der bliver vendt op og ned på tingene fordi arbejdstiderne er skiftende. Sådan er vores liv jo. Primært ramte det nok bare fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen savner min lille pige og fordi jeg er tyndslidt af at være på, møde nye mennesker og bytte rundt på døgnet når jeg har nattevagter. Jeg synes det er drøn hårdt at starte op igen. Og havde vel i virkeligheden nok brug for at høre, at A vel nok tager det pænt, at hun er en dejlig glad pige, at hun nyder at se sine bedsteforældre og de virkelig hygger sig. For sådan er virkeligheden jo også..
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.

I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.

Forandringer

Hverdagen forsøger at melde sig. Og vi forsøger at finde en hverdag i skiftende arbejdstider, pasning hos mormor og morfar fordi vi har vagter på samme tid, dagpleje, indkøb, sovedage og træthed med træthed på.

Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.

Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....

I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!

Kærlighed i store doser

Det er hårdt at starte på arbejde. Både fordi min stakkels hjerne slet ikke er gearet til de omdrejninger den skal køre i, fordi alting er nyt, men mest af alt fordi jeg savner min lille pige, så det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg prøver at minde mig selv om fordelene ved skiftende arbejdstider, at der bliver afspadseringsdage, hvor jeg kan hente A tidligt, dage hvor hun kan blive afleveret sent, og dage hvor vi alle kan have en off fridag sammen. Men at kun se hende halvanden time om aftenen, eller at skulle undvære hende en hel dag efter hun er afleveret, det gør altså ondt!!

Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!

På plads

Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.

Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.

Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?

Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.

Afmagt, vrede og foragt

Det er bare ikke nogen nemme dage herhjemme for tiden. Eller det vil sige, det er ikke nogen nemme tidspunkter når A skal sove. Og jeg finder flere og flere sider af mig selv, som jeg kun har foragt over for. Jeg ved, at dårlig samvittighed sjældent kan bruges til så meget, og jeg forsøger at få den over i noget konstruktivt i stedet, men det lykkes ikke særlig godt, og lige nu der har jeg den sorteste samvittighed og største foragt overfor mig som person og særligt mig som mor.

Scenariet er det, at A bliver lagt i sin seng. I det sekund jeg vender ryggen til og går ud af døren så begynder hun at skrige. Og hun skriger så højt hun overhovedet kan. I starten hjælper det blot at jeg går ind og giver hende sutten, puttekluden og siger godnat. Men til sidst er hun så opkørt at hun skriger ligemeget hvad jeg gør, og det tager flere minutter førend hun falder til ro. Og så starter hun igen nærmest inden jeg selv ved, at jeg har tænkt mig at rejse mig og gå. Det sker både aften og eftermiddag de sidste par dage, i går aftes tog det 5 kvarter med uafbrudt skrigen førend hun faldt i søvn. Her til eftermiddag tog den 30 min.

Og problemet er, at jeg bliver vred når der er gået ca. 10 minutter. Jeg kan simpelthen ikke holde hendes gård ud. Og i stedet for at få ondt af hende fordi hun er træt, ikke kan falde i søvn og er bange for at jeg er gået for evigt og aldrig kommer tilbage.. I stedet for det, så bliver jeg vred. Og tænker, hold nu op!! Stop med det skrigeri. Lad nu være! Jeg tror irritationen fra kampen i går stadig sad i mig i dag. Nu er A endelig faldet i søvn og i stedet er det nu mig der græder og græder. For i min vrede sagde jeg højt til min lille, elskede datter at jeg hader hende! Og dynen blev puttet hårdt rundt om hende. Og så gik jeg mens hun græd. Efter lidt under minut faldt hun så hikstende i søvn, og mit hjerte er gået itu!!

Jeg føler mig som den usleste person i verden, jeg har dårlig samvittighed, jeg er bange for jeg ikke egner mig til at være mor, bange for at jeg svigter min lille, elskede datter som jo er den vigtigste i hele verden. Og jeg føler mig alene.

Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

Flip

Jeg er ved at få flip!!! Simpelthen på det punkt, hvor jeg er tæt på at tale med store bogstaver til min lille pige. Hun er UMULIG at putte i løbet af dagen og har været det de sidste 2 ugers tid. Hun er simpelthen så træt, kan ikke lege for sig selv, skal sidde på min arm, brokker sig konstant og vil ingenting. Men i det sekund man putter hende ind i sengen, så hiver hun sutten ud af munden, begynder at lege med den, ligger og snakker, hiver i alting, hviner, kigger og sover overhovedet ikke. Det er lige meget hvor lang tid jeg lader hende ligge, alt fra 15 min til halvanden time er prøvet, og hun falder bare ikke i søvn. Og så er hun komplet umulig når man tager hende op igen. Om formiddagen falder hun i søvn efter ½-3 kvarters kamp. Middagsluren bliver oftest mens jeg triller rundt. Men her om eftermiddagen så er det bare umuligt. Og det ville også være okay at hoppe den over, hvis bare hun kunne klare det, men det kan hun tydeligvis ikke siden hun er komplet umulig. Og lige nu er jeg bare ved at få flip!!!

Suk - tænk man kan være så træt, at man på en dejlig solskinsdag er ved at få flip af sin højt elskede lille pige! Nogen gange så tænker jeg virkelig, at jeg ikke egner mig til at være mor!


Også kommer man ind i værelset til hende, irriteret og i dårligt humør. Så ligger min elskede pige der, med det største smil og fægter med arme og ben, fordi hun bliver så glad for at se mig. Og den dårlige samvittighed blev cirka en milliard gange større, og jeg føler mig som den dårligste mor i hele verden.

Hvorfor?

Hvorfor skriger min dejlige lille pige, hver eneste gang hun skal slå en prut? Hvorfor er der ikke noget af det jeg gør der hjælper? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at trøste hende når hun har skreget en halv time klokken 5 om morgenen? Hvorfor har jeg endnu ikke lært at aflæse hendes signaler? Hvorfor føles det her mor-halløj til tider bare så overvældende svært? Hvorfor skælder jeg ud på min dejlige mand, når han bare prøver at hjælpe? Hvorfor har jeg udviklet mig til en rappenskralde, der skælder og smælder når tingene ikke bliver gjort på min måde? Hvorfor føler jeg mig alt for ofte som verdens dårligste mor, der bliver træt af sit ønskebarn når hun ikke kan trøste? Og verdens dårligste kone, og veninde og måske i det hele taget verdens dårligste person uden styr på noget som helst....

Søvnen

Ja, den savner jeg altså. Til trods for, at jeg havde regnet med at det ville være hårdt, så er det ikke rigtigt muligt at forestille sig, præcis hvor meget jeg ville savne en god nats søvn, før end nu hvor jeg står i det. Og jeg synes ikke engang, at Astrid er så slem igen til at være vågen om natten. På de gode dage bliver hun ammet omkring kl. 22-23, så vågner hun ved 1-2 tiden, hvis jeg er heldig først halv tre, bliver ammet og puslet og falder oftest i søvn ved mit bryst og kan puttes tilbage i liften uden problemer. Og så vågner hun igen ved 4-5 tiden om morgenen. Men så er hun tilgengæld også færdig med at sove og er ikke til at putte i sin lift. Hun sover gerne på min arm, på skulderen eller i bæreselen, men vågner i det sekund man putter hende - eller sover max 15 min og så vågner hun. Og hun er ikke glad vågen, men bare træt og pylret og græder!

I nat har hun dog været på tværs - blev ammet kl. halv elleve, blev puttet, sov til halv tre. Skønt:) Blev ammet, forsøgt puttet men bøvlede så op og gå rundt med hende. Sover, puttes, sover 5 min og vågner igen. Mr. N gik rundt med hende i 3 minutter hvorefter hun igen sover, bliver puttet. Men vågner i sin lift og ligger og møffer rundt, og det kan hendes mor altså ikke helt falde i søvn fra. Og så pludselig kan jeg bare høre hun gylper, går hen til hende og hele liften er gennemblødt og det samme er hun! Ud og skiftes, bliver utilfreds, men puttes. Vågner 5 min senere, søger og får det ene bryst (nu er kl blevet 5), sover en halv time, vågner og søger, får det andet bryst (nu er kl kvart over seks). Og så er hun bare på tværs, bøvlet og græder og kan ikke falde til ro. Får hende først til at sove kl 7 - der var jeg altså også bare træt!! Men så sov hun heldigvis til halv ni..

Nu er klokken elleve og hun har kun sovet gangen. Tilgengæld ligger hun bare og kigger, uden at græde. Og jeg bliver i tvivl om det er ok hun bare ligger der. Men hun bliver urolig og ked af det hvis vi prøver at stimulere hende. Så vælger at tro på, at hun nok bare har brug for at ligge i fred selvom hun er vågen! Håber det er rigtigt? Det er så svært med den dårlige samvittighed der siger, at jeg skal gøre noget for hende hele tiden, og at det er for dårligt hun bare ligger uden stimuli når nu hun er vågen..

I det mindste går det fremad med kroppen, penicillin kuren er afsluttet og brystet er ikke længere ømt. Så det er dejligt. Og mht. kroppen så er jeg positivt overrasket over, hvor hurtigt den er blevet forholdsvis normal igen. 14 dage efter fødslen var jeg tilbage på normal vægt. Og de gamle cowboybukser passer fint. Selvfølgelig er huden stadig noget mere slap og blød og trækker lidt mere mod syd end vanligt, men alt i alt synes jeg ikke det er så slemt som jeg havde frygtet!

Vi skal til at komme ud af døren, skal hjem til mormor en tur idag:) Rigtig god weekend:)

Udfordringer

Weekenden byder på en tur til det mørke vest, 3 timers køretur under normale omstændigheder, og en weekend omgivet af svigerfamilien 24-7. Og jeg kan mærke stressen komme snigende. Mr. N glæder sig utrolig meget, hvilket jeg sagtens kan forstå - hans familie har jo kun set vores lille vidunder et par timer den dag hun kom til verden. Og selvfølgelig skal vi over at besøge dem, det skal der heller ikke være tvivl om.

Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!

Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..

Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.

Den dårlige samvittighed

22 uger er jeg nået til idag. Officielt er min lille babypige nu blevet til et barn, der vil få sit eget CPR nummer. Maven vokser, sparkene bliver tydeligere og tydeligere. Hvor ofte jeg mærker hende varierer, men jeg mærker hende flere gange om dagen altid.

Følelserne kører op og ned, fra uendelig lykke til tvivl, angst og bekymringer. Og samtidig er det sværere at være gravid end jeg havde regnet med. At være gravid er noget jeg har glædet mig til siden ligeså længe jeg kan huske - selv som barn/teenager vidste jeg, at jeg gerne ville være mor. Men lige for tiden er det som om, der også kommer nogle negative tanker som jeg har svært ved at acceptere. Til tider er det som om, at graviditeten er alt hvad jeg er nu - den optager 90% af min tankevirksomhed, det er det der bliver spurgt til og om fra forældre, venner og fra fremmede mennesker på gaden. Og jeg kan godt savne "mig", savne at have noget interessant at tale om, at kunne koncentrere mig og fokusere på andre ting.

Og så er der det kropslige - når babypigen sparker, så er jeg solgt. Så elsker jeg at være gravid, at holde på maven og ae henover den. For det meste er det sådan. Fraset de dage, hvor det eneste jeg kan fokusere på er det navlebrok der pludselig er dukket frem fra dybet, på de strækmærker der spreder sig på brysterne og bekymringen for at de kommer på hele maveskindet. Og jeg ved godt, at det er overfladisk, men jeg synes det er svært at skulle vænne sig til, og jeg føler mig hverken tiltrækkende, kvindelig eller s.e.x.e.t som der ellers står i alle bøgerne. Jeg savner at have lyst til min mand, jeg savner den intimitet der er når vi er sammen på den måde, jeg savner at få en o.r.gasme med min mand og jeg savner den måde min krop plejede at reagere på. Nu er det som om vi er fremmede for hinanden, kroppen og jeg, vi er ikke helt på bølgelængde, det hovedet har lyst til har kroppen ikke lyst til.

Og jeg har dårlig samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over ikke at være evig glad gravid, når nu vi har haft kæmpet for dette, når nu dette har været det højeste ønske i så lang tid. Jeg har dårlig samvittighed overfor babypigen - for tænk hvis hun kan blive påvirket af mine følelser? Tænk hvis hun ikke føler sig elsket nok derinde? Er det mon almindeligt at have de her tanker og følelser?? Og er det ok?