Ventetid

IUI i tirsdags, med 35 millioner oprenset. Ham der inseminerede mig, var ham der gjorde mig gravid med Astrid. Jeg tog ÆL sprøjten mandag kl 9.30 og var til IUI tirsdag kl 15.30 - Claus scannede mig inden og kunne se der allerede var ægløsning. Så jeg tænker at alle de andre gange hvor sprøjten er taget om aftenen to dage før IUI, at der har det nok været for sent!! Men jeg ved det ikke. En ting er i hvert fald helt sikkert - hvis det ikke lykkes denne gang, og vi må videre til IVF, så skal jeg have en snak med dem om hvornår den ÆL sprøjte præcist skal tages.

Men det bliver jo slet ikke nødvendigt, vel? For nu er det jo nu det lykkes!! Har "heldigvis" masser af arbejde at se til for at få de næste par uger til at gå hurtigt. Desværre involverer det også en masse nattevagter, der altså er noget mere travle det nye sted end det gamle. Men til gengæld spændende:)

Vente, vente, vente...

IUI igen igen igen

Mens kom i dag, og ny cyklus venter forude. Jeg har tænkt lidt over det, og besluttet at denne cyklus bliver en vanlig cyklus. Dvs. pergotime fra CD3-7 som jeg plejer og som jeg aldrig har lavet for mange æg på. Dermed også sagt at jeg ikke forventer en IVF denne omgang. Jeg kan ikke lige overskue den snak som det nok kommer til at kræve med ny arbejdsgiver, hvis IVF skal være en realitet. Hvad har I andre egentlig gjort? Sagt det til arbejde inden i startede eller set om det kunne lade sig gøre uden at informere arbejdsgiver?
Jeg er ikke super forhåbningsfuld for at det vil lykkes, men nu tager vi et sidste IUI forsøg og så planlægger jeg lige lidt med Svend, hvad og hvordan vi gør hvis dette ikke lykkes.

Ugen der gik

Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.

Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...