Små skridt fremad

Det går ligeså stille fremad. Det er ved at være lang tid siden tårerne har været der, og i løbet af dagen går det oftest fint. Men inderst inde, når jeg lige stopper op og mærker efter, så er den der stadig den ufattelige følelse af tab, det store gnavende hul i maven der bare gør ondt. Der var bare så mange ting vi havde glædet os til, så mange at det slet ikke kan beskrives.

Igår havde vi 1års bryllupsdag. Desværre blev jeg kaldt på arbejde i løbet af lørdagen, men det gav tilgengæld mr. N mulighed for at planlægge en fantastisk lørdag aften for os. Kom og hentede mig i sit bryllupstøj, kørte mig på hotel, havde bestilt romantisk 5 retters middag på en hyggelig lille italiensk restaurant. Det var en fantastisk aften, og en aften hvor vi fandt lykken frem over at vi to havde fundet hinanden. Og lige præcis det vi trængte til efter de sidste mange hårde dage.

På lørdag venter et bryllup inkl. barnedåb. Jeg kan mærke tabet rumstere i bunden af maven ved tanken om at gå ind i en kirke og fejre et lille barn. Og jeg vil så gerne bare være lykkelig på deres vegne, for det er jo fantastisk for dem at de har fået en smuk og rask lille dreng. Men det gør bare så ondt. Vi havde glædet os så meget til at være en del af klubben med børn, det var nu det var vores tur..

Et skridt frem - og to tilbage

Jeg har forsøgt mange gange at skrive dette indlæg, logget på og bare siddet og stirret på skærmen. De sidste 6 dage føles som 6 måneder, det føles som 100 år siden jeg bare var glad og gravid. Det gør så forfærdeligt ondt indeni, så ondt jeg bare har lyst til at hive maven ud af kroppen, at jeg har lyst til at krølle mig sammen til en lillebitte kugle og forsvinde.

Vi har grædt mange tårer herhjemme, heldigvis har vi været gode til at være kede af det sammen, følt os stærkt knyttet til hinanden og kunne holde fast i hinanden. Og ligeså stille går det da også fremad, der bliver lidt længere mellem nedturerne, lidt kortere mellem smilene. Indtil jeg igen pludselig bliver overmandet af en stærk følelse af tab, af savn, af tomhed.

Vi forsøger at fokusere på, at jeg KAN blive gravid, at det selvfølgelig vil lykkes os at få den børneflok som vi ønsker os. Men spørgsmålene gnaver - vil der gå 2 måneder? 3 måneder? Et halvt år? Et år? 2? 3?? Og når det så lykkes næste gang, hvad så? Skal vi så miste igen?

Da verden gik i stå

Onsdag kl 18:44.. Ingen lille baby, men blot en lille celleklump der ikke kunne leve. Ikke noget hjerteblink, ikke noget liv. Var på hospitalet igår, fik Cytotec for at starte blødning. Kom hjem igår eftermiddags, hvor jeg var begyndt at bløde.

Jeg er bare en tom skal nu. En tom skal der gør ondt, ondt, ondt indeni.

Nervøs

Har tid til scanning idagkl 18:40.. Og er temmelig nervøs. Synes bare ikke jeg har særlig mange synptomer på at jeg er gravid, kan ikke ses overhovedet på mig. Jeg kan nærke en lille bule som er livmoderen, men synes ikke den er vokset noget særligt. Er bare bange for at noget skal være galt, at lillesen ikke har det helt perfekt. Puha - tiden måtte godt snart gå lidt hurtigere!

8+0

I går var en god dag. 1 stk. vandrejournal fra lægen, 1 stk. ny bil blev hentet og 2 stk. kommende oldeforældre blev fortalt vores dejlige hemmelighed:)

Idag har jeg booket tid til NF scanning. Lidt uoverensstemmelser mellem hvad jeg fik af vide telefonisk og hvad jeg fik af vide fra nettet, men nu har jeg fulgt instrukserne på nettet og så kan det vel ikke gå helt galt?? 10. september hedder dagen - der er jeg 12+6. Jeg synes egentlig det er lige sent nok, men det var den tidligste af de datoer jeg kunne vælge imellem.
Imorgen tager vi 1 uge i sommerhus - det bliver skønt. Håber bare vejret er lidt med os! God ferie:)

Ferietid

Vi har endelig fået ferie, hvilket var skønt og tiltrængt. Vi har været hos svigerfamilien som fik vores dejlige hemmelighed at vide i weekenden. De blev rigtigt glade allesammen, så det var dejligt.

Ellers synes jeg stadig ikke jeg har de helt store symptomer. Jeg havde nok forventet en masse kvalme og opkast da de fleste af mine veninder har haft dette. Men jeg synes nu ikke der har været det store. Kun hvis jeg bliver træt eller sulten kan jeg blive lidt forkvalmet og utilpas. Tilgengæld er der mange tanker at holde styr på. Især er jeg overrasket over, hvor hys jeg pludselig er blevet. Jeg er normalt et meget logisk tænkende menneske, der kan berolige mig selv i det meste ved blot at tænke på, hvad sandsynlighederne er for at tingene skal gå så galt som jeg frygter. Men nu - nu er jeg bekymret for alle mulige ting. Bekymret for lussingesyge, influenza A, for at spise for rødt kød, for at spise parmaskinke (!!) osv. Jeg tror det er fordi det ligeså langsomt går op for mig hvor stort et ansvar det er at bære rundt på lillesen - tænk hvis jeg kommer til at gøre noget galt! Men for det meste lykkes det mig at tage det roligt og tænke, at jeg gør det bedste jeg kan, og det er helt sikkert rigtigt godt.

Og ellers prøver jeg at nyde at være gravid. For selv hvis det utænkelige skulle ske, at alting ikke går som det skal, ja så er dette stadig min første graviditet. Det er første gang nogensinde at jeg har en lillesen i maven, at min krop gør klar til at få et barn - og det skal altså nydes, det skal gemmes på, og så hører bekymringerne og tankerne nok kun med til det hele!
Imorgen skal jeg til lægen, have lavet vandrejournal og taget blodprøver. Jeg glæder mig alligevel lidt:)