Op- og nedture

Humøret og overskuddet kører lidt op og ned for tiden. Jeg må indrømme at trætheden gør mig mere presset end jeg havde forestillet mig. I de sorteste stunder føler jeg mig klaustrofobisk, fordi min lille pige bare græder så ulykkeligt og jeg kan ikke finde ud af at hjælpe hende, og så mangler jeg altså en pause knap, der lige giver mig bare en halv times ro og tid til at samle mig. Og sjovt nok, så findes den pause knap bare ikke!

Hun er en del vågen om morgenen/formiddagen, men jeg har svært ved at aflæse, hvornår hun gerne vil stimuleres og hvornår hun bare skal have fred. Ofte synes jeg, at hun bare er urolig og småklynkende, eller meget ulykkelig, og det eneste der så virker er at hoppe rundt med hende. Så falder hun lidt til ro, men starter igen så snart man sidder eller står stille. Jeg tror det er maven, der driller noget af tiden. for hun falder ligesom til ro når hun har fået luften ud af maven. Men resten af tiden - tja hvad er det så der får en lille pige til at græde? Hun er mæt, hun er ren, hun er tæt på en af os.. Og det gør ondt helt ind i hjertet når hun græder og jeg ikke kan få det til at stoppe. Så føler jeg mig som den dårligste mor i verden!

Mr. N er god til at huske mig på en middagslur (som jeg lige for tiden ikke kan overleve uden), og i går trillede han en lille tur med vognen, og lod mig være helt alene i lejligheden til at lukke øjnene og slappe af.

Tak for råd mht. sutten - vi prøver at give hende den, når hun bliver for ulykkelig, men jeg ved, at hun er mæt. Det er ikke altid hun vil tage imod den - generelt skal der kæmpes lidt, for hun bliver hysterisk de første minutter hun har sutten i munden. Men når først hun finder ud af at lave undertryk og sutte på den, så falder hun gerne til ro. Nogen gange spytter hun den ud når hun sover - det kommer vist an på hvor dybt hun falder i søvn. Andre gange bliver sutten droppet og så er det hopperiet, der mår trøste og få hende til at falde til ro.

Jeg prøver at trøste mig med, at det formentlig slet ikke er unormalt at have alle de her tanker, og at det skyldes at al begyndelse er svær. Og så nyder jeg de øjeblikke, hvor min lille pige bare er helt fantastisk, hvor jeg kan stikke næsen ned til hendes bløde hår og dufte til hende, mærke hende tæt på min krop, se på hendes smukke lange fingre og ae hende over hendes bløde, nuttede kinder. Hun er virkelig den smukkeste pige i hele verden (selvfølgelig). Kender i det, at man til trods for træthed og alle de her andre, dumme følelser, så pludselig bare kan savne sin lille pige, fordi hun nu har sovet i en time?? Det er det jeg siger - op og ned i følelsernes rutschebane:)