Babysvømning

Babysvøming blev et hit - i hvert fald de første 15 minutter, og så var det ved at være for meget for min lille dejlige pige. Men hun smilede, spjættede med arme og ben, kiggede sig interesseret omkring og smilede så igen lidt mere til sin mor, der bare synes det var helt fantastisk at mit lille vidunder barn kunne flyde:) Søvn inden blev det ikke til meget af, hun nåede at sove 5 kvarter og så måtte jeg vække hende da vi kom til svømmehallen. Tilgengæld var hun temmelig træt og på tværs i løbet af aftenen i går.

Jeg ved ikke helt, hvad det er der sker med søvnen for tiden og hvorfor hun er blevet så svær at lægge. Om det er fordi hun kan se mere, det virker nemlig som om hun har svært ved at lukke af for indtrykkene. Jeg prøver med en stofble over hovedet, det virker til tider. Tja, ellers er der vel ikke andet for end at blive ved med at øve:)

Babysvømning

Vi skal til babysvømning meden fra mødregruppen i dag. Og jeg er lidt nervøs - ikke så meget for at skulle have hende i vandet. Men for at jeg ikke kan få det timet, så det i stedet for en frisk, mæt og glad baby der er klar på nye oplevelser, bliver en sulten, gnaven og overtræt baby jeg har med mig, så oplevelsen slet ikke bliver god. Og selvfølgelig kan jeg jo bare prøve igen en anden gang, men jeg glæder mig rigtigt meget. Og jeg håber sådan at hun kan lide det, for jeg ville elske det, hvis hun blev en lille vandhund som sin mor. Jeg synes det ser så hyggeligt ud med børnene i vandet.

Og fordi jeg er nervøs for om tingene kommer til at gå op i en højere enhed, ja så bliver jeg irritabel og kortluntet. Astrid er begyndt at være svær at putte den sidste uges tid. Det er som om hun bliver overtræt, også selvom jeg synes jeg putter hende ved de samme træthedstegn som før. Men hun nægter bare at lukke øjnene, kigger rundt med kæmpe øjne og så skriger hun hver gang man putter hende ned i liften. Så i stedet for at hun bare kunne lægges, så tager det nu op til en halv time at få hende til at falde i søvn. Her til morgen, ja da var det bare en dårlig kombi med mig, så jeg bliver irritabel og irriteret over, at hun dog ikke bare sover når hun nu er træt! Jeg håber det blot er en overgang, at hun skal være svær at putte. Jeg prøver rimeligt konsekvent at lægge hende fra mig inden hun sover helt, men gerne når hun er blevet døsig. Så jeg står med hende i armene indtil hun er døsig, og så ned i sengen, så hun stadig er vågen nok til at vide, hvor hun bliver lagt henne. Hvis hun græder tager jeg hende op, holder hende indtil hun er faldet til ro og så putter jeg hende ned igen. Og sådan bliver jeg ved. Men hold da op, hvor kan jeg få lov at gøre det mange gange lige for tiden!!!

Jeg vil hoppe i bad og så finde ud af om jeg kan mase mine bryster ned i min badedragt eller bikini:)

Hvorfor?

Hvorfor skriger min dejlige lille pige, hver eneste gang hun skal slå en prut? Hvorfor er der ikke noget af det jeg gør der hjælper? Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at trøste hende når hun har skreget en halv time klokken 5 om morgenen? Hvorfor har jeg endnu ikke lært at aflæse hendes signaler? Hvorfor føles det her mor-halløj til tider bare så overvældende svært? Hvorfor skælder jeg ud på min dejlige mand, når han bare prøver at hjælpe? Hvorfor har jeg udviklet mig til en rappenskralde, der skælder og smælder når tingene ikke bliver gjort på min måde? Hvorfor føler jeg mig alt for ofte som verdens dårligste mor, der bliver træt af sit ønskebarn når hun ikke kan trøste? Og verdens dårligste kone, og veninde og måske i det hele taget verdens dårligste person uden styr på noget som helst....

Gennem træthedens tåger

I går sad jeg med Astrid på skødet, mr. N var ude og vi havde tøseaften derhjemme. Jeg sad og talte lidt med hende og fik dejlige, glade hvin og pludrelyde tilbage. Tænkte for mig selv, at det her er sådan noget jeg skal fortælle hende om, om mange år når hun vil høre om dengang hun var lille. Så var det, at det slog mig: jeg er blevet mor!!! Ikke bare lige nu, men resten af livet er jeg mor til Astrid! Det er der intet der kan lave om på. Indtil nu har der været glimt af lykke, dage med ren og skær kærlighed, men ellers har det bare været ren overlevelse uden den store refleksion. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til alle de ting vi skal opleve sammen, til at se hende vokse op, til at hun lærer at gå, til at vise hende bladene på træerne og mærke græsset, til at røre ved en hund første gang, til at sidde i sofaen og læse med/for hende, til at få et kram.. Jeg glæder mig til livet med Astrid. Og jeg er helt ufattelig lykkelig over at være så heldig, at jeg er Astrids mor!

Rødvin, kærestetid og over(under)skud

Svigermor har været i byen og inviterede os ud at spise på vores lille yndlings italienske restaurant. Der blev bestilt bord til kl 18 - både af hensyn til de andre gæster, men også fordi det var en hverdag, hvor vores sengetid er omkring klokken 21:) Lettere nervøs for, hvordan Astrid ville opføre sig, men hun blev båret rundt af en af os eller svigermor/farmor og hendes veninde, hvilket resulterede i, at vi faktisk fik varm mad at spise på nogenlunde samme tid og jeg fik lov at nyde et glas rødvin. Store sager, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvilket gav lidt overskud da vi kom hjem. Skønt at være tæt på hinanden igen, der har ikke været meget kærestetid de sidste mange uger.

Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.

I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)

Skrigeturerne fortsætter, jeg troede først det var forstoppelse, men efter at have afprøvet lactulose, hvilket i hvert fald satte gang i maven, og det ikke havde effekt på gråden, så blev den ide droppet. Efterhånden har jeg lagt mærke til, at det ofte er samtidig med at hun slår prutter at hun skriger. Og det passer vel godt overens med, at når hun ammes så sætter det gang i peristaltikken og så gør det ondt i maven, så spænder hun op og skriger, hvilket resulterer i at hun slipper og tager fat hele tiden. Og dermed sluger en masse luft - og den onde cirkel er i gang.

For tiden spiser hun bare mindre end, hvad hun plejer. Hun tager det ene bryst i 8 minutters tid, slipper og skriger og nægter at tage det igen. Bliver puslet, hygget lidt med på puslebordet og falder til ro. Forsøger så at lægge hende til det andet bryst - her tager hun 3-4 minutter og så starter skrigeriet igen. Hvis jeg tager hende fra så falder hun til ro, men så snart jeg prøver at lægge hende til så starter hun igen. Måske hun bare ikke er mere sulten? Det føles bare helt mærkeligt når hun altid har haft spist fra begge bryster ved hvert måltid. Jeg har i dag købt Mylicon dråber, tænker at afprøve om de hjælper, for jeg synes det er så synd for min lille pige når hun har så ondt i sin lille mave.

Jeg synes endnu ikke vi har den store rytme herhjemme, og så alligevel. Hun bliver puttet ved otte tiden om aftenen - senest halv ni. Og så sover hun til omkring midnat ( de længere stræk er hun desværre stoppet med igen), igen ved 3-4 tiden og så ved 6-7 tiden, hvorefter vi står op. Så er hun vågen en times tid til halvanden, hvorefter hun sover indtil det er ammetide igen. Og så fortsætter det egentlig sådan med vågen tid på max to timer efterfulgt af lur indtil spisetid. Det bliver til omkring 6 lure i løbet af en dag. Og jeg ville egentlig gerne ned på længere vågen tid og længere sovetid i løbet af dagen, men hun er simpelthen ikke til at holde vågen uden at hun bliver kropumulig! Hun er blevet god til at ligge på maven og holde hovedet selv, hun øver sig i at skulle trille og det er lykkes for hende enkelte gange. Hun er så småt begyndt at pludre (men ikke særlig meget i forhold til de andre børn i mødregruppen, hvilket bekymrer mig), hun sender dejlige tandløse smil - når hun ellers er i det rette humør.

Men jeg synes endnu ikke det er blevet nemmere - til tider synes jeg nærmest det er blevet sværere. Det fylder rigtigt meget for mig, at hun ikke bare spiser fuldkommen som hun plejer og at måltidernes varighed svinger, samt at hun ofte bøvler under måltiderne som ender i skrig og frustrationer. Jeg savner hyggen ved amningen, hvor hun bare tog fat, spiste og faldt i søvn eller slap når hun var mæt. Jeg er ked af, at det nu er sådan at jeg er lidt nervøs inden hver amning hvis jeg er andre steder henne, fordi jeg ikke ved om det kommer til at tage 1 time at give hende mad samtidig med at hun skriger minimum halvdelen af tiden. Nå, nu bliver der kaldt på mig derinde fra...

Skruk??

Jeg arbejder på en bog til Astrid, en bog med mine tanker under graviditeten.. Egentlig var det jo meningen den skulle have været skrevet mens jeg var gravid, men det skete ikke. Så nu bliver den skrevet med hjælpe fra blog indlæggene. Det er som om, at det først er nu, hvor jeg læser de gamle indlæg igennem, at jeg fatter hvor stort et mirakel en graviditet er. Pludselig forstår jeg hvorfor andre kvinder kom med alle de samme slags kommentarer og blev ved og ved og ved med at sige, at det bare var så fantastisk. For selvfølgelig synes jeg jo det var fantastisk at være gravid - men nu!! Det var jo det største i verden at være gravid, for graviditeten førte til Astrid:) Alle følelserne er med når jeg tænker på graviditeten, og de følelser kan mærkes når jeg ser gravide kvinder. I går ringede C og fortalte, at hun var gravid igen, og lykkefølelsen var stor indeni:)

Samtidig støder jeg også på en ny følelse, nemlig ønsket om at blive gravid igen, at få lov at opleve dette mirakel en gang til og nå at sætte pris på, hvor fuldkommen fantastisk det er. Kan det virkelig passe, at jeg med en lille skrigende baby i mine arme, manglende søvn og manglende overskud, kan være blevet skruk????

Astrid 2 måneder

Smukke Astrid sover i mit skød, dejlige mr. N sidder ved siden af i sofaen og sover, og jeg sidder her med alle mine tanker. Jeg synes det er lidt hårdt for tiden, jeg savner udsigten til en pause, hvor jeg ved jeg kan få lov at slappe af og sove! Astrid tager sig nogen gevaldige skrigeture, hvor der bare ikke er noget som helst der hjælper. Og her til eftermiddag tog hun sig igen en tur, hvor hun skriger hver gang jeg forsøger at lægge hende til brystet. Det er nok det allersværeste når det sker, tror jeg. Det er frustrerende ikke at kunne trøste sit lille barn, og det er frustrerende, at jeg tilsyneladende endnu ikke har lært at aflæse hende.

Imorgen kommer sundhedsplejersken til 2 mdr's besøg. Er spændt på, hvad hun vejer nu.

Det er trætheden der taler i dag kan jeg mærke. Til trods for masser af tanker, så er jeg ude af stand til at formulere mig og samle mig om dem. De må flyve hid og did i stedet for at blive samlet her. Jeg vil læne mig tilbage, kigge på min smukke datter og min dejlige mand og så bare slappe lidt af. God søndag..