Allersidste dag

I dag er min allersidste dag på barsel. Og mit hjerte har grædt store salte tårer ved tanken, om at skulle være væk så mange timer fra min lille elskede pige. Jeg kan pludselig på ingen måde komme i tanke om, hvorfor jeg glædede mig til at starte igen, ej heller mindes at jeg har syntes det var lidt ensformigt. Det gør ondt i maven ved tanken om, at imorgen ser jeg først min lille pige klokken fem, så har jeg hende lige vågen i halvanden times tid, og så er det slut for den dag!! Mit lille, bitte pus - hvordan skal jeg dog undvære hende??

9 måneder og nu er det slut

Søndag den 1. maj var sidste gang jeg ammede A!! Jeg har i lang tid kun ammet morgen og aften, og så gik vi jo som bekendt over til forsøgsmæssigt at give flaske om aftenen. Og jeg fandt ud af, at det faktisk var helt okay at give A flaske. Det føltes ikke længere helt forkert, det stak ikke i hjertet og det startede ikke et vandfald af tårer over, at min lille pige fik næring et andet sted fra end hos mig. Men så faldt mælkeproduktionen tilgengæld også. Og den sidste halvanden uges tid er hun blevet ammet om morgenen, men der har ikke været meget til hende. Jeg tror egentlig sagtens A ville blive ved, hvis hun fik lov, men omvendt virker hun ikke synderligt påvirket af ikke at blive ammet. Og pludselig kunne jeg mærke længslen efter bare at være mig, at få min krop lidt for mig selv, kunne blive aflastet lidt om morgenen nu hvor mr. N er hjemme på barsel - og nu er det altså blevet sådan. Slut med amningen!!! Jeg ved ikke om jeg helt nåede at sige farvel på den måde jeg gerne ville, men det føles godt at være nået hertil (bortset fra lige nu hvor jeg ser på skrift at jeg ikke ammer længere, og det pludselig er en anelse forfærdeligt alligevel, og jeg savner det bare en lille bitte smule)...

Så nu får hun bare morgenmad ved halv syv tiden ca. Jeg overvejede om vi skulle give flaske om morgenen også, men syntes det var en dårlig vane at starte på. Vi kan jo ligeså godt bare komme op og give hende rigtig mad, for når vi en dag skal starte på arbejde, så skal vi alligevel alle tidligt op.

Mr. N har barsel de næste 6 uger. Og på fredag skal jeg til jobsamtale! Ikke det perfekte job, men et der vil give erfaring som jeg kan bruge, og det er skønt. Så jeg er temmelig spændt på, hvad der kommer til at ske!!

Og så er min lille pige 9 måneder i dag! Hun møffer gladeligt rundt alle vegne, piller i alle de ting hun ikke må pille i, er begyndt at klappe og vinke, er sød, vidunderlig, stædig og hidsig når hun ikke får sin vilje, og jeg kan slet ikke komme mig over, at tiden går så hurtigt. Min ille bitte, bitte pige, med de store smukke øjne, er nu blevet til min lille, store, smukke, glade pige med de store smukke blå øjne. Tænk man har lov at være så ufattelig heldig:)

Juletanker

Astrids første jul blev holdt sammen med mine forældre. Ikke at hun opdagede, at der skete noget særligt. Hun blev puttet til sædvanlig tid og sov derfor inden aftenen overhovedet startede. Jeg ville ellers så gerne have vist hende juletræet med tændte lys, men mon ikke der bliver masser af chancer for at vise hende det?? Ellers er juledagene gået fint, vi har været (og er) på farten - først hos mine forældre indtil 2. juledag, og nu hos svigerforældrene. Det er hyggeligt og dejligt, men snart tiltrængt at være lidt alene.

Astrid har klaret dagene fint, oftest i godt humør, smilende og glad. Og i går begyndte hun pludselig at trille igen fra mave til ryg:)

Vi havde lige en enkelt nat uden søvn - den 23. til den 24. Hold da op, da var vi godt nok trætte. Trætheden udløste et digt, det får dog lige et indlæg for sig selv. Håber I alle har haft en god jul og får et dejligt nytår:)

Fremtidsperspektiver

I dag har været en dejlig dag, sådan en af dem med lykkefølelsen helt ned i tæerne. Ikke fordi det har været nogen særlig dag, det har bare været endnu en af slagsen, men alligevel har jeg bare været i godt humør, Astrid har rent faktisk sovet til middag x 2 og er nu blevet puttet. Mr. N er på arbejde, så jeg sidder herhjemme i sofaen, der ville være stille hvis det ikke var for tørretumbleren der kører i baggrunden. Foran mig er computeren, en kop te og hjemmelavede banan cupcakes med chokolade topping:)

Jeg har gået lange ture i dag, fordi Astrid faldt i søvn i barnevognen og jeg nænnede ikke at vække hende fra hendes gode lur. Gik og tænkte over, hvor meget ens perspektiv kan ændre sig over årerne.

For efterhånden mange år siden, da var det mændene jeg kiggede efter, lagde mærke til dem i gadebilledet, på studiet, i hverdagen omkring mig. Jeg så kæresteparrene, der gik ture og holdt i hånd. Nogle år senere begyndte jeg at se barnevognene, førend jeg så mændene bag dem! Da vi begyndte at prøve på at blive gravide så jeg glade gravide kvinder og små børn alle vegne. Desto længere tid uden, at jeg blev gravid, desto mere fyldte maverne i gadebilledet mens barnevognene svandt i baggrunden. Jeg synes der var gravide maver alle vegne, blandt mine veninder, i bekendtskabskredsen, i supermarkedet, på studiet, på arbejde, på stranden, i skoven - ja overalt! Da jeg blev gravid var det stadig maverne jeg lagde mærke til, indtil tilsidst i graviditeten, hvor barnevognene gjorde deres indtog. I dag, da jeg gik, der så jeg familier - de andre mænd og kvinder med grædende børn i barnevognene (og barnevognene er der virkelig blevet mange af nu!), kvinder med børn bag på cyklen, mænd med børn i bæresele, børn på vej hjem fra vuggestue, børnehave, skole. Teenagere uden forældre, bedsteforældre med børnebørn. Og jeg glæder mig til, at jeg forhåbentlig får lov at opleve alle de ting. Jeg bliver overvældet ved tanken om, at min lillebitte pige, en dag bliver stor, bliver voksen, får kæreste og livet der går videre. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeg får lov at opleve alle disse stunder. Og at jeg vil formå at sætte pris på dem. Tænk engang, at jeg er blevet mor!!!

Skal vi være venner?

Weekenden bød på bryllup i Østjylland, jeg var noget spændt, men synes det gik helt ok. Astrid var noget træt og pylret, men nægtede at sove før end hun gik kold omkring klokken halv elleve på min arm. Og så sov hun også nogle gode timer, indtil ved 2-tiden, hvorefter hun vågnede hvert tredje kvarter og var ked af de. Suk, det var et par trætte forældre der dukkede op til brunch næste morgen!!

I det hele taget fylder søvnen meget for tiden. For det første fordi hun stadig skriger når vi skal putte hende om aftenen! Og det er bare så frustrerende når jeg kan se hun bare er monster træt, og i stedet for at sove så skriger hun i en time i træk (i går!!). Og jeg bliver super kort for hovedet, bider af mr. N, bider af Astrid til sidst og bliver bare så træt, så træt. Det er virkelig opslidende synes jeg. Og jeg aner simpelthen ikke, hvordan vi skal få dte til at blive bedre. Men nu er jeg begyndt at bruge nogle af principperne fra "Sov igennem uden gråd", således at jeg prøver at indføre et bestemt putte ritual. Først ud at skiftes, lidt massage, nattøj på. Så ind og læse en bog på skødet af mig eller mr. N, så en omgang amning, og så ind i soveværelset, hor jeg synger en eller to sange for hende. Derefter er det ned i sengen. Mr. N har dog ikke helt fattet pointen med det endnu og jeg tror han synes jeg er temmelig rigid og skrap, fordi jeg bliver irriteret, hvis han ikke følger ritualet. Men jeg har brug for, at det virker og at der er noget jeg kan regne med i løbet af dagen.

For det andet er jeg begyndt at prøve at skære ned på natamningerne. Jeg ammer stadig mellem to og tre gange om natten og nu vil jeg gerne ned på en gang. Så jeg øver mig i ikke at hive hende op ligeså snart hun giver lyd fra sig, samt at prøve at give hende sutten en gang imellem. Indtil videre går det ok, jeg har ikke været oppe på tre amninger i et stykke tid, så Astrid sover da nogle længere stræk. Jeg sover dem bare ikke endnu, da jeg stadig vågner hver gang hun grynter i søvne. Men mon ikke jeg også bliver bedre til at sove fra dem??

Imorgen skal vi til babysvømning igen med A+I fra mødregruppen. I det hele taget ser jeg A+I næsten hver dag. Vi går ture så Astrid og Iben kan sove, vi vandrer rundt, tager på café og snakker en hel masse. Primært om babyer, men også om lidt af hvert om hvordan livet var før i tiden. Jeg håber på, at det er et venskab der kan få lov at vokse og blive til mere end at vi bare mødes fordi vi tilfældigvis har børn. Det er på en måde lidt som at have en ny kæreste - det der stadie med at man har et forhold til hinanden som ikke er afklaret. Det er bare ikke særlig nemt at sige: skal vi være venner? Har du også brug for mig? :) Men jeg håber at det ligeså stille bliver et venskab der holder.

Babysvømning

Vi skal til babysvømning meden fra mødregruppen i dag. Og jeg er lidt nervøs - ikke så meget for at skulle have hende i vandet. Men for at jeg ikke kan få det timet, så det i stedet for en frisk, mæt og glad baby der er klar på nye oplevelser, bliver en sulten, gnaven og overtræt baby jeg har med mig, så oplevelsen slet ikke bliver god. Og selvfølgelig kan jeg jo bare prøve igen en anden gang, men jeg glæder mig rigtigt meget. Og jeg håber sådan at hun kan lide det, for jeg ville elske det, hvis hun blev en lille vandhund som sin mor. Jeg synes det ser så hyggeligt ud med børnene i vandet.

Og fordi jeg er nervøs for om tingene kommer til at gå op i en højere enhed, ja så bliver jeg irritabel og kortluntet. Astrid er begyndt at være svær at putte den sidste uges tid. Det er som om hun bliver overtræt, også selvom jeg synes jeg putter hende ved de samme træthedstegn som før. Men hun nægter bare at lukke øjnene, kigger rundt med kæmpe øjne og så skriger hun hver gang man putter hende ned i liften. Så i stedet for at hun bare kunne lægges, så tager det nu op til en halv time at få hende til at falde i søvn. Her til morgen, ja da var det bare en dårlig kombi med mig, så jeg bliver irritabel og irriteret over, at hun dog ikke bare sover når hun nu er træt! Jeg håber det blot er en overgang, at hun skal være svær at putte. Jeg prøver rimeligt konsekvent at lægge hende fra mig inden hun sover helt, men gerne når hun er blevet døsig. Så jeg står med hende i armene indtil hun er døsig, og så ned i sengen, så hun stadig er vågen nok til at vide, hvor hun bliver lagt henne. Hvis hun græder tager jeg hende op, holder hende indtil hun er faldet til ro og så putter jeg hende ned igen. Og sådan bliver jeg ved. Men hold da op, hvor kan jeg få lov at gøre det mange gange lige for tiden!!!

Jeg vil hoppe i bad og så finde ud af om jeg kan mase mine bryster ned i min badedragt eller bikini:)

Hvorfor?

Hvorfor skriger min dejlige lille pige, hver eneste gang hun skal slå en prut? Hvorfor er der ikke noget af det jeg gør der hjælper? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at trøste hende når hun har skreget en halv time klokken 5 om morgenen? Hvorfor har jeg endnu ikke lært at aflæse hendes signaler? Hvorfor føles det her mor-halløj til tider bare så overvældende svært? Hvorfor skælder jeg ud på min dejlige mand, når han bare prøver at hjælpe? Hvorfor har jeg udviklet mig til en rappenskralde, der skælder og smælder når tingene ikke bliver gjort på min måde? Hvorfor føler jeg mig alt for ofte som verdens dårligste mor, der bliver træt af sit ønskebarn når hun ikke kan trøste? Og verdens dårligste kone, og veninde og måske i det hele taget verdens dårligste person uden styr på noget som helst....

Skruk??

Jeg arbejder på en bog til Astrid, en bog med mine tanker under graviditeten.. Egentlig var det jo meningen den skulle have været skrevet mens jeg var gravid, men det skete ikke. Så nu bliver den skrevet med hjælpe fra blog indlæggene. Det er som om, at det først er nu, hvor jeg læser de gamle indlæg igennem, at jeg fatter hvor stort et mirakel en graviditet er. Pludselig forstår jeg hvorfor andre kvinder kom med alle de samme slags kommentarer og blev ved og ved og ved med at sige, at det bare var så fantastisk. For selvfølgelig synes jeg jo det var fantastisk at være gravid - men nu!! Det var jo det største i verden at være gravid, for graviditeten førte til Astrid:) Alle følelserne er med når jeg tænker på graviditeten, og de følelser kan mærkes når jeg ser gravide kvinder. I går ringede C og fortalte, at hun var gravid igen, og lykkefølelsen var stor indeni:)

Samtidig støder jeg også på en ny følelse, nemlig ønsket om at blive gravid igen, at få lov at opleve dette mirakel en gang til og nå at sætte pris på, hvor fuldkommen fantastisk det er. Kan det virkelig passe, at jeg med en lille skrigende baby i mine arme, manglende søvn og manglende overskud, kan være blevet skruk????

Astrid 2 måneder

Smukke Astrid sover i mit skød, dejlige mr. N sidder ved siden af i sofaen og sover, og jeg sidder her med alle mine tanker. Jeg synes det er lidt hårdt for tiden, jeg savner udsigten til en pause, hvor jeg ved jeg kan få lov at slappe af og sove! Astrid tager sig nogen gevaldige skrigeture, hvor der bare ikke er noget som helst der hjælper. Og her til eftermiddag tog hun sig igen en tur, hvor hun skriger hver gang jeg forsøger at lægge hende til brystet. Det er nok det allersværeste når det sker, tror jeg. Det er frustrerende ikke at kunne trøste sit lille barn, og det er frustrerende, at jeg tilsyneladende endnu ikke har lært at aflæse hende.

Imorgen kommer sundhedsplejersken til 2 mdr's besøg. Er spændt på, hvad hun vejer nu.

Det er trætheden der taler i dag kan jeg mærke. Til trods for masser af tanker, så er jeg ude af stand til at formulere mig og samle mig om dem. De må flyve hid og did i stedet for at blive samlet her. Jeg vil læne mig tilbage, kigge på min smukke datter og min dejlige mand og så bare slappe lidt af. God søndag..

Tabubelagte følelser

Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!

Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..

At være alene

Mr. N er på weekend vagt denne weekend, dvs. tog afsted fredag morgen og kommer først hjem mandag morgen (og dte kun fordi han har bedt om fri den dag). SÅ Astrid og jeg er alene denne weekend, og det har bare været benhårdt.

Astrid har den sidste uges tid døjet med maven, gik fra at have afføring 5-8 gange i døgnet til slet ingenting at have i 3 dage, derefter en omgang og så ingenting igen. Og hun har været så ulykkelig min lille pige, skreget hver gang hun slog en lille prut og presset og presset uden der kom noget. Det kulminerede fredag nat hvor hun bare græd og græd, og hver gang hun skulle ammes lavede hun bare flitsbue og blev helt hysterisk. Det var som om, at det gjorde ondt på hende at blive ammet tror jeg. Og jeg blev helt desperat til sidst, vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Det fortsatte ind i lørdagen, hvor hun bare skreg hver gang hun skulle ammes, hver gang jeg prøvede at ligge hende til brystet, så tilsidst måtte jeg stå op med hende, hoppe og holde hende lodret og så ville hun tage fat. Imorges gav jeg op og gav hende noget lactulose, jeg har ellers haft det sådan at jeg helst ikke ville påvirke hendes egen tarmfunktion for meget, men da jeg så hende igen imorges presse og skrige uden nogen effekt så blev det simpelthen for svært. Om det så er lactulosen der har virket allerede, eller om det ville være kommet alligevel, så har hun i hvert fald haft en ordentlig omgang her i eftermiddags. Sjovt at man kan blive så lettet og glad over afføring:)

Idag har hun heldigvis ikke skreget ved hver amning. Der var lige en enkelt skrigetur her til aften, men først da hun havde spist fra det ene bryst og også taget en del fra det andet. Så nu er jeg mere beroliget og håber det hjælper.

Ellers er hun bare ved at blive stor, min lille pige. Hun er blevet så god til øjenkontakt, kan fange mit blik på lang afstand, fx. fra vuggen når jeg står hende ved døren (næsten). Og hun smiler med hele munden åben, øjnene stråler og hun charmer mig til at gøre alting:) På puslebordet har hun virkelig fået øjnene op for sin sommerfugle uro, følger dem rundt med øjnene og er helt fascineret. Det går også bedre med at ligge på maven, idag har hun bare været så dygtig og hun er virkelig god til at holde sit hoved oppe. Kan faktisk løfte sig helt op på underarmene (når hun ellers vil!!). Hun begynder også på bevægelser, der vil få hende til at trille - men jeg har ikke været så god til at lade hende ligge på maven på gulvet, så det er ikke sket endnu. Vi har bestilt et aktivitetstæppe, så det glæder jeg mig til kommer.

På tirsdag er hun 8 uger, og jeg synes tiden er fløjet afsted, samtidig med at jeg føler det er år siden jeg sidst sov ordentlig. At være på barsel med et lille barn er en underlig blanding synes jeg. På den ene side - ja så keder jeg mig altså herhjemme, men på den anden side så orker jeg slet ikke alle de ting jeg gerne vil. En enkelt ting om dagen, og så er jeg træt. Men intellektuelt og socialt der savner jeg, at der sker noget mere. På tirsdag skal jeg til lægen, og så regner jeg med at komme igang med træningen igen. Så kommer der lidt flere aktiviteter på dagsprogrammet. Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde roen lidt endnu inden Astrid skal ammes og vi begge skal puttes til natten. Og så er vi to iugen fra imorgen af - det bliver skønt!

Mødregruppe

Sidder her med sommerfugle i maven, nervøs ligesom før første skoledag. I dag skal jeg mdes med min mødregruppe for første gang og er temmelig spændt. Håber meget på at det er nogen mennesker som jeg kan få en god tid med, har ikke så mange andre at trække på til daglig når alle andre er på arbejde. Føler mig lidt fjollet, at jeg er nervøs - men sådan er det bare! Desuden også lidt spændt på, hvordan det kommer til at lykkes at skulle være der på et bestemt tidspunkt. Særligt fordi lillepigen ligger og sover sødt lige nu - og helst skal nå at blive ammet og ouslet indenfor den næste time hvis vi skal nå det! Ja, ja - de store problemer man kan have:)

Ellers går turen igen til det mørke vest og svigerfamilien. Så jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend:)

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

Barsel alene

Så er mr. N startet på arbejde igen. Vi var begge lidt nervøse i mandags, men indtil videre er det gået ganske fint:) Jeg synes dog det er lidt hårdt at være alene med Astrid, særligt når hun tager sig en skrigetur eller bare er en hængetrold, der synes hun skal være på armen hele tiden. Men tilgengæld smelter hun mig også bare når hun giver mig et smil eller når hun en sjælden gang imellem falder til ro og ligger og sover på brystkassen:)

Jeg har to veninder, der har fri i denne måned og havde glædet mig til at skulle underholdes lidt af dem. Men deres børn hiver infektioner med hjem fra institution og smitter deres mødre, eller holder dem hjemme hos syge børn. Så alle vores aftaler bliver aflyst, hvilket gør, at jeg altså savner noget selskab, der svarer med andet end skrig når man taler! Næste fredag skal jeg mødes med mødregruppen for første gang - er meget spændt, håber at møde nogen jeg kommer godt ud af det med, for ellers skal jeg finde underholdning andre steder fra. Det ville bare være dejligt at have nogen jeg kan mødes med, tale med og fylde dagene ud med lidt andet end amning, bleer og skiftning, putning, trøstning og vaske tøj, handle ind og vaske op. For det er ca. hvad jeg har fået dagene til at gå med indtil videre. Men tilgengæld har jeg haft succes med mine delmål - nemlig at komme i bad og komme udenforx1 dagligt. Og det er lykkes:)

I tirsdags var Astrid til 5 ugers us. 4,1 kg, 56 cm og 38 om hovedet. Og ellers bare rigtig fin:) Men det vidste jeg jo godt:) Næste us. er min 8-ugers us., hvorefter jeg glæder mig til at komme igang med at træne igen. Fik anbefalingen at vente til efter 8 ugers us. - ikke fordi selve undersøgelsen skulle gøre til eller fra, jeg fik jo ikke nogen stor bristning. Men blot fordi, det skulle være en god ide lige at give musklerne i underlivet tid til lige at komme sig og blive lidt stærke igen, inden man hopper på step bænken. Men jeg glæder mig til at træne kroppen igen:)

1 måned

Imorgen er Astrid 1 måned gammel. Og jeg har lært, hvad det vil sige at tiden flyver afsted!! Hun er vokset - vores egen vægt siger omkring 3900 g nu, så det er over 1 kg siden fødslen. Men hun spiser også godt.

Normalt er det stadig hver 3. time - men igår og i nat meldte hun sig hver 2. - 2½ time. Og vi prøvede at trække tiden ved at underholde, danse, give hende sutten og alt hvad vi ellers kunne finde på. Men hun bliver skrup hysterisk og skriger, så det gør ondt i mor hjertet. Og intet kan trøste eller får hende til at græde mindre før end hun bliver lagt til brystet! Jeg tænker på om hun er igang med et vækst spring og derfor skal stimulere mælkeproduktionen? Jeg ved ikke helt om det virkelig passer, at de laver sådan nogen ting, men hun har i hvert fald meldt sig tidligere og taget fra i længere tid ad gangen end vanligt! Jeg håber det snart går over - ville egentlig gerne at der kunne gå lidt længere tid mellem amningerne om natten, jeg synes efterhånden det er hårdt!

Ellers er hun jo bare verdens 8. vidunder:) Jeg synes stadig hun sover utrolig meget. Hun er mest vågen her om morgenen/formiddagen. Så prøver vi at lege med hende, bevæge arme og ben, vise hende dukkerne fra Lamaze, se i hendes lille bog, og tale med hende. Hun er rigtig god til at løfte sit hoved, selvom hun ikke altid er helt tosset med at ligge på maven. Jeg synes hun har givet mig nogen forsigtige smil, men endnu har hun ikke smilet sådan at vi var helt overbeviste om, at det var bevidst og rettet mod os. Jeg glæder mig til at det (forhåbentlig snart) sker. Hun er begyndt at komme med flere lyde, har bl.a. fået en meget lys og hjerteskærende klynke lyd. Og så er hun begyndt at lave spytbobler, omend det heller ikke ser så bevidst ud endnu.

Lige nu ligger hun vågen inde i vuggen. Hun er overtræt - eller det er i hvert fald hvad jeg tror. Har været vågen i to timer, falder i søvn i vores arme men våger når vi ligger hende. Så nu får hun lov at ligge lidt i fred derinde, sålænge hun ikke brokker sig. Så plejer hun at falde i søvn på et tidspunkt.

På mandag starter mr. N igen på arbejde, det har været skønt at have ham hjemme i næsten 5 hele uger. Og vi er begge lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå når han starter. Jeg frygter morgenerne, hvor jeg er helt smadret efter en dårlig nat, og han ikke er der til lige at være den der skifter eller trøster blot for en enkelt stund. Og han frygter trætheden når han skal koncentrere sig på arbejde. Men - jeg glæder mig også til at komme ind i en rutine med Astrid, og så finder vi forhåbentlig ud af det hele.

Op- og nedture

Humøret og overskuddet kører lidt op og ned for tiden. Jeg må indrømme at trætheden gør mig mere presset end jeg havde forestillet mig. I de sorteste stunder føler jeg mig klaustrofobisk, fordi min lille pige bare græder så ulykkeligt og jeg kan ikke finde ud af at hjælpe hende, og så mangler jeg altså en pause knap, der lige giver mig bare en halv times ro og tid til at samle mig. Og sjovt nok, så findes den pause knap bare ikke!

Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!

Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.

Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.

Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)

Kærestetid

Tiden flyver afsted, jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er 1 måned siden jeg gik på barsel. Jeg troede jeg ville have svært ved at udfylde tiden, at der ville væredage, hvor jeg kedede mig - men jeg tog fejl. Jeg har slet ikke nået alt det jeg troede jeg ville, tilgengæld har jeg skruet ned for tempoet og nyder det i fulde drag. Lige nu er det bare fantastisk at være på barsel:)

Mr. N har en mase afspadsering for tiden, så han er meget hjemme, måske det også får tiden til at gå temmelig meget hurtigere? I mandags var vi igen, igen, igen en tur i IKEA og hente lidt ting, men nu går det også stille og roligt fremad med hjemmet. Mangler stadig de sidste småting og mangler stadig en hel masse til vores lille babypige, men resten af de store ting er ved at være på plads.

I tirsdags tilbragte jeg næsten en hel time liggende på maven! Var til gravid massage, hvilket var skønt. Men jeg har godt nok været sindsygt øm i balderne efter hun havde fat i min ischias - måske lidt for meget af det gode?

Og idag skal vi på kæreste tur:) Vi skal på Hotel de næste to dage, liggende lige ned til stranden på Fyn. Håber vejret bliver dejligt, så skal vi hygge, slappe, holde i hånd, spise romantisk middag og bare nyde den sidste tid som værende kun to. For lige om lidt, ja så er vi jo tre:)
Så jeg vil sige rigtig god weekend til jer alle:)

Fødselsforberedelse

33 uger, nu første fødselsforberedelse rigere - har meldt mig til et kort kursus. Så de næste tre fredage skal jeg blive klog på de ting jeg selv kan gøre under fødslen. Og jeg synes egentlig at kurset levede ganske godt op til mine forventninger. Jeg kan mærke, at fødslen fylder mere og mere i mine tanker. Og jeg er stadig meget ambivalent, for på den ene side så kan jeg slet ikke vente med at skulle fortælle mr. N at nu er det nu:) For det betyder jo at så skal vi snart se vores lille mirakel. På den anden side så er jeg bange for, hvordan det kommer til at gå. Jeg har fundet frem til, at angsten primært kører på, hvilke grimme sider af mig selv jeg vil komme til at opleve. Jeg har ikke lyst til at blive hende den hysteriske, der bider hovedet af min elskede mand og som giver op inden jeg har åbnet mig 3 cm. Men det er sådan jeg frygter jeg bliver, for ser man på erfaringerne så bliver jeg ikke ligefrem blid som et lam i pressede situationer! Så jeg prøver at arbejde med, at det også er okay, at det må være okay at bide fra sig, at få lyst til at give op, at blive træt og umulig og hysterisk - og at jeg selv om jeg bliver disse ting, så alligevel nok skal klare fødslen og forhåbentlig ikke komme til at føle det som et nederlag, at jeg har været sådan undervejs. Det må vel være på tide, at jeg accepterer, at disse sider af mig selv findes...

Ellers synes jeg dagene flyver afsted. Jeg ha slet ikke nået bare halvdelen af de ting jeg troede jeg ville, men det gør nu ikke det store. Jeg nyder, at have tiden til at ligge i sengen om morgenen og bare flade ud. Og jeg troede egentlig jeg ville kede mig, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Snarere synes jeg næsten, at der har været lidt for travlt:) Idag skal dog være en doven dag sammen med manden min. God søndag til jer alle.

Av min r..

Herhjemme ligner det efterhånden noget der er løgn. Vi er i fuld gang med at flytte rundt, sætte nye reoler op, byge nye skabe og tage gamle skabe, skrivebord, computer osv. ned. Med det resultat at vi lige nu har et styks gammelt skab stående skilt ad i stue, køkken og soveværelse, et styks skydedør i papkasser og alt vores tøj i flyttekasser, sorte sække samt liggende på spisebordet. Desuden en del sorte sække med forskelligt slags papir affald der stadig venter på at blive båret ned. Hmm på 56 kvm så fylder alle de her ting altså rimelig meget!!! Vi var ekstremt flittige igår, men da vi nåede til kl halv otte i går aftes så kunne hormon bomben ikke mere og var ved at bryde grædende sammen over at pizzaen ikke var klar da vi kom ned for at hente den!

Og jeg har måttet konstatere, at ligge/sidde på gulvet og samle skabe i mange timer - ja det betyder, at ischias smerterne nu er der i begge sider, og at jeg knap kunne komme ned fra 4. sal og hente pizza, og nærmest aldrig kom tilbage igen. Efter en lang nat, fyldt med sure opstød og en mand, hvis vejrtrækning var temmelig påvirket af al den støv vi gik rundt i igår, ja så har jeg idag så stive ben at det føles som om jeg har løbet 10 km og ikke strukket ud bagefter. Så jeg sidder her på min flade, midt i al rodet, og bare slapper. For kræfterne rækker ikke til at begynde at sætte skuffer op i skabene - ikke lige idag!

Men hold da op, hvor bliver det skønt, når vi får alle tingene på plads. Så håber jeg at det ender med, at vi også har plads til babypigens ting og sager.. Det er ikke helt nemt at finde pladsen til alle tingene når man bor på 56 kvm og begge to er samlere, som synes det er noget så svært at smide ting væk!!

Barsel

Så er det blevet barsels tid:) Jeg må indrømme, at jeg er en anelse rastløs, og synes det kræver lidt tilvænning ikke at skulle stå op til noget om morgenen. Hvilket er paradoksalt, for det er jo noget jeg har gået og sukket efter i lang tid, det med bare at have alverdens tid til at nyde livet.

Men med solskin som idag, så er det pludselig lettere at få tiden til at gå:) Har virkelig bare nydt solen idag, cyklet ture, ligget på plænen (med to kæmpe puder bag ryggen i forsøget på at ligge på ryggen), spist paradis is til aften og gået aften tur. Imorgen aften skal jeg til Sex and The City 2 med nogle gamle studieveninder. Det bliver skønt:)