Hverdag

Hverdagens trummerum har ramt os. Og så alligevel ikke, for med skiftende arbejdstider og weekend arbejde, så har det ikke været mange fridage vi har haft sammen. Og jeg synes i det hele taget, at det det er svært at få tingene til at hænge sammen, og har det som om jeg konstant er bagefter, konstant er træt og aldrig har tid til at komme ovenpå! Trods dette er tanken om nummer to blevet en der fylder, der spiller puds med min krop, laver om på cyklus og får mig til at håbe på at der denne gang skulle være to streger. Men det er der ikke! Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til det, kan mærke at nogle af de gamle tankemønstre dukker op, og at tiden omkring forventet mens tidspunkt fylder væsentlig mere end vanligt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lukke af for det. Det irriterer mig, at det overhovedet skal have lov at fylde, for så længe har vi jo endnu ikke prøvet, og så mange gange bliver det jo desværre heller ikke til, så chancerne er ikke optimale. Forsøger virkelig at slappe af - jeg er bare ikke spor god til det..

A er vidunderlig:) Jeg er overvældet over, hvor stærkt det går for tiden, hvor meget hun forstår og hvor meget hun forsøger at sige. Hun efteraber alt hvad hun kan komme til og siger også en del forståelige ting efterhånden. Der bliver sagt mor, far, tak for mad, nej, ja, hej hej, kom mor, mere mælk, babu babu, og så en hel masse dyrelyde f.eks. ko, kat, hund, får, and, abe, tiger, bjørn, hest, gris. Der bliver også sagt traktor, nini (nisse), brum brum når der kommer biler og en gang imellem kommer det et godnat. Nå ja, og så maá = møs:):) Hun er fantastisk, smuk, kærlig - og så helt ekstremt stædig og med lidt af et temperament efterhånden:)

Tankemylder

Jeg har helt inden vi prøvede at blive gravide hørt utallige historier om par, der kæmpede og kæmpede, endelig blev gravide, fik et barn. Og så vupti var hun gravid igen, helt uden de nærmest havde prøvet. De historier har sidder godt fast, så godt at jeg et eller andet sted har haft overbevist mig selv om, at sådan vil det også være for os. Blandet sammen med min sundhedsvidenskablige baggrund, så har det haft mig overbevist om, at vi selvfølgelig skulle bruge k.ondo.m når vi er sammen. For til trods for jeg gerne vil have flere børn, så vil jeg helst ikke have nogen pseudo-tvillinger og har ikke været klar til nummer to.

Nu begynder mine veninder så at nærme sig terminen med deres nummer to. Bekendte, mandens venner og lignende. Nummer to alle vegne. Og min hjerne kører på højtryk. På den ene side føler jeg mig stadig ikke helt klar. Primært så synes jeg det er synd for A, at hun skal dele os med en lille baby der tager så ufattelig meget tid. Og så ved jeg slet ikke hvor den tid skal komme fra, for jeg føler mig stadig som en lille hamster der løber rundt i et hjul - jeg spæner og spæner, men kommer ingen vegne og der er konstant 1000 ting jeg mangler at gøre.
På den anden side - så er vi begyndt at droppe det der k.ondo.m, men har tilgengæld kun været sammen på ikke optimale tidspunkter. Så skete der det, at min menstruation som ellers lige var begyndt at være så fin regelmæssig og pålidelig, den udeblev. Efter 3 dage tog jeg en test - negativ. Efter 6 dage kom mens.

Og pludselig kommer alle følelser omkring den der negative test bare væltende frem. Alle de gange jeg har stået der og gloet på sådan en latterlig lille pind, forsøgt at mane en ekstra streg frem. Forsøgt flere metoder - kigge på den konstant, lade den ligge og sat et ur, nonchalant lade den ligge og bare set til den når jeg havde lyst (som om man kunne snyde testen ved ikke at vise den hvor vigtig den var i ens liv!!). Og nej, det er slet ikke det samme når jeg nu kan gå ud af badeværelset og tage min vidunderlige lille pige op i mine arme, dufte til hendes nakke, puste hende på kinden og høre hende grine. Men omvendt kan jeg slet ikke overskue tanken om, at nummer to skal blive en kamp at få. Og jeg er gået fra at være optimisten, der brugte beskyttelse til at synes jeg er komplet latterlig jeg har gidet bruge penge på det, for hvem siger den nogensinde lykkes på normal vis for os?? Jeg kan ikke overskue at skulle bruge kræfter på at gå og vente på at finde ud af om det lykkes. Jeg er træt blot ved tanken. Jeg er bange for at komme ind i det her mønster, hvor det at blive gravid tager over og fylder, som det gjorde før. Men jeg prøver at tage en dyb indånding og sige vi må jo starte et sted. Og da det trods alt lykkes ved IUI, så er det vel i sengen vi starter først. Så må vi se, hvad der sker og hvornår det sker...

P.s. jeg fik jobbet:) Er meget glad, omend træt hver dag når jeg kommer hjem.

Job samtale

Job samtale på torsdag inden nattevagt, så skal møde ind tidligere. Håber det går godt for ellers bliver det vist en lang vagt! Men det er en god dag - min far bliver 60 på torsdag, mon ikke det smitter lidt af og giver positiv energi og lidt held med på vejen??

Vi er ved at komme ovenpå igen efter sygdom herhjemme. A er ved at få sit humør og sin appetit igen. Og så er hjørnetand nummer 4 ved at komme igennem. Det er så tand nummer 16!!!!! For to måneder siden havde hun 8... De kommer altså stærkt de der tænder.

Jeg har nydt en fridag, helt for mig selv. Og selvom vejret viser sig fra sin allermest positive side, så har jeg puttet i sengen med Grey's HELE dagen. Nøj hvor er det skønt. Men nu må jeg se at komme i tøjet og få hentet min lille solskinspige:)

Sygdom og hverdag

Min lille mus er syg. Startede i søndags - eller dvs. at da jeg kom hjem fra arbjede lørdag synes jeg allerede hun var noget klatten, udne den store appetit. Men vi havde mr. N's bror, kæreste og datter på besøg og msåke det bare var fordi der skete en hel masse. Søndag begyndte hun at hænge, mine forældre var kortvarigt forbi og hun var bare slet ikke sig selv. Og så lige efter aftensmaden, der begyndte hun at brække sig:( Tror simpelthen hun har en halsbetændelse og hver gang hun hoster lidt slim op så provokerer det brækrefleksen og alting ryger bare op igen. I forgårs hang hun bare på mig hele dagen, sagde ikke noget, spiste ikke noget, drak ikke noget - men hang bare og sov det meste af dagen væk. I går gik det lidt bedre. I dag lidt bedre også, men appetitten er ikke den store. Og hun brækkede sig igen imorges pga. hosteanfald. Min lille bitte pige.. Har bare så ondt af hende! Håber dog også hun er rask til dagpleje imorgen, for nu har jeg været hjemme med hend ei tre dage.

Ellers så synes jeg bare tiden løber afsted uden jeg helt når at følge med. Det gar været hårdt at starte nyt arbejde, jeg er temmelig flad når jeg kommer hjem. Og dagene går bare i sit eget lille trummerum. Jeg savner A i hverdagen, jeg synes der er for lidt tid sammen når ugen bare går slag i slag. Jeg ville ønske jeg kunne hente hende tidligere så vi havde bare lidt mere af dagen sammen. I stedet forsøger jeg at hente hende tidligt når jeg har været på nattevagt, og nyde de fridage jeg har mens ande er på arbejde. Og så ikke tænke for meget over at jeg ikke ser hende i weekenderne når jeg arbejder der. Har I andre det også sådan? Jeg synes det er svært at få det hele til at løbe rundt. Til tider føler jeg som sådan et lille hamster der løber i et bur uden at komme nogen vegne! Men også uden at kunne stoppe igen. I virkeligheden tror jeg ikke jeg ahr det hverken travlere eller hårdere end så mange andre - det er nok blot lidt meget nyt, lidt mange ting at skulle forholde sig til og så et kæmpe savn af min lille pige som i en ombination gør jeg synes det er lidt tungt for tiden. Men mon ikke det bliver bedre?

Ellers venter jeg i spænding på svar på min jobansøgning. Jeg håber godt nok jeg får stillingen ellers bliver den en temmelig akavet oktober måned. Plus jeg kan slet, slet ikke overskue tanken om jobansøgninger og endnu en ny start. Det ville blive nummer tre indenfor et halvt år!!

Hjem igen

Vi er hjemme igen og i fuld gang med hverdagen efter to ugers dejlig ferie i smukke Italien. Det var en rigtig super ferie, men også lidt hård. Ikke så forfærdelig stabil nattesøvn og man er godt nok på dupperne med sådan en lille tumle-gøj som A, der bare ikke gider sidde stille og helst vil over og se på poolen, de mennesker der ligger der og pille i alt hvad hun møder på sin vej. Jeg begynder pludselig at se, hvorfor man tager på charter ferie. Jeg er ellers ikke den store tilhænger af charter, men en ferie hvor nogle andre laver mad, hvor forholdene er børnevenlige og der er andre børn at lege med.. Det er ikke helt dumt når man har sådan en lille krudtugle.

Nu har jeg haft sidste dag på arbejde, og imorgen starter jeg så det nye sted. Jeg er temmelig spændt, særligt på om jeg får den intro-stilling jeg ønsker mig. Det håber jeg godt nok, for ellers er det kun 2 måneders ansættelse og det kan jeg slet ikke overskue følgerne af.

A har bare lært så mange ting det sidste stykke tid. Hun er blevet virkelig stabil i sin gåen, kan næsten løbe når hun virkelig vil. Elsker at lege "kuk-kuk"-lege, at gemme sig og komme drønende frem. Hun kan sige "tak", "se", "prøv se", "hov", "mam mam" - og ud over det så siger hun bare konstant noget på sit eget lille sprog. Hun giver gladeligt kys, med stor åben mund - særligt lige når man kommer hjem:) Hun ligger sig ned på puderne ligesom os når vi slapper af. Vinker. Vil trykke på alle knapper. Hun er bare skøn:):)

Ferie

Endelig blev det ferie tid. Længe ventet og med stort behov. Gik fra på ferie søndag formiddag efter en lang og hård vagt. Desværre skulle jeg på et kursus ifm. det nye arbejde der starter 1. september, det var i tirsdags og ødelagde feriestemningen temmelig meget. Men imorgen tager vi afsted til Italien, forhåbentlig ned til noget sol selvom vejrudsigten er lidt svingende.

Jeg er spændt, håber det går godt med A. Både flyvetur, at sove alle tre på et værelse igen. omvæltningerne, fremmed land og nye indtryk - jeg håber hun vil nyde det, og at vi vil få slappet lidt af. Heldigvis er vi jo mange om at passe hende da det er min far der har inviteret. Så den første uge er der både min mor og far smt min lillebror. Min mor bliver kun en uge - hun har det rigtigt skidt for tiden, trænger til lidt tid bare hende alene. Snart flytter hun igen, for kærligheden holdt desværre ikke.. Så nu er de fra hinanden igen mine forældre. Men endnu føles det ikke helt sådan, da hun stadig bor hjemme. Mon ikke det bliver mere tydeligt når de igen bor hver for sig? Den eneste fordel ved at have travlt på arbejde, det er at jeg ikke har tid til at tænke så meget over tingene. Jeg overlever blot dag for dag for tiden, og så bruger jeg al energien på min lille pige.

Men imorgen - så er det ferie, tid sammen i 2 hele uger. Jeg håber det bliver en god tur.

For 1 år siden

For et år siden var jeg på vej hjem fra en veninde. Vi havde været ude at sejle, været forbi hos en anden veninde og i det hele taget bare haft en hygge dag. Det var med regelmæssige plukkeveer, lidt kildren i maven men mest af alt en forventning om, at det her nok gik i sig selv igen når jeg kom hjem i seng.

Så hjem i seng med mig. Efter en times tid i sengen, ud af sengen med mig og op at stå på gulvet, for det der med at ligge stille det var ikke helt sjovt. Og klokken 6.35 den 3. august kom en sund og velskabt, omend lidt lille, pige til verden. Så lige om lidt er det min lille piges fødselsdag. Lige om lidt har vi været så heldige at have fået lov at være forældre i et helt år. Og hvor er det dog bare den mest fantastiske ting i verden. Hvor mit hjerte det bobler af lykke, stolthed, kærlighed og glæde når jeg ser på min lille pige, får et smækkys med åben mund, får hende til at grine eller hvine, ser ind i hendes smukke blå øjne.. Jeg havde aldrig i mit liv kunnet forestille mig, at kærligheden kan være så stor. Tillykke min lille skat:) Jeg glæder mig til at få fri om en times tid og komme hjem og sove, jeg glæder mig til at kysse dig godmorgen imorgen. Godnat mit lille fødselsdagsbarn.

Helt selv

Min lille pige kan pludselig stavre rundt i stuen helt selv!!! Pludselig så slap hun bare bordet og i stedet for at sætte sig på rumpen, så gik hun bare.- 4-5 meter kan hun nu gå inden hun mister balancen. Hvor er det bare vildt:) Kan slet ikke komme mig over hvor stolt jeg er:) Og om 2 dage bliver hun et helt år! Min lille elskede pige..

Hverdag

I går aftes tog jeg mig lidt af en tudetur. Hvorfor? Fordi jeg lige havde talt med min mor, der fortalte mig, at hun godt nok synes der sker mange ting omkring A, jeg er startet nyt arbejde og skal starte nyt igen til september, og for tiden har dagplejen lukket så hende og min far skiftes til at passe, på lørdag holder vi fødselsdag, men noget af svigerfamilien kommer allerede fredag. Og næste uge er svigermor her hele ugen for at hjælpe med pasningen. Og det var godt nok meget hendes lille barnebarn blev udsat for. Og ja - det er det! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Jeg gør mit alleryderste for at passe på min lille skat, jeg forsøger at gøre hverdagen nem og overskuelig for hende. Men ja, jeg er startet nyt og skal starte nyt igen, og det er hårdt og der bliver vendt op og ned på tingene fordi arbejdstiderne er skiftende. Sådan er vores liv jo. Primært ramte det nok bare fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen savner min lille pige og fordi jeg er tyndslidt af at være på, møde nye mennesker og bytte rundt på døgnet når jeg har nattevagter. Jeg synes det er drøn hårdt at starte op igen. Og havde vel i virkeligheden nok brug for at høre, at A vel nok tager det pænt, at hun er en dejlig glad pige, at hun nyder at se sine bedsteforældre og de virkelig hygger sig. For sådan er virkeligheden jo også..
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.

I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.

De allerførste skridt

De allerførste skridt blev taget i forgårs. 3-4 vaklende skridt fra mr. N og over i mine arme. De blev gentaget i går, og flere gange i dag. I dag gik hun faktisk hele 8 skridt!!! De er temmelig vaklende, man skal helst være meget klar til at gribe hende, og lige hjælpe hende med balancen i starten. Men de allerførste skridt er taget:)

Forandringer

Hverdagen forsøger at melde sig. Og vi forsøger at finde en hverdag i skiftende arbejdstider, pasning hos mormor og morfar fordi vi har vagter på samme tid, dagpleje, indkøb, sovedage og træthed med træthed på.

Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.

Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....

I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!

Kærlighed i store doser

Det er hårdt at starte på arbejde. Både fordi min stakkels hjerne slet ikke er gearet til de omdrejninger den skal køre i, fordi alting er nyt, men mest af alt fordi jeg savner min lille pige, så det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg prøver at minde mig selv om fordelene ved skiftende arbejdstider, at der bliver afspadseringsdage, hvor jeg kan hente A tidligt, dage hvor hun kan blive afleveret sent, og dage hvor vi alle kan have en off fridag sammen. Men at kun se hende halvanden time om aftenen, eller at skulle undvære hende en hel dag efter hun er afleveret, det gør altså ondt!!

Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!

Allersidste dag

I dag er min allersidste dag på barsel. Og mit hjerte har grædt store salte tårer ved tanken, om at skulle være væk så mange timer fra min lille elskede pige. Jeg kan pludselig på ingen måde komme i tanke om, hvorfor jeg glædede mig til at starte igen, ej heller mindes at jeg har syntes det var lidt ensformigt. Det gør ondt i maven ved tanken om, at imorgen ser jeg først min lille pige klokken fem, så har jeg hende lige vågen i halvanden times tid, og så er det slut for den dag!! Mit lille, bitte pus - hvordan skal jeg dog undvære hende??

Op at stå, op ad bakke

Hun stod!! I dag, slap hun min hånd og stod i 3-4 sekunder helt selv! Og jeg er målløs over, hvor hurtigt det er gået lige på det sidste. Altså i mandags, der rejste hun sig kun op hvis det var vores hænder, der hjalp hende, og hun kunne ikke rigtigt finde ud af at gå. Tog max 2-3 skridt og så ville hun hellere ned at sidde. Nu rejser hun sig op af alt hvad hun kan komme i nærheden af - reol, kasser, sofaer og os. Og går rundt med et smil på læben mens man holder hende i hænderne. Og i dag så stod hun lige pludselig!!! Vildt!! Min mor og mr. N er sikre på, at hun går meget snart - mens jeg tænker, at hendes balance stadig mangler temmelig meget, men lad os nu se:) Ellers er hun også blevet god til "sååå stor", det ser simpelthen så sødt ud:)

Ellers synes jeg det er en hård periode lige for tiden. Ved ikke helt, hvad det specifikt er, men det føles som om det hele kører op ad bakke konstant. Jeg er træt, har intet overskud, jeg synes A pylrer en del (hvilket jo er at forvente når hun lige er startet i dagpleje, plus vi lige er flyttet) og det gør hverdagen svær, det sætter mig på prøve og det tvinger mig til at indse, at det billede jeg har af mig selv ikke er helt korrekt. Den overskuds person jeg egentlig troede at jeg var, det er jeg ikke. Jeg bliver kortluntet, min tålmodighed rækker ikke helt til en lille pige, der er overtræt og hele tiden kun vil de ting man ikke må. Den rækker heller ikke til en mand der også er træt og kortluntet, og vi støder lidt for tit mod hinanden i stedet for at stå sammen. Og jeg er ikke engang startet på arbejde endnu! Jeg håber, det blot er en periode, at vi finder ud af at få tingene på rette køl og får lidt overskud ind i hverdagen igen.

På plads

Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.

Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.

Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?

Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.

Rodebutikken

Vi roder herhjemme. Hvem kunne have troet, at vi kan have så meget møg på så lidt plads?? Det er jo helt ekstremt. Vi er heldigvis rimeligt godt med - tror jeg. Men helt nemt har det ikke været. A var forkølet sidste uge og derfor pjevset, vågnede konstant om natten og det var to meget trætte forældre, der forsøgte at tænke konstruktivt og få pakket effektivt.

I går fik hun så 38,9 - til aften 39,3. Min lille skat er et lille hængetræ, piver, græder og kan slet ikke finde ud af det. Stakels lille pus. Fik lige tjekket ørerne og halsen i dag hos lægen, men alt så helt fint ud. Så hun er bare en lille uheldig mus, der har fået en eller anden virus. Men det gør det bare ikke spor nemt at få lavet noget herhjemme, og jeg er snart helt skæv i ryggen af at bære rundt på hende. Det er kun mig der duer, hvis jeg forsøger at aflevere hende til mr. N, så begynder hun bare at græde hjerteskærende. Heldigvis er der perioder, hvor hun har det rimeligt. Nu håber jeg bare, at hun er rask til på torsdag når vi skal flytte, for ellers så bliver hun nok ikke passet af andre end mig, og det er altså lidt frustrerende ikke at kunne være med. Men nu må vi se..

Glæder mig til at komme derud, og begynde at komme på plads. Men det er vemodigt og meget, meget underligt at skulle flytte fra min lille, vidunderlige lejlighed. Hjertet slår et par ekstra slag ved tanken omat flytte herfra, sommerfuglene i maven melder sig. Jeg er godt nok spændt, håber virkelig vi kommer til at blive glade for at bo det nye sted!

Imorgen er også dagen hvor jeg skal møde på mit nye arbejde, tager nogle introduktionsdage her i juni og så starter jeg rigtigt op den 1. juli. Puha, det er altså også temmelig spændende!!!

Hjem igen

Det var en fantastisk ferie:) Vejret ikke helt i top, men vores lille pige har nydt at have lidt mere plads om sig, vi har nydt at have lidt mere plads og bare se venner, familie og hinanden uden at have alle de andre ting hængende om ørerne.

A har kravlet sine første rigtige kravleskridt. Hun tager lige et par stykker inden hun igen ligger sig ned på maven og møffer sig fremad. Hun har lært at sætte sig op fra maven af (går stadig totalt i stå hvis hun ender på ryggen, til trods for at hun godt kan vende sig om på maven hvis hun ligger på puslebordet - men næ nej, ikke når man er på gulvet!!). Tand nummer 8 dukkede op for små to uger siden (ve. nedre 2. fortand). Hun er en bestemt lille pige, med temmelig meget temperament (ved slet ikke hvor hun har det fra! ;) ). Men hun er mest af alt glad, nysgerrig og smilende, glad for andre børn, en lille pilfinger der piller i alt, hvad hun ikke må. Og nu er der bare fart på - det går igennem alle rum, over dørtrin og hen til ledninger, plasticposer, papkasser, tasker osv. Hold op, jeg synes bare hun bliver skønnere for hver dag der går:)

Nu er vi hjemme igen, her venter en lejlighed fuld af ting der skal pakkes ned i kasser i løbet af den næste uge, så vi skal vist være effektive. Den 2. juni flytter vi. Og hold da op, jeg glæder mig til mere plds, men jeg synes godt nok også det er meget vemodigt at skulle herfra! Helt uvirkeligt faktisk, men det er jo trods alt også det eneste sted jeg har boet fraset hjemme hos mine forældre. Og så venter hverdagen også. I juni starter jeg på en uges intro kursus, og 1. juli så starter arbejdet op. Har fået den første vagtplan med skiftende vagter, weekender med arbejde og timer væk fra A, som slet ikke er til at holde ud. Til trods for at jeg glæder mig til at skule starte, så gør det også ondt i maven af savn, længsel efter at bare være tæt, og dårlig samvittighed overfor min lille pige. Puha! Nu nyder vi lige søndagen inden vi starter imorgen...

Ud i det blå

Imorgen starter ferien i barslen - vi skal først en tur på hotel ved Rebild bakker, og så en uge i sommerhus. Jeg føler lidt vi stikker af fra alt det der ligger herhjemme og venter, med pakning, dagpleje, hverdag og et helt nyt liv der skal startes op som familie. Men lige nu - der skal vi bare være familie på ferie, vandre lange tur, gå ved stranden, lege med A og forhåbentlig have nogle fantastiske dage. Jeg glæder mig.

Og så må bekymringerne om en dagpleje i et område jeg ikke er spor glad for, om dagpleje opstart, om arbejde, om flyttekasser og tidspres, de må blive herhjemme, mens vi er på ferie. Så må vi ordne dem når vi kommer hjem igen.

Fuld fart fremad

Der sker pludseligt store ting herhjemme. Ikke nok med at vi flytter til større lokaler om en lille måneds tid, jeg har også fået nyt arbejde - et vikariat med start 1. juni i 6 måneder. Eller dvs. det bliver 1 uges intro i juni mens mr. N er på arbejde, og så barsel i tre uger, og så rigtig opstart 1. juli fordi ellers kunne det ikke passe sammen da A ikke kan få plads i vuggestue eller dagpleje før.

Bortset fra at vi også lige har fået dagpleje plads til A:) Fra den 1. juni!! Kommunen havde ellers sagt, at siden vi var tilflyttere ville vi på ingen måde kunne få noget før end den 1. juli, hvilket jeg har synes var enormt svært, da jeg så forhåbentlig havde et arbejde der ville starte der og jeg så ikke kunne være med til at køre A ind. Men nu har vi så fået dagpleje fra 1. juni.. Skal ringe imorgen og høre, hvad adresse og navn er på dagplejeren, og så sige ja til pladsen. Er spændt, ville have foretrukket vuggestue af mange årsager, men vi er ikke lige i en situation hvor vi har meget at forhandle med. Så vi har fra start af sagt at vi må acceptere det vi får, og så se om det ikke ender med at blive rigtig godt. Håber godt nok hun er sød og fornuftig, og at det er i nærheden af hvor vi skal bo....

Overvejede frem og tilbage om jeg så skulle ringe og sige, at jeg faktisk godt kan starte helt op fra 1. juni. Men mavefornemmelsen siger, at det er rart at have to til tre uger efter A er kørt ind, til at give hende nogle korte dage. Og bare kunne være der for hende til hun har vænnet sig til det. Så nu bliver jeg hjemme som aftalt med arbejdet, og så kan jeg da lidt være med til at køre hende ind selvom det stadig bliver mr. N der kommer til at stå for dne første uge. Jeg forestiller mig at vi derefter står op og gør klar som om jeg skulle på arbejde, kører hen og afleverer, og så gør dagene kortere ved at hente tidligere. For vi kan ligeså godt komme ind i vanen med, at komme op tidligt og få afleveret, så når hverdagen virkelig starter så er A vant til, at det er sådan det er. Puha, det er alligevel lidt vildt. Men nemmere at forholde sig til når jeg kan give hende korte dage i starten, så har samvittigheden og min seperationsangst det lidt bedre:)

Og ellers så går det bare hurtigere og hurtigere fremad over stuegulvet herhjemme. Og på græsset, i sandkassen og alle vegne. A har sovet hos mine forældre fra i går til i dag, de hentede hende i går ved tolv tiden og så kom vi opå til dem i dag ved 11 tiden. Nøj, det er lang tid at være væk fra min lille skat. Men det var bare gået så godt, helt uden problemer og helt uden tårer! Så det er rigtig dejligt. Vi tilbragte aftenen sammen med små 40.000 andre mennesker i Parken og høre Roger Waters med the Wall. Super fedt:)

9 måneder og nu er det slut

Søndag den 1. maj var sidste gang jeg ammede A!! Jeg har i lang tid kun ammet morgen og aften, og så gik vi jo som bekendt over til forsøgsmæssigt at give flaske om aftenen. Og jeg fandt ud af, at det faktisk var helt okay at give A flaske. Det føltes ikke længere helt forkert, det stak ikke i hjertet og det startede ikke et vandfald af tårer over, at min lille pige fik næring et andet sted fra end hos mig. Men så faldt mælkeproduktionen tilgengæld også. Og den sidste halvanden uges tid er hun blevet ammet om morgenen, men der har ikke været meget til hende. Jeg tror egentlig sagtens A ville blive ved, hvis hun fik lov, men omvendt virker hun ikke synderligt påvirket af ikke at blive ammet. Og pludselig kunne jeg mærke længslen efter bare at være mig, at få min krop lidt for mig selv, kunne blive aflastet lidt om morgenen nu hvor mr. N er hjemme på barsel - og nu er det altså blevet sådan. Slut med amningen!!! Jeg ved ikke om jeg helt nåede at sige farvel på den måde jeg gerne ville, men det føles godt at være nået hertil (bortset fra lige nu hvor jeg ser på skrift at jeg ikke ammer længere, og det pludselig er en anelse forfærdeligt alligevel, og jeg savner det bare en lille bitte smule)...

Så nu får hun bare morgenmad ved halv syv tiden ca. Jeg overvejede om vi skulle give flaske om morgenen også, men syntes det var en dårlig vane at starte på. Vi kan jo ligeså godt bare komme op og give hende rigtig mad, for når vi en dag skal starte på arbejde, så skal vi alligevel alle tidligt op.

Mr. N har barsel de næste 6 uger. Og på fredag skal jeg til jobsamtale! Ikke det perfekte job, men et der vil give erfaring som jeg kan bruge, og det er skønt. Så jeg er temmelig spændt på, hvad der kommer til at ske!!

Og så er min lille pige 9 måneder i dag! Hun møffer gladeligt rundt alle vegne, piller i alle de ting hun ikke må pille i, er begyndt at klappe og vinke, er sød, vidunderlig, stædig og hidsig når hun ikke får sin vilje, og jeg kan slet ikke komme mig over, at tiden går så hurtigt. Min ille bitte, bitte pige, med de store smukke øjne, er nu blevet til min lille, store, smukke, glade pige med de store smukke blå øjne. Tænk man har lov at være så ufattelig heldig:)

Knækket koden

A har langt om længe knækket koden til, hvordan man kommer fremad. Hun har i et par uger kunne komme de der små 30 cm fremad hvis noget var virkeligt spændende. Men imorges lå hun på madrassen ovenpå dynen, og pludselig fik hun benene op under sig, ikke helt op på alle 4 men et enkelt ben ad gangen næsten op - og så skubbe fra. Og så møffede hun pludselig fremad. Nu ligger hun på gulvet og kommer frem ved at dels trække sig frem i armene, dels skubbe med fødderne. Benene kommer dog ikke ind under hende, jeg tror gulvet måske er lidt for glat i virkeligheden. Det er bare lidt svært at gøre noget ved. Men frem, det kommer hun:):) Og jeg er så stolt af min store lille pige:)

Hun har desuden haft vendt sig for første gang fra ryg til mave! Så store sager i dag. Nå ja, og så kom mormoren forbi med hendes første rigtige sko. Et par fine sølv sko, med hvide snører og lyserøde syninger fra Primigi.

Endnu en

Glemte helt at fortælle at A den 17. april fik tand nummer 7. Og nu kan jeg se tand nummer 8 skinne igennem, men der går nok nogle uger førend den dukker op. Tand nummer var nummer to hø. fortand i overmunden! Mit bud er at tand nummer 8 bliver hø. øvre hjørnetand.. Ellers er der to dage til mr. N går på barsel. Maj måned står på koncert, hotel ophold i Rebild bakker, sommerhus i 1 uge hos svigerfamilien, og så ellers pakke og rydde op så vi kan være klar til at flytte ind det nye sted. Får nøglerne den 1/6, regner med at flytte den 2. til trods for at det er Kristi Himmelfart. Hold op hvor jeg glæder mig til noget mere plads:):)

Frem og tilbage

Både mentalt, søvnmæssigt og rent fysisk har påsken været frem og tilbage.

Vi har været hos vores familier, hvilket har betydet temmelig meget transport, frem og tilbage fra hjem, til nord, til hjem, til vest og hjem igen og så atter nordpå. Det har været dejligt at se familien, nyde vejret i deres haver, hygge og bare slappe. Men det bliver altså til temmelig meget tid tilbragt i en bil, hvilket er lidt trættende. Men sådan er det vist, når man har familie i hver sin ende af landet. Måske en dag vi finder ud af, at vi ikke kan nå det hele og prøver at kombinere tingene. Eller skiftes?

Søvnen har været noget værre møg i påsken. Ved ikke om det har været fordi der netóp har været sket så meget? Men i hvert fald har det været max et par timers søvn ad gangen, og den ene nat sov hun hele natten ved siden af mig. Hvilket betød at jeg lå på ca 30 cm madras og ikke sov specielt meget. I nat gik det langt om længe lidt bedre, men stadig ikke helt optimalt. Vi overvejer om det er på tide at droppe sutten, for har en fornemmelse af at det er den der mangler hos hende, så hun ikke kan finde ud af at falde i søvn igen når hun vågner i løbet af natten?

Og så er A blevet passet med overnatning for første gang!!! Mine forældre havde hende sovende hjemme hos sig, da vi skulle en tur i teatret og min mor synes, det måtte være på tide, at vi fik sovet lidt. Det gik rigtig godt, A havde været sød og glad, fik flaske om aftenen og om morgenen, havde sovet fra 22-05 (typisk at hun netop gør det når hun aldrig gør det herhjemme), mine forældre synes hun var nem og dejlig. Så alt i alt så vellykket som det kunne blive tror jeg. Jeg synes godt nok det var mærkeligt at komme hjem til en tom lejlighed. Havde ondt i maven af savn, og det var vist meget godt det ikke var mig der kørte bilen da vi skulle hente hende:) Fik sovet nogenlunde, vågnede stadig alle de gange jeg normalt gør, men i det mindste behøvede jeg ikke stå ud af sengen. Vi vågnede klokken halv syv, så på hinanden, pakkede, badede og så styrtede vi afsted. Det var overvældende dejligt at have hende i mine arme igen:)

Ellers er jeg begyndt på et forsøg. Vi giver flaske om aftenen nu, i stedet for bryst - tænkte om det var derfor hun sov så utrolig godt hjemme hos mine forældre? Det har ikke helt virket som vidunder middel endnu, men jeg håber stadig. Hun bliver stadig ammet hos mig om morgenen, menjeg kan mærke at tankerne om snart at droppe dette, bliver flere og flere. Jeg er snart færdig med dette amme kapitel, som heldigvis alt i alt har fungeret og været rigtig dejligt:) Men nu, nu trænger jeg til at få min krop igen, og A virker ikke til at savne det om aftenen, flasken har hun taget imod uden problemer. Hun får 100 ml, drikker det hele.. Nu må vi se hvornår vi dropper det om morgenen, og om det så bliver erstattet af flaske eller evt. morgenmad i stedet.

Mor er den bedste i verden

Altså min mor.. Talte med hende, og hun får bare sagt alle de rigtige ting. Så den sorte sky løfter sig, og jeg føler mig ok. Jeg håber virkelig af hele mit hjerte, at jeg bliver i stand til at blive sådan en mor. For hun er den bedste af slagsen:)

Afmagt, vrede og foragt

Det er bare ikke nogen nemme dage herhjemme for tiden. Eller det vil sige, det er ikke nogen nemme tidspunkter når A skal sove. Og jeg finder flere og flere sider af mig selv, som jeg kun har foragt over for. Jeg ved, at dårlig samvittighed sjældent kan bruges til så meget, og jeg forsøger at få den over i noget konstruktivt i stedet, men det lykkes ikke særlig godt, og lige nu der har jeg den sorteste samvittighed og største foragt overfor mig som person og særligt mig som mor.

Scenariet er det, at A bliver lagt i sin seng. I det sekund jeg vender ryggen til og går ud af døren så begynder hun at skrige. Og hun skriger så højt hun overhovedet kan. I starten hjælper det blot at jeg går ind og giver hende sutten, puttekluden og siger godnat. Men til sidst er hun så opkørt at hun skriger ligemeget hvad jeg gør, og det tager flere minutter førend hun falder til ro. Og så starter hun igen nærmest inden jeg selv ved, at jeg har tænkt mig at rejse mig og gå. Det sker både aften og eftermiddag de sidste par dage, i går aftes tog det 5 kvarter med uafbrudt skrigen førend hun faldt i søvn. Her til eftermiddag tog den 30 min.

Og problemet er, at jeg bliver vred når der er gået ca. 10 minutter. Jeg kan simpelthen ikke holde hendes gård ud. Og i stedet for at få ondt af hende fordi hun er træt, ikke kan falde i søvn og er bange for at jeg er gået for evigt og aldrig kommer tilbage.. I stedet for det, så bliver jeg vred. Og tænker, hold nu op!! Stop med det skrigeri. Lad nu være! Jeg tror irritationen fra kampen i går stadig sad i mig i dag. Nu er A endelig faldet i søvn og i stedet er det nu mig der græder og græder. For i min vrede sagde jeg højt til min lille, elskede datter at jeg hader hende! Og dynen blev puttet hårdt rundt om hende. Og så gik jeg mens hun græd. Efter lidt under minut faldt hun så hikstende i søvn, og mit hjerte er gået itu!!

Jeg føler mig som den usleste person i verden, jeg har dårlig samvittighed, jeg er bange for jeg ikke egner mig til at være mor, bange for at jeg svigter min lille, elskede datter som jo er den vigtigste i hele verden. Og jeg føler mig alene.

Søvn igen

Tænderne myldrer frem hos min lille pige. I forgårs dukkede tand nummer 6 op, den højre nedre fortand nummer to. Det er godt nok gået stærkt da de først begyndte at dukke op synes jeg!

Ellers øver vi de nye rytmer sundhedsplejersken foreslog. Så nu hedder det lur kl 9.30 - helst sove til klokken 11 (det sker dog ikke så tit), og så først lur igen kl 14.30. Jeg varierer det dog lidt, så på dage, hvor A er meget træt, eller jeg er meget flad og derfor ikke gider al den underholdning der skal til for at holde hende vågen indtil der, så bliver det kl 13.30-14 i stedet. Men det går bedre og bedre synes jeg.

Nætterne - hmm.. I nat har været en virkelig dårlig en af slagsen. A begyndte at vågne som vi gik i seng ved 22 tiden. Og så vågnede hun 5-6 gange indtil kl 01, hvorefter hun vågnede hvert femte minut. Kl halvto gav jeg op, lagde mig ind i sengen og tog hende op til mig. Så lå hun og kartede rundt, møffede og hvde svært ed at finde ro. Tror vi sov igen ved to-halv tre tiden, klokken 5 vågnede hun op og skreg i 45 minutter indtil jeg gav efter og ammede hende. Men faldt hun så i søvn igen??? Nej da:) Så kvart i syv fik mr. N hende ind til sig, og så fik jeg lige en time på øjet. Jeg er godt nok bombet i dag!! Ved ikke lige, hvad der skete? Sådan har det ikke været i flere måneder med skrigen om natten... Håber det var en engangsforestilling!

8 måneder

Min lille pige blev i søndags hele 8 måneder! Og jeg synes tiden er fløjet afsted.. Samtidig med at tiden, hvor hun var helt lille bitte og ny bare virker som flere år siden. Men dagene bliver bedre og bedre, smilene flere og flere, hun er så nysgerrig og opmærksom. Er blevet rigtigt god til at sidde, drejer rundt om sig selv når hun ligger på maven, strækker sig så langt hun kan for at nå tingene og er lige begyndt at finde ud af at bruge fødderne en lille smule til at skubbe med. Hun er dog langt fra at krybe eller kravle endnu, men det kommer vel. Hun smiler over hele femøren, skriger et højt glædes skrig når hun bliver glad eller ivrig, griner når man kilder hende på inderlårerne, smiler forventningsfuldt når jeg laver sjov med hende, forsøger at klappe, men kan ikke finde ud af at åbne hænderne. Hun spiser alt hvad jeg giver hende, og oftest med glæde. Smiler stolt når jeg roser hende. Vil gerne have fat i koppen og holde selv, men er ike specielt god til det endnu. Og sviner som jeg ved ikke hvad, når hun spiser:)

Nætterne er tilgengæld blevet trælse igen. Det gik ellers så godt, og det var simpelthen så dejligt. Men nu - de sidste to nætter tror jeg vi har været oppe omkring 10-15 gange, de er endt med jeg har sovet inde hos hende fra omkring klokken 4 og frem til ved seks-halv syv tiden, hvor hun vågner. Hun sover uroligt, kan ikke finde ud af at falde i søvn selv og vil pludselig kun sove hvis vi står derinde. Sådan har det aldrig været før, og jeg ved ikke hvad vi skal gøre for at løse det, for det er helt klart ikke holdbart som det er lige nu. Måske det er seperations angsten der spiller ind, måske det er motorisk uro pga. alt det hendes krop forsøger at lære? Jeg bryder mig ikke om at min lille datter skal græde sig selv i søvn, og er generelt ikke tilhænger af "Godnat og sov godt" (uden dog at have læst den men kun hørt om den fra veninder der har brugt den). Jeg ønsker, at mit lille barn skal være trygt og sove uden problemer. Omvendt så har jeg læst "Sov igennem uden gråd", og den er simpelthen for langhåret til mig. Særligt fordi det er et problem der pludseligt er opstået, så det virker som alt for store tilbageskridt at starte med at skulle gøre hvad som helst for at hun sover, og så ændre det derfra. Tja, vi må se om det blot er en fase, og ellers kan det selvfølgelig være jeg ender med at blive fan af "Godnat og sov godt" alligevel. Man skal aldrig sige aldrig:) Har jeres børn mon haft sådan en fase på dette tidspunkt? Og hvad har I gjort for at få dem til at falde i søvn, og sove igennem??

Ellers har vi fået en større lejlighed fra 1. juni, 96 kvm og to altaner, 3 værelser, køkken og stue i et. Jeg er spændt, glæder mig og håber at vi har gjort det rigtige, ved at beslutte os for at afprøve dette. Mht. ansøgninger, så har jeg sendt en masse ud, men intet hørt. Så realistisk set er det vist afslag!! Realiteterne er hårde at se i øjnene, at barslen snart slutter stresser, 4 års reglen er noget møg der giver mig helt vildt stress over fremtiden, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre for at løse det! Men lige nu må jeg vel vente på at afslagene kommer ind i mail boksen og så tage den derfra!

p.s opdagede tand nummer 5 var kommet helt frem idag, Astrids venstre øvre nummer to fortand:)

Tand nummer 4 brød endeligt igennem her for 3 dage siden. Så nu er der også to fine tænder i overmunden:) Og hun synes det er herligt at bide i maden, sidder stolt og bider alting over.

Der er endnu ingen kryben eller kravlen, hun kommer rigtigt flor rundt i cirkler, til tider lidt bagud, men i hvert fald ikke fremad. Dog er hun lige de sidste dage begyndt at løfte numsen en anelse mere, men ikke helt oppe på alle 4. Hun vil SÅ gerne op at sidde hele tiden, hvilket resulterer i, at hun næsten konstant ligger i en lang mavebøjning og bliver helt rød i hovedet. Og så bliver hun så glad, når jeg kommer og hjælper hende op at sidde, så sidder hun med et kæmpe smil og kigger sig omkring. Mor-sygen er også ved at gøre sit indtog, til tider er det meget sødt, men det kan altså også være temmelig frustrerende, når jeg prøver at putte hende til en lur og hun så bare skriger i det sekund jeg vender ryggen til!! Nogen gange skriger hun når hun er oppe hos Mr. N og hvis jeg står ved siden af. Så hænger hun og rækker armene over mod mig og græder indtil hun er hos mig. Det er lid svært synes jeg, for selvom jeg jo synes det er helt vildt dejligt hun gerne vil være hos mig, så ved jeg at det gør ondt på mr. N og det gør også lidt ondt på mig, fordi han bliver lidt ked. Men sådan er det vist bare for tiden - det går jo over igen:)

Ellers har jeg sendt ansøgninger afsted - spændende at se om der bliver gevinst på nogen af dem. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det.

Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

Der var 1, der var 2, der var 3 og så 4, måske 5

Tænderne myldrer pludselig frem i min lille piges mund. Fortænderne i overmunden er på vej, den er er lige brudt igennem og den anden ligger, hvid og klar og maser på:) Og så er der vist også en hjørnetand, der er lige på vej. Hold da op, hvor går det bare stærkt. Og med tænderne så forsvinder mere og mere af mi lille bitte baby-pige, og i stedet kommer en lille smuk, vidunderlig tumling frem.

Hun sidder så fint nu, bevæger sig rundt i cirkler ved hjælp af armene, vil så gerne fremad i verden, men kommer det ikke. Og det giver store frustrationer nogen gange! Hun er langsommere end de andre i mødregruppen til at lære det med at kravle, og selvom jeg ved mit lille vidunder er helt normal og ganske perfekt, så er det altså rarere når hun ikke er den sidste til at lære tingene!

Nætterne er blevet lidt bedre. Det er færre gange jeg er oppe, tilgengæld starter dagen gerne ved 5 tiden! Hun trives, vokser, smiler, griner, pludrer en hel masse og hele tiden, spiser så fint, elsker al mad:) Hun bliver kun dejligere med tiden:)

Nattesøvn

For første gang i sit liv sov Astrid en hel nat uden at vågne op!! og jeg ved godt nemesis kommer rendende og sørger for at de næste tusinde bliver dårlige, men alligevel må jeg skrive det ned. For allerførste gang nogensinde sov hun fra klokken lidt over syv, og vågnede først klokken kvart i fem i morges!! Og så endte hun mellem os i sengen, efter en times tid med snakken og basken, så snuppede hun da lige en time mere så klokken var kvart i syv førend vi var oppe!! Jeg ved ikke om det er luften herovre hos svigerfamilien, om det var alle de indtryk hun får her, om det var fordi hun sover i sin barnevogn eller hvad. Men gud hvor jeg håber, at der kommer mange flere af den slags nætter:)

Godnat min skat

Har fundet en godnat sang, den kommer fra "Tumlebiller og jazzmus". Når jeg hører den og synger den for Astrid, så svulmer mit hjerte, tårerne presser på og kærligheden er overvældende stor. Samtidig er jeg rørt, fordi jeg synes den i sin enkelhed er så smuk. Det er sådan en mor jeg ønsker at være, sådan nogle stunder jeg ønsker at have med min datter. Jeg får også lidt tårer i øjnene, fordi det ikke altid er sådan en mor jeg føler, at jeg er. Og jeg kan mærke forventningspresset fra mig selv, vokse på mine skuldre. Ansvaret, tankerne om alt det jeg skal leve op til, alt det jeg gerne vil gøre, alt det jeg ønsker for min lille pige - og så tanken om, at det er mit ansvar! Puha, tænk at en enkelt godnat sang kan vække dette i mig.

Men primært, så synes jeg bare den er sød, tankevækkende og dejlig.

Godnat min skat,
Kan du sove godt i nat
Jeg vugger dig helt stille
For du er jo bare lille
Lidt endnu
Og så sover du
Du svæver på en stjerne
til et land langt i det fjerne

Og vi kan tale om alt det du har set
Og vi kan grine af alt det der er sket
Og vi kan fnise af alt det der er skørt
Og vi kan hviske om alt der du har hørt

Godnat min skat, kan du sove sødt i nat
Jeg vugger dig helt stille
for du er jo stadig lille
Tæl til ti, luk dine øjne i
Se månemanden vinker
og stjernerne de blinker

Og vi kan tale.....

Flip

Jeg er ved at få flip!!! Simpelthen på det punkt, hvor jeg er tæt på at tale med store bogstaver til min lille pige. Hun er UMULIG at putte i løbet af dagen og har været det de sidste 2 ugers tid. Hun er simpelthen så træt, kan ikke lege for sig selv, skal sidde på min arm, brokker sig konstant og vil ingenting. Men i det sekund man putter hende ind i sengen, så hiver hun sutten ud af munden, begynder at lege med den, ligger og snakker, hiver i alting, hviner, kigger og sover overhovedet ikke. Det er lige meget hvor lang tid jeg lader hende ligge, alt fra 15 min til halvanden time er prøvet, og hun falder bare ikke i søvn. Og så er hun komplet umulig når man tager hende op igen. Om formiddagen falder hun i søvn efter ½-3 kvarters kamp. Middagsluren bliver oftest mens jeg triller rundt. Men her om eftermiddagen så er det bare umuligt. Og det ville også være okay at hoppe den over, hvis bare hun kunne klare det, men det kan hun tydeligvis ikke siden hun er komplet umulig. Og lige nu er jeg bare ved at få flip!!!

Suk - tænk man kan være så træt, at man på en dejlig solskinsdag er ved at få flip af sin højt elskede lille pige! Nogen gange så tænker jeg virkelig, at jeg ikke egner mig til at være mor!


Også kommer man ind i værelset til hende, irriteret og i dårligt humør. Så ligger min elskede pige der, med det største smil og fægter med arme og ben, fordi hun bliver så glad for at se mig. Og den dårlige samvittighed blev cirka en milliard gange større, og jeg føler mig som den dårligste mor i hele verden.

Det er ikke altid lige nemt at vende tilbage til bloggen og se sin egen ærlighed i øjnene! Slet ikke, når det nogen gange er nemmere at "glemme", at det er sådan jeg har det lidt for ofte. Men, jeg forsøger at gøre noget ved de følelser, at lade være med at lade stå til og i stedet hive lidt overskud frem og forsøge at få lidt hygge og tosomhed ind i tilværelsen som småbørnsfamilie. Og det er faktisk gået ganske ok den sidste uges tid:) Der har været hygge, krammen, snakken, drømmen og en følelse af samhørighed. Og hvor har det været savnet! Mere af den slags:)

Tak for jeres kommentarer, det hjælper på en eller anden måde altid, at andre har været i samme båd. Og er kommer helskindet igennem og videre:)

Ellers går hverdagens trummerum stille og roligt derud af. I går dukkede tand nummer to op (venstre, nederste), så nu sidder der hele to små bisser i undermunden og titter frem når Astrid smiler og griner. Og det gør hun heldigvis ret ofte:) Hun sidder bedre og bedre, forstår mere og mere o man kan se hun nogle gange forventer en bestemt reaktion fra mig. Det bliver sjovere og sjovere at være sammen med hende:) Elskede lille pige.

Overskud avler underskud??

Jeg synes jo tingene er blevet nemmere end de var før, dagen med smil og latter er mange og dagene med ren og skær gråd fra min lille pige er blevet sjældne. Nattesøvnen går fremad, det bliver oftest til flere timer i streg i stedet for blot en enkelt ad gangen. Astrid smiler, spiser, hviner, får tænder og har lært at sidde (for 4 dage siden, svigermor var på besøg og sagde, hun kan da godt sidde, satte hende på gulvet, og vupti!).

Så synes jo, at jeg burde have fået overskud nu. Men i stedet for at føle mig ovenpå og fuld af energi, så føler jeg mig træt helt ind til knoglerne, og bruger den smule energi jeg har på at skændes med mr. N. Vi er fanget i en spiral af misforståelser, trætheds bideri og underskud på vores fælles konto, hvor der skulle være glæde. Jeg tror egentlig det mest er mig, der føler mig kritiseret, taget for givet og derfor farer op, i stedet for lige at give det to sekunder og tænke, at det formentlig ikke var ment på den måde. Det er bitte små, helt irrationelle ting, der bliver gjort til store, uoverskuelige ting inden i mit hoved. Og jeg føler mig så langt fra mr. N, føler at vi lever i hver vores verden, at forbindelsen er blevet en lille tynd tråd. Det værste af det hele er, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal komme videre. Er det bare en almindelig reaktion på, alle de forandringer der er sket med os og vores parforhold? Er det en 7 års krise?

Jeg håber, at jeg kan få arbejdet mig ud af den her spiral. For jeg elsker jo min dejlige mand, jeg ved, at jeg er heldig og han slet ikke er så irriterende som jeg gør ham til i mine tanker når jeg er sur. Han hjælper til herhjemme, handler, laver mad, synes jeg er dejlig og prøver altid at få mig til at smile. Måske hans overskud også bare er mindre? Men hvordan er der lige man får det tilbage igen?

Astrid med bid i

Klink-klink sagde det mod koppen i går aftes. Og så igen mod skeen. Og når man kigger rigtigt godt efter, så kan man se den første lille bitte tand titte op ad tandkødet. den er endnu ikke helt brudt frem, men den er der og kan både ses og mærkes:) Astrid sidder hele tiden med tungen eller fingrene dernede ved det sjove ru område, som ikke plejer at være i hendes mund. Det ser så kært ud.

Jeg har aldrig rigtigt troet på alle de her historier om at børn får røde kinder, dårlig mave, feber osv. fordi der kommer tænder. Selvfølgelig giver det mening at de savler, at de bliver pylrede osv. for det gør jo ondt, men resten har jeg altid været skeptisk overfor. Men jeg må jo indrømme, at i tirsdags havde Astrid så røde kinder, at jeg overvejede om hun var ved at blive syg, om hun var blevet smurt med noget hun ikke kunne tåle eller hvad? De var virkelig, virkelige røde! Måske der er noget om snakken alligevel??

Dagene går slag i slag, jeg hygger mig med min lille pige. Søvnen har ikke været optimal de sidste dage, og det slider mig. Slider, så jeg bliver en sur, gnaven kone, der bider af min mand og er for træt til at tænke rationelt, i stedet tænker jeg kun med de trætte følelser, og det kommer der ikke meget godt ud af! Gud, hvor jeg savner min søvn. Det er en klassisk "mere, vil have mere" situation, for egentlig er det gået fremad med søvnen, amningen ved 1-tiden er blevet droppet. Men så kom der lige en tandfe på besøg, og så blev mr. N forkølet hvilket er ensbetydende med, at han snorker, hvilket betyder at jeg bliver vækket af både Astrid OG mr. N. Ikke spor optimalt!

Og når man taler om søvnen, så vågner lille pigen:) Så var den formiddagslur vist overstået, men hey, hun sov da også i 25 minutter!!

Lykkelig hjemmegående husmor!?

Bloggen er lidt mere stille end ellers. Dagene er lykkelige, fyldt med Astrid, grin og smil, lege på gulvet, hygge ved puslepladsen, gåture med barnevognen, vasketøj, madlavning, indkøb og alle de andre trivialiteter. Jeg synes jeg har en anelse mere ro på mht. Astrid, synes jeg nemmere kan overskue livet med hende, formå at nyde alle de dejlige timer vi har sammen, og for tiden er det mange gange dagligt at lykken bobler helt frem til overfladen. Astrid er fantastisk:) Det går rigtigt godt med grød/mos/frugt, hun er begundt selv at sidde med små stykker mad og spise, og det ser bare så kært ud. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, at vi har været så ufattelig heldige, at vi fik lov at få en lille vidunderlig datter. Og nogen gange så tænker jeg, om det virkelig er helt sandt det her?

Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....

Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)

Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)

6 måneder med fantastiske, smukke og vidunderlge Astrid

I går blev Astrid 6 måneder! Og jeg er endnu engang blevet mindet om hvordan tiden den flyver afsted. Kan slet ikke forstå, at det er 6 måneder siden, at jeg fik min lille, varme, våde, sprællende pige op på maven. Hun lå der og bevægede benene, og jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg kunne genkende bevægelserne, at det virkelig var hende, der havde ligget derinde i maven:) Og så sad vi der, Mr. N og jeg, og bare stirrede på det her lille væsen uden helt at fatte, hvad der var sket. Nu er vi blevet lidt klogere på, hvad der er sket for os:)

Dagen i går var en off dag for vores lille vidunder. Vi var til babysvømning, men måtte gå derfra tidligt for Astrid var bare træt og uoplagt. Så var jeg hjemme hos en veninde og hendes lille pige på knap tre måneder, men der var Astrid stadig træt. Og så begyndte hun bare at skrige og skrige da hun skulle af med afføring. Hun har fået hård mave efter vi er startet på at få mere mad hende. Stakkels, stakkels lille pige. Heldigvis gik det lidt bedre om aftenen, hvor humøret kom igen og vi fik hygget lidt.

I dag er humøret stadig lidt off, hun er træt og bøvlet. Jeg tror det hænger sammen med, at hun bare nægter at spise grød om morgenen. Til trods for at der er gået 5 timer siden hun sidst blev ammet så får jeg max 3-4 teskefulde i hende, og så laver hun ellers flitsbue hvis jeg nærmer mig med skeen. Jeg har prøvet at give hende mad tidligere, at trække den endnu længere, at lave hirsegrød, havregrød og risgrød (men den vil jeg helst undgå for tiden grundet forstoppelsen), at søde det med frugt, lave det på MME eller sødmælk.. Ingenting hjælper, hun vil bare ikke spise om morgenen. Og det vil jo sige at der går til klokken elleve-halv tolv før hun får frokost. Og så har hun altså ikke fået noget siden hun blev ammet ved 3-4 tiden om morgenen! Stædige lille pige. Måske jeg skal prøve noget andet end grød til morgen, men hvad?? Synes bare det er underligt, fro hun har jo spist grød før?! Tja, i hvert fald er i dag dømt til at være hjemmedag selvom vi skulle have været til rytmik - gider ikke kæmpe med sur pige, så er det bedre bare at blive herhjemme. Det er jo trods alt for hendes skyld vi går der, så hvis hun er uoplagt, så kan vi ligeså godt droppe det.

Ellers er hun dejlig vores lille vidunder. Griner lidt oftere, smiler næsten hele tiden, er meget observant og har travlt med at følge med i det hele, kommer flot højt op på armene nu, triller efterhånden så fint fra mave til ryg (når hun gider og ikke har for travlt med at lege pingvin), spiser mos og drikker af kop, sidder i sin højstol.. Dejlige lille pige:)

Glansbilleder

Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive lidt om amning for nogle uger siden. Jeg lovede det, fordi jeg blev irriteret over konstant at få af vide, hvor dejligt det var at amme, hvor hyggeligt det var og hvor meget man ville savne det. Og jeg tænkte for mig selv, at ja - nogen gange var det rigtigt hyggeligt, og ingen tvivl om, at nærheden er fantastisk og at jeg elsker at amme, men det var altså også bare drøn frustrerende nogen gange. Frustrerende når Astrid ikke ville spise, men bare græd i stedet. Når hun rev, nev og trak i brystvorten. Jeg har ofte siddet og kæmpet med at holde fast i hendes hænder, så hun ikke kunne komme til at nive og rive. Mine b.ryster har lignet en slagmark med kradsmærker og blå mærker. Og nyeste finte er at bide i brystvorten - og det er altså heller ikke spor hyggeligt.

Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.

Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)

Grød, rytmer og amning

Fik min sundhedsplejerske ud på et ekstra besøg i ren frustration over, at Astrid pludselig ikke rigtigt gad maden længere. Og hun var sød, men konsekvent og sagde, "sult er jo en god motivationsfaktor". Så hun mente jeg skulle skære amningerne ned fra 5 til 3 på en dag, og erstatte dem med grød, mos og frugt.

Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(

Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:

kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes

Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.

Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".

Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.

Grød og træthed

De første uger her i januar har godt nok været hårde! Astrid har haft droppet det der med at sove - og har været vågen hver halve time natten igennem. Det gik heldigvis godt til barnedåben og lige to nætter efter denne så vi fik lidt tid til at komme os. Men så var det også slut. Og oveni blev hun forkølet, så hun ikke kunne holde fast på sutten.. Det har simpelthen bare trukket tænder ud, og jeg har været så smadret! Ordene "jeg kunne tude af træthed" blev til virkelighed i tirsdags hvor hun ikke havde sovet mere end 20 min ad gangen hele natten og kl halv fem om eftermiddagen kun havde sovet 40 min lur. Så stilte jeg mig op i gangen, begyndte at græde og sagde til mr. N, at nu gider jeg bare ikke mere. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan her!!!! Hvorefter min dejlige lille datter sov til kl halv to uden at vågne! TAK...

De sidste par nætter er heldigvis gået bedre. Og al besværet med at putte hende, som der også har været, det er nu gået tilbage til normalt (7-9-13 og jeg ved godt jeg jinxer det nu!). Jeg håber godt nok, at det fortsætter på denne måde, for det andet, det var bare ikke til ar holde ud.

Og så er der det der med grøden. Altså, det gik jo over l forventning at starte hende op, og hun endte for 1 uges tid siden med at spise ca. ½-1 dl grød. Men så tænkte jeg, at vi skulle til at starte op på mos - og nu spiser hun hverken grød eller mos. Hun kniber læberne sammen, drejer hovedet væk, nægter at se på mig og ignorerer totalt at jeg sidder med en ske. Jeg får lidt i hende ved at tage skeen hen til læberne og ligesom lirke dem op. Men jeg synes det er svært, særligt fordi jeg gerne vil have det skal være en positiv oplevelse at få mad. Er der nogen af jer andre der har oplevet dette? Og hvad gjorde I ved det? Indtil videre tænker jeg, at jeg bare må blive ved med at tilbyde, forsøge at få hende til at spise lidt og når hun så bliver hidsig eller ked af det, ja så stopper jeg. Og så håber jeg bare, at det kommer på et tidspunkt.

Årene der gik

Nu er det blevet 2011, et nyt år og med en helt fantastisk ny begyndelse fordi Astrid er her. Gik og tænkte lidt over, hvordan det sidste halve år er fløjet afsted, og samtidig så virker livet før Astrid som en fjern, fjern fortid, der knapt kan huskes!

Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.

Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!

Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..

Gamle, nye blogs

Jeg synes ellers jeg havde været omkring mig og smuglæst med her i blog verdenen, rundt omkring i små kroge, glade mødre, finurlige kreative mennesker med overskud jeg ikke anede man kunne have, udenlandske blogs, folk der er sprunget ud af skabet og folk der er blevet inde.. Men ganske indrømmet, så har jeg nok koncentreret mig om BIB'ere, det er dem der har haft fanget mit øje, fanget min interesse og hos dem jeg har genkendt mig selv i deres indlæg. Men nu er jeg faldet over to nye blogs - jeg har godt nok kun skimmet dem indtil videre, men de har begge bragt store grin frem på de tre minutter jeg sad og læste. Så nu er de tilføjet, for lidt grin i hverdagen, det må altså med. Og så kan I andre se, om I synes de er ligeså sjove som jeg synes:)

http://marenuthaug.wordpress.com

http://superheltemor.blogspot.com

Et guds barn

Søndag den 9. januar blev Astrid døbt. Vi havde den dejligste dag med venner og familie. Stod for det hele selv, men fik god hjælp og alting gik bare så meget nemmere end jeg havde regnet med. Astrid var et pragteksemplar, der slet ikke græd eller var umulig hele dagen og som snuppede to lange lure undervejs på dagen. Og det var stort, rørende, fantastisk og uendeligt smukt at se mit lille barn i S's favn, der ved døbefonden. Det var helt overvældende. Gaver i massevis - så nu har hun både fået højstol og tremmeseng, og begge er taget i brug. Trip Trappen dog kun i 10 minutter ad gangen da hun endnu ikke kan sidde selv, men hun sidder forholdsvist stabilt i den, har dog taget to sfofbleer til siderne da hun ellers vælter lidt denne vej.

Denne uge har mr. N ferie. Jeg havde troet, at vi ville kunne nå en hel masse hyggen, og det gør vi på sin vis også, men alligevel er det druknet lidt i trætheds efterdønninger ovenpå dåben. Og jeg savner ham, min dejlige mand. Synes trætheden har været overvældende den sidste tid. Astrid har haft sovet ekstremt dårligt, og jeg har slet ikke kunnet overskue noget. Lige de sidste par dage har det været gået lidt bedre, men så er der bare så stort et underskud der skal indhentes at det endnu ikke har resulteret i overskud. Og vi har i stedet bare været korte for hovedet, sidder i hver vores verden, set serier, læst eller lignende. Aftenerne forsvinder mellem fingrene på os, uden at jeg synes vi kommer tættere på hinanden. Og jeg savner at være tæt. Jeg savner at have tid til at ligge og tale, drømme om fremtiden, nyde nutiden og bare være sammen. Jeg har gode intentioner hver eneste dag, men så bliver det aften og trætheden kommer væltende, og det føles så uoverskueligt stort at skulle prøve at blive tæt igen, som et kæmpe arbejde jeg slet ikke kan magte. Jeg håber på, at overskuddet snart kommer igen, at vi formår snart at blive tætte - for hold da op, hvor kan det ellers føles ensomt!

Ellers så synes jeg tiden løber, Astrid lærer hele tiden noget nyt. Af nye motoriske færdigheder har hun lært: I weekenden har Astrid langt om længe fundet sine fødder. Hun startede med at nå til lårerne når hun lå på puslebordet, så til knæene, så skinnebenet og nu endelig ned til fødderne. Hun er også den sidste uges tid begyndt at ryste på hovedet. Og lige netop i dag har hun rejst sig op på armene, mens hun lå på maven. Hun er desuden blevet meget mere bevidst om, hvad der er til siderne når hun ligger ned. Og så kan man rigtigt høre, at hun har fået en kalde-gråd, når hun ikke gider at ligge alene:)

Jeg vil hoppe ned til min lille engel, der ligger og kalder, at nu keder hun sig altså hernede på legetæppet.

Kære Astrid - 5 måneder

Min elskede lille pige, nu er du snart 5 måneder! Og jeg lærer om, hvor hurtigt livet kan gå forbi, hvor meget jeg ville ønske jeg engang imellem kunne fryse tiden, så den stod helt stille lige nu og her, mens lykken er så ubeskrivelig stor. Jeg forsøger at nyde dig så godt jeg overhovedet kan, men desværre så drukner det hele engang imellem i praktiske ting, træthed og småskænderier.

Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.

Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)

I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.

Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)