Hvorfor?

Hvorfor skriger min dejlige lille pige, hver eneste gang hun skal slå en prut? Hvorfor er der ikke noget af det jeg gør der hjælper? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at trøste hende når hun har skreget en halv time klokken 5 om morgenen? Hvorfor har jeg endnu ikke lært at aflæse hendes signaler? Hvorfor føles det her mor-halløj til tider bare så overvældende svært? Hvorfor skælder jeg ud på min dejlige mand, når han bare prøver at hjælpe? Hvorfor har jeg udviklet mig til en rappenskralde, der skælder og smælder når tingene ikke bliver gjort på min måde? Hvorfor føler jeg mig alt for ofte som verdens dårligste mor, der bliver træt af sit ønskebarn når hun ikke kan trøste? Og verdens dårligste kone, og veninde og måske i det hele taget verdens dårligste person uden styr på noget som helst....

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

1 måned

Imorgen er Astrid 1 måned gammel. Og jeg har lært, hvad det vil sige at tiden flyver afsted!! Hun er vokset - vores egen vægt siger omkring 3900 g nu, så det er over 1 kg siden fødslen. Men hun spiser også godt.

Normalt er det stadig hver 3. time - men igår og i nat meldte hun sig hver 2. - 2½ time. Og vi prøvede at trække tiden ved at underholde, danse, give hende sutten og alt hvad vi ellers kunne finde på. Men hun bliver skrup hysterisk og skriger, så det gør ondt i mor hjertet. Og intet kan trøste eller får hende til at græde mindre før end hun bliver lagt til brystet! Jeg tænker på om hun er igang med et vækst spring og derfor skal stimulere mælkeproduktionen? Jeg ved ikke helt om det virkelig passer, at de laver sådan nogen ting, men hun har i hvert fald meldt sig tidligere og taget fra i længere tid ad gangen end vanligt! Jeg håber det snart går over - ville egentlig gerne at der kunne gå lidt længere tid mellem amningerne om natten, jeg synes efterhånden det er hårdt!

Ellers er hun jo bare verdens 8. vidunder:) Jeg synes stadig hun sover utrolig meget. Hun er mest vågen her om morgenen/formiddagen. Så prøver vi at lege med hende, bevæge arme og ben, vise hende dukkerne fra Lamaze, se i hendes lille bog, og tale med hende. Hun er rigtig god til at løfte sit hoved, selvom hun ikke altid er helt tosset med at ligge på maven. Jeg synes hun har givet mig nogen forsigtige smil, men endnu har hun ikke smilet sådan at vi var helt overbeviste om, at det var bevidst og rettet mod os. Jeg glæder mig til at det (forhåbentlig snart) sker. Hun er begyndt at komme med flere lyde, har bl.a. fået en meget lys og hjerteskærende klynke lyd. Og så er hun begyndt at lave spytbobler, omend det heller ikke ser så bevidst ud endnu.

Lige nu ligger hun vågen inde i vuggen. Hun er overtræt - eller det er i hvert fald hvad jeg tror. Har været vågen i to timer, falder i søvn i vores arme men våger når vi ligger hende. Så nu får hun lov at ligge lidt i fred derinde, sålænge hun ikke brokker sig. Så plejer hun at falde i søvn på et tidspunkt.

På mandag starter mr. N igen på arbejde, det har været skønt at have ham hjemme i næsten 5 hele uger. Og vi er begge lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå når han starter. Jeg frygter morgenerne, hvor jeg er helt smadret efter en dårlig nat, og han ikke er der til lige at være den der skifter eller trøster blot for en enkelt stund. Og han frygter trætheden når han skal koncentrere sig på arbejde. Men - jeg glæder mig også til at komme ind i en rutine med Astrid, og så finder vi forhåbentlig ud af det hele.