Turen til det mørke vest gik over al forventning. Astrid sov hele vejen derover, hun var bare så dygtig. Og på hjemturen var det med et enkelt stop, hvor hun blev ammet, puslet og igen puttet i autostolen. Hun brokkede sig en smule, men sov ellers så sødt med sin sut i munden. Hun er bare ikke super glad for at blive spændt fast i autostolen, men når først hun sover i den, så er alt fint:)
Weekenden bød ellers på udfordringer i massevis. Særligt frain dumme krop - jeg troede ellers det skulle til at væreslut med at synes den var dum, det hørte fortiden til. Men til trods for at Astrid sutter så fint og spiser gladeligt, så driller brysterne. Der bliver ved med at være små revner så det gør lidt ondt i starten af hver amning, og i weekenden brød brystbetændelsen så løs. Det startede allerede om fredagen med ømhed i brystet - altid det venstre. Og lørdag var det ildrødt. Alle ting blev ellers afprøvet, amning fra det bryst først, massere området, varme omslag, varmt bad, ammestilling med hagen mod området... Intet hjalp, og som dagen gik fik jeg det bare værre og værre. Startede penicillin om eftermiddagen, lå under dynen med uldindlæg, uldundertrøje, top, langærmet striktrøje, bukser og sokker og frøs stadig! ØV! Og samtidig blev svigermors hus fyldt med barselsgæster, der blev i 6 timer, for svigermor inviterede da alle 10 på middag, så der var 16 til aftensmad! Og jeg gemte mig på værelset og følte mig som verdens dårligste mor, der bare lod sit barn være derude uden at være der til at beskytte hende..
Men Astrid overlevede jo, og det samme gjorde jeg! Og det var jo dejligt at se svigerfamilien, og dejligt at se farmor og hendes smil når hun holdt Astrid. Jeg skal vænne mig til at dele min elskede datter, og til at svigermor/farmor også tager hende selvom hun græder. Men jeg tænker, at om nogle måneder så bliver det nok kun rart at kunne aflevere hende når hun græder:) Og det er jo dejligt at hun knytter et bånd til sin farmor.
Så nu kan jeg mærke, at min egen mor også skal have lov til lidt mere. For det er ikke meget mine forældre har holdt hende da de jo kun ser hende kort tid ad gangen. Men det kan der jo heldigvis laves om på:)
Brystbetændelsen er (forhåbentlig) på retur. Brystet er mindre ømt, mindre rødt og jeg har dte alment bedre. Men tilgengæld er der kommet et hårdt område som ikke kan blive blødt uanset hvor meget der ammes, masseres og varmes. Forhåbentlig er det bare et stadie på vejen til at det svinder. Dumme bryster!! Er træt af at de skal lave rod og bekymringer hele tiden!
Viser opslag med etiketten vidunderet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vidunderet. Vis alle opslag
tirsdag den 24. august 2010
torsdag den 19. august 2010
Udfordringer
Weekenden byder på en tur til det mørke vest, 3 timers køretur under normale omstændigheder, og en weekend omgivet af svigerfamilien 24-7. Og jeg kan mærke stressen komme snigende. Mr. N glæder sig utrolig meget, hvilket jeg sagtens kan forstå - hans familie har jo kun set vores lille vidunder et par timer den dag hun kom til verden. Og selvfølgelig skal vi over at besøge dem, det skal der heller ikke være tvivl om.
Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!
Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..
Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.
Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!
Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..
Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.
mandag den 16. august 2010
Op- og nedture
Humøret og overskuddet kører lidt op og ned for tiden. Jeg må indrømme at trætheden gør mig mere presset end jeg havde forestillet mig. I de sorteste stunder føler jeg mig klaustrofobisk, fordi min lille pige bare græder så ulykkeligt og jeg kan ikke finde ud af at hjælpe hende, og så mangler jeg altså en pause knap, der lige giver mig bare en halv times ro og tid til at samle mig. Og sjovt nok, så findes den pause knap bare ikke!
Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!
Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.
Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.
Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)
Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!
Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.
Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.
Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)
fredag den 13. august 2010
Brug af sut?
Vi har introduceret Astrid for en sut som hun til tider vil tage. Jeg prøver at sørge for hun kun får sutten når hun virker træt og skal sove, men stadig søger hele tiden. Og så selvfølgelig når jeg ved hun har spist - så hvis hun vågner og det kun er 1½ time siden sidst så kan jeg godt finde på at give hende sutten. Men nu er jeg kommet i tvivl - for det er jo svært at se hvornår hun søger pga. tryghedsbehov og hvornår hun søger pga. sult. Og jeg er bange for at gøre det forkerte og er ikke helt tryg ved den her sut og hvornår den skal gives! På en eller anden måde føler jeg mig som en dårlig mor der vælger den nemmeste løsning ved ar give hende en sut, som om jeg gør noget forkert.. Har jeres børn brugt sut? Og har I nogen gode råd at give?
tirsdag den 10. august 2010
Astrid 1 uge gammel
Tænk, så gik der 1 uge. 7 dage med vores lille vidunder af en pige, der bare bliver smukkere og smukkere som dagene går. Jeg synes det går okay herhjemme. Er overvældet, og følelserne springer frem og tilbage mellem yderste lykke og afgrundsdyb angst. Kærligheden vokser og sår dybe, lykkelige spor i mit indre. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg kunne elske et andet lille menneske så højt! Når jeg lukker øjnene om aftenen inden jeg skal sove, så står hendes ansigtstræk printet ind på nethinden. Og nu er navnet kommet på plads, vores datter er så gudesmuk, hendes navn er Astrid.
Amningen går vist fint nok. I starten suttede hun konstant, op til 18 gange i døgnet, til tider i 45 min ad gangen! Så løb mælken til og nu er det lidt bedre. Igår blev det til 9 gange i alt. Sundhedsplejersken var her i går, og Astrid havde allerede taget på i vægt så hun nu er over sin fødselsvægt. Vægten var 3060g, men det var dog med body og ble på. Men dejligt at hun har taget på - vi har været lidt bekymrede fordi hun var så lille i forhold til, hvad vi havde regnet med. Men alting ser fint ud, og hun virker sund, rask og glad for det meste. Hun sover ca 3 timer i streg om natten de sidste par nætter, hvilket gør, at jeg synes overskuddet er rimeligt:)
Og ellers så er jeg nyforelsket - i Astrid og i mr. N. Han er bare fantastisk, ordner ALT det praktiske, handler, vasker, laver mad, og er så god sammen med Astrid, at det smelter mit hjerte. Mit hjerte svulmer af kærlighed lige nu til de to vigtigste mennesker i mit liv.
Amningen går vist fint nok. I starten suttede hun konstant, op til 18 gange i døgnet, til tider i 45 min ad gangen! Så løb mælken til og nu er det lidt bedre. Igår blev det til 9 gange i alt. Sundhedsplejersken var her i går, og Astrid havde allerede taget på i vægt så hun nu er over sin fødselsvægt. Vægten var 3060g, men det var dog med body og ble på. Men dejligt at hun har taget på - vi har været lidt bekymrede fordi hun var så lille i forhold til, hvad vi havde regnet med. Men alting ser fint ud, og hun virker sund, rask og glad for det meste. Hun sover ca 3 timer i streg om natten de sidste par nætter, hvilket gør, at jeg synes overskuddet er rimeligt:)
Og ellers så er jeg nyforelsket - i Astrid og i mr. N. Han er bare fantastisk, ordner ALT det praktiske, handler, vasker, laver mad, og er så god sammen med Astrid, at det smelter mit hjerte. Mit hjerte svulmer af kærlighed lige nu til de to vigtigste mennesker i mit liv.
torsdag den 5. august 2010
Vores lille vidunder (og en lang fødselsberetning)
Den 3. august kl 06.35 fandt vores lille, fantastiske babypige sin vej til verden:) 50 cm og 2700 g, så noget mindre end vi havde regnet med, men fuldkommen perfekt og vidunderlig:)
Det startede mandag den 2. august, jeg var sammen med min bedste veninde, hendes mand og min lille gudson. Vi var ude at sejle og hyggede. I løbet af dagen kom der flere plukkeveer end jeg normalt havde, og de nev også lidt - ikke noget jeg ikke havde prøvet før, men bare hyppigere end tidligere. Omkring kl 20 siger S om ikke de kommer ret hyppigt, og vil få sjov tage tid på dem. Det viser sig at de kommer regelmæssigt med 8 min interval. Hun er helt oppe at køre over det. Vi tager hjem til en anden veninde et kort smut kl halv ti om aftenen og hygger der, hvor regelmæssigheden fortsætter. Plukkeveerne kan mærkes, men jeg kan sagtens tale og gå uden problemer og synes ikke de gør ondt. Begge mine veninder er nu helt oppe at køre, mens jeg selv tænker, at måske er det noget. Men jeg kan ikke rigtigt overskue at tro på det helt store, for så bare at finde ud af, at det går i sig selv igen når jeg kommer hjem og sover. Så jeg er temmelig tilbageholdende.
Kommer hjem halv tolv om aftenen og er faktisk sindsygt træt. Prøver at sove, tager to panodiler. Først virker det som om der går lidt længere mellem plukkeveerne nu - op til 12 min, og jeg skriver til mine veninder, at de roligt kan lægge sig til at sove, for jeg tror det går i sig selv igen. En halv time senere kommer de dog igen, nu med 7 min mellemrum, og omkring kl 1 om natten har de i en halv times tid bidt så meget at jeg må bruge vejrtrækningen til hjælp for at håndtere dem. Jeg ringer til mr. N der selvfølgelig var på døgnvagt denne mandag og siger, at han må gerne begynde at køre hjemad. Han skulle dog lige ordne en del ting, så han ringer kl kvart i to og siger at nu kører han og han er der om ca 1 time. Her bliver jeg lidt presset - for lige efter jeg havde ringet til ham begyndte veerne (som jeg nu synes de skal kaldes fra dette tidspunkt) at komme med 3-4 minutters interval. Jeg siger til ham, at han skal køre forsigtigt men han behøver ikke at køre langsomt!
Veerne bider re godt synes jeg, men har det fint i ve-pausen. Får lagt ting frem tasken til både babypigen og jeg. Kl 2 tager jeg et bad, hvilket er himmelsk og jeg står derinde i lang tid - har også overskud til lige at barbere ben:) Mr. N er hjemme kl kvart i tre, der synes jeg veerne har bidt rigtigt godt den sidste times tid og de kommer stadig med 3-4 min interval. Mr. N ringer til fødegangen, de synes det lyder stille og roligt, men jeg vil gerne ind og vurderes, for jeg tænker for mig selv, at hvis der ikke er sket noget så skal jeg have noget smertestillende, for ellers kan jeg ikke klare det!
Vi ankommer til fødegangen kvart over tre ca. Bliver hilst velkommen, der skal køres en CTG og blodtrykket skal måles. Er 3 cm åben og ingen livmoderhals. Mit BT er lidt for højt, så jeg skal lige ligge der lidt endnu. Får meget kvalme, kaster op, hvilket hjælper. BT falder rimeligt men er stadig lidt højt. Pludselig går vandet i en stor skylle, jordemoderen mærker igen og siger 3-4 cm åben, kl er omkring halv fire-fire om morgenen. Hun siger, at hun synes det ligner nogle gode veer og at når nu vandet er gået, så synes hun vi skal blive. Vi kommer ind på en fødestue, jeg husker at spørge om klyx og får dette.
Herefter synes jeg tingene begynder at stå noget uklart. Jeg var overrasket over, hvor kort tid er var mellem veerne, jeg havde regnet med flere pauser. Men de kommer rullende hele tiden, jeg tror der er max 2 min imellem dem. Vi skifter jordemoder midt i det hele og møder Lise. Jeg bruger vejrtækningen, står lænet ind over fødelejet med en stor sækkestol som jeg læner mig op ad. Bevæger bækkenet og tager dybe vejrtrækningerne, men det gør bare så hamrende ondt. Jeg ved faktisk ikke om mr. N og jordemoderen taler sammen, jeg er helt inde i min egen lille verden og bemærker ikke meget andet end smerten og så mr. N's hænder der holder på min lænd. Efter 1½ times tid siger jeg, at nu kan jeg ikke mere. Jeg er udmattet og smerterne er så voldsomme jeg ved ikke hvad ejg skal gøre. Jeg kan ikke længere styre dem med vejrtrækningen - har forsøgt med lattergas men det hjælper ikke på smerten og gøre mig bare utilpas og får mig til at have endnu mere kvalme og kaste op. Lise siger, hun lige vil mærke efter - og informerer mig så om at jeg nu er 8 cm åben!
Jeg ved bagefter at der så går ca ½ time mere, men det føles som om det er en evighed. Smerterne ruller ind over mig, jeg er ved at være desperat - og pludselig kommer der den her fornemmelse af, at det presser og jeg skal på toilettet. Lise mærker efter igen - 10 cm åben 2-2½ time efter vi kom ind!! Jeg får lov at presse - i starten har Lise fingrene inde, da hovedet skal hjælpes forbi symfysen, det er virkeligt ubehageligt synes jeg. De første pressegange synes jeg ikke rigtigt at jeg har nogen pressetrang, men jeg prøver at arbejde og presse. Og så pludselig kommer trangen samtidig med smerten, på den ene side føler jeg at mit underliv er ved at sprænge på den anden side har jeg bare lyst til at presse igennem. Fra jeg får lov at presse første gang og til hun er ude går der 35 minutter!!
Og så er hun der pludselig:) Ca. et sekund efter hun er kommet ud tager hun en kæmpe mundfuld luft og skriger på livet løs:) Hun er bare helt fuldkommen perfekt:) Jeg er så hamrende lykkelig at jeg bare smiler over hele hovedet. Tænk sig at vores lille vidunder er kommet til verden. Jeg synes fødslen gik temmelig stærkt, derfor det store behov for at skrive detaljerne ned. Jeg har det lidt som om jeg blev tabt på vejen fordi det gik så stærkt. Men nu er hun her - vi har det alle 3 godt:) Nu vil jeg skynde mig ind og sove lidt mens jeg kan..
Det startede mandag den 2. august, jeg var sammen med min bedste veninde, hendes mand og min lille gudson. Vi var ude at sejle og hyggede. I løbet af dagen kom der flere plukkeveer end jeg normalt havde, og de nev også lidt - ikke noget jeg ikke havde prøvet før, men bare hyppigere end tidligere. Omkring kl 20 siger S om ikke de kommer ret hyppigt, og vil få sjov tage tid på dem. Det viser sig at de kommer regelmæssigt med 8 min interval. Hun er helt oppe at køre over det. Vi tager hjem til en anden veninde et kort smut kl halv ti om aftenen og hygger der, hvor regelmæssigheden fortsætter. Plukkeveerne kan mærkes, men jeg kan sagtens tale og gå uden problemer og synes ikke de gør ondt. Begge mine veninder er nu helt oppe at køre, mens jeg selv tænker, at måske er det noget. Men jeg kan ikke rigtigt overskue at tro på det helt store, for så bare at finde ud af, at det går i sig selv igen når jeg kommer hjem og sover. Så jeg er temmelig tilbageholdende.
Kommer hjem halv tolv om aftenen og er faktisk sindsygt træt. Prøver at sove, tager to panodiler. Først virker det som om der går lidt længere mellem plukkeveerne nu - op til 12 min, og jeg skriver til mine veninder, at de roligt kan lægge sig til at sove, for jeg tror det går i sig selv igen. En halv time senere kommer de dog igen, nu med 7 min mellemrum, og omkring kl 1 om natten har de i en halv times tid bidt så meget at jeg må bruge vejrtrækningen til hjælp for at håndtere dem. Jeg ringer til mr. N der selvfølgelig var på døgnvagt denne mandag og siger, at han må gerne begynde at køre hjemad. Han skulle dog lige ordne en del ting, så han ringer kl kvart i to og siger at nu kører han og han er der om ca 1 time. Her bliver jeg lidt presset - for lige efter jeg havde ringet til ham begyndte veerne (som jeg nu synes de skal kaldes fra dette tidspunkt) at komme med 3-4 minutters interval. Jeg siger til ham, at han skal køre forsigtigt men han behøver ikke at køre langsomt!
Veerne bider re godt synes jeg, men har det fint i ve-pausen. Får lagt ting frem tasken til både babypigen og jeg. Kl 2 tager jeg et bad, hvilket er himmelsk og jeg står derinde i lang tid - har også overskud til lige at barbere ben:) Mr. N er hjemme kl kvart i tre, der synes jeg veerne har bidt rigtigt godt den sidste times tid og de kommer stadig med 3-4 min interval. Mr. N ringer til fødegangen, de synes det lyder stille og roligt, men jeg vil gerne ind og vurderes, for jeg tænker for mig selv, at hvis der ikke er sket noget så skal jeg have noget smertestillende, for ellers kan jeg ikke klare det!
Vi ankommer til fødegangen kvart over tre ca. Bliver hilst velkommen, der skal køres en CTG og blodtrykket skal måles. Er 3 cm åben og ingen livmoderhals. Mit BT er lidt for højt, så jeg skal lige ligge der lidt endnu. Får meget kvalme, kaster op, hvilket hjælper. BT falder rimeligt men er stadig lidt højt. Pludselig går vandet i en stor skylle, jordemoderen mærker igen og siger 3-4 cm åben, kl er omkring halv fire-fire om morgenen. Hun siger, at hun synes det ligner nogle gode veer og at når nu vandet er gået, så synes hun vi skal blive. Vi kommer ind på en fødestue, jeg husker at spørge om klyx og får dette.
Herefter synes jeg tingene begynder at stå noget uklart. Jeg var overrasket over, hvor kort tid er var mellem veerne, jeg havde regnet med flere pauser. Men de kommer rullende hele tiden, jeg tror der er max 2 min imellem dem. Vi skifter jordemoder midt i det hele og møder Lise. Jeg bruger vejrtækningen, står lænet ind over fødelejet med en stor sækkestol som jeg læner mig op ad. Bevæger bækkenet og tager dybe vejrtrækningerne, men det gør bare så hamrende ondt. Jeg ved faktisk ikke om mr. N og jordemoderen taler sammen, jeg er helt inde i min egen lille verden og bemærker ikke meget andet end smerten og så mr. N's hænder der holder på min lænd. Efter 1½ times tid siger jeg, at nu kan jeg ikke mere. Jeg er udmattet og smerterne er så voldsomme jeg ved ikke hvad ejg skal gøre. Jeg kan ikke længere styre dem med vejrtrækningen - har forsøgt med lattergas men det hjælper ikke på smerten og gøre mig bare utilpas og får mig til at have endnu mere kvalme og kaste op. Lise siger, hun lige vil mærke efter - og informerer mig så om at jeg nu er 8 cm åben!
Jeg ved bagefter at der så går ca ½ time mere, men det føles som om det er en evighed. Smerterne ruller ind over mig, jeg er ved at være desperat - og pludselig kommer der den her fornemmelse af, at det presser og jeg skal på toilettet. Lise mærker efter igen - 10 cm åben 2-2½ time efter vi kom ind!! Jeg får lov at presse - i starten har Lise fingrene inde, da hovedet skal hjælpes forbi symfysen, det er virkeligt ubehageligt synes jeg. De første pressegange synes jeg ikke rigtigt at jeg har nogen pressetrang, men jeg prøver at arbejde og presse. Og så pludselig kommer trangen samtidig med smerten, på den ene side føler jeg at mit underliv er ved at sprænge på den anden side har jeg bare lyst til at presse igennem. Fra jeg får lov at presse første gang og til hun er ude går der 35 minutter!!
Og så er hun der pludselig:) Ca. et sekund efter hun er kommet ud tager hun en kæmpe mundfuld luft og skriger på livet løs:) Hun er bare helt fuldkommen perfekt:) Jeg er så hamrende lykkelig at jeg bare smiler over hele hovedet. Tænk sig at vores lille vidunder er kommet til verden. Jeg synes fødslen gik temmelig stærkt, derfor det store behov for at skrive detaljerne ned. Jeg har det lidt som om jeg blev tabt på vejen fordi det gik så stærkt. Men nu er hun her - vi har det alle 3 godt:) Nu vil jeg skynde mig ind og sove lidt mens jeg kan..
Abonner på:
Opslag (Atom)