Babysvømning2

Var til svømning igen i dag med Astrid, det var 4. gang. Hun var godt nok en lille smule træt, men synes ellers hun var i hopla i vandet. Besluttede mig derfor for, at i dag var dagen, hvor vi skulle prøve at dykke. Men det var lille pigen bestemt ikke glad for. De første to gange kom hun op med et kort vræl og en meget stor hængemule, men den sidste gang kom der rigtig gråd:( Og jeg føler mig som jorden ondeste mor, er bange for jeg har gjort vandet til en dårlig oplevelse og fortryder i det hele taget, at jeg kastede mig ud i det forsøg. Prøvede at få øjenkontakt med hende inden dykket, men det er umuligt, fordi hun bare har så travlt med at kigge alle andre steder hen når vi er dernede. Men prøvede, og talte 1-2-og-3, løftede hende på og-3 og så ned under vandet og hen til mig.. Puha - jeg vil meget gerne at min lille pige bliver glad for vand. Måske jeg bare skal prøve igen???

En helt anden ting... Jeg har købt en ny kage bog. Jeg elsker at bage kager, jeg er ikke specielt god til det, men jeg elsker kager:) Og så faldt jeg over "The Hummingbird Bakery, the cookbook". Fantastisk bog med helt vidunderlige cupcakes.


Mangler lidt øvelse i at putte frostingen pænt på. Men namnam. Dette er citron cupcakes med citron frosting. Og til trods for, at de ikke ser ud lige som jeg havde drømt, jamen så smagte de helt fuldkommen som jeg gik og drømte om. Slet ikke dårligt:)

For 1 år siden

For et år siden var det dagen efter testdag og stregerne var der stadig. Der blev tolket, formentlig sovet ligeså lidt som lige for tiden og krydset fingre. I dag har min dejlige, lille, elskede pige smilet, sovet godt til middag, charmet sin mor, været i brusebad med sin far, og ligger nu g sover i sin seng. Hvor fantastisk og helt vidunderligt, at de to streger blev til noget så utroligt som vores lille pige:)

Kære Astrid

I dag er du 3 måneder og 16 dage. Du smiler over hele hovedet, slår smut med øjnene og til tider kommer der også et lille hvin som respons på at jeg taler, smiler, synger eller laver fjolle ansigter til dig. Du ligger ikke længere stille på puslebordet eller aktivitetstæppet, men sparker løs med benene og fægter rundt med armene. Den sidste uges tid er du begyndt at bøje benene op mod hovedet og rigtigt bruge mavemusklerne. Og nogen gange får du drejet dig selv rundt på tæppet, så du pludselig har hovedet en hel anden vej end den jeg lagde dig med. Efter en lidt doven periode med at ligge på mave, så går det lidt bedre igen nu. Og du er ved at fatte, at du også kan samle armene igen efter du har fået dem ud til siderne. I dag rakte du for første gang ud efter et stykke legetøj mens du lå på maven, og forsøgte også at hive i tæppet du lå på. I dag var også dagen, hvor du fangede noget legetøj og tydeligt forsøgte at få det ned til munden - og lykkes halvt om halvt med det. Desuden har dagen i dag været en, hvor du pludselig har rakt tunge og slikket dig om munden næsten hele dagen. (Jeg er lidt bange for at du er ved at få tænder - det er altså for tidligt, særligt når du er begyndt at bide i mine bryster!!!) Du kan - når det passer dig - bruge lang tid på at studere dine hænder, og en sjælden gang imellem fanger blikket også dine fødder, der vifter løs der for enden af benene:) Du elsker at komme op at stå og vil helst springe direkte fra liggende til stående stilling, uden den der kedelige siddende mellem stilling! Du er begyndt at fange, at når jeg laver flyver med dig, så kan man se ned på mig også og grine til mig, men endnu har du ikke sat lyd på grinene/smilene.

Jeg elsker når du er i humør til at "tale" med mig, og ligger på mine ben eller i mine arme og kigger op på mig og sige dine søde små lyde. Der kommer brumme lyde, aah-lyde, hvin, og så er du begyndt at prutte med tungen - prrr. Der kommer masser af spytbobler ud. Nogle gange slipper du brystet midt under amningen, drejer hovedet og ser op på mig, og når du så ser hvem det er der er deroppe, så bryder du ud i det største smil inden du drejer hovedet tilbage igen for at spise videre.

Du er pludselig blevet så lang. Tøjet i størrelse 62, som jeg synes er så kæmpe stort, jamen det passer du jo lige pludselig og der går nok ikke mange uger førend du er vokset ud af det. Du vejer 6,1 kg nu! Og når jeg sidder og ser på billederne fra august måned, så kan jeg slet ikke forstå at du har været så lille. Men omvendt så kan jeg heller ikke forstå, at du nu pludselig er så stor når jeg ser på billeder af os to.

Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at elske så højt. Eller at jeg ville blive så skrøbelig, ængstelig, sårbar og bange for selv de mindste ting. I dag har du set sne for allerførste gang i dit liv, og fordi det er din første gang, så bliver sneen pludselig helt speciel. Du gør livet fantastisk, du gør din far og jeg så lykkelige og du har skabt et helt særligt bånd mellem os, fordi vi nu er forældre til dig, vores lille, dejlige, fantastiske datter:)

Pasning

I går blev Astrid passet!! For allerførste gang (næsten - har været passet af mormor og morfar i 1½ time da vi spiste brunch en dag), hjemme hos sin mormor og morfar, mens mr. N og jeg var til koncert! Puha, det var svært.. For det første bare logistikken i at skulle nå at være hjemme igen hos dem inden Astrid vågnede og skulle spise, inden brysterne sprak til koncert og inden savnet havde nået at gnave så stort et hul i min mave at man kunne se lige igennem mig. Vi var hjemme hos min far om eftermiddagen, min mor kom forbi også så de begge var der til at passe. Fik spist tidlig aftensmad med dem. Astrid blev ammet lidt over seks og puttet klokken halv syv - hun var helt vildt træt. Og så sov hun heldigvis da vi skulle køre klokken syv.

Vi var til koncerten halv otte, talte med min mor ved ni-tiden, der sov hun men havde lige været vågen et kvarters tid. Og så var vi hjemme halv tolv, hvor hun vågende og fik bryst. Så det gik jo objektivt set ganske fint. Men hold da op, hvor jeg savnede hende. Jeg havde troet jeg ville kunne slappe lidt mere af og nyde, at mr. N og jeg var ude på tomandshånd, hvilket jeg har savnet. Men det var godt nok svært. Tog mig selv i at sidde med tårer i øjnene og ondt i maven af ren og skær savn!!!!! Temmelig fjollet når man kom hjem til sin lille datter, der jo var blevet passet så godt på og knap havde nået at opdage, at vi ikke var der..

To dage før pasning havde vi forsøgt at give Astrid flaske, bare for at være sikre på, at hun ville tage den hvis hun nu skulle vågne og være sulten mens vi var væk. Og til trods for, at jeg til tider synes det er drøn besværligt a være bundet af de her bryster, at skulle op om natten flere gange, ikke bare kunne gå ud af en dør som det passer mig fordi det skal passe med amning hvis der er nogen andre der skal se efter hende... Ja på trods af alle de ting, så var det med tårer løbende ned ad kinder at jeg så min lille pige sidde hos sin far og få flaske. Det var bare helt, helt forkert og ganske frygteligt!! Det er altså ikke nemt at blive klog på sig selv... Men når jeg tænker nærmere over det, så er det jo rart at vide, at hun vil tage en flaske, hvis det skal blive nødvendigt en dag. Jeg frygtede, at hun ikke ville tage brystet bagefter, men det var der heldigvis ingen problemer med.

Og i dag er hun bare lige en lillebitte tand mere dejlig fordi jeg savnede hende så meget i går. Hun smelter mit hjerte min lille pige, som pludselig er blevet stor. Tænk hun passer nu str. 62 og skal om ikke længe op i str. 68 tror jeg. Og i dag har hun bare sendt de mest bedårende smil. Jeg elsker hende simpelthen så højt, at jeg næsten ikke kan holde ud hun sover til middag nu. Jeg må lige ind og kigge lidt på hende endnu engang:)

Fremtidsperspektiver

I dag har været en dejlig dag, sådan en af dem med lykkefølelsen helt ned i tæerne. Ikke fordi det har været nogen særlig dag, det har bare været endnu en af slagsen, men alligevel har jeg bare været i godt humør, Astrid har rent faktisk sovet til middag x 2 og er nu blevet puttet. Mr. N er på arbejde, så jeg sidder herhjemme i sofaen, der ville være stille hvis det ikke var for tørretumbleren der kører i baggrunden. Foran mig er computeren, en kop te og hjemmelavede banan cupcakes med chokolade topping:)

Jeg har gået lange ture i dag, fordi Astrid faldt i søvn i barnevognen og jeg nænnede ikke at vække hende fra hendes gode lur. Gik og tænkte over, hvor meget ens perspektiv kan ændre sig over årerne.

For efterhånden mange år siden, da var det mændene jeg kiggede efter, lagde mærke til dem i gadebilledet, på studiet, i hverdagen omkring mig. Jeg så kæresteparrene, der gik ture og holdt i hånd. Nogle år senere begyndte jeg at se barnevognene, førend jeg så mændene bag dem! Da vi begyndte at prøve på at blive gravide så jeg glade gravide kvinder og små børn alle vegne. Desto længere tid uden, at jeg blev gravid, desto mere fyldte maverne i gadebilledet mens barnevognene svandt i baggrunden. Jeg synes der var gravide maver alle vegne, blandt mine veninder, i bekendtskabskredsen, i supermarkedet, på studiet, på arbejde, på stranden, i skoven - ja overalt! Da jeg blev gravid var det stadig maverne jeg lagde mærke til, indtil tilsidst i graviditeten, hvor barnevognene gjorde deres indtog. I dag, da jeg gik, der så jeg familier - de andre mænd og kvinder med grædende børn i barnevognene (og barnevognene er der virkelig blevet mange af nu!), kvinder med børn bag på cyklen, mænd med børn i bæresele, børn på vej hjem fra vuggestue, børnehave, skole. Teenagere uden forældre, bedsteforældre med børnebørn. Og jeg glæder mig til, at jeg forhåbentlig får lov at opleve alle de ting. Jeg bliver overvældet ved tanken om, at min lillebitte pige, en dag bliver stor, bliver voksen, får kæreste og livet der går videre. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg får lov at opleve alle disse stunder. Og at jeg vil formå at sætte pris på dem. Tænk engang, at jeg er blevet mor!!!

Forkølelse og søvn

Efter vaccinationen var Astrid pylret, men om det var fordi vi havde haft en travl dag forinden eller hvad, det ved jeg ikke. Om natten var hun meget varm, men jeg tog ikke hendes temperatur. Umiddelbart virkede hun okay dagen efter. Men lige siden har hun haft temmelig meget gang i maven, er pludselig oppe på 4-5 bleer med ekstra gevinst i, det har vi ellers ikke været i meget lang tid.

Og så er der den der søvn. Jeg troede ikke den kunne blive meget værre, men der tog jeg fejl! I søndags skreg hun hvert 3.-10. minut fra klokken 21 til 00.45 og jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Om det var fordi hun blev forkølet der og måske havde det lidt skidt? I hvert fald er hun nu blevet forkølet, næsen er stoppet og hun hoster. Og nattesøvnen har ikke rigtigt været optimal siden. Hun vågner mange gange, heldigvis kan jeg oftest blot give hende sutten og skubbe lidt til vuggen, men jeg savner altså lidt længere tid i træk! Og om dagen nægter hun bare at sove. Hun sover 20-35 minutter, så vågner hun og skriger. Og jeg prøver at give sut, berolige, og putte hende igen, men der går ikke mange minutter førend hun er vågen en gang til. Og hun er så træt, min stakkels lille pige. Hun græder så hjerteskærende med tårerne trillende ned ad kinderne og hikstende vejrtrækning, fordi hun bare ikke kan finde ud af at falde i søvn igen. Ikke engang at trille lange ture i barnevognen virker, hvilket ellers altid har været et sikkert hit. Nu vågner hun også her efter en halv times tid og så ligger hun bare vågen dernede og kigger! Jeg håber, at det blot skyldes forkølelsen, og det snart går over igen til bedre og meget længere lure..??

Puha, jeg synes alle indlæg handler om søvn for tiden! Men det fylder altså også en del - eller manglen på den gør:) Ellers har jeg i dag nydt at handle ind helt for mig selv - mr. N har passet Astrid og jeg har shoppet uld undertøj til hende, gave til manden og kagebog til mig selv! Og i dag var også dagen, hvor der blev støvsuget og vasket gulve! Min mor var forbi i går og hjælpe lidt med Astrid, og da vi begge tog en lille lur så gjorde hun rent i køkkenet. Da jeg blev mindet om, hvor dejligt et rent hjem egentlig er - ja så kom lysten til at give lejligheden en (ekstremt) veltrængt tur. Så lige nu nyder jeg at sidde i duften af rene trægulve og en helt stille lejlighed.. Sschh - Astrid sover!!!!

3 måneder og Astrids færdigheder

I onsdags blev Astrid 3 måneder! Min dejlige lille pige, der pludselig bare er blevet så stor. Hun pludrer løs, dog mest når vi er alene og ikke så meget når vi er ude hos folk, hvor der sker andre ting. Hun holder hovedet helt selv og næsten stabilt. Hun kan trække sig op i armene, med lidt hjælp og lige i går fattede hun pludselig, at hun også kan stå på sine ben. Så nu vil hun gerne hives hele vejen op at stå. Hun er rigtig god til øjenkontakt og holder ens blik længe. Hun reagerer på at jeg taler til hende og drejer sit hoved efter min stemme. Hun kigger efter mig når jeg går omkring hende og fanger også tit mit blik når hun sidder hos andre. Hun synes også pludselig at det er sjovt at sidde med legetøj alene, især prinsesse Sophie bliver rørt ved, hevet i og forsøgt at tage med op til munden, men hun har ikke helt lært at holde fast og styre hånden endnu. Når hun ligger på sit aktivitetstæppe kan man se, at hun bevidst rækker armene mod bestemte stykker legetøj, og til tider får fat i det også.

Det bedste er dog de vidunderlige smil som hun sender, hvor øjnene samtidig spiller smut og begge tandløse gummer kan ses:) Jeg bliver mere og mere forelsket i mit lille vidunder:)

Idag er hun blevet vaccineret for første gang, skreg i vilden sky og har kun sovet ½ time de sidste fire timer. Lige nu ligger hun ved mit bryst og så håber jeg på lidt ro bagefter. Håber vi undgår feber, men nu må vi se hvad dagen og natten bringer. God weekend:)

Skal vi være venner?

Weekenden bød på bryllup i Østjylland, jeg var noget spændt, men synes det gik helt ok. Astrid var noget træt og pylret, men nægtede at sove før end hun gik kold omkring klokken halv elleve på min arm. Og så sov hun også nogle gode timer, indtil ved 2-tiden, hvorefter hun vågnede hvert tredje kvarter og var ked af de. Suk, det var et par trætte forældre der dukkede op til brunch næste morgen!!

I det hele taget fylder søvnen meget for tiden. For det første fordi hun stadig skriger når vi skal putte hende om aftenen! Og det er bare så frustrerende når jeg kan se hun bare er monster træt, og i stedet for at sove så skriger hun i en time i træk (i går!!). Og jeg bliver super kort for hovedet, bider af mr. N, bider af Astrid til sidst og bliver bare så træt, så træt. Det er virkelig opslidende synes jeg. Og jeg aner simpelthen ikke, hvordan vi skal få dte til at blive bedre. Men nu er jeg begyndt at bruge nogle af principperne fra "Sov igennem uden gråd", således at jeg prøver at indføre et bestemt putte ritual. Først ud at skiftes, lidt massage, nattøj på. Så ind og læse en bog på skødet af mig eller mr. N, så en omgang amning, og så ind i soveværelset, hor jeg synger en eller to sange for hende. Derefter er det ned i sengen. Mr. N har dog ikke helt fattet pointen med det endnu og jeg tror han synes jeg er temmelig rigid og skrap, fordi jeg bliver irriteret, hvis han ikke følger ritualet. Men jeg har brug for, at det virker og at der er noget jeg kan regne med i løbet af dagen.

For det andet er jeg begyndt at prøve at skære ned på natamningerne. Jeg ammer stadig mellem to og tre gange om natten og nu vil jeg gerne ned på en gang. Så jeg øver mig i ikke at hive hende op ligeså snart hun giver lyd fra sig, samt at prøve at give hende sutten en gang imellem. Indtil videre går det ok, jeg har ikke været oppe på tre amninger i et stykke tid, så Astrid sover da nogle længere stræk. Jeg sover dem bare ikke endnu, da jeg stadig vågner hver gang hun grynter i søvne. Men mon ikke jeg også bliver bedre til at sove fra dem??

Imorgen skal vi til babysvømning igen med A+I fra mødregruppen. I det hele taget ser jeg A+I næsten hver dag. Vi går ture så Astrid og Iben kan sove, vi vandrer rundt, tager på café og snakker en hel masse. Primært om babyer, men også om lidt af hvert om hvordan livet var før i tiden. Jeg håber på, at det er et venskab der kan få lov at vokse og blive til mere end at vi bare mødes fordi vi tilfældigvis har børn. Det er på en måde lidt som at have en ny kæreste - det der stadie med at man har et forhold til hinanden som ikke er afklaret. Det er bare ikke særlig nemt at sige: skal vi være venner? Har du også brug for mig? :) Men jeg håber at det ligeså stille bliver et venskab der holder.