Selvpineri og ynk

Fik mens imorges.. Kiggede i kalenderen og kunne se at det passede rigtigt dårligt med mr. N's arbejde både denne måned og den næste mht IUI. Han vil prøve at se om han kan bytte lidt rundt, men det er jo ikke sikkert. Og ellers står den på to måneder med hjemmerul og styrede cyklusser. Troen på at det kan lade sig gøre på den måde ligger på et meget, meget lille sted..

Første dag med mens bliver jeg indelukket, tavs, moody og gnaven. Jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med nogen for jeg har i virkeligheden ikke rigtigt noget godt at sige, og jeg er bange for at lukke al min galde ud over nogen der slet ikke fortjener at modtage den.
Første dag i en ny cyklus er styret af mine indre dæmoner. De er der allesammen og får frit spil: "du får aldrig børn"-dæmonen, "stakkels, stakkels, lille barnløse jeg"-dæmonen, "jeg hader alle der er gravide eller har børn i forvejen, uanset hvor hårdt de ellers har det og hvad der har været sket i deres liv"-dæmonen, "fordi jeg ikke kan få børn må jeg være et dårligt menneske"-dæmonen og "jeg er p*sse-hamrende træt af at vente"-dæmonen. Der findes mange andre men disse er dem, der særligt overvælder mig idag. Det er ynkeligt, der er vist ikke andre måder at beskrive mig på idag end ynkelig. Og når bølgerne slår rigtigt højt, så piner jeg mig selv med at gå på facebook og læse om alle dem der er gravide, om eks'en og hans "nye" kæreste der venter barn til januar, derefter tager jeg runden rundt om MM og kigger lidt på terminsgrupperne og til slut så tjekker jeg lige alle dem der er blevet gravide denne måned. Så kan jeg nemlig rigtigt sidde og slå mig selv i hovedet med den viden.. Utroligt konstruktivt!!

Selvom jeg selv synes det er ufatteligt at han holder mig ud, så er mr. N bare en uvurderlig skat. Han kan både dele min sorg, være ligeså skuffet som jeg, men bagefter insisterer ham på, at det nok skal lykkes for os. At jeg har været gravid kun betyder at jeg selvfølgelig bliver det igen, og han slutter gerne af med at male et billede af vores fremtid, der vrimler med børn. På en eller anden måde lykkes det ham (næsten) altid at få mig til at grine. Hold da op, hvor jeg elsker min mand:)

Negativ

Ja testen er negativ, men det vidste jeg egentlig godt idag. Symptomerne som der ellers har været mange af kan idag genkendes som før mens symp. Lige nu synes jeg bare det er så meget op ad bakke, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre..

Tålmodighed er en dyd

.. som jeg ikke ejer! Jeg kan ikke huske at have været præcis så utålmodig som jeg er lige for tiden. Jeg kan næsten ikke holde ud, at det kun er onsdag, at det først er på søndag jeg ved besked om denne gang kan blive starten på noget dejligt. Jeg ved ikke om det er fordi jeg nu ved, at jeg kan blive gravid, at jeg er blevet så utålmodig?

Humøret har svinget meget op og ned. Egenligt har jeg været mest glad, fordi jeg bare har troet så megtet på det denne gang. Særligt fordi min krop har haft de samme niv som sidst, hvor det lykkes! Jeg er vågnet tidligt om morgenen, en gang imellem fordi jeg skulle tisse og andre gange bare vågnet. Men nu - nu kan jeg ikke holde ud at vente. Og jeg kan ikke holde ud at teste for jeg er så bange for at svaret er negativt, at vi skal på den igen. Og det kan jeg heller ikke holde ud! Jeg bliver gnaven, rastløs, kort for hovedet, ukoncentreret, vred og irriteret. Det må gerne snart være søndag, og søndag skulle helst betyde at der er to streger..

Snydt

Min hjerne snyder mig! Det er utroligt at den kan glemme så mange ting, og hver gang skal tolke alle signaler som værende nye og noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg er åbenbart utrolig god til at glemme alt om hvilke symptomer jeg plejer at få og hvornår de plejer at komme:) Det hele kommer sig af at jeg de sidste par dage har haft nogle niv, især i min højre side. De er ikke helt mens agtige, men bare nogle små jag/niv.. Jeg synes tiden går ufatteligt langsomt.

Mine tanker har også været hos Ønske idag:) Og her synes jeg jo pludseligt at tiden er fløjet afsted. Kan det virkelig passe at der allerede idag er gået tre uger siden de to smukke streger dukkede op?? Altså Ønske, jeg blev så glad på dine vegne idag - kæmpe tillykke. At læse om din glæde får mig til at længes endnu mere efter at være med i klubben.

Rigtig god weekend til alle.

Frustrationer

Pregnylen blev givet i torsdags og vi blev sendt hjem med beskeden om, at de næste 24-36 timer jo var de gode tider. Underforstået - se at komme i omdrejninger. Det er sjovt som at pregnylen går ind så går lysten ud! I min verden medfører pregnylen et kæmpe pres, nu skal der arbejdes på sagen. Og jeg synes at ordet hjemmearbejde, med vægt på arbejde, dækker meget godt. For det er altså lidt af et arbejde at grave lysten frem når man absolut skal.. Og samtidig kører tankerne i hovedet: var det nu nok gange? Ramte vi nu lige præcis det rigtige tidspunkt? Er der ikke noget med at chancen er større hvis kvinden også får en (o)rgasme? Burde vi ikke gøre det i hver fald fire gange? Dårlig samvittighed over at vi måske ikke fik gjort det nok gange.. Og de kører i ring og i ring og i ring!

Og nu sidder jeg så her, er frusteret over, at denne gangs chance er overstået, frusteret over at vi i stedet for at finde lysterne frem endte med at skændes, frusteret over at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til længere, frusteret over at have dårlig samvittighed (er det virelig meningen man skal have dårlig samvittighed over ikke at "arbejde" nok gange, over at det er svært at få lysten frem?), og i det hele taget bare godt og grundigt frustreret. Og det vel at mærke meget tidligt inde i de to ugers venten!
Jeg prøver at tænke positive tanker, prøver at forestille mig at der inde i min krop foregår et sandt mirakel. Og så er ventetiden ellers begyndt..

Fest

Der har været fest i huset - mr. N havde fødselsdag igår, og det blev fejret med fest lørdag aften og min + hans familie til brunch dagen efter. Så er stadig lidt træt i det her mandag. Var også til min lille gudsøns 1 års fødselsdag.. Og det er ikke uden et lille stik i hjertet at mærkedagene bliver fejret. For tiden løber jo afsted, og vi nærmer os med hastige skridt 2 års jubilæum til januar, og armene er stadig tomme. Jeg håber på, at CC er i humør til at sige et enkelt positivt ord med på vejen på torsdag om chancerne for at det snart lykkes, jeg trænger til nogen der kan overbvise mig om, at det selvfølgelig nok skal blive os (igen, og forhåbentlig med et bedre udfald) lige om lidt.

Ud over det, så synes jeg humøret har været lidt svingende på det sidste. Ved ikke om det bare er en naturlig reaktion på at være startet igen eller om det er den kære Pergotime der laver rav i systemet. I hvert fald kan jeg græde over bitte små ting, særligt mails fra min veninde i Kenya kalder på tårerne!

Stilhed

Der er stille nu indeni, der er kommet en begyndende accept af tingenes gang.

Er opstartet Pergotime igen, bliver scannet på CD12, men ikke nogen IUI denne gang da det selvfølgelig falder sammen med at vi skal til Bornholm den weekend og der er ikke flere pladser på færgen så vi kan ikke ændre vores billet. Det er okay..