Skruk??

Jeg arbejder på en bog til Astrid, en bog med mine tanker under graviditeten.. Egentlig var det jo meningen den skulle have været skrevet mens jeg var gravid, men det skete ikke. Så nu bliver den skrevet med hjælpe fra blog indlæggene. Det er som om, at det først er nu, hvor jeg læser de gamle indlæg igennem, at jeg fatter hvor stort et mirakel en graviditet er. Pludselig forstår jeg hvorfor andre kvinder kom med alle de samme slags kommentarer og blev ved og ved og ved med at sige, at det bare var så fantastisk. For selvfølgelig synes jeg jo det var fantastisk at være gravid - men nu!! Det var jo det største i verden at være gravid, for graviditeten førte til Astrid:) Alle følelserne er med når jeg tænker på graviditeten, og de følelser kan mærkes når jeg ser gravide kvinder. I går ringede C og fortalte, at hun var gravid igen, og lykkefølelsen var stor indeni:)

Samtidig støder jeg også på en ny følelse, nemlig ønsket om at blive gravid igen, at få lov at opleve dette mirakel en gang til og nå at sætte pris på, hvor fuldkommen fantastisk det er. Kan det virkelig passe, at jeg med en lille skrigende baby i mine arme, manglende søvn og manglende overskud, kan være blevet skruk????