Imorgen starter ferien i barslen - vi skal først en tur på hotel ved Rebild bakker, og så en uge i sommerhus. Jeg føler lidt vi stikker af fra alt det der ligger herhjemme og venter, med pakning, dagpleje, hverdag og et helt nyt liv der skal startes op som familie. Men lige nu - der skal vi bare være familie på ferie, vandre lange tur, gå ved stranden, lege med A og forhåbentlig have nogle fantastiske dage. Jeg glæder mig.
Og så må bekymringerne om en dagpleje i et område jeg ikke er spor glad for, om dagpleje opstart, om arbejde, om flyttekasser og tidspres, de må blive herhjemme, mens vi er på ferie. Så må vi ordne dem når vi kommer hjem igen.
Viser opslag med etiketten pasning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pasning. Vis alle opslag
torsdag den 12. maj 2011
søndag den 8. maj 2011
Fuld fart fremad
Der sker pludseligt store ting herhjemme. Ikke nok med at vi flytter til større lokaler om en lille måneds tid, jeg har også fået nyt arbejde - et vikariat med start 1. juni i 6 måneder. Eller dvs. det bliver 1 uges intro i juni mens mr. N er på arbejde, og så barsel i tre uger, og så rigtig opstart 1. juli fordi ellers kunne det ikke passe sammen da A ikke kan få plads i vuggestue eller dagpleje før.
Bortset fra at vi også lige har fået dagpleje plads til A:) Fra den 1. juni!! Kommunen havde ellers sagt, at siden vi var tilflyttere ville vi på ingen måde kunne få noget før end den 1. juli, hvilket jeg har synes var enormt svært, da jeg så forhåbentlig havde et arbejde der ville starte der og jeg så ikke kunne være med til at køre A ind. Men nu har vi så fået dagpleje fra 1. juni.. Skal ringe imorgen og høre, hvad adresse og navn er på dagplejeren, og så sige ja til pladsen. Er spændt, ville have foretrukket vuggestue af mange årsager, men vi er ikke lige i en situation hvor vi har meget at forhandle med. Så vi har fra start af sagt at vi må acceptere det vi får, og så se om det ikke ender med at blive rigtig godt. Håber godt nok hun er sød og fornuftig, og at det er i nærheden af hvor vi skal bo....
Overvejede frem og tilbage om jeg så skulle ringe og sige, at jeg faktisk godt kan starte helt op fra 1. juni. Men mavefornemmelsen siger, at det er rart at have to til tre uger efter A er kørt ind, til at give hende nogle korte dage. Og bare kunne være der for hende til hun har vænnet sig til det. Så nu bliver jeg hjemme som aftalt med arbejdet, og så kan jeg da lidt være med til at køre hende ind selvom det stadig bliver mr. N der kommer til at stå for dne første uge. Jeg forestiller mig at vi derefter står op og gør klar som om jeg skulle på arbejde, kører hen og afleverer, og så gør dagene kortere ved at hente tidligere. For vi kan ligeså godt komme ind i vanen med, at komme op tidligt og få afleveret, så når hverdagen virkelig starter så er A vant til, at det er sådan det er. Puha, det er alligevel lidt vildt. Men nemmere at forholde sig til når jeg kan give hende korte dage i starten, så har samvittigheden og min seperationsangst det lidt bedre:)
Og ellers så går det bare hurtigere og hurtigere fremad over stuegulvet herhjemme. Og på græsset, i sandkassen og alle vegne. A har sovet hos mine forældre fra i går til i dag, de hentede hende i går ved tolv tiden og så kom vi opå til dem i dag ved 11 tiden. Nøj, det er lang tid at være væk fra min lille skat. Men det var bare gået så godt, helt uden problemer og helt uden tårer! Så det er rigtig dejligt. Vi tilbragte aftenen sammen med små 40.000 andre mennesker i Parken og høre Roger Waters med the Wall. Super fedt:)
Bortset fra at vi også lige har fået dagpleje plads til A:) Fra den 1. juni!! Kommunen havde ellers sagt, at siden vi var tilflyttere ville vi på ingen måde kunne få noget før end den 1. juli, hvilket jeg har synes var enormt svært, da jeg så forhåbentlig havde et arbejde der ville starte der og jeg så ikke kunne være med til at køre A ind. Men nu har vi så fået dagpleje fra 1. juni.. Skal ringe imorgen og høre, hvad adresse og navn er på dagplejeren, og så sige ja til pladsen. Er spændt, ville have foretrukket vuggestue af mange årsager, men vi er ikke lige i en situation hvor vi har meget at forhandle med. Så vi har fra start af sagt at vi må acceptere det vi får, og så se om det ikke ender med at blive rigtig godt. Håber godt nok hun er sød og fornuftig, og at det er i nærheden af hvor vi skal bo....
Overvejede frem og tilbage om jeg så skulle ringe og sige, at jeg faktisk godt kan starte helt op fra 1. juni. Men mavefornemmelsen siger, at det er rart at have to til tre uger efter A er kørt ind, til at give hende nogle korte dage. Og bare kunne være der for hende til hun har vænnet sig til det. Så nu bliver jeg hjemme som aftalt med arbejdet, og så kan jeg da lidt være med til at køre hende ind selvom det stadig bliver mr. N der kommer til at stå for dne første uge. Jeg forestiller mig at vi derefter står op og gør klar som om jeg skulle på arbejde, kører hen og afleverer, og så gør dagene kortere ved at hente tidligere. For vi kan ligeså godt komme ind i vanen med, at komme op tidligt og få afleveret, så når hverdagen virkelig starter så er A vant til, at det er sådan det er. Puha, det er alligevel lidt vildt. Men nemmere at forholde sig til når jeg kan give hende korte dage i starten, så har samvittigheden og min seperationsangst det lidt bedre:)
Og ellers så går det bare hurtigere og hurtigere fremad over stuegulvet herhjemme. Og på græsset, i sandkassen og alle vegne. A har sovet hos mine forældre fra i går til i dag, de hentede hende i går ved tolv tiden og så kom vi opå til dem i dag ved 11 tiden. Nøj, det er lang tid at være væk fra min lille skat. Men det var bare gået så godt, helt uden problemer og helt uden tårer! Så det er rigtig dejligt. Vi tilbragte aftenen sammen med små 40.000 andre mennesker i Parken og høre Roger Waters med the Wall. Super fedt:)
tirsdag den 26. april 2011
Frem og tilbage
Både mentalt, søvnmæssigt og rent fysisk har påsken været frem og tilbage.
Vi har været hos vores familier, hvilket har betydet temmelig meget transport, frem og tilbage fra hjem, til nord, til hjem, til vest og hjem igen og så atter nordpå. Det har været dejligt at se familien, nyde vejret i deres haver, hygge og bare slappe. Men det bliver altså til temmelig meget tid tilbragt i en bil, hvilket er lidt trættende. Men sådan er det vist, når man har familie i hver sin ende af landet. Måske en dag vi finder ud af, at vi ikke kan nå det hele og prøver at kombinere tingene. Eller skiftes?
Søvnen har været noget værre møg i påsken. Ved ikke om det har været fordi der netóp har været sket så meget? Men i hvert fald har det været max et par timers søvn ad gangen, og den ene nat sov hun hele natten ved siden af mig. Hvilket betød at jeg lå på ca 30 cm madras og ikke sov specielt meget. I nat gik det langt om længe lidt bedre, men stadig ikke helt optimalt. Vi overvejer om det er på tide at droppe sutten, for har en fornemmelse af at det er den der mangler hos hende, så hun ikke kan finde ud af at falde i søvn igen når hun vågner i løbet af natten?
Og så er A blevet passet med overnatning for første gang!!! Mine forældre havde hende sovende hjemme hos sig, da vi skulle en tur i teatret og min mor synes, det måtte være på tide, at vi fik sovet lidt. Det gik rigtig godt, A havde været sød og glad, fik flaske om aftenen og om morgenen, havde sovet fra 22-05 (typisk at hun netop gør det når hun aldrig gør det herhjemme), mine forældre synes hun var nem og dejlig. Så alt i alt så vellykket som det kunne blive tror jeg. Jeg synes godt nok det var mærkeligt at komme hjem til en tom lejlighed. Havde ondt i maven af savn, og det var vist meget godt det ikke var mig der kørte bilen da vi skulle hente hende:) Fik sovet nogenlunde, vågnede stadig alle de gange jeg normalt gør, men i det mindste behøvede jeg ikke stå ud af sengen. Vi vågnede klokken halv syv, så på hinanden, pakkede, badede og så styrtede vi afsted. Det var overvældende dejligt at have hende i mine arme igen:)
Ellers er jeg begyndt på et forsøg. Vi giver flaske om aftenen nu, i stedet for bryst - tænkte om det var derfor hun sov så utrolig godt hjemme hos mine forældre? Det har ikke helt virket som vidunder middel endnu, men jeg håber stadig. Hun bliver stadig ammet hos mig om morgenen, menjeg kan mærke at tankerne om snart at droppe dette, bliver flere og flere. Jeg er snart færdig med dette amme kapitel, som heldigvis alt i alt har fungeret og været rigtig dejligt:) Men nu, nu trænger jeg til at få min krop igen, og A virker ikke til at savne det om aftenen, flasken har hun taget imod uden problemer. Hun får 100 ml, drikker det hele.. Nu må vi se hvornår vi dropper det om morgenen, og om det så bliver erstattet af flaske eller evt. morgenmad i stedet.
Vi har været hos vores familier, hvilket har betydet temmelig meget transport, frem og tilbage fra hjem, til nord, til hjem, til vest og hjem igen og så atter nordpå. Det har været dejligt at se familien, nyde vejret i deres haver, hygge og bare slappe. Men det bliver altså til temmelig meget tid tilbragt i en bil, hvilket er lidt trættende. Men sådan er det vist, når man har familie i hver sin ende af landet. Måske en dag vi finder ud af, at vi ikke kan nå det hele og prøver at kombinere tingene. Eller skiftes?
Søvnen har været noget værre møg i påsken. Ved ikke om det har været fordi der netóp har været sket så meget? Men i hvert fald har det været max et par timers søvn ad gangen, og den ene nat sov hun hele natten ved siden af mig. Hvilket betød at jeg lå på ca 30 cm madras og ikke sov specielt meget. I nat gik det langt om længe lidt bedre, men stadig ikke helt optimalt. Vi overvejer om det er på tide at droppe sutten, for har en fornemmelse af at det er den der mangler hos hende, så hun ikke kan finde ud af at falde i søvn igen når hun vågner i løbet af natten?
Og så er A blevet passet med overnatning for første gang!!! Mine forældre havde hende sovende hjemme hos sig, da vi skulle en tur i teatret og min mor synes, det måtte være på tide, at vi fik sovet lidt. Det gik rigtig godt, A havde været sød og glad, fik flaske om aftenen og om morgenen, havde sovet fra 22-05 (typisk at hun netop gør det når hun aldrig gør det herhjemme), mine forældre synes hun var nem og dejlig. Så alt i alt så vellykket som det kunne blive tror jeg. Jeg synes godt nok det var mærkeligt at komme hjem til en tom lejlighed. Havde ondt i maven af savn, og det var vist meget godt det ikke var mig der kørte bilen da vi skulle hente hende:) Fik sovet nogenlunde, vågnede stadig alle de gange jeg normalt gør, men i det mindste behøvede jeg ikke stå ud af sengen. Vi vågnede klokken halv syv, så på hinanden, pakkede, badede og så styrtede vi afsted. Det var overvældende dejligt at have hende i mine arme igen:)
Ellers er jeg begyndt på et forsøg. Vi giver flaske om aftenen nu, i stedet for bryst - tænkte om det var derfor hun sov så utrolig godt hjemme hos mine forældre? Det har ikke helt virket som vidunder middel endnu, men jeg håber stadig. Hun bliver stadig ammet hos mig om morgenen, menjeg kan mærke at tankerne om snart at droppe dette, bliver flere og flere. Jeg er snart færdig med dette amme kapitel, som heldigvis alt i alt har fungeret og været rigtig dejligt:) Men nu, nu trænger jeg til at få min krop igen, og A virker ikke til at savne det om aftenen, flasken har hun taget imod uden problemer. Hun får 100 ml, drikker det hele.. Nu må vi se hvornår vi dropper det om morgenen, og om det så bliver erstattet af flaske eller evt. morgenmad i stedet.
søndag den 13. februar 2011
Lykkelig hjemmegående husmor!?
Bloggen er lidt mere stille end ellers. Dagene er lykkelige, fyldt med Astrid, grin og smil, lege på gulvet, hygge ved puslepladsen, gåture med barnevognen, vasketøj, madlavning, indkøb og alle de andre trivialiteter. Jeg synes jeg har en anelse mere ro på mht. Astrid, synes jeg nemmere kan overskue livet med hende, formå at nyde alle de dejlige timer vi har sammen, og for tiden er det mange gange dagligt at lykken bobler helt frem til overfladen. Astrid er fantastisk:) Det går rigtigt godt med grød/mos/frugt, hun er begundt selv at sidde med små stykker mad og spise, og det ser bare så kært ud. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, at vi har været så ufattelig heldige, at vi fik lov at få en lille vidunderlig datter. Og nogen gange så tænker jeg, om det virkelig er helt sandt det her?
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
onsdag den 1. december 2010
Træthed er mit navn
Det er godt nok en hård tid mht. søvnen igen, igen, igen. Jeg er ende på at amme en gang om natten og en gang meget tidligt om morgenen (kl halv fem stykker). Men Astrid er til gengæld begyndt at vågne op rigtigt mange gange i løbet af natten, skal have sutten og lige en lille hånd på maven, så det er ikke fordi det tager lang tid at få hende til at sove igen. Men det er altså en gang i timen eller hveranden time, og så bliver det bare ikke til megen sammenhængende søvn til mig. Og nu har det stået på i tre ugers tid tror jeg, så nu er jeg bare ved at være slidt. Jeg ved ikke om det er fordi hun er sulten, men jeg tror det ikke for hun godtager jo sutten uden brok og falder hurtigt i søvn igen. Måske hun vågner af at vi ligger og vender os oppe i sengen? Men der er bare ikke så mange sovesteds alternativer når man bor i en lille 2 værelses! Mr. N er helt på, at vi snart skal prøve med noget grød. Men jeg er bare ikke helt klar endnu, for opstart på grød betyder jo nedtrapning af amningen. Til trods for jeg til tider synes det er super frustrerende at amme, så synes jeg jo også det er hyggeligt, at det giver en helt særlig følelse at amme mit barn, et særligt øjeblik mellem hende og jeg. Og det er jeg slet ikke klar til at give slip på, eller klar til at acceptere at maden skal komme fra andre end mig! Desuden så tror jeg af helt ærligt hjerte heller ikke, at hun er mere sulten end hvad amningen kan mætte. Så hvad katten skal jeg gøre for at få mit lille vidunder til at sove noget bedre???
Ellers har vi været til svømning igen i dag. Og denne gang var det en succes med dykningen, så jeg er bare så stolt af min lille vandmus. Hun ser ud til at nyde vandet, smiler når hun får øjenkontakt med mig, men har oftest alt for travlt med at kigge sig omkring og suge alle indtrykkene til sig.
På fredag bliver hun 4 måneder, og jeg kan slet ikke fatte, at tiden flyver sådan afsted. I dag har jeg været ude at se på institution og skal se på en mere imorgen. Jeg synes de virker skræmmende store, men vi har ikke mulighed for at søge de mindre steder da åbningstiderne slet ikke kan kombineres med vores arbejde. Prøver at berolige mig selv med, at det jo først er om et ½ år hun skal starte, og der er hun jo meget mere robust end hun er nu. Fraset at det var et stort sted, så synes jeg det virkede ganske fint. Der var ingen børn der sad og så kede ud af det i hjørnet eller virkede ulykkelige. Der var en fin legeplads, de lavede mad i eget køkken, stuerne var med 13 på ad gangen, de havde "åben dørs politik", hvilket jeg egentlig synes er en god ide, de prioriterede at komme udenfor, havde morgensamling og gerne et projekt af en eller anden art om dagen. Men pyha, det er godt der er lang tid til, at jeg skal aflevere min lille elskede pige til nogen andres favn!
Rigtig god første december. Mit juleønske for i år er mere søvn - min nissen kan komme og hjælpe mig med det??
Ellers har vi været til svømning igen i dag. Og denne gang var det en succes med dykningen, så jeg er bare så stolt af min lille vandmus. Hun ser ud til at nyde vandet, smiler når hun får øjenkontakt med mig, men har oftest alt for travlt med at kigge sig omkring og suge alle indtrykkene til sig.
På fredag bliver hun 4 måneder, og jeg kan slet ikke fatte, at tiden flyver sådan afsted. I dag har jeg været ude at se på institution og skal se på en mere imorgen. Jeg synes de virker skræmmende store, men vi har ikke mulighed for at søge de mindre steder da åbningstiderne slet ikke kan kombineres med vores arbejde. Prøver at berolige mig selv med, at det jo først er om et ½ år hun skal starte, og der er hun jo meget mere robust end hun er nu. Fraset at det var et stort sted, så synes jeg det virkede ganske fint. Der var ingen børn der sad og så kede ud af det i hjørnet eller virkede ulykkelige. Der var en fin legeplads, de lavede mad i eget køkken, stuerne var med 13 på ad gangen, de havde "åben dørs politik", hvilket jeg egentlig synes er en god ide, de prioriterede at komme udenfor, havde morgensamling og gerne et projekt af en eller anden art om dagen. Men pyha, det er godt der er lang tid til, at jeg skal aflevere min lille elskede pige til nogen andres favn!
Rigtig god første december. Mit juleønske for i år er mere søvn - min nissen kan komme og hjælpe mig med det??
fredag den 19. november 2010
Pasning
I går blev Astrid passet!! For allerførste gang (næsten - har været passet af mormor og morfar i 1½ time da vi spiste brunch en dag), hjemme hos sin mormor og morfar, mens mr. N og jeg var til koncert! Puha, det var svært.. For det første bare logistikken i at skulle nå at være hjemme igen hos dem inden Astrid vågnede og skulle spise, inden brysterne sprak til koncert og inden savnet havde nået at gnave så stort et hul i min mave at man kunne se lige igennem mig. Vi var hjemme hos min far om eftermiddagen, min mor kom forbi også så de begge var der til at passe. Fik spist tidlig aftensmad med dem. Astrid blev ammet lidt over seks og puttet klokken halv syv - hun var helt vildt træt. Og så sov hun heldigvis da vi skulle køre klokken syv.
Vi var til koncerten halv otte, talte med min mor ved ni-tiden, der sov hun men havde lige været vågen et kvarters tid. Og så var vi hjemme halv tolv, hvor hun vågende og fik bryst. Så det gik jo objektivt set ganske fint. Men hold da op, hvor jeg savnede hende. Jeg havde troet jeg ville kunne slappe lidt mere af og nyde, at mr. N og jeg var ude på tomandshånd, hvilket jeg har savnet. Men det var godt nok svært. Tog mig selv i at sidde med tårer i øjnene og ondt i maven af ren og skær savn!!!!! Temmelig fjollet når man kom hjem til sin lille datter, der jo var blevet passet så godt på og knap havde nået at opdage, at vi ikke var der..
To dage før pasning havde vi forsøgt at give Astrid flaske, bare for at være sikre på, at hun ville tage den hvis hun nu skulle vågne og være sulten mens vi var væk. Og til trods for, at jeg til tider synes det er drøn besværligt a være bundet af de her bryster, at skulle op om natten flere gange, ikke bare kunne gå ud af en dør som det passer mig fordi det skal passe med amning hvis der er nogen andre der skal se efter hende... Ja på trods af alle de ting, så var det med tårer løbende ned ad kinder at jeg så min lille pige sidde hos sin far og få flaske. Det var bare helt, helt forkert og ganske frygteligt!! Det er altså ikke nemt at blive klog på sig selv... Men når jeg tænker nærmere over det, så er det jo rart at vide, at hun vil tage en flaske, hvis det skal blive nødvendigt en dag. Jeg frygtede, at hun ikke ville tage brystet bagefter, men det var der heldigvis ingen problemer med.
Og i dag er hun bare lige en lillebitte tand mere dejlig fordi jeg savnede hende så meget i går. Hun smelter mit hjerte min lille pige, som pludselig er blevet stor. Tænk hun passer nu str. 62 og skal om ikke længe op i str. 68 tror jeg. Og i dag har hun bare sendt de mest bedårende smil. Jeg elsker hende simpelthen så højt, at jeg næsten ikke kan holde ud hun sover til middag nu. Jeg må lige ind og kigge lidt på hende endnu engang:)
Vi var til koncerten halv otte, talte med min mor ved ni-tiden, der sov hun men havde lige været vågen et kvarters tid. Og så var vi hjemme halv tolv, hvor hun vågende og fik bryst. Så det gik jo objektivt set ganske fint. Men hold da op, hvor jeg savnede hende. Jeg havde troet jeg ville kunne slappe lidt mere af og nyde, at mr. N og jeg var ude på tomandshånd, hvilket jeg har savnet. Men det var godt nok svært. Tog mig selv i at sidde med tårer i øjnene og ondt i maven af ren og skær savn!!!!! Temmelig fjollet når man kom hjem til sin lille datter, der jo var blevet passet så godt på og knap havde nået at opdage, at vi ikke var der..
To dage før pasning havde vi forsøgt at give Astrid flaske, bare for at være sikre på, at hun ville tage den hvis hun nu skulle vågne og være sulten mens vi var væk. Og til trods for, at jeg til tider synes det er drøn besværligt a være bundet af de her bryster, at skulle op om natten flere gange, ikke bare kunne gå ud af en dør som det passer mig fordi det skal passe med amning hvis der er nogen andre der skal se efter hende... Ja på trods af alle de ting, så var det med tårer løbende ned ad kinder at jeg så min lille pige sidde hos sin far og få flaske. Det var bare helt, helt forkert og ganske frygteligt!! Det er altså ikke nemt at blive klog på sig selv... Men når jeg tænker nærmere over det, så er det jo rart at vide, at hun vil tage en flaske, hvis det skal blive nødvendigt en dag. Jeg frygtede, at hun ikke ville tage brystet bagefter, men det var der heldigvis ingen problemer med.
Og i dag er hun bare lige en lillebitte tand mere dejlig fordi jeg savnede hende så meget i går. Hun smelter mit hjerte min lille pige, som pludselig er blevet stor. Tænk hun passer nu str. 62 og skal om ikke længe op i str. 68 tror jeg. Og i dag har hun bare sendt de mest bedårende smil. Jeg elsker hende simpelthen så højt, at jeg næsten ikke kan holde ud hun sover til middag nu. Jeg må lige ind og kigge lidt på hende endnu engang:)
lørdag den 16. oktober 2010
Rødvin, kærestetid og over(under)skud
Svigermor har været i byen og inviterede os ud at spise på vores lille yndlings italienske restaurant. Der blev bestilt bord til kl 18 - både af hensyn til de andre gæster, men også fordi det var en hverdag, hvor vores sengetid er omkring klokken 21:) Lettere nervøs for, hvordan Astrid ville opføre sig, men hun blev båret rundt af en af os eller svigermor/farmor og hendes veninde, hvilket resulterede i, at vi faktisk fik varm mad at spise på nogenlunde samme tid og jeg fik lov at nyde et glas rødvin. Store sager, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvilket gav lidt overskud da vi kom hjem. Skønt at være tæt på hinanden igen, der har ikke været meget kærestetid de sidste mange uger.
Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.
I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)
Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.
I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)
Abonner på:
Opslag (Atom)