I morgen er Aksel 8 uger! Og jeg er så småt ved at vænne mig til at vi er 4 i familien. Men jeg synes det er hårdt. En ting er det rent praktiske og den manglende søvn, oprydning og vasketøj - det er der bare mere af end normalt. Men det jeg synes er svært er den følelsesmæssige del.
I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.
Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?
Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)
