Med den voksende mave, den grynende forståelse for lidt af det der venter forude, tiltagende hormoner - ja så vokser sårbarheden også. Den giver sig til kende på en hel række punkter. For det første mht. fødslen og angsten for, hvordan dette skal gå. Mr. N begynder så småt at lære, at fødslen nu er blevet noget der ikke helt er plads til jokes omkring, medmindre joken kommer fra mig. Ellers så har jeg brug for ham, brug for at han tror på mig, brug for at han bakker mig op, tror på at jeg bliver god og tingene kommer til at gå godt.
Sårbarheden giver sig også til kende mht. familien. Min lillebror ringede igår, var styrtet på cykel fordi han ikke kunne se stenen der lå foran ham på vejen. Og det gør ondt i mit hjerte, det gør ondt at han skal have så store ting at kæmpe med her i livet, at det altid er op ad bakke for ham, at han mister mere og mere af synet. Jeg bliver vred og ked, så jeg næsten ikke kan holde ud at være i min krop, fordi verden kan være så tarvelig. Jeg bliver tavs og indesluttet fordi der er så forfærdelig mange blandede følelser i forholdet til min lillebror - fordi jeg bliver så vred på hans vegne, jeg får ondt af ham selvom jeg ved han hader det.
Og så er der de helt almindelig hverdagsting, hvor sårbarheden pludselig overvælder og verden føles så stor og uoverskuelig. Og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal passe nok på babypigen når hun kommer ud. Hvordan jeg sklal håndtere sårbarheden som jeg har en formodning om bliver endnu større når hun rent fysisk er i vores verden og bliver udsat for ting, som jeg ikke kan styre. Jeg ser det som et lille glimt af moderkærligheden og et lille indblik i, hvor bekymret og overvældet man pludselig kan blive..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar