Min utålmodighed skulle ikke vente meget længere - lillebror kom til verden 23.08.13 kl 04.21:)
Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.
Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.
Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)
Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.
Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!
Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)
tirsdag den 27. august 2013
torsdag den 22. august 2013
Hormonelt helvede
40+2 i dag, og jeg er et hormonelt monster fanget i mit eget hormonelle helvede!!! Jeg er så utålmodig at jeg næsten ikke kan håndtere det. Og mine følelser kører op og ned. Det ene øjeblik er jeg ked af det, fordi jeg tænker på al den tid der kommer til at gå væk fra A, på den tid jeg nu skal til at dele og så savner jeg pludselig min store pige så meget at tårerne begynder at trille. Det næste øjeblik er jeg ved at blive skilt fra mr. N fordi han tager skraldet ud på det forkerte tidspunkt eller hvad det nu lige er. OG så bliver jeg ked af det igen. Og sådan kører det op og ned, frem og tilbage.
I dag var jeg til jordemoder. Stadig 1-1.5 cm livmoderhals tilbage som sidst (38+3). Hun løsnede hinder og sagde at hun endte med at kunne få to fingre op, at det hele var fint blødt og hovedet stod fast og langt nede i bækkenet. Men den der hindeløsning har ike gjort en dyt. Jo jeg har haft plukkeveer, men ikke flere end jeg plejer og der er ingen regelmæssighed eller tegn til at det tager til. Der har været tegnblødning her i eftermiddags, men fortsat intet. Og jeg er simpelthen ved at blive helt sindsyg! Kan slet ikke huske jeg var SÅ utålmodig med A. Men nu gider jeg faktisk ikke den her mave mere - det føles som blasfemi at skrive det og sige det, men det er altså sådan jeg har det. Nu gider jeg ikke mere mave, nu vil jeg have ham ud til os, se ham, dufte ham, røre ham og vide han er okay. Jeg prøver af hele mit hjerte at nyde denne sidste tid, både med A og der er tid til kun hende, men også med liv i maven og møffen rundt. Man ved jo ikke om dette er sidste gang, selvom jeg fortsat har et håb om at der vil komme en gang mere. Men måske vil det slet ikke lykkes, det ved vi jo alle. Eller måske viser det sig at vi ikke har overskuddet og kræfterne til det! Det er frygteligt at tænke på, at jeg ikke kan nyde denne sidste tid, hvis nu det bliver den allersidste nogensinde - men det er altså svært at få min hjerne væk fra tanken om, at NU ER DET NU. Og helst skulle det allerede have været.
Ellers har jeg det fysisk godt, jeg er stor og tung og besværet, men ikke noget i forhold til så mange andre, det ved jeg godt. Vægten siger forsat +14-15 kg. INgen særlige ødemer, selvom det er mange uger siden jeg måtte tage mine ringe af. Og ikke nogen særlige bækkensmerter alt taget i betragtning. Men når det er sagt så glæder jeg mig til igen at kunne tume med A, til at kunne kravle ind under hendes seng i hulen eller med ind i teltet, til at kunne lade hende kravle op af min mave, til at give gyngeture. Og til at kunne gå en tur i normalt tempo, have bukser med lynlås og knapper på.....
Som det kan høres er vi meget klar til at han skal komme. Gid der var noget jeg kunne gøre der ville få ham til at fatte pointen med, at det altså er nu det skal være!!

lørdag den 17. august 2013
Utålmodig venten
Terminsdato lige om hjørnet - 3 dage tilbage. Maven sank ca 10 cm ned den 4. august - og siden da har jeg ventet utålmodigt! Jeg kan slet ikke huske at jeg var så utålmodig første gang, men måske det blot er hukommelsen der spiller mig et puds. Faktum er at jeg er ekstremt utålmodig nu, og faktisk ikke gider maven mere. Nu skal han komme ud og være sund og rask, fødslen skal gå godt og vores nye liv med lillebror i det skal til at begynde. Særligt fylder det at han skal være sund og rask. Heldigvis er han en rigtig møffe trold, der giver lyd fra sig flere gange dagligt.
Fødslen fylder sjovt nok også en del. Jeg kan ikke længere fysisk huske smerten i kroppen, jeg kan ikke fornemme den. Men jeg kan godt huske jeg mentalt nåede til tanken, at nu gjorde det så ondt jeg nok skulle dø! Og det skræmmer mig at skulle kaste mig ud i det igen, skræmmer mig at jeg går det i møde. Men det gik jo sidst, og jeg er temmelig meget i live fortsat:) Så mon ikke jeg også overlever denne gang? Men jeg kan mærke, at jeg gerne vil have den overstået. Og det kører rigtigt meget rundt - hvordan starter det denne gang? Vil vi kunne nå ind til stedet til tiden, vil jeg komme alt for tidligt og det hele går i sig selv igen? Kommer det til at gå fint med aflevering af A til mormor, får vi fat på hende? ER det veer eller bliver det vandet der går? HVor lang tid kommer det til at tage? Og HVORNÅR?
Ellers har jeg det fysisk ok, jeg er træt og lidt besværet af maven efterhånden. Vægten siger +14-15 kg, og jeg glæder mig til at få almindelige bukser på og at mine trøjer kan dække maven igen. Håber kiloene ryger ligeså nemt som sidst!
Vores dejlige A har travlt for tiden. Hun smed jo bleen da vi flyttede - lige pludselig og ud af det blå efter at vi havde forsøgt stille og roligt i en uges tid derhjemme med at tage bleen af når vi var hjemme. Og vupti, så brugte hun ikke ble mere! Ej heller om natten. Det er virkelig gået stærkt og over al forventning. Og så er hun startet i børnehave. Efter en måned, hold da op en fræk børnehave pige vi pludselig har. Hun bestemmer i følge hende selv alt, hun kan alt selv og hun bliver stjernetosset når tingene ikke går efter hendes hoved. Man kan godt mærke at der er mange nye ting at forholde sig til og mange indtryk der skal bearbejdes når man kommer hjem. Hendes ordforråd er kæmpe stort, og gør at hun nogle gange kan udtrykke sig som en der er 1-2 år ældre end hun virkelig er, og hvor hun ikke helt fatter konsekvenserne af det hun siger. Jeg synes både det er helt vidunderligt og fantastisk at se hende udvikle sig så meget, men også skræmmende hvor stor verden er blevet og hvor mange ting hun skal lære. Jeg vil så gerne beskytte hende, sørge for at hun aldrig bliver ked af det, bliver drillet/mobbet og at hun altid har et trygt sted at komme til. det sidste forsøger jeg i hvert fald at give hende og altid gøre hende opmærksom på, men der er jo ting man bare skal lære her i livet, og nogen af dem kan jeg slet ikke beskytte hende imod (og bør vel i virkeligheden heller ikke). Jeg forundres stadig over at kærligheden til hende kan blive ved med at vokse, at man kan elske et andet menneske så højt og betingelsesløst er et vidunder i sig selv.
Mit hjerte svulmer når jeg ser på hende, jeg savner hende når hun ikke er her, der findes ikke noget større end at se hende smile og være glad. Og selvom hun også kan gøre mig rasende og mere vred en jeg havde troet, så er hun bare det bedste i hele verden. Det er svært at forestille sig at man virkelig kan elske så betingelsesløst og at der er plads til mere end bare hende i mit moderhjerte. Men jeg vælger at tro på, at det er der selvfølgelig - for kærligheden er der altid plads til!

Abonner på:
Opslag (Atom)