Aksel er 11 uger gammel. Ham smiler, har grinet for første gang, trives i den grad så han er blevet kæmpe stor og tyk. Han vejede 6 kg da han var 9½ uge!!!! Ham er blevet super god til at holde sit hoved, særligt hvis storesøster ser TV:) Han sover rimeligt, op og ned, men generelt rimeligt. Han griber ud efter ting hvis han er i det rette humør, og er rigtig god til at følge ting. Men det der er det største hit det er når man taler med ham - så kan han føre en samtale i 20 min ad gangen, hvorhan smiler, gurgler og snakker derud af.
Han tager sig også nogle gevaldige skrigeture, og lige disse dage har han en kamp med brystet, som han melder sig til hvorefter han ligger og laver flitsbue og nægter at tage fat. Han har også de sidste uger haft nogle ordentlige skrigeture hver gang han slog den mindste lille prut. Men der er det dejligt at have gamle indlæg - forjeg kunne have svoret at store A ikke var sådan, men blog indlæg fortæller mig noget andet!
I morgen skal jeg mødes med mødregruppe for første gang. Men jeg har heldigvis fået skabt nogen bekendtskaber (måske nye venskaber) allerede med nogle af mødrene der bor her i byen. Og har en gammel kollega der bor nogle kilometer herfra. Så har flere mennesker at mødes med en på første barsel og synes faktisk nogen gange jeg næsten får lavet for meget:) Og det er fantastisk at man også kan have det sådan, det ligger væsentlig mindre pres på det at nødes med mødregruppe.
Jeg synes i det hele taget at jeg er ved at vænne mig til det at være blevet fire. Men jeg synes stadig det jan være hårdt. Og jeg synes især jeg kan mærke det på parforholdet, som bliver tilsidesat temmelig groft. Og jeg savner min mand, savner intimiteten, savner at have lidt overskud, lidt at give af. Men det kommer igen, og indtil da prøver vi vist bare at holde ud og holde ved og blive ved med at holde af.
