Udfordringer

Weekenden byder på en tur til det mørke vest, 3 timers køretur under normale omstændigheder, og en weekend omgivet af svigerfamilien 24-7. Og jeg kan mærke stressen komme snigende. Mr. N glæder sig utrolig meget, hvilket jeg sagtens kan forstå - hans familie har jo kun set vores lille vidunder et par timer den dag hun kom til verden. Og selvfølgelig skal vi over at besøge dem, det skal der heller ikke være tvivl om.

Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!

Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..

Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.

Sårbarhed

Med den voksende mave, den grynende forståelse for lidt af det der venter forude, tiltagende hormoner - ja så vokser sårbarheden også. Den giver sig til kende på en hel række punkter. For det første mht. fødslen og angsten for, hvordan dette skal gå. Mr. N begynder så småt at lære, at fødslen nu er blevet noget der ikke helt er plads til jokes omkring, medmindre joken kommer fra mig. Ellers så har jeg brug for ham, brug for at han tror på mig, brug for at han bakker mig op, tror på at jeg bliver god og tingene kommer til at gå godt.

Sårbarheden giver sig også til kende mht. familien. Min lillebror ringede igår, var styrtet på cykel fordi han ikke kunne se stenen der lå foran ham på vejen. Og det gør ondt i mit hjerte, det gør ondt at han skal have så store ting at kæmpe med her i livet, at det altid er op ad bakke for ham, at han mister mere og mere af synet. Jeg bliver vred og ked, så jeg næsten ikke kan holde ud at være i min krop, fordi verden kan være så tarvelig. Jeg bliver tavs og indesluttet fordi der er så forfærdelig mange blandede følelser i forholdet til min lillebror - fordi jeg bliver så vred på hans vegne, jeg får ondt af ham selvom jeg ved han hader det.

Og så er der de helt almindelig hverdagsting, hvor sårbarheden pludselig overvælder og verden føles så stor og uoverskuelig. Og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal passe nok på babypigen når hun kommer ud. Hvordan jeg sklal håndtere sårbarheden som jeg har en formodning om bliver endnu større når hun rent fysisk er i vores verden og bliver udsat for ting, som jeg ikke kan styre. Jeg ser det som et lille glimt af moderkærligheden og et lille indblik i, hvor bekymret og overvældet man pludselig kan blive..