Ensporet

Der er tale om virkelig ensporet navlepilleri - cyklus pilleri og graviditets ønsker, og hvorfor min cyklus så absolut skal drille når nu jeg så gerne vil være gravid og derfor næsten ikke kan holde det ud når mens ikke kommer præcis til tiden? De sidste 3 måneder har min cyklus været på 28-29 dage, og før det var der lige en enkelt på 34 og ellers har de været regelmæssige. I dag er dag 29, ingen tegn til mens. Bortset fra masser af murren eller tyngende fornemmelse, der minder lidt om mens smerter uden at være helt typiske mens smerter. Og nu begynder mit lille hoved at være helt på den anden side.. Og det kan jeg næsten ikke overskue, for når så mens kommer med fuld drøn om nogle dage, så er skuffelsen så meget større! Suk.. Det er mig fuldkommen uforståeligt at nogle mennesker ikke ved at de er gravide, at de ikke bruger tid på at tænke om de er det, selvom de prøver. Hvordan katten gør man det??
Nå, nok navlepilleri. Det er jo ikke til at holde ud!

Herhjemme har det kørt trægt på det sidste. Mr. N og jeg har brugt det meste af tiden på at skændes, jeg ved ikke helt om hvad, men alting har været en diskussion. Den kulminerede med et huskiggeri for 1 uge siden, hvor vi begge havde en fridag og havde besluttet vi ville bruge den til noget kærestehygge og derfor afleverede A. I stedet var vi uenige om alt, lige fra huset som mr. N elskede og jeg ikke brød mig om, til hvor vi skulle spise, hvilke cafeer der er hyggelige, hvad vi skal lave i vores ferie osv. Pludselig siger mr. N - "jeg er træt af at skændes. Vi må se at finde ud af det, for ellers er alternativet af vi ikke finder ud af det her, og går hver vores vej".
Jeg blev virkelig chokeret! Tænkte, jamen sider du og siger at du overvejer at vi skal skilles? At du ikke gider mere?? Var helt på den anden side i flere dage efter. Vi har dog fået talt ud om tingene og jeg synes vi ligeså stille bevæger os tættere på hinanden igen. Har haft nogle dejlige dage de sidste dage.

For at slutte med noget der er fantastisk og dejligt må jeg jo slutte med at fortælle om min elskede lille skat. Hold op hvor sker der bare sindsygt meget for tiden. Der kommer så mange ord, at jeg konstant bliver overrasket. Hun er i det hele taget bare vidunderlig. Griner, løber, snakker, leger, er krævende men også ekstremt kærlig. Mener hun kan følge med de store drenge i legestuen, så hun får som den eneste af de "små" lov at være med i deres leg. Det går vildt for sig, hun hopper op og ned fra alt hvad hun kan komme i nærheden af. Hun er så småt igang med at lære at cykle på en løbecykel. Hun kan godt men lige for tiden er den ikke sjov - tænker det kommer igen en dag. Hun er virkelig god til selv at sige fra når hun er træt, sålænge hendes mor bare hører efter hvad der bliver sagt. Og så er hun blevet forelsket i fjernsynet. Står hver morgen og eftermiddag og siger "lala" eller "oo-aa-aa" (som en abe) (teletubbies eller peter pedal). Til trods for at hendes mor oftest siger nej så bliver der alligevel sneget lidt fjernsynstid ind hver eneste dag. Men tænker at det forhåbentlig går, hun laver jo en masse andet resten af tiden! Hun bringer mig så utroligt mange glæder hver eneste dag, min lille elskede skat.

Skrigeturerne fortsætter, jeg troede først det var forstoppelse, men efter at have afprøvet lactulose, hvilket i hvert fald satte gang i maven, og det ikke havde effekt på gråden, så blev den ide droppet. Efterhånden har jeg lagt mærke til, at det ofte er samtidig med at hun slår prutter at hun skriger. Og det passer vel godt overens med, at når hun ammes så sætter det gang i peristaltikken og så gør det ondt i maven, så spænder hun op og skriger, hvilket resulterer i at hun slipper og tager fat hele tiden. Og dermed sluger en masse luft - og den onde cirkel er i gang.

For tiden spiser hun bare mindre end, hvad hun plejer. Hun tager det ene bryst i 8 minutters tid, slipper og skriger og nægter at tage det igen. Bliver puslet, hygget lidt med på puslebordet og falder til ro. Forsøger så at lægge hende til det andet bryst - her tager hun 3-4 minutter og så starter skrigeriet igen. Hvis jeg tager hende fra så falder hun til ro, men så snart jeg prøver at lægge hende til så starter hun igen. Måske hun bare ikke er mere sulten? Det føles bare helt mærkeligt når hun altid har haft spist fra begge bryster ved hvert måltid. Jeg har i dag købt Mylicon dråber, tænker at afprøve om de hjælper, for jeg synes det er så synd for min lille pige når hun har så ondt i sin lille mave.

Jeg synes endnu ikke vi har den store rytme herhjemme, og så alligevel. Hun bliver puttet ved otte tiden om aftenen - senest halv ni. Og så sover hun til omkring midnat ( de længere stræk er hun desværre stoppet med igen), igen ved 3-4 tiden og så ved 6-7 tiden, hvorefter vi står op. Så er hun vågen en times tid til halvanden, hvorefter hun sover indtil det er ammetide igen. Og så fortsætter det egentlig sådan med vågen tid på max to timer efterfulgt af lur indtil spisetid. Det bliver til omkring 6 lure i løbet af en dag. Og jeg ville egentlig gerne ned på længere vågen tid og længere sovetid i løbet af dagen, men hun er simpelthen ikke til at holde vågen uden at hun bliver kropumulig! Hun er blevet god til at ligge på maven og holde hovedet selv, hun øver sig i at skulle trille og det er lykkes for hende enkelte gange. Hun er så småt begyndt at pludre (men ikke særlig meget i forhold til de andre børn i mødregruppen, hvilket bekymrer mig), hun sender dejlige tandløse smil - når hun ellers er i det rette humør.

Men jeg synes endnu ikke det er blevet nemmere - til tider synes jeg nærmest det er blevet sværere. Det fylder rigtigt meget for mig, at hun ikke bare spiser fuldkommen som hun plejer og at måltidernes varighed svinger, samt at hun ofte bøvler under måltiderne som ender i skrig og frustrationer. Jeg savner hyggen ved amningen, hvor hun bare tog fat, spiste og faldt i søvn eller slap når hun var mæt. Jeg er ked af, at det nu er sådan at jeg er lidt nervøs inden hver amning hvis jeg er andre steder henne, fordi jeg ikke ved om det kommer til at tage 1 time at give hende mad samtidig med at hun skriger minimum halvdelen af tiden. Nå, nu bliver der kaldt på mig derinde fra...

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

Dumme krop!

Turen til det mørke vest gik over al forventning. Astrid sov hele vejen derover, hun var bare så dygtig. Og på hjemturen var det med et enkelt stop, hvor hun blev ammet, puslet og igen puttet i autostolen. Hun brokkede sig en smule, men sov ellers så sødt med sin sut i munden. Hun er bare ikke super glad for at blive spændt fast i autostolen, men når først hun sover i den, så er alt fint:)

Weekenden bød ellers på udfordringer i massevis. Særligt frain dumme krop - jeg troede ellers det skulle til at væreslut med at synes den var dum, det hørte fortiden til. Men til trods for at Astrid sutter så fint og spiser gladeligt, så driller brysterne. Der bliver ved med at være små revner så det gør lidt ondt i starten af hver amning, og i weekenden brød brystbetændelsen så løs. Det startede allerede om fredagen med ømhed i brystet - altid det venstre. Og lørdag var det ildrødt. Alle ting blev ellers afprøvet, amning fra det bryst først, massere området, varme omslag, varmt bad, ammestilling med hagen mod området... Intet hjalp, og som dagen gik fik jeg det bare værre og værre. Startede penicillin om eftermiddagen, lå under dynen med uldindlæg, uldundertrøje, top, langærmet striktrøje, bukser og sokker og frøs stadig! ØV! Og samtidig blev svigermors hus fyldt med barselsgæster, der blev i 6 timer, for svigermor inviterede da alle 10 på middag, så der var 16 til aftensmad! Og jeg gemte mig på værelset og følte mig som verdens dårligste mor, der bare lod sit barn være derude uden at være der til at beskytte hende..

Men Astrid overlevede jo, og det samme gjorde jeg! Og det var jo dejligt at se svigerfamilien, og dejligt at se farmor og hendes smil når hun holdt Astrid. Jeg skal vænne mig til at dele min elskede datter, og til at svigermor/farmor også tager hende selvom hun græder. Men jeg tænker, at om nogle måneder så bliver det nok kun rart at kunne aflevere hende når hun græder:) Og det er jo dejligt at hun knytter et bånd til sin farmor.
Så nu kan jeg mærke, at min egen mor også skal have lov til lidt mere. For det er ikke meget mine forældre har holdt hende da de jo kun ser hende kort tid ad gangen. Men det kan der jo heldigvis laves om på:)

Brystbetændelsen er (forhåbentlig) på retur. Brystet er mindre ømt, mindre rødt og jeg har dte alment bedre. Men tilgengæld er der kommet et hårdt område som ikke kan blive blødt uanset hvor meget der ammes, masseres og varmes. Forhåbentlig er det bare et stadie på vejen til at det svinder. Dumme bryster!! Er træt af at de skal lave rod og bekymringer hele tiden!

Op- og nedture

Humøret og overskuddet kører lidt op og ned for tiden. Jeg må indrømme at trætheden gør mig mere presset end jeg havde forestillet mig. I de sorteste stunder føler jeg mig klaustrofobisk, fordi min lille pige bare græder så ulykkeligt og jeg kan ikke finde ud af at hjælpe hende, og så mangler jeg altså en pause knap, der lige giver mig bare en halv times ro og tid til at samle mig. Og sjovt nok, så findes den pause knap bare ikke!

Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!

Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.

Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.

Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)

Dødsangst

Mine nattedrømme har været fyldt med væmmelige tanker om en lille død baby i min mave.. Om at denne lykke endnu kan nå at blive taget fra mig før end den rigtigt er begyndt. Tankerne er svære at slippe af med igen, særligt fordi jeg hart svært ved at sætte ord på dem - de er ikke spor rare at skulle sige højt, så indtil videre er de ikke blevet delt. Og på en måde gør det dem endnu større end de ellers er.. Og de sætter et helt cirkus igang: har jeg nu mærket liv nok? Var det ligeså meget som det plejer at være? Hvor lang tid siden var det sidst? Hvorfor har hun ikke taget mere på i vægt - er det fordi moderkagen ikke fungerer så godt og hun mistrives derinde?? Hvis der går for lang tid mellem jeg mærker hende bliver jeg lettere panikslagen, skubber til hende og bliver ved indtil jeg mærker i hvert fald bare en lille bevægelse. Og bliver så bagefter i tvivl om det var en bevægelse eller ej?

Lige nu er løsningen i mit hoved at hun skal se at komme ud derinde fra, så jeg med mine egne øjne kan se hende, så jeg kan mærke hende og forhåbentlig blive beroliget over min sunde og raske lille baby. Men om angsten bliver nemmere at håndtere når hun kommer ud ved jeg ikke! Jeg kan forestille mig, at det er en angst for at miste som man skal lære at håndtere resten af livet? For bare fordi hun kommer ud til mig, sund og rask, så kan der jo ske tusindevis af katastrofale ting - den ene mere eller mindre usandsynlig end den anden. Og det er det jeg forsøger at holde fast i.. At det jo er ekstremt sjældent at man mister sit barn på dette tidspunkt. Og at det selvfølgelig ikke sker for os! Vel?

Vægten

Var til jordemoder igår. Har tænkt lidt over min vægt her på det sidste, da den har stået på +11 kg de sidste tre uger. Og vidste godt, at det kunne ske i slutningen, men blev alligevel lidt bekymret for hende den lille, om hun nu også vokser nok og får al den næring hun skal bruge. Især fordi det er så umuligt at vurdere om maven vokser selv. Og når jeg ser på billeder fra de sidste tre uger, så synes jeg selvfølgelig ikke det ser sådan ud!

Jordemoderen vurderede hende til 3200g, dvs. hun kun skulle have taget 200 g på på 2 uger - men hun insisterede på, at det var helt fint og at det godt kunne svinge. Og at hun var lidt svær at vurdere fordi hun står så langt nede med hovedet at hun sagtens kunne snyde og være større. Og jeg prøver mit allerbedste på ikke at bekymre mig, for jeg bliver jo nødt til at stole på deres vurdering og viden, når nu jeg har bragt mine bekymringer på banen. Og det vigtigste er at jeg mærker fint med liv, hvilket jeg heldigvis gør - bare lige nu ligger hun og møver rundt derinde og skubber til min mave:) Har en tid igen om 2 uger, hvor jeg så vil være 40+3 - har jo lov at håbe på, at jeg ikke får brug for den. Men tror nu nok jeg skal være gravid på det tidspunkt stadigvæk.

Ellers har jeg det jo stadig godt, og det er måske med til at jeg endnu ikke er vanvittigt utålmodig efter at føde. Jeg glæder mig sindsygt til at møde hende, og tankerne er skiftet meget fra at være angst for fødslen til at være angst for at der skal ske hende noget, mens selve fødslen kommer lidt i baggrunden. Bare hun er okay og klarer fødslen uden problemer, så klarer jeg nok resten. Plukkeveerne er der stadig - har en meget spøjs fornemmelse af at blive helt varm i kinderne, og til tider få lidt svært ved at trække vejret helt igennem når plukkeveerne kommer. Det er fuldkommen som at sidde og presse, fraset at jeg er fuldkommen afslappet når jeg får det sådan. Lidt sjovt:)

Det er nu alligevel vildt at tænke sig at der kun er 10 dage til termin!! Hold da op!

Opdatering fra det gravide liv

På mandag er det sidste arbejdsdag, og lige nu glæder jeg mig simpelthen så meget. Der er store forandringer i gang i lejligheden, mr. N har haft nogle fridage og har derfor været på overarbejde med de praktiske ting, der skal laves. Så når jeg får tiden skal jeg rydde op i alle tingene, ordne i bøger osv. Det føles lidt som snyd at jeg skal have fri i så lang tid, særligt fordi jeg ikke har de helt store gener fra graviditeten og derfor føler, at jeg sagtens kunne arbejde i længere tid.

Mht. de fysiske ting, tja så har jeg som sagt ikke de helt store skavanker. Synes jeg har det godt, jeg elsker min mave og den fine form den efterhånden har fået. Søvnen er ikke så super, vågner når jeg skal vende mig og omkring kl 4-5 om morgenen så er babypigen fantastisk vågen og sparker, hopper, drejer og laver kolbøtter derinde! Hvilket ikke gør det spor nemt at falde i søvn igen. Og så er der lægkramperne, som kommer når jeg strækker mig, men heldigvis stadig godt kan nå at stoppes før de bliver rigtigt slemme Og tisseturene er blevet hyppigere - heldigvis ikke om natten, men der går ikke lang tid imellem tisseturerne om dagen:)

Plukkeveerne er jeg ikke voldsomt generet af, men de bliver da efterhånden kraftigere og niver lidt mere. Og tja, gang hastigheden er frustrerende langsom for ellers kommer der plukkeveer lige med det samme. De melder sig også så snart jeg har lavet lidt for meget, haft lidt for travlt på arbejdet eller hvis følelserne løber lidt højt!

Det lyder som brokkerier, men det er det bestemt ikke. Jeg synes jeg er heldig at jeg slipper så nemt. Og jeg glæder, glæder, glæder mig til at møde min dejlige lille (formentlig tykke) babypige. Til tider bliver jeg overvældet af bekymringer for, hvordan jeg skal klare det når hun kommer ud. Om jeg kan klare det når trætheden overvælder mig. Om mr. N og jeg kommer til at bide hovederne af hinanden. I nat efter 3 timers søvn kunne jeg mærke trætheds tårerne trænge sig på - og så ved jeg ikke hvordan jeg nogensinde skal kunne finde ud af at være mor for et lille barn. Jeg håber jeg kan finde ud af det! Og at jeg kan finde ud af at nyde mit lille mirakel når hun en dag kommer ud til os..