Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

Årene der gik

Nu er det blevet 2011, et nyt år og med en helt fantastisk ny begyndelse fordi Astrid er her. Gik og tænkte lidt over, hvordan det sidste halve år er fløjet afsted, og samtidig så virker livet før Astrid som en fjern, fjern fortid, der knapt kan huskes!

Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.

Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!

Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..

Træthed og lykke

Man bliver så træt, når ens lille pige
ikke vil sove, men hellere vil skrige
sutten bliver givet, pigen bliver vugget
hos forældrene der bliver sukket

Tårerne de knuser morens hjerte
er det mon på grund af en smerte?
Er der noget jeg ikke har set,
har jeg ej grundigt nok ledt?

Bleen bliver tjekket, skiftet på ny
til hvilke midler må vi så ty?
ammes, bøvses, gylp og gråd
vi fortsætter for længe ad den samme tråd!

Endelig er natten omme,
forældrenes blikke er trætte og tomme,
pigen hun kigger, smiler og ler,
lykkeligt man på hende ser.

Trætheden mærkes i hele kroppen,
man er slet ikke på toppen,
men et lille smil fra vores elskede pige,
så må trætheden for lykken vige.

Rødvin, kærestetid og over(under)skud

Svigermor har været i byen og inviterede os ud at spise på vores lille yndlings italienske restaurant. Der blev bestilt bord til kl 18 - både af hensyn til de andre gæster, men også fordi det var en hverdag, hvor vores sengetid er omkring klokken 21:) Lettere nervøs for, hvordan Astrid ville opføre sig, men hun blev båret rundt af en af os eller svigermor/farmor og hendes veninde, hvilket resulterede i, at vi faktisk fik varm mad at spise på nogenlunde samme tid og jeg fik lov at nyde et glas rødvin. Store sager, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvilket gav lidt overskud da vi kom hjem. Skønt at være tæt på hinanden igen, der har ikke været meget kærestetid de sidste mange uger.

Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.

I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)

Astrid 2 måneder

Smukke Astrid sover i mit skød, dejlige mr. N sidder ved siden af i sofaen og sover, og jeg sidder her med alle mine tanker. Jeg synes det er lidt hårdt for tiden, jeg savner udsigten til en pause, hvor jeg ved jeg kan få lov at slappe af og sove! Astrid tager sig nogen gevaldige skrigeture, hvor der bare ikke er noget som helst der hjælper. Og her til eftermiddag tog hun sig igen en tur, hvor hun skriger hver gang jeg forsøger at lægge hende til brystet. Det er nok det allersværeste når det sker, tror jeg. Det er frustrerende ikke at kunne trøste sit lille barn, og det er frustrerende, at jeg tilsyneladende endnu ikke har lært at aflæse hende.

Imorgen kommer sundhedsplejersken til 2 mdr's besøg. Er spændt på, hvad hun vejer nu.

Det er trætheden der taler i dag kan jeg mærke. Til trods for masser af tanker, så er jeg ude af stand til at formulere mig og samle mig om dem. De må flyve hid og did i stedet for at blive samlet her. Jeg vil læne mig tilbage, kigge på min smukke datter og min dejlige mand og så bare slappe lidt af. God søndag..

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

Strøtanker om træthed

Jeg har de sidste uger ikke sovet specielt godt. Jeg vågner gerne ved halv tre-tre tiden, skal op at tisse, falder i søvn igen, vågner ved fire-tiden, igen ved femtiden og føler så at jeg kun ligger og blunder helt overfladisk indtil vækkeuret ringer kl lidt i seks. Så falder jeg tilgengæld i søvn fra seks til halv syv hvor mr. N kommer og vækker mig! Det har kunne mærkes på energien, særligt i hverdagene, hvor lunten har været kortere end vanligt.. Og det starter tankerne. For hvordan bliver det så ikke når jeg bliver vækket hver anden time hele natten igennem? Hver dag? Og i mange måneder i streg?? Vil jeg stadig kunne nyde det vidunder, som jeg er sikker på vores barn bliver? Vil jeg nyde hverdagene, vil jeg huske at sætte pris på det? Vil jeg have overskud til humor, som oftest hjælper mig igennem - fraset når jeg er tilpas træt? Og vil mr. N og jeg klare det uden at bide hovederne alt for meget af hinanden??

Til tider bliver jeg skræmt over det kæmpe ansvar, over alle de ting der kommer til at ændre sig. Og det føles underligt at være skræmt, når jeg nu har ønsket mig dette i så ekstremt lang tid. Men jeg tænker meget på, hvordan vores forhold vil klare sig igennem de ændringer der sker, om vi vil kunne bevare den intimitet og kærlighed til hinanden som vi har nu? Det håber jeg. Og jeg prøver at forberede os begge allerede nu ved at tale om det nu, tale om hvordan tingene bliver, hvordan vi forestiller os det kommer til at være.

Ellers vokser maven støt og roligt, vægten holder en lille pause for tiden, men det er også helt okay - det gik lige lidt for stærkt på et tidspunkt. Idag har jeg været i svømmehallen - blev dog kun til 750 meter, så kunne jeg ikke længere ignorere den stikkende smerter der var i højre side. Er der stadig nu, jeg tror det er ligamenterne der synes de kom på overarbejde, maven selv er i hvert fald fint blød. Jeg ville gerne have været opppe på 1 km, men må sande, at kroppen bestemmer, selvom det ikke helt passer mig! :) Og endnu gang undres jeg over, hvor meget energi det giver mig at bruge energi:) Og hvordan humøret tager sig en lille optur, særligt i det fine solskinsvejr. Skønt:)