33 uger, nu første fødselsforberedelse rigere - har meldt mig til et kort kursus. Så de næste tre fredage skal jeg blive klog på de ting jeg selv kan gøre under fødslen. Og jeg synes egentlig at kurset levede ganske godt op til mine forventninger. Jeg kan mærke, at fødslen fylder mere og mere i mine tanker. Og jeg er stadig meget ambivalent, for på den ene side så kan jeg slet ikke vente med at skulle fortælle mr. N at nu er det nu:) For det betyder jo at så skal vi snart se vores lille mirakel. På den anden side så er jeg bange for, hvordan det kommer til at gå. Jeg har fundet frem til, at angsten primært kører på, hvilke grimme sider af mig selv jeg vil komme til at opleve. Jeg har ikke lyst til at blive hende den hysteriske, der bider hovedet af min elskede mand og som giver op inden jeg har åbnet mig 3 cm. Men det er sådan jeg frygter jeg bliver, for ser man på erfaringerne så bliver jeg ikke ligefrem blid som et lam i pressede situationer! Så jeg prøver at arbejde med, at det også er okay, at det må være okay at bide fra sig, at få lyst til at give op, at blive træt og umulig og hysterisk - og at jeg selv om jeg bliver disse ting, så alligevel nok skal klare fødslen og forhåbentlig ikke komme til at føle det som et nederlag, at jeg har været sådan undervejs. Det må vel være på tide, at jeg accepterer, at disse sider af mig selv findes...
Ellers synes jeg dagene flyver afsted. Jeg ha slet ikke nået bare halvdelen af de ting jeg troede jeg ville, men det gør nu ikke det store. Jeg nyder, at have tiden til at ligge i sengen om morgenen og bare flade ud. Og jeg troede egentlig jeg ville kede mig, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Snarere synes jeg næsten, at der har været lidt for travlt:) Idag skal dog være en doven dag sammen med manden min. God søndag til jer alle.
Bare rolig - jeg ved godt fødslen fylder rigtig meget i tiden op til. Men forunderligt nok, så finder man styrken til at komme igennem på den anden side - og jeg havde også frygten for at blive aldeles forfærdelig og super irriterende, krævende, larmende og træt. Men jeg kom igennem uden at blive nogen af delene - og selvom jeg havde bidt af min mand, så havde han altså også overlevet det :o)
SvarSletJeg kan kun tilslutte mig Fru Larsen. Og fordi jeg havde samme frygt som dig, så var jeg super opmærksom på det hele vejen igennem fødslen og opførte mig helt eksemplarisk over for min mand. Men han var nu heller ikke gået i stykker af lidt snerren.
SvarSletSelvom sådan en fødsel ikke er smertefri, så gjorde det glædeligt igen allerede en uge efter. Så fantastisk er det nemlig at få sin lille guldklump - det er det hele værd... jeg lover!
Jeg tænker det er helt lovligt at bide lidt af sin mand under fødslen... egentlig havde jeg selv faktisk ikke rigtig "tid" til selv at snakke - tror det eneste jeg sagde var.. "hent lige lidt mere saftevand" :o) Men jeg har da en veninde som faktisk slog ud efter sin mand... he he hun blev selvfølgelig tilgivet straks bagefter! Og mht til fødslen - så glæd dig hellere, det er seriøst for fantastisk at føde sit barn og ja det kommer fra en som ellers ikke lige havde en super fødsel!
SvarSletJeg prøver også at tænke, at der findes jo mange mennesker der går turen igennem mere end 1 gang - så må der jo være noget om snakken om at man glemmer, eller at det i hvert fald er det hele værd:) Tak for jeres tanker, de beroliger..
SvarSlet