5+2

Har ligget syg i weekenden. Troede ellers først jeg var blevet overmandet af den kvalme jeg har ønsket/håbet på at få lørdag aften. Nåede også at fortryde at have ønsket at få kvalme! Men viste sig at være en omgang maveinfektion af en eller anden art. I hvert fald er weekenden blevet tilbragt på toilettet - utrolig effektiv slankekur, nåede at tabe 4 kg på et halvt døgn! Puha, der er altså bare ikke sjovt. Og kræfterne er minimale efter 2 dags diæt med kun A38 og toastbrød.

Ellers er jeg nået til 5+2 idag. Ved ikke rigtigt om jeg er mere rolig eller helt tør tro på, at det hele ender godt, men jeg prøver.

At håbe på det bedste

Fik ikke fat i CC idag - han er ikke sådan en der kommer til telefonen, så hvis jge skal have fat i ham skal jeg køre derhen. Og det har ikke været muligt, da jeg har været på kursus hele dagen. Jeg har stadig meget svært ved at slippe tanken om alting nu er lige som det skal være. Men som min mor sagde til mig igår - du kan jo ikke gøre hverken fra eller til, så prøv at glæd dig over at det endnu engang er lykkes jer at blive gravide.

Så jeg prøver at øve mig. For ligegyldigt hvad, så er det jo rigtigt at jeg ikke kan gøre fra eller til, men bare håbe, håbe, håbe, håbe.

Mine brystvorter er lidt mere følsomme end ellers, og mine bryster fylder en anelse mere. Jeg tisser måske lidt oftere - særligt er der kommet en tissetur ind kl halv tre om natten, hvilket ikke er normalt for mig. Den var der dog ikke i nat! Ellers synes jeg ikke der er det store at nærke (og det er nok i virkeligheden det der gør mig mest bekymret). Vil forsøge at nyde min weekend. Starter med julefrokost med arbejdet om nogle timer. God weekend til jer alle, og tusinde tak for råd og tanker:)

Unødig bekymring?

For at gøre en lang historie kort, så fik jeg taget kontrol blodprøver igår, som der kom svar på samme aften. Mr. N ringede derned, da jeg var på arbejde. Fik fat i sygeplejersken som fortalte at HCG var steget til 860 (på 42 timer), men at progesteron koncentrationen var faldet og det vidste hun ikke lige havd betød. Mr. N googlede sselvfølgelig og fandt en masse information om, at progesteron koncentrationen skal være stabil som minimum de første 12 uger og at den generelt skal stige støt hele graviditeten. Sygeplejersken ringede tilbage og sagde, at alting så fint ud men gav ikke lige koncentrationerne igen - som mr. N ikke helt havde fået fat på første gang. Så han endte med at køre hen til gyn. (for telefonerne var jo selvfølgelig lukkede), og fik heldigvis også fat i CC. Progesteron koncentratinen var i mandags 250 nmol/l og igår 223 nmol/l. Ifølge CC var det helt normale tal, ikke noget vi skulle bekymre os om, koncentrationen kunne svinge både grundet måleusikkerhed og grundet forskelle i min hydreringsgrad. Han var ikke bekymret og mente at det var rigtigt fine tal begge to med fin stigning i HCG.

Men jeg sidder tilbage og kan ikke slippe frygten. I min mave er en kæmpe knude af frygt for, at det lille fald alligevel skal have en betydning, og at noget ikke er fuldkommen som det skal være. Jeg tror også jeg er bange for at CC måske ikke har fortalt hele sandheden, at han skal have holdt noget tilbage - fordi der ikke er nogen grund til at vi går og bekymrer os om det, når det ikke behøver at betyde noget! Har forsøgt at google, læse bøger osv men kan ikke finde noget konkret om det - andet end jeg kan læse mig til, at min progesteron koncentration er høj, og også højere end normalt for gravide i 1. trimester. Jeg ville ønsker jeg kunne læne mig tilbage og tro på det nok skal gå denne gang, men det er bare så utrolig svært. Og lige nu er jeg bare bange!

Et skridt nærmere

Hcg var på 515, taget da jeg var 4+2 igår! Det er da rimeligt pænt ikke? Og Progesteron koncentrationen var angiveligt 271 - eller også hørte jeg forkert og så var den 71?? Er ikke helt sikker, men i hvert fald er det alt sammen gode nyheder:)
Herhjemme bliver de få symptomer jeg har dyrket til den helt store guldmedalje. Jeg har ømme bryst.vorter (men det bliver nok heller ikke bedre af at der konstant bliver prikket til dem), igår havde jeg en anelse kvalme, men ellers er der ikke det helt store at komme efter. Jeg krydser mine fingre for at alting går som det skal. Scannings dato er sat til den 14. december!

Angst

Sidder her på arbejde, har utrolig svært ved at koncentrere mig. Render på toilettet konstant for at tjekke trusser. Synes at de ømme bryst.vorter som var der igår aftes er helt væk her til morgen, tilgengæld kan jeg mærke murren i underlivet. Jeg kan slet ikke finde ud af at være glad for jeg er bare så hundeangst for at det skal gå ligesom sidst.

Vi var hjemme hos mine forælre igår som fik af vide at testen var positiv, men også her var jeg meget forbeholden. Jeg kan slet ike forholde mig til deres glæde, for jeg tør ikke tro på at dette kunne ende ud på den rigtige måde! Puha..

Dagens streger

Mens smerterne er der stadig, til tider kraftige nivende smerter i underlivet og til tider helt væk. Bryst.vorterne er lidt mere følsomme end normalt. Men ellers er der ikke nogen symptomer! Jeg er stadig rædselsslagen, jeg er stadig ikke rigtigt glad for jeg har så svært ved at tro på det.

Er de mon blevet tydeligere? Og er de mon tydelige nok her 1 dag efter forventet mens tidspunkt??

Dobbeltsyn?

Igår ændrede mit humør sig, alt sammen baseret på noget så uspecifikt (og temmelig ulækkert - beklager!) som udflåd. Torsdag lignede det mens på vej, men fredag gik det tilbage igen! Til trods for, at jeg forsøgte at ikke få håbet alt for højt op, så var det utrolig svært! I ren trods drak jeg et glas rødvin - for mens. smerterne var der stadig, og testen var så negativ som en test kan være torsdag eftermiddag!

Imorges så testen sådan ud:


Og jeg er rædselsslagen! Jeg ved slet ikke om jeg tør tro på det. Jeg har det som om der er nogen der har puttet mig ind i en osteklokke, 90 % af min underbevidsthed er fokuseret på mit underliv og min krop lige nu. Og jeg aner ikke hvad jeg skal tro!?

Negativ

Imorgen er det 2 uger siden IUI, på lørdag er det testdag, men idag var testen negativ og mens symptomerne bliver tyderligere og tyderligere. Jeg fisker forgæves efter håbet, efter troen på at det nok skal lykkes os på et tidspunkt, kæmper mod tristheden, modløsheden, vreden, sorgen, jalousien..

Skeptisk

Idag mistede jeg pludselig troen på, at det vil være denne gang det lykkes. Jeg ved ikke helt hvorfor, men har bare en fornemmelse af en krop der gør klar til mens. Maven er oppustet, jeg er gnaven og irritabel og tingene ændrer sig somde nu plejer at gøre op til mens. Og jeg er træt på forhånd. Jeg forsøger at forkusere på, at det alligevel kun passer fint på denne måde, så kan jeg få H1N1 vaccinen, jeg kan drikke mig fuld til den fest vi skal til på lørdag, jeg behøver ikke at få signende blike fra dem på arbejde når vi skal til julefrokost næste fredag, jeg kan få rødvin til maden i december måned..

Men uanset hvor meget jeg prøver, så hjælper det ikke på skuffelsen over endnu et mislykkes forsøg, endnu en drøm der braser. Jeg håber virkelig jeg tager fejl!

Den grå, dejlige hverdag

Der er stille herinde. Jeg er flad for tiden, føler mig helt tom for energi, selv de mindste ting i hverdagen kræver bare en hel masse af mig. Og jeg er træt af at have det sådan!! Så jeg forsøger at finde de positive ting frem igen her i den grå hverdag.

Mit fokus har været meget på, hvordan vi kommer videre, om det vil lykkes igen med IUI, og hvis ikke, hvornår vi så kan sendes videre til IVF. Mr. N er af den mening, at når vi nu er blevet gravide med IUI så svarer det til at nulstille antallet af forsøg, sådan at vi nu igen skal have minimum tre forsøg før vi negynder at tale om andre muligheder. Jeg var ikke af helt den samme mening, men det var gyn! Jeg overhørte dog sidst jeg var deroppe at ventetiden til hhv. HH og RH er 4 og 6 mdr. Så i min lille pessimistiske verden, der ville det give mening at henvise os hertil allerede nu og så lave de sidste 2-3 IUI'er i ventetiden. Er det bare mig og mit kontrol gen der synes det giver mest mening??

Vi tog en beslutning igår (måske mest mig), at hvis denne gang ikke lykkes, så holder vi en pause. For selvom jeg er så utålmodig at jeg kunne skrige, så er jeg også så træt at jeg bare har lyst til at sove fra det hele. Og tingene passer alligevel ikke helt da mr. N er på arbejde ved næste IUI tidspunkt, og efter det ramler det vidst sammen med nytår osv. Så jeg tror det bliver 2 mdr's pause, hvor der tilgengæld skal nydes noget rødvin til julemaden og champagne til nytåret. Der er dog ingen tvivl om, at jeg håber det ikke kommer til at passe og det i stedet bliver, at jeg ikke kan spise julemaden pga. kvalme og jeg falder i søvn kl 22 nytårsaften pga graviditets træthed! Det ville da være skønt:)

ÆL og frustration

Har været til scanning idag, har ifølge CC meget meget fine æg. Fik ÆL sprøjte. Her til aften er der kommet meget tydelig ÆL slim. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har ÆL allerede nu. Mr. N er på vagt så vi kan ikke være sammen i aften, og fordi vi har brugt de sidste to dage på at være sure og irritable, ja så har vi ikke været sammen der heller! Og heller ikke inden da mr. N var væk de dage også. Nogen gange så tænker jeg på om overskrifterne på et BIB liv kan være andet end "frustration"?

Coming out of the closet

Der har været nogen ganske få af mine veninder der vidste, at vi er i behandling inden jeg blev gravid. Efterfølgende synes jeg tingene ændrede sig meget, for nu vidste alle jo ligesom at vi prøver at blive gravide. En enkelt veninde mere fik af vide at vi er i behandling. Og så i denne weekend fortalte vi det til vores forældre. Mr. N var hos sin familie så jeg ved ikke helt hvordan det gik eller hvad han har sagt. Jeg var hjemme hos mine. Det krævede lidt mere overvindelse end jeg lige havde regnet med. Men ud kom det, og det føles egentlig ganske rart. Jeg tror også vi har været heldige indtil videre for vi er sluppet for mærkelige, dumme kommentarer som jeg ellers ved mange får.

Jeg vil ind og putte på sofaen. En forkølelse er igang med at snige sig ind på mig endnu engang, så nu står den på afslapning og en kop varm te. God søndag til jer alle:)