Dybe tanker om grød!

Sundhedsplejersken var her i går, Astrid vejer nu 6,7 kg. Vi talte bl.a. om opstart af grød. Astrid er begyndt at være meget interesseret i alt, hvad jeg putter i munden. Hvis hun sidder på mit skød, så er hun ved at vælte bagover i forsøget på at følge min gaffel. Hun er også begyndt at sidde og smaske lidt når hun kigger på mig. Og jeg har da godt set det, og tænkt at hun virkede måske nok snart klar... Men i mit lille hoved, så skulle jeg jo fuldamme min dejlige datter indtil hun var 6 måneder, før end hun overhovedet fik lov til at smage andet end min mælk (ok måske lidt overdrevet, men jeg er bange for at det er ganske sandt). Og jeg synes det er skræmmende, at skulle begive mig ud i at give grød - ja vel dybest set, fordi det er første skridt til at gøre mit lille vidunder selvstændigt, og første lille skridt i en adskillelse af hende og jeg. Jeg kan slet ikke forstå, at hun er blevet så stor, at hun skal til at være en (endnu) mere selvstændig person, at hun skal til at spise selv og smage helt nye ting. Det er en mærkelig ambivalent følelse for jeg er samtidig meget stolt og spændt på, at hun skal til at starte et nyt kapitel.

Så beslutningen er blevet, at hun skal til at have nogle smagsprøver på grød, smage lidt forskelligt, og så starter vi stille og roligt op over den næste måneds tid (medmindre Astrid vil det anderledes). På den måde går der en måneds tid førend grøden skal have erstattet et ammemåltid, og så passer det næsten med de 6 måneder, det bliver bare 5 i stedet. Men selvom beslutningen blev taget i går formiddags, med masser af tid til at hoppe i supermarkedet og købe rismel, hirseflager eller hvad det nu bliver til, ja så er det ikke sket endnu. Jeg tror det ender med først at blive på fredag, eller den anden side af weekenden. Min lille hoved prøver alle mulige tricks for at udskyde situationen, fordi jeg endnu ikke er helt klar til at tage konsekvensen af beslutningen. Og al denne modstand til trods for at min lille pige stadig bøvler ved en del amninger, skriger og slipper og bliver sur over det går for hurtigt/langsomt/forkert eller hvad det nu end er. Jeg er altså en mærkelig person! Men jeg elsker at amme mit dejlige barn, elsker at give hende mad og at have hende liggende der ved brystet, smilende og med mælk ned ad kinden. Har I andre også haft det sådan da I skulle i gang med grøden??