Godnat min skat

Har fundet en godnat sang, den kommer fra "Tumlebiller og jazzmus". Når jeg hører den og synger den for Astrid, så svulmer mit hjerte, tårerne presser på og kærligheden er overvældende stor. Samtidig er jeg rørt, fordi jeg synes den i sin enkelhed er så smuk. Det er sådan en mor jeg ønsker at være, sådan nogle stunder jeg ønsker at have med min datter. Jeg får også lidt tårer i øjnene, fordi det ikke altid er sådan en mor jeg føler, at jeg er. Og jeg kan mærke forventningspresset fra mig selv, vokse på mine skuldre. Ansvaret, tankerne om alt det jeg skal leve op til, alt det jeg gerne vil gøre, alt det jeg ønsker for min lille pige - og så tanken om, at det er mit ansvar! Puha, tænk at en enkelt godnat sang kan vække dette i mig.

Men primært, så synes jeg bare den er sød, tankevækkende og dejlig.

Godnat min skat,
Kan du sove godt i nat
Jeg vugger dig helt stille
For du er jo bare lille
Lidt endnu
Og så sover du
Du svæver på en stjerne
til et land langt i det fjerne

Og vi kan tale om alt det du har set
Og vi kan grine af alt det der er sket
Og vi kan fnise af alt det der er skørt
Og vi kan hviske om alt der du har hørt

Godnat min skat, kan du sove sødt i nat
Jeg vugger dig helt stille
for du er jo stadig lille
Tæl til ti, luk dine øjne i
Se månemanden vinker
og stjernerne de blinker

Og vi kan tale.....

Med blødende hjerte

I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.

For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??

I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.

Strøtanker om træthed

Jeg har de sidste uger ikke sovet specielt godt. Jeg vågner gerne ved halv tre-tre tiden, skal op at tisse, falder i søvn igen, vågner ved fire-tiden, igen ved femtiden og føler så at jeg kun ligger og blunder helt overfladisk indtil vækkeuret ringer kl lidt i seks. Så falder jeg tilgengæld i søvn fra seks til halv syv hvor mr. N kommer og vækker mig! Det har kunne mærkes på energien, særligt i hverdagene, hvor lunten har været kortere end vanligt.. Og det starter tankerne. For hvordan bliver det så ikke når jeg bliver vækket hver anden time hele natten igennem? Hver dag? Og i mange måneder i streg?? Vil jeg stadig kunne nyde det vidunder, som jeg er sikker på vores barn bliver? Vil jeg nyde hverdagene, vil jeg huske at sætte pris på det? Vil jeg have overskud til humor, som oftest hjælper mig igennem - fraset når jeg er tilpas træt? Og vil mr. N og jeg klare det uden at bide hovederne alt for meget af hinanden??

Til tider bliver jeg skræmt over det kæmpe ansvar, over alle de ting der kommer til at ændre sig. Og det føles underligt at være skræmt, når jeg nu har ønsket mig dette i så ekstremt lang tid. Men jeg tænker meget på, hvordan vores forhold vil klare sig igennem de ændringer der sker, om vi vil kunne bevare den intimitet og kærlighed til hinanden som vi har nu? Det håber jeg. Og jeg prøver at forberede os begge allerede nu ved at tale om det nu, tale om hvordan tingene bliver, hvordan vi forestiller os det kommer til at være.

Ellers vokser maven støt og roligt, vægten holder en lille pause for tiden, men det er også helt okay - det gik lige lidt for stærkt på et tidspunkt. Idag har jeg været i svømmehallen - blev dog kun til 750 meter, så kunne jeg ikke længere ignorere den stikkende smerter der var i højre side. Er der stadig nu, jeg tror det er ligamenterne der synes de kom på overarbejde, maven selv er i hvert fald fint blød. Jeg ville gerne have været opppe på 1 km, men må sande, at kroppen bestemmer, selvom det ikke helt passer mig! :) Og endnu gang undres jeg over, hvor meget energi det giver mig at bruge energi:) Og hvordan humøret tager sig en lille optur, særligt i det fine solskinsvejr. Skønt:)