Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

Lykkelig hjemmegående husmor!?

Bloggen er lidt mere stille end ellers. Dagene er lykkelige, fyldt med Astrid, grin og smil, lege på gulvet, hygge ved puslepladsen, gåture med barnevognen, vasketøj, madlavning, indkøb og alle de andre trivialiteter. Jeg synes jeg har en anelse mere ro på mht. Astrid, synes jeg nemmere kan overskue livet med hende, formå at nyde alle de dejlige timer vi har sammen, og for tiden er det mange gange dagligt at lykken bobler helt frem til overfladen. Astrid er fantastisk:) Det går rigtigt godt med grød/mos/frugt, hun er begundt selv at sidde med små stykker mad og spise, og det ser bare så kært ud. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, at vi har været så ufattelig heldige, at vi fik lov at få en lille vidunderlig datter. Og nogen gange så tænker jeg, om det virkelig er helt sandt det her?

Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....

Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)

Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)

Træthed er mit navn

Det er godt nok en hård tid mht. søvnen igen, igen, igen. Jeg er ende på at amme en gang om natten og en gang meget tidligt om morgenen (kl halv fem stykker). Men Astrid er til gengæld begyndt at vågne op rigtigt mange gange i løbet af natten, skal have sutten og lige en lille hånd på maven, så det er ikke fordi det tager lang tid at få hende til at sove igen. Men det er altså en gang i timen eller hveranden time, og så bliver det bare ikke til megen sammenhængende søvn til mig. Og nu har det stået på i tre ugers tid tror jeg, så nu er jeg bare ved at være slidt. Jeg ved ikke om det er fordi hun er sulten, men jeg tror det ikke for hun godtager jo sutten uden brok og falder hurtigt i søvn igen. Måske hun vågner af at vi ligger og vender os oppe i sengen? Men der er bare ikke så mange sovesteds alternativer når man bor i en lille 2 værelses! Mr. N er helt på, at vi snart skal prøve med noget grød. Men jeg er bare ikke helt klar endnu, for opstart på grød betyder jo nedtrapning af amningen. Til trods for jeg til tider synes det er super frustrerende at amme, så synes jeg jo også det er hyggeligt, at det giver en helt særlig følelse at amme mit barn, et særligt øjeblik mellem hende og jeg. Og det er jeg slet ikke klar til at give slip på, eller klar til at acceptere at maden skal komme fra andre end mig! Desuden så tror jeg af helt ærligt hjerte heller ikke, at hun er mere sulten end hvad amningen kan mætte. Så hvad katten skal jeg gøre for at få mit lille vidunder til at sove noget bedre???

Ellers har vi været til svømning igen i dag. Og denne gang var det en succes med dykningen, så jeg er bare så stolt af min lille vandmus. Hun ser ud til at nyde vandet, smiler når hun får øjenkontakt med mig, men har oftest alt for travlt med at kigge sig omkring og suge alle indtrykkene til sig.

På fredag bliver hun 4 måneder, og jeg kan slet ikke fatte, at tiden flyver sådan afsted. I dag har jeg været ude at se på institution og skal se på en mere imorgen. Jeg synes de virker skræmmende store, men vi har ikke mulighed for at søge de mindre steder da åbningstiderne slet ikke kan kombineres med vores arbejde. Prøver at berolige mig selv med, at det jo først er om et ½ år hun skal starte, og der er hun jo meget mere robust end hun er nu. Fraset at det var et stort sted, så synes jeg det virkede ganske fint. Der var ingen børn der sad og så kede ud af det i hjørnet eller virkede ulykkelige. Der var en fin legeplads, de lavede mad i eget køkken, stuerne var med 13 på ad gangen, de havde "åben dørs politik", hvilket jeg egentlig synes er en god ide, de prioriterede at komme udenfor, havde morgensamling og gerne et projekt af en eller anden art om dagen. Men pyha, det er godt der er lang tid til, at jeg skal aflevere min lille elskede pige til nogen andres favn!

Rigtig god første december. Mit juleønske for i år er mere søvn - min nissen kan komme og hjælpe mig med det??