Er det bare mig?

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og slutte. Men har brug for at skrive ned, så hvis jeg nogensinde får flere børn, og så får det sådan her igen, så skal jeg kunne huske det - opg forhåbentlig til den tid vide, at det bliver bedre!!!!

Det er kommet bag på mig hvor hårdt jeg synes det er med to børn. Jeg forsøger at nyde min fantastiske lille familie, og det mirakel at det er lykkes os at få to børn, når der var tidspunkter hvor jeg troede det ladrig ville lykkes at få nogen. Men jeg sidder lige nu med en følelse af utilstrækkelighed.

Jeg føler mig utilstrækkelig som mor, jeg føler ikke jeg er den mor som jeg gerne vil være overfor mine børn. Jeg føler ikke jeg gør det godt nok. Og det er egentlig ikke fordi jeg synes jeg kan specificere hvad det er jeg ikke gør godt nok, det er bare den følelse der gemmer sig indeni disse dage. Det gør ondt i hjertet at skulle vælge hvem jeg kan give opmærksomhed, at jeg ikke kan give mig 100 % til dem begge to samtidig. Jeg synes det er sindsygt svært når de begge er vågne, og store A konstant fortæller, vil lege, vil synge, vil danse og lille A ligger der på legetæppet og smiler, griner, pludrer og hviner. Og jeg kan jo bare ikke være begge steder på en gang. Lige nu er det jo oftest lille A der får lov at ligge og underholde sig selv fordi han brokker sig minre. Men der gælder det samme, når han er træt og skriger og min store pige sidder i sofaen og kigger på mig og spørger, men hvornår er det min tur mor? Det gør så ondt i hjertet, jeg kan slet ikke finde ud af det. Og det gør at jeg føler mig utilstrækkelig. Hvorfor synes alle andre det er så nemt at få nummer to? Hvorfor har jeg følelsen af, at andre bare tackler det her bedre? Er det bare mig?

Og lige nu er trætheden overvældende, hvilket gør at utilstrækkeligheds følelsen smitter af på de andre aspekter i mit liv. For der er jo ikke styr på noget som helst. Vi bor til leje i et hus, jeg aner ikke hvor jeg skal arbejde henne når min barsel er slut, om det nogensinde lykkes mig at få arbejde her eller om jeg bliver nødt til at flytte til det mørke vest, Sverige eller Norge. Lykkes det mig at blive uddannet indenfor det speciale jeg gerne vil? Og hele tanken om at skulle flytte igen, skulle få min store fantastiske pige væk fra sine (nye) trygge rammer for at starte forfra igen - og så denne gang også gøre det samme ved lille A. OG for hvor lang tid så? Betyder det så at jeg skal bo de næste 15-20 år et sted der ligger væsentlig længere væk fra min familie og venner end jeg nogensinde havde forestillet mig? Jeg ved at hvis jeg skal karrieren her, så skal jeg i gang med at bruge noget ekstra tid på artikler, undervisning frivilligt arbejde osv. Men jeg kan slet ikke finde overskuddet til dette - ej heller før end vi fik lille A.

Og det piner mig at jeg har det sådan her - når nu jeg har så meget af alt det jeg har drømt om. Jeg har en dejlig mand, og to fantastiske, sunde og raske dejlige børn. Hvorfor er det så svært at nyde, at tage det sure med det søde og bare nyde, nyde og nyde alt det der er i mit liv?

Færdigheder

Lille A er 3½ måned gammel, stor, tyk og mægtig:) Ham ligner store A, bare meget større. Og så synes jeg han er lidt nemmere at aflæse i forhold til store A da hun var lille. Eller også er det bare erfaringen der gør det nemmere? Jeg synes i det hele taget tingene er ved at blive lidt nemmere nu. Der er stadig dage, hvor lunten er kort, hvor jeg er så træt jeg mest har lyst til at sidde på sofaen og tude sammen med børnene, hvor jeg føler mig utilstrækkelig og som jordens værste mor.

Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)

Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)