Et skridt tættere på

Var til scanning idag, og alting var bare helt perfekt med bebsen:) Den var 2,65 cm lang med fine arme og ben. Og CC gav beroligende ord med på vejen, at når den voksede så flot som den gjorde og alting så så godt ud så løb den ingen vegne:) Vi er glade og lettede. Jeg har en følelse af, at jeg nu beynder at tro på, at det virkelig er rigtigt denne gang!

Der er så mange flere detaljer og tanker der flyver rundt i hovedet, men lige nu er jeg træt og har brug for at lade alle tankerne falde lidt til ro før end jeg prøver at sætte ord pådem. Der kommer mere end anden dag. Samt selvfølelig nogle smukke scanningsbilleder når jeg lige har fået hjælp til at scanne dem ordentlig ind. Godnat derude i blogland..

Håb, drømme, angst og bekymringer

Humøret svinger meget. Til tider op i den positive skala, hvor drømmen om at denne gang ender det med et sundt, rask, levedygtigt barn til sommer fylder. Men ligeså tit ryger humøret den anden vej - jeg analyserer på symptomer, er rædselsslagen når de er væk og bange for at der ikke er nok når de er der! Angsten blev større da jeg mødtes med en af mine veninder den anden dag, som også er gravid, ca 3 uger længere fremme end mig. Det var fantastisk at dele nyheder, når nu det var det samme glade budskab vi kom med, men angsten voksede fordi vi straks fik malet et billede af at vi (forhåbentlig) skal på barsel sammen. Og dette billede var så smukt, dejligt og fyldt med glæde at jeg blev så bange for at miste det endnu engang!

Jeg forsøger at komme i julestemning - heldigvis hjælper det smukke hvide snelandskab på det hele:) Og så tæller jeg ned som et lille barn til juleaften, for så er der kun 4 dage til næste scanning! Glædelig jul til jer alle:)

Lettelse

Dårlige drømme blev gjort til skamme. Der lå den fineste lille bitte een derinde i livmoderen og blinkede afsted til os. Først kunne jeg ikke se hjertet men både CC og mr. N kunne se det med det samme:) Blev målt til CRL 14 mm.


Er den ikke smuk? Jeg er 7+2 idag, så den er angiveligt lidt større end gennemsnittet lige nu, men det kan bare ikke være bedre:) Har tid til ny scanning den 28. december. Er så lettet og glad, min dejlige mr. N og jeg skal vist bare sidde og drømme om fremtiden i aften:)

Så er det idag!

Ja så er det blevet dagen.. Jeg har sovet så dårligt de sidste nætter. I nat drømte jeg at der var to derinde men at de var alt for små og ikke levende, og den eneste grund til at jeg havde graviditets symptomer var at der var to!!

Jeg ved slet ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv idag. Synes jeg har haft mere ondt i maven, mens lignende smerter her i weekenden og jeg er ved at drive mig selv til vanvid med at gå og mærke efter hele tiden. Har lige en arbejdsdag der skal overståes, så bliver det scanningstid. Lige nu skal den bare overståes den scanning!

Smerter

I går aftes fik jeg ondt i maven, længere oppe end livmoderen, ja faktisk helt oppe ved navlen. Men de strålede ned i underlivet og blev alligevel ret kraftige. Var egentlig rimeligt overbevist om at det nok bare var nogle kolik smerter, jeg har temmelig meget luft i maven for tiden og den er oppustet som en lille spærreballon.
Men nu har de rykket sig længere ned, sidder nede i hø. side, føles mest som nogle niv eller jag, til tider ret kraftige og til tider bare lidt smårmurrende. Jeg prøver at berolige mig selv med, at det sikkert bare er de berømte ligamentsmerter, at det ikke betyder noget som helst og at jeg slet ikke behøver at bekymre mig. Har dog også bemærket lidt mindre udflåd end vanligt, men ingen blødning eller det der ligner!

Så jeg tæller ned til mandag! Weekenden skal tilbringes sammen med svigerfamilien i det mørke vest. Forhåbentlig vil det få tiden til at gå lidt hurtigere. Og så er der bare lige en mandags arbejdsdag der skal overståes, så er det tid til scanning. Indtil videre er det mest frygt jeg kan mærke når jeg tænker på scanning. Jeg drømmer om CC der siger: "det ser desværre ikke så godt ud". Jeg håber, håber og håber på at scanning går godt og kan berolige mig bare lidt.

1 uge

1 uge er der til scanning. Jeg synes ikke der sker det helt store i min lille verden for tiden. Føler lidt det hele er blevet sat på stand by indtil scanning er overstået! Jeg har svært ved at samle mig om gave ideer og juleforberedelser.

Det er slet ikke gået op for mig at det er blevet december. Det er utroligt at det kan komme bag på mig hvert år. Og hvor jeg på den ene side synes at der er hundrede år til på næste mandag, så synes jeg på den anden side ikke der er særligt lang tid til at købe alle de fødselsdags- og julegaver der skal købes denne måned. Onsdag i næste uge har min lillebror og jeg fødselsdag, håber det bliver en fyldt med glæde og håb for fremtiden!

Det bedste sted i verden

Det bedste sted i min verden lige for tiden er min seng - eller til nød sofaen. Trætheden har overmandet mig, og den bliver nydt i fulde drag. Har desuden fået den fantastiske vane, at skulle tisse kl halv tre om natten:)

Ellers bliver jeg beroliget af at læse jeres andres svar, at I heller ikke var overrendt af symptomer i starten af graviditeten. Talte også med en af mine gode veninder igår, der sagde at hun aldrig havde mærket noget til hendes to graviditeter før uge 7-8, hvor hun begybdte at få kvalme. Og hendes to smukke, fantastiske børn er jo levende eksempler på hvor godt det kan gå alligevel. Så jeg er lidt beroliget. Eller måske bare for træt til at være ligeså bekymret? ;)

5+4

Jeg synes stadig ikke jeg mærker det store til den har graviditet. De sidste par dage har jeg engang imellem har jeg lidt kvalme/sure opstød, særligt lige efter jeg har spist. Ved ikke om det blot er efterveerne fra weekendens gastroenterit? Bryst.vorterne er mere følsomme end normalt, men gør ikke længere ondt. Men der er ikke kommet nogen tydelige vener eller andet sjovt på b.rysterne. Men det er også det.
Hvornår fik i andre egentlig symptomer, hvor I ikke længere var i tvivl om, at det måtte skyldes graviditet?

Ellers er der nu 12 dage til scanning. Jeg tæller ned og forsøger at bekæmpe den lille kugle af frygt som for tiden er det der fylder mest i min mave.

5+2

Har ligget syg i weekenden. Troede ellers først jeg var blevet overmandet af den kvalme jeg har ønsket/håbet på at få lørdag aften. Nåede også at fortryde at have ønsket at få kvalme! Men viste sig at være en omgang maveinfektion af en eller anden art. I hvert fald er weekenden blevet tilbragt på toilettet - utrolig effektiv slankekur, nåede at tabe 4 kg på et halvt døgn! Puha, der er altså bare ikke sjovt. Og kræfterne er minimale efter 2 dags diæt med kun A38 og toastbrød.

Ellers er jeg nået til 5+2 idag. Ved ikke rigtigt om jeg er mere rolig eller helt tør tro på, at det hele ender godt, men jeg prøver.

At håbe på det bedste

Fik ikke fat i CC idag - han er ikke sådan en der kommer til telefonen, så hvis jge skal have fat i ham skal jeg køre derhen. Og det har ikke været muligt, da jeg har været på kursus hele dagen. Jeg har stadig meget svært ved at slippe tanken om alting nu er lige som det skal være. Men som min mor sagde til mig igår - du kan jo ikke gøre hverken fra eller til, så prøv at glæd dig over at det endnu engang er lykkes jer at blive gravide.

Så jeg prøver at øve mig. For ligegyldigt hvad, så er det jo rigtigt at jeg ikke kan gøre fra eller til, men bare håbe, håbe, håbe, håbe.

Mine brystvorter er lidt mere følsomme end ellers, og mine bryster fylder en anelse mere. Jeg tisser måske lidt oftere - særligt er der kommet en tissetur ind kl halv tre om natten, hvilket ikke er normalt for mig. Den var der dog ikke i nat! Ellers synes jeg ikke der er det store at nærke (og det er nok i virkeligheden det der gør mig mest bekymret). Vil forsøge at nyde min weekend. Starter med julefrokost med arbejdet om nogle timer. God weekend til jer alle, og tusinde tak for råd og tanker:)

Unødig bekymring?

For at gøre en lang historie kort, så fik jeg taget kontrol blodprøver igår, som der kom svar på samme aften. Mr. N ringede derned, da jeg var på arbejde. Fik fat i sygeplejersken som fortalte at HCG var steget til 860 (på 42 timer), men at progesteron koncentrationen var faldet og det vidste hun ikke lige havd betød. Mr. N googlede sselvfølgelig og fandt en masse information om, at progesteron koncentrationen skal være stabil som minimum de første 12 uger og at den generelt skal stige støt hele graviditeten. Sygeplejersken ringede tilbage og sagde, at alting så fint ud men gav ikke lige koncentrationerne igen - som mr. N ikke helt havde fået fat på første gang. Så han endte med at køre hen til gyn. (for telefonerne var jo selvfølgelig lukkede), og fik heldigvis også fat i CC. Progesteron koncentratinen var i mandags 250 nmol/l og igår 223 nmol/l. Ifølge CC var det helt normale tal, ikke noget vi skulle bekymre os om, koncentrationen kunne svinge både grundet måleusikkerhed og grundet forskelle i min hydreringsgrad. Han var ikke bekymret og mente at det var rigtigt fine tal begge to med fin stigning i HCG.

Men jeg sidder tilbage og kan ikke slippe frygten. I min mave er en kæmpe knude af frygt for, at det lille fald alligevel skal have en betydning, og at noget ikke er fuldkommen som det skal være. Jeg tror også jeg er bange for at CC måske ikke har fortalt hele sandheden, at han skal have holdt noget tilbage - fordi der ikke er nogen grund til at vi går og bekymrer os om det, når det ikke behøver at betyde noget! Har forsøgt at google, læse bøger osv men kan ikke finde noget konkret om det - andet end jeg kan læse mig til, at min progesteron koncentration er høj, og også højere end normalt for gravide i 1. trimester. Jeg ville ønsker jeg kunne læne mig tilbage og tro på det nok skal gå denne gang, men det er bare så utrolig svært. Og lige nu er jeg bare bange!

Et skridt nærmere

Hcg var på 515, taget da jeg var 4+2 igår! Det er da rimeligt pænt ikke? Og Progesteron koncentrationen var angiveligt 271 - eller også hørte jeg forkert og så var den 71?? Er ikke helt sikker, men i hvert fald er det alt sammen gode nyheder:)
Herhjemme bliver de få symptomer jeg har dyrket til den helt store guldmedalje. Jeg har ømme bryst.vorter (men det bliver nok heller ikke bedre af at der konstant bliver prikket til dem), igår havde jeg en anelse kvalme, men ellers er der ikke det helt store at komme efter. Jeg krydser mine fingre for at alting går som det skal. Scannings dato er sat til den 14. december!

Angst

Sidder her på arbejde, har utrolig svært ved at koncentrere mig. Render på toilettet konstant for at tjekke trusser. Synes at de ømme bryst.vorter som var der igår aftes er helt væk her til morgen, tilgengæld kan jeg mærke murren i underlivet. Jeg kan slet ikke finde ud af at være glad for jeg er bare så hundeangst for at det skal gå ligesom sidst.

Vi var hjemme hos mine forælre igår som fik af vide at testen var positiv, men også her var jeg meget forbeholden. Jeg kan slet ike forholde mig til deres glæde, for jeg tør ikke tro på at dette kunne ende ud på den rigtige måde! Puha..

Dagens streger

Mens smerterne er der stadig, til tider kraftige nivende smerter i underlivet og til tider helt væk. Bryst.vorterne er lidt mere følsomme end normalt. Men ellers er der ikke nogen symptomer! Jeg er stadig rædselsslagen, jeg er stadig ikke rigtigt glad for jeg har så svært ved at tro på det.

Er de mon blevet tydeligere? Og er de mon tydelige nok her 1 dag efter forventet mens tidspunkt??

Dobbeltsyn?

Igår ændrede mit humør sig, alt sammen baseret på noget så uspecifikt (og temmelig ulækkert - beklager!) som udflåd. Torsdag lignede det mens på vej, men fredag gik det tilbage igen! Til trods for, at jeg forsøgte at ikke få håbet alt for højt op, så var det utrolig svært! I ren trods drak jeg et glas rødvin - for mens. smerterne var der stadig, og testen var så negativ som en test kan være torsdag eftermiddag!

Imorges så testen sådan ud:


Og jeg er rædselsslagen! Jeg ved slet ikke om jeg tør tro på det. Jeg har det som om der er nogen der har puttet mig ind i en osteklokke, 90 % af min underbevidsthed er fokuseret på mit underliv og min krop lige nu. Og jeg aner ikke hvad jeg skal tro!?

Negativ

Imorgen er det 2 uger siden IUI, på lørdag er det testdag, men idag var testen negativ og mens symptomerne bliver tyderligere og tyderligere. Jeg fisker forgæves efter håbet, efter troen på at det nok skal lykkes os på et tidspunkt, kæmper mod tristheden, modløsheden, vreden, sorgen, jalousien..

Skeptisk

Idag mistede jeg pludselig troen på, at det vil være denne gang det lykkes. Jeg ved ikke helt hvorfor, men har bare en fornemmelse af en krop der gør klar til mens. Maven er oppustet, jeg er gnaven og irritabel og tingene ændrer sig somde nu plejer at gøre op til mens. Og jeg er træt på forhånd. Jeg forsøger at forkusere på, at det alligevel kun passer fint på denne måde, så kan jeg få H1N1 vaccinen, jeg kan drikke mig fuld til den fest vi skal til på lørdag, jeg behøver ikke at få signende blike fra dem på arbejde når vi skal til julefrokost næste fredag, jeg kan få rødvin til maden i december måned..

Men uanset hvor meget jeg prøver, så hjælper det ikke på skuffelsen over endnu et mislykkes forsøg, endnu en drøm der braser. Jeg håber virkelig jeg tager fejl!

Den grå, dejlige hverdag

Der er stille herinde. Jeg er flad for tiden, føler mig helt tom for energi, selv de mindste ting i hverdagen kræver bare en hel masse af mig. Og jeg er træt af at have det sådan!! Så jeg forsøger at finde de positive ting frem igen her i den grå hverdag.

Mit fokus har været meget på, hvordan vi kommer videre, om det vil lykkes igen med IUI, og hvis ikke, hvornår vi så kan sendes videre til IVF. Mr. N er af den mening, at når vi nu er blevet gravide med IUI så svarer det til at nulstille antallet af forsøg, sådan at vi nu igen skal have minimum tre forsøg før vi negynder at tale om andre muligheder. Jeg var ikke af helt den samme mening, men det var gyn! Jeg overhørte dog sidst jeg var deroppe at ventetiden til hhv. HH og RH er 4 og 6 mdr. Så i min lille pessimistiske verden, der ville det give mening at henvise os hertil allerede nu og så lave de sidste 2-3 IUI'er i ventetiden. Er det bare mig og mit kontrol gen der synes det giver mest mening??

Vi tog en beslutning igår (måske mest mig), at hvis denne gang ikke lykkes, så holder vi en pause. For selvom jeg er så utålmodig at jeg kunne skrige, så er jeg også så træt at jeg bare har lyst til at sove fra det hele. Og tingene passer alligevel ikke helt da mr. N er på arbejde ved næste IUI tidspunkt, og efter det ramler det vidst sammen med nytår osv. Så jeg tror det bliver 2 mdr's pause, hvor der tilgengæld skal nydes noget rødvin til julemaden og champagne til nytåret. Der er dog ingen tvivl om, at jeg håber det ikke kommer til at passe og det i stedet bliver, at jeg ikke kan spise julemaden pga. kvalme og jeg falder i søvn kl 22 nytårsaften pga graviditets træthed! Det ville da være skønt:)

ÆL og frustration

Har været til scanning idag, har ifølge CC meget meget fine æg. Fik ÆL sprøjte. Her til aften er der kommet meget tydelig ÆL slim. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har ÆL allerede nu. Mr. N er på vagt så vi kan ikke være sammen i aften, og fordi vi har brugt de sidste to dage på at være sure og irritable, ja så har vi ikke været sammen der heller! Og heller ikke inden da mr. N var væk de dage også. Nogen gange så tænker jeg på om overskrifterne på et BIB liv kan være andet end "frustration"?

Coming out of the closet

Der har været nogen ganske få af mine veninder der vidste, at vi er i behandling inden jeg blev gravid. Efterfølgende synes jeg tingene ændrede sig meget, for nu vidste alle jo ligesom at vi prøver at blive gravide. En enkelt veninde mere fik af vide at vi er i behandling. Og så i denne weekend fortalte vi det til vores forældre. Mr. N var hos sin familie så jeg ved ikke helt hvordan det gik eller hvad han har sagt. Jeg var hjemme hos mine. Det krævede lidt mere overvindelse end jeg lige havde regnet med. Men ud kom det, og det føles egentlig ganske rart. Jeg tror også vi har været heldige indtil videre for vi er sluppet for mærkelige, dumme kommentarer som jeg ellers ved mange får.

Jeg vil ind og putte på sofaen. En forkølelse er igang med at snige sig ind på mig endnu engang, så nu står den på afslapning og en kop varm te. God søndag til jer alle:)

Selvpineri og ynk

Fik mens imorges.. Kiggede i kalenderen og kunne se at det passede rigtigt dårligt med mr. N's arbejde både denne måned og den næste mht IUI. Han vil prøve at se om han kan bytte lidt rundt, men det er jo ikke sikkert. Og ellers står den på to måneder med hjemmerul og styrede cyklusser. Troen på at det kan lade sig gøre på den måde ligger på et meget, meget lille sted..

Første dag med mens bliver jeg indelukket, tavs, moody og gnaven. Jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med nogen for jeg har i virkeligheden ikke rigtigt noget godt at sige, og jeg er bange for at lukke al min galde ud over nogen der slet ikke fortjener at modtage den.
Første dag i en ny cyklus er styret af mine indre dæmoner. De er der allesammen og får frit spil: "du får aldrig børn"-dæmonen, "stakkels, stakkels, lille barnløse jeg"-dæmonen, "jeg hader alle der er gravide eller har børn i forvejen, uanset hvor hårdt de ellers har det og hvad der har været sket i deres liv"-dæmonen, "fordi jeg ikke kan få børn må jeg være et dårligt menneske"-dæmonen og "jeg er p*sse-hamrende træt af at vente"-dæmonen. Der findes mange andre men disse er dem, der særligt overvælder mig idag. Det er ynkeligt, der er vist ikke andre måder at beskrive mig på idag end ynkelig. Og når bølgerne slår rigtigt højt, så piner jeg mig selv med at gå på facebook og læse om alle dem der er gravide, om eks'en og hans "nye" kæreste der venter barn til januar, derefter tager jeg runden rundt om MM og kigger lidt på terminsgrupperne og til slut så tjekker jeg lige alle dem der er blevet gravide denne måned. Så kan jeg nemlig rigtigt sidde og slå mig selv i hovedet med den viden.. Utroligt konstruktivt!!

Selvom jeg selv synes det er ufatteligt at han holder mig ud, så er mr. N bare en uvurderlig skat. Han kan både dele min sorg, være ligeså skuffet som jeg, men bagefter insisterer ham på, at det nok skal lykkes for os. At jeg har været gravid kun betyder at jeg selvfølgelig bliver det igen, og han slutter gerne af med at male et billede af vores fremtid, der vrimler med børn. På en eller anden måde lykkes det ham (næsten) altid at få mig til at grine. Hold da op, hvor jeg elsker min mand:)

Negativ

Ja testen er negativ, men det vidste jeg egentlig godt idag. Symptomerne som der ellers har været mange af kan idag genkendes som før mens symp. Lige nu synes jeg bare det er så meget op ad bakke, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre..

Tålmodighed er en dyd

.. som jeg ikke ejer! Jeg kan ikke huske at have været præcis så utålmodig som jeg er lige for tiden. Jeg kan næsten ikke holde ud, at det kun er onsdag, at det først er på søndag jeg ved besked om denne gang kan blive starten på noget dejligt. Jeg ved ikke om det er fordi jeg nu ved, at jeg kan blive gravid, at jeg er blevet så utålmodig?

Humøret har svinget meget op og ned. Egenligt har jeg været mest glad, fordi jeg bare har troet så megtet på det denne gang. Særligt fordi min krop har haft de samme niv som sidst, hvor det lykkes! Jeg er vågnet tidligt om morgenen, en gang imellem fordi jeg skulle tisse og andre gange bare vågnet. Men nu - nu kan jeg ikke holde ud at vente. Og jeg kan ikke holde ud at teste for jeg er så bange for at svaret er negativt, at vi skal på den igen. Og det kan jeg heller ikke holde ud! Jeg bliver gnaven, rastløs, kort for hovedet, ukoncentreret, vred og irriteret. Det må gerne snart være søndag, og søndag skulle helst betyde at der er to streger..

Snydt

Min hjerne snyder mig! Det er utroligt at den kan glemme så mange ting, og hver gang skal tolke alle signaler som værende nye og noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg er åbenbart utrolig god til at glemme alt om hvilke symptomer jeg plejer at få og hvornår de plejer at komme:) Det hele kommer sig af at jeg de sidste par dage har haft nogle niv, især i min højre side. De er ikke helt mens agtige, men bare nogle små jag/niv.. Jeg synes tiden går ufatteligt langsomt.

Mine tanker har også været hos Ønske idag:) Og her synes jeg jo pludseligt at tiden er fløjet afsted. Kan det virkelig passe at der allerede idag er gået tre uger siden de to smukke streger dukkede op?? Altså Ønske, jeg blev så glad på dine vegne idag - kæmpe tillykke. At læse om din glæde får mig til at længes endnu mere efter at være med i klubben.

Rigtig god weekend til alle.

Frustrationer

Pregnylen blev givet i torsdags og vi blev sendt hjem med beskeden om, at de næste 24-36 timer jo var de gode tider. Underforstået - se at komme i omdrejninger. Det er sjovt som at pregnylen går ind så går lysten ud! I min verden medfører pregnylen et kæmpe pres, nu skal der arbejdes på sagen. Og jeg synes at ordet hjemmearbejde, med vægt på arbejde, dækker meget godt. For det er altså lidt af et arbejde at grave lysten frem når man absolut skal.. Og samtidig kører tankerne i hovedet: var det nu nok gange? Ramte vi nu lige præcis det rigtige tidspunkt? Er der ikke noget med at chancen er større hvis kvinden også får en (o)rgasme? Burde vi ikke gøre det i hver fald fire gange? Dårlig samvittighed over at vi måske ikke fik gjort det nok gange.. Og de kører i ring og i ring og i ring!

Og nu sidder jeg så her, er frusteret over, at denne gangs chance er overstået, frusteret over at vi i stedet for at finde lysterne frem endte med at skændes, frusteret over at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til længere, frusteret over at have dårlig samvittighed (er det virelig meningen man skal have dårlig samvittighed over ikke at "arbejde" nok gange, over at det er svært at få lysten frem?), og i det hele taget bare godt og grundigt frustreret. Og det vel at mærke meget tidligt inde i de to ugers venten!
Jeg prøver at tænke positive tanker, prøver at forestille mig at der inde i min krop foregår et sandt mirakel. Og så er ventetiden ellers begyndt..

Fest

Der har været fest i huset - mr. N havde fødselsdag igår, og det blev fejret med fest lørdag aften og min + hans familie til brunch dagen efter. Så er stadig lidt træt i det her mandag. Var også til min lille gudsøns 1 års fødselsdag.. Og det er ikke uden et lille stik i hjertet at mærkedagene bliver fejret. For tiden løber jo afsted, og vi nærmer os med hastige skridt 2 års jubilæum til januar, og armene er stadig tomme. Jeg håber på, at CC er i humør til at sige et enkelt positivt ord med på vejen på torsdag om chancerne for at det snart lykkes, jeg trænger til nogen der kan overbvise mig om, at det selvfølgelig nok skal blive os (igen, og forhåbentlig med et bedre udfald) lige om lidt.

Ud over det, så synes jeg humøret har været lidt svingende på det sidste. Ved ikke om det bare er en naturlig reaktion på at være startet igen eller om det er den kære Pergotime der laver rav i systemet. I hvert fald kan jeg græde over bitte små ting, særligt mails fra min veninde i Kenya kalder på tårerne!

Stilhed

Der er stille nu indeni, der er kommet en begyndende accept af tingenes gang.

Er opstartet Pergotime igen, bliver scannet på CD12, men ikke nogen IUI denne gang da det selvfølgelig falder sammen med at vi skal til Bornholm den weekend og der er ikke flere pladser på færgen så vi kan ikke ændre vores billet. Det er okay..

Tomt

Nogle dage er det så tomt og gør så ondt at jeg mister lysten til at trække vejret..

Da jeg var gravid skrev jeg i en lille bog købt specielt til dette - jeg skrev om graviditeten og mine tanker til mit lille barn. Jeg har ikke haft bogen fremme de sidste 6 uger. Men idag blev der skrevet farvel. Jeg har et håb om at det kan hjælpe mig videre på vej fremad?

...

Idag er det 5 uger siden vi var til scanning! Har brugt formiddagen sammen med mine to dejlige veninder og deres fantastiske små drenge. Og pludselig var tomheden overvældende, der er et kæmpe hul i min mave og jeg har kvalme. Jeg føler jeg burde være kommet videre, jeg kan jo ikke blive ved med at være ked af det og være sur og vred over at det skulle ske for os. Men idag gør tomheden ondt og den fylder bare hele billedet. Måske det bliver bedre imorgen?

Start igen?

Har det i min mave som om mens er på vej. Og egentlig er det vel meningen det skal være en god ting for så kan vi komme igang med behandling igen.. Men i virkeligheden så har jeg slet slet ikke lyst til at den mens skal komme. Indeni mig er der et håb for, at jeg bare skal være blevet helt naturligt øko gravid efter MA! Jeg mener, det burde jo kunne lade sig gøre. Super sædkvalitet, fine æg, regelmæssige cykli, ingen forklaringer på hvorfor det ikke er sket endnu! Og så oveni så skulle der ifølge statistikken være en større chance for at blive gravid efter en MA. Hvordan det ikke kan ende med en graviditet, det ved jeg simpelthen ikke!! Men angiveligt set er statistikken ikke helt på vores side.. Suk!

Har været til barnedåb hos svigerfamilien i weekenden. Det var benhårdt synes jeg. Meget kristen præst (meget naturligt når nu vi var i en kirke, I know! men I ved sådan rigtig meget kristen præst) som stod og prædikede om, at man ikke skulle bekymre sig om de ting man ikke kunne gøre noget ved, så skulle man bare læne sig tilbage og stole på Gud. Og jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke på, at der vel nok var utroligt mange mennesker der aldrig ville få børn! I kirken var også to fantastisk dejlige adoptiv børn, hvor den yngste skulle døbes. Det starter godt nok også mange tanker hos mig!

Af positive ting så var i lørdags en smuk, varm og fantastisk september dag med leg med mr. N's niece og plasken i vesterhavet. Og jeg fandt en virkelig smuk højtaljet, blå nederdel til ingen verdens penge fra Philosophy Blues Original. Cykelturen på arbejde imorges var smuk. Jeg har fået et fantastisk kys og putning fra mr. N da jeg kom hjem fra arbejde idag:) Jeg øver mig stadig, men små, dejlige, positive ting sker der i min hverdag:)

P.s. hvad har du på hjernen?

Her er scenen - jeg står i køkkenet igang med at lave tidlig aftensmad da jeg skal ned og træne senere. Radioen er tændt, kyllingen steger, der dufter af hvidlåg og karry i hele køkkenet. Radioen spiller George Michael og jeg synger med min ikke lat for skønne sangstemme. Ordene der kommer ud af munden på mig: "Cause I gotta have sex..."... Hvad har man så på hjernen?? :)

Beslutning

Først og fremmest skal I have tak for jeres dejlige kommentarer. Efter at have læst dem har jeg taget en beslutning. De lyse sider skal hives frem og fokuseres på, for det trænger jeg vist til. Det kræver en del arbejde, nogen gange er det virkeligt bare nemmere at læne sig tilbage og have ondt af sig selv. Men jeg vil ikke være for evigt bitter (bare periodevis), og hvis det hele skulle ende i (7-9-13, krydser alt hvad jeg har og alle de der ting vi jo alle ved gør en kæmpe forskel!!), at vi var så uheldige ikke at få børn, så skal livet jo stadigt leves - og det er det kun værd hvis der også er noget dejligt i det.

Så jeg øver mig i at huske, at solen nok skal skinne på os en dag.

Vesterhavsstorm med solen omme bag skyerne

Så igår gik øvelsen ud på at nyde de smukke ting naturen kan skabe. Havde kameraet med under armen.

Lige efter bogen

Tilsyneladende er jeg lige efter bogen.. Alle sorgens faser - jeg er nu nået til vreden! Og desværre går det udover min elskede, forståelige mr. N, så han bliver råbt af trods alle de dejlige ting han gør for mig. Men jeg er vred, jeg har lyst til at råbe, slå, sparke på hele verden. Jeg er vred over at skulle starte forfra, vred over at det skal være nødvendigt med hjælp for at få børn, måske nok i virkeligheden vred over at livet ikke er som jeg vil have det til at være. Jeg tror, at med min missed abortion, så er alle følelserne over at være BIB'er kommet frem. De har ellers været godt gemt, bortset fra frustrationen over ventetiden, men nu kommer alle de forbudte følelser frem.

Jeg forsøger at minde mig selv om alle de lyse side i mit liv, om alle de ting jeg elsker, alle de fantastiske personer jeg har i mit liv, som elsker mig. Jeg ved godt, at det ikke er det værste der kan ske mig her i verden at få en missed abortion. Jeg ved også godt, at der findes masser af mennesker der går så meget mere igennem end mig -bl.a. mange af jer som har været på en meget længere rejse end mig, og som stadig formår at smile, at være glade, at nyde livet. Jeg tror jeg skal have ændret hele mit livssyn for at komme helskindet igennem. Gode råd modtages gerne?

Min kyniske humoristiske side har fået en ny ven. Til tider får den mig til at græde men oftest bare til at le, og være glad over at der findes andre som mig derude i verden. www.999reasonstolaughatinfertility.blogspot.com

P.s. Jeg er normalt et glad menneske, håber at vende tilbage snart med lidt mere livsglæde i indlæggene. Det er lige før jeg får dårlig samvittighed over at lukke så meget galde ud i cyberspace:)

Normalisering

Ligeså stille går det fremad.. Et lille skridt om dagen, og ikke helt så mange tilbage som der har været. Og tankerne om, hvad der nu skal ske melder sig. Det er idag 3 uger siden vi var til gyn, min krop er ved at være normal igen. Ikke mere blødning eller brunligt udflåd (ja meget lækkert), br(y)sterne er blevet normale og tankerne er ved at indstille sig på, at der skal prøves igen. Men det er ikke helt nemt at finde lysten frem, trods det at jeg dog kan så meget biologi, jeg ved det kræver s*x for at lave børn!!

Tanken om at skulle starte forfra er tung, og min lyst til at ringe til gyn og bestille tid kan ligge på et meget lille ikke-eksisterende sted. Vi har aftalt at kontakte gyn når mens engang melder sig, og så regner vi med at starte med IUI igen, men nu må vi lige se hvad meldingen bliver derfra.. Og ikke mindst hvad kræfterne byder på herfra!

Tristhed

Igår og idag har været slemme. Igår havde jeg kvalme hele dagen fordi jeg var så ked af det. Idag begyndte jeg at stortude på vej til bussen fordi der kørte politibiler forbi med sirenerne tændt. Ved ikke hvad der sker for mig. Synes ellers lige det var begyndt at gå fremad.. Men nu er der bare denne her kæmpe, tunge, sorte dyne af tristhed der har lagt sig henover mig. Det gør ondt at bevæge kroppen, det kræver ustyrligt mange kræfter at holde mig oprejst. Jeg er bare ked af det, så ked at jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at græde på kursus idag, så jeg brød grædende sammen da en af de lidt mere perifere veinder stod der med sin smukke gravide mave og spurgte hvordan det gik, så at jeg er så træt, så træt at jeg ville ønske jeg kunne gå i vinterhi og først vågne op når solen skinnede på mig igen.. Nogle dage så orker jeg bare ikke at være til når det skal gøre så ondt!

Små skridt fremad

Det går ligeså stille fremad. Det er ved at være lang tid siden tårerne har været der, og i løbet af dagen går det oftest fint. Men inderst inde, når jeg lige stopper op og mærker efter, så er den der stadig den ufattelige følelse af tab, det store gnavende hul i maven der bare gør ondt. Der var bare så mange ting vi havde glædet os til, så mange at det slet ikke kan beskrives.

Igår havde vi 1års bryllupsdag. Desværre blev jeg kaldt på arbejde i løbet af lørdagen, men det gav tilgengæld mr. N mulighed for at planlægge en fantastisk lørdag aften for os. Kom og hentede mig i sit bryllupstøj, kørte mig på hotel, havde bestilt romantisk 5 retters middag på en hyggelig lille italiensk restaurant. Det var en fantastisk aften, og en aften hvor vi fandt lykken frem over at vi to havde fundet hinanden. Og lige præcis det vi trængte til efter de sidste mange hårde dage.

På lørdag venter et bryllup inkl. barnedåb. Jeg kan mærke tabet rumstere i bunden af maven ved tanken om at gå ind i en kirke og fejre et lille barn. Og jeg vil så gerne bare være lykkelig på deres vegne, for det er jo fantastisk for dem at de har fået en smuk og rask lille dreng. Men det gør bare så ondt. Vi havde glædet os så meget til at være en del af klubben med børn, det var nu det var vores tur..

Et skridt frem - og to tilbage

Jeg har forsøgt mange gange at skrive dette indlæg, logget på og bare siddet og stirret på skærmen. De sidste 6 dage føles som 6 måneder, det føles som 100 år siden jeg bare var glad og gravid. Det gør så forfærdeligt ondt indeni, så ondt jeg bare har lyst til at hive maven ud af kroppen, at jeg har lyst til at krølle mig sammen til en lillebitte kugle og forsvinde.

Vi har grædt mange tårer herhjemme, heldigvis har vi været gode til at være kede af det sammen, følt os stærkt knyttet til hinanden og kunne holde fast i hinanden. Og ligeså stille går det da også fremad, der bliver lidt længere mellem nedturerne, lidt kortere mellem smilene. Indtil jeg igen pludselig bliver overmandet af en stærk følelse af tab, af savn, af tomhed.

Vi forsøger at fokusere på, at jeg KAN blive gravid, at det selvfølgelig vil lykkes os at få den børneflok som vi ønsker os. Men spørgsmålene gnaver - vil der gå 2 måneder? 3 måneder? Et halvt år? Et år? 2? 3?? Og når det så lykkes næste gang, hvad så? Skal vi så miste igen?

Da verden gik i stå

Onsdag kl 18:44.. Ingen lille baby, men blot en lille celleklump der ikke kunne leve. Ikke noget hjerteblink, ikke noget liv. Var på hospitalet igår, fik Cytotec for at starte blødning. Kom hjem igår eftermiddags, hvor jeg var begyndt at bløde.

Jeg er bare en tom skal nu. En tom skal der gør ondt, ondt, ondt indeni.

Nervøs

Har tid til scanning idagkl 18:40.. Og er temmelig nervøs. Synes bare ikke jeg har særlig mange synptomer på at jeg er gravid, kan ikke ses overhovedet på mig. Jeg kan nærke en lille bule som er livmoderen, men synes ikke den er vokset noget særligt. Er bare bange for at noget skal være galt, at lillesen ikke har det helt perfekt. Puha - tiden måtte godt snart gå lidt hurtigere!

8+0

I går var en god dag. 1 stk. vandrejournal fra lægen, 1 stk. ny bil blev hentet og 2 stk. kommende oldeforældre blev fortalt vores dejlige hemmelighed:)

Idag har jeg booket tid til NF scanning. Lidt uoverensstemmelser mellem hvad jeg fik af vide telefonisk og hvad jeg fik af vide fra nettet, men nu har jeg fulgt instrukserne på nettet og så kan det vel ikke gå helt galt?? 10. september hedder dagen - der er jeg 12+6. Jeg synes egentlig det er lige sent nok, men det var den tidligste af de datoer jeg kunne vælge imellem.
Imorgen tager vi 1 uge i sommerhus - det bliver skønt. Håber bare vejret er lidt med os! God ferie:)

Ferietid

Vi har endelig fået ferie, hvilket var skønt og tiltrængt. Vi har været hos svigerfamilien som fik vores dejlige hemmelighed at vide i weekenden. De blev rigtigt glade allesammen, så det var dejligt.

Ellers synes jeg stadig ikke jeg har de helt store symptomer. Jeg havde nok forventet en masse kvalme og opkast da de fleste af mine veninder har haft dette. Men jeg synes nu ikke der har været det store. Kun hvis jeg bliver træt eller sulten kan jeg blive lidt forkvalmet og utilpas. Tilgengæld er der mange tanker at holde styr på. Især er jeg overrasket over, hvor hys jeg pludselig er blevet. Jeg er normalt et meget logisk tænkende menneske, der kan berolige mig selv i det meste ved blot at tænke på, hvad sandsynlighederne er for at tingene skal gå så galt som jeg frygter. Men nu - nu er jeg bekymret for alle mulige ting. Bekymret for lussingesyge, influenza A, for at spise for rødt kød, for at spise parmaskinke (!!) osv. Jeg tror det er fordi det ligeså langsomt går op for mig hvor stort et ansvar det er at bære rundt på lillesen - tænk hvis jeg kommer til at gøre noget galt! Men for det meste lykkes det mig at tage det roligt og tænke, at jeg gør det bedste jeg kan, og det er helt sikkert rigtigt godt.

Og ellers prøver jeg at nyde at være gravid. For selv hvis det utænkelige skulle ske, at alting ikke går som det skal, ja så er dette stadig min første graviditet. Det er første gang nogensinde at jeg har en lillesen i maven, at min krop gør klar til at få et barn - og det skal altså nydes, det skal gemmes på, og så hører bekymringerne og tankerne nok kun med til det hele!
Imorgen skal jeg til lægen, have lavet vandrejournal og taget blodprøver. Jeg glæder mig alligevel lidt:)

Forelsket

Jeg er forelsket i en lille bitte bitte lillesen som havde et mikroskopisk lille hjerte der lå pg blinkede så fint ud til os:) Alting så ud som det skulle, lillesen lå i livmoderen, hjertet blinkede fint derud af - ifølge gyn var den stadig så lille at det ikke kunne betale sig at måle den, for man kunne nemt måle forkert. Har fået en scanningstid om 3 uger igen. Det var virkelig en dejlig dag igår:)

Lille lykke

Fortalte mine forældre og min lillebror nyheden igår:) Hvor var det fantastisk dejligt, og hvor blev de bare glade og rørte. De var helt overvældede:) Det var præcist ligeså fantastisk som jeg havde forestillet mig. Jeg håber af hele mit hjerte, at de kan kalde sig mormor og morfar engang til marts måned..

At fortælle familien det

Inden der kom de to fantastiske streger, var mr. N og jeg egentlig rimeligt enige om, at vi ville vente med at fortælle det til nogen, hvis det skulle lykkes, indtil vi var nået til omkring uge 12. Efter at det er lykkes at producere de to mest vidunderlige streger, besluttede vi at vi ville vente til første scanning, så vi vidste at der var liv derinde, og så ville vi fortælle det. Nu er det bare sådan, at mine forældre rejser på lørdag, og scanningen er først på mandag. Og jeg vil egentlig rigtigt gerne, at mine forældre var de første der fik af vide, at jeg er gravid! Så nu har vi taget beslutningen om, at vi vil fortælle dem det nu på fredag eller lørdag. Og jeg glæder mig helt usigeligt meget - samtidig med jeg er meget nervøs for på en eller anden måde at jinxe det!! Næste weekend igen (efter scanning) skal vi på tur med hele svigerfamilien, og så regner vi med at fortælle dem vores nyheder der. Og derfra bliver det vist bare ligeså stille og roligt som vi ser folk..

Jeg er stadig meget nervøs. Jeg tæller dagene til scanning (6 dage tilbage), og håber, håber, håber det virkelig er rigtigt. Mine br(y)ster er begyndt at få tydeligere vener, og de er også mere ømme end bare for et par dage siden. Men jeg har ikke skyggen af kvalme, jeg har ikke lyst til nogen sjove ting, jeg er ikke overfølsom overfor lugte eller lignende. Jeg er måske nok lidt mere træt end vanligt, men ikke vildt slemt. Nå ja, og så vågner jeg af uransagelige årsager omkring kl halv seks hver morgen. Og det er ikke engang fordi jeg skal tisse - jeg vågner bare! Mystisk! Jeg tror nok, at jeg er ved at overbevise mig selv om, at den virkeligt er der!! Jeg tror mere og mere på det for hver dag der går. Jeg er holdt op med at tage flere test, for nu er jeg overbevist om at der virkelig kommer to streger hver gang. Jeg håber på, at scanningen på mandag går godt, og at jeg bagefter har lidt mere ro i sindet. Er allerede begyndt at tænke på, om jeg mon kan få en scanning mere nogle uger senere. Men det må da være positivt at jeg tænker så langt frem og stadig regner med at være gravid:)

Mere ventetid

Herhjemme går dagene med at vente. Og med at undersøge min krop, mærke efter, tisse på nogle teste når jeg bliver for nervøs, ja og så mere venten.. Heldigvis (!!) har jeg en del arbejde for tiden og ikke så meget fri. Det får tiden til at gå lidt hurtigere:)
Jeg synes ikke rigtig jeg har nogle symptomer. Min br(y)ster er måske en smule spændte, men ikke specielt ømme. Jeg er træt, men er også syg for tiden, så det er jo svært at afgøre hvad der er hvad. Ellers er der ikke rigtigt nogen symptomer at komme efter.. Jeg håber bare, at det virkelg er rigtigt, at der i min mave er en lillesen!

Ventetid

Jeg troede, at når først de to streger var dukket op på en test, så ville ventetiden være ovre og jeg ville bare være evigt lykkelig.. Virkeligheden er lidt anderledes. For det er altså svært at tro på, at det virkelig er sandt det her. Og jeg synes ikke jeg har nogen symptomer på det.. Så jeg venter og venter, venter på at få nogle symptomer, venter på scanning der skal fortælle mig at der er rigtigt, venter på at kunne fortælle det til dem jeg holder af, venter på at det går op for mig. Og dagene snegler sig afsted! Jeg har det som om jeg skal til eksamen, jeg er rastløs, spændt, nervøs - men ind imellem kommer også små glimt af lykke, små smil og et håb der vokser og vokser..

Glad?

Talte med sygeplejersken ved gyn idag. Og vi blev enige om at 80 var et rigtigt fint tal, mit progesteron niveau var også rigtig fint højt (jeg spurgte ikke præcist hvad det var - så finder jeg nemlig bare på at slå det op på nettet og læse skræk historier). Herhjemme er morgenens test meget tydeligere end de andre dage, så egentlig er jeg ikke længere i tvivl. De sagde at hvis jeg meget gerne ville så kunne jeg komme og få taget en ny blodprøve, men jeg tror bare jeg lader være og i stedet prøver at nyde det. Jeg kan vel godt tillade mig at være glad??
Har bestilt scanningstid til den 27/7.. Så kan tiden bare kun gå for langsomt:)

HCG var på 80. Den er taget på dag 3+5 - men de mente de nok ville tage en ekstra blodprøve da HCG ikke er så højt. Så jeg håber og krydser for, at den lillebitte celleklump der ligger derinde sidder det rigtige sted og forbliver der.

Venten

Jeg tripper rundt om mig selv herhjemme. Der er åbenbart sket en fejl med blodprøverne så de først er ved at blive analyseret nu. Så stadig intet svar!! Og nu begynder jeg så småt at blive nervøs.. Tænk hvis det ikke er noget alligevel, tænk hvis det er en biokemisk, tænk hvis der er noget galt.. Kom nu!!

Hjertebanken

Har talt med gyn, men desværre var der ikke kommet svar på blodprøverne endnu. Først imorgen formiddag kan jeg få svar.. Og jeg forsøger at berolige min hjertebanken, men er pludselig angst for at de 2 streger var ren indbildning fra min side, eller at der skal være noget galt!! Suk.. Lang tid til imorgen..

Testerier

Har taget to teste idag.. Og ialt er der 3½ streg!! Den første test fik en svag streg med det samme. Den er på ingen måde ligeså tydelig som kontrol stregen, men den var der og kunne ses i strakt arm også. Næste test var den ikke ligeså tydelig. Mere som en svag blå skygge, som dog i mine øjne bestemt var der. Den kom også indenfor 30 sek..
Og jeg er helt rundt på gulvet, ryster, er temmelig grådlabil, ved ikke om jeg tør tro på det her!! Har været hos gyn og fået taget blodprøver som jeg forhåbentlig kan få svar på i aften. Bare typisk at både mr. N og jeg har vagt idag og slet ikke er hjemme, og først ses imorgen aften. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller tro. Har bare stortudet:) Og ringede til mr. N på arbejde, der også tog sig en tudetur:) Krydser ben, fingre, arme, hår, ja alt hvad der krydses kan for at det her er virkeligt...

Limbo

Det ene øjeblike tænker jeg, at denne gang må være gangen. Det burde jo kunne lykkes for os.. Det næste tænker jeg, at jeg synes ikke jeg har nogen symptomer og burde jeg ikke det? Et eller andet - kvalme, lyst til mærkelig mad, ømme bryster, mærkeligt udflåd - bare et eller andet lille clue på, at det er nu det sker! Men der er ingenting. Det eneste jeg har er nogle uspecifikke fornemmelser i maven, nogle gange tolkes de som mens smerter, andre gange som at der måske kunne være ved at ske lidt positivt dernede. Jeg er så utålmodig, jeg er rastløs, jeg er død hamrende træt af at vente..

Invasion

Min neutralitet er blevet invaderet. Invaderet af en mail fra en veninde med nyheden om at hendes mave bliver større og større fordi de nu også er gravide.. Suk.. Jeg bliver så utålmodig - nu må det simpelthen snart være vores tur i køen!! Min hjerne har en mærkelig kobling, det er som om at når der er andre der melder ud at de er gravide, ja så tror jeg ikke på jeg selv er det. Som om der kun findes et bestemt antal gravide der kan være tilstede på en gang, ja og de nåede at tage vores plads blandt dem. Min ellers så logisk tænkende og temmeligt vidende hjerne står helt af mht. graviditet. Der er kun plads til følelsernes mening - og den skifter ca. hvert 3. sekund, og har overhovedet intet tilovers for logik!

Idag har jeg det bare mærkeligt. Det er som om der sidder en knude midt i min mave - en knude af tristhed, frygt, håb. Og den er ulidelig at rende rundt med, gør mig rastløs og irriteret. Den vokser kun af at jeg så absolut ingen symptomer har - bortset fra nogle niv og engang imellem mens lignende fornemmelse. Suk, dybt dybt suk.. På onsdag har jeg besluttet mig for at tage en test. Det er dag 14 efter ægløsningssprøjten, og dagen før jeg forventer mens. På torsdag skal jeg til børnefødselsdag med 4 gravide veninder.. SUK!

Schweiz

Hvordan går det så nu? Tja - jeg tæller dage, hver morgen når jeg står op tænker jeg at så er der en dag mindre til jeg ved besked. Jeg har de sidste 2 dage haft nogle niv i min højre side, som jeg (forgæves) prøver at lade være med at tolke alt for meget på! Indtil videre er jeg neutral, ja jeg er faktisk så neutral at jeg er Schweiz. Ikke optimist, ikke pessimist - men forsøger bare at tage en dag ad gangen og beskæftige min hjerne med helt andre ting. Det bliver dog som altid sværere og sværere. Jeg ved ikke rigtigt mht. forventingerne - ingen tvivl om at jeg håber denne gang skal være vores gang, men omvendt så tror jeg alligevel ikke helt på det. Alting ser jo perfekt ud alle gangene. Denne gang var der to fine follikler på hhv. 20 og 22 mm, fin slimhinde og 90 millioner kampklare soldater - i teorien burde der kun være et udfald i den situation...

Snot

Er blevet snot-forkølet her i løbet af dagen. Håber at der stadig er fest i min livmoder og at det ikke bliver nyst ud det hele! Bliver helt bekymret for om det skal forhindre denne gang i at være gangen..

Picture perfect underliv

Var til scanning igår, alting så helt picture-perfect ud. Perfekt størrelse slimhinde, perfekte follikler.. Picture perfect underliv! Som CC sagde til mig, så var der ingen som helst logisk grund til at jeg endnu ikke er blevet gravid! Og det er jo en trøst og samtidig en kæmpe frustration. Han synes at vi skal tage denne omgang og så en omgang mere med IUI inden vi går til IVF. Men ville alligevel gerne begynde at gøre papirerne klar til en henvisning - bare sådan at de er der. Egentlig passer hans holdning meget overens med min egen. Jeg er ikke helt klar til at tage springet til IVF endnu, men samtidig ved jeg at der er ventetid og ventelister, og så kan vi jo ligeså godt skrive os op på disse, hvis det ikke lykkes denne gang.

Jeg ved ikke helt hvad forventningen er denne gang! På den ene side prøver jeg at være lidt optimistisk og tænke, hvorfor skulle det ikke lykkes denne gang? Den anden side kan I selv gætte jer til. I hvert fald er det tid til insemination om 2 timer, og så må vi jo tage den derfra. Jeg er gået igang med folinsyren igen, bare for at være på den sikre side. Det kunne jo være..

Regnvejr

Turen til svigeinden blev aflyst da DSB brød sammen pga. regnvejret. Og dagen igår var bare en dum dag fra start til slut (næsten) for både mr. N og jeg. Men nu er det en ny dag, og regnen er stoppet. Jeg havde håbet at regnen kunne vaske det hele væk.. Men der sidder stadig lidt rester tilbage. Prøver at se fremad igen - mens startede igår, hvilket jeg egentlig har lidt krise over for så skulle jeg jo starte på Pergotime imorgen, og dem har jeg ikke hjemme! Hvad gør man mon så?

Mit næste store mål er at begynde på træningen igen. Den har været lagt på hylden de sidste par måneder grundet rigtigt mange dårlige undskyldninger. Så nu må jeg prøve at hive mig selv afsted, ved jo at jeg bliver i bedre humør af det og får det bedre med mig selv. Så det burde slet ikke være så svært at komme afsted!

Overmandet

Jeg er blevet overmandet.. Heldigvis er jeg da kommet så langt at de første følelser var glæde på deres vegne over, at det hele var gået godt og den lille havde det godt. Men derefter kom alle de grimme følelser pludseligt væltende. Afmagt, vrede, frustration, sorg, jalousi - you name it, I got it! Jeg ved ikke om det bare er en generel træthed der får mig til at være så pessimistisk, om det er sorgen over lillebror der gør denne sorg større eller hvad? I hvert fald så føles det lige nu helt håbløst. Drømmen er så langt væk fra at gå i opfyldelse, at jeg næsten ikke kan bære det. Og bare hele det symbolske slag i ansigtet over, at skulle have min mens når vi skal på barselsbesøg!! Jeg gider ikke mere.. Jeg tager hatten af for alle jer andre, I virker altid som om I er bedre til at tackle det hele end jeg er. Og dette til trods for at I har haft kæmpet i længere tid end mig!

Og jeg nåede næsten ikke andet end at skrive herinde at jeg nød at være væk fra det hele førend alle tankerne startede igen. Kredser meget om, hvad næste skridt bliver, hvis ikke IUI lykkes næste gang, om hvorvidt vi skal fortælle det til famiilie og venner hvis vi starter IVF, om det nogensinde vil lykkes os at få vores små ønskebørn - for ja drømmen lyder jo egentlig på mere end et! Måske tankerne er skudt igang af at næste mens venter på lørdag, hvor vi skal på barselsbesøg hos svigerinden der skal have sectio på tirsdag.. Kan man efterlade hovedet et sted??

Stilhed

Her er stille.. Denne måned er ønsket om en graviditet og et dejligt lille barn sat på stand by.. Og faktisk er det ret rart. I alt for lang tid har alting drejet sig om hvordan jeg var sundest, om ting jeg måske ikke kunne gøre fordi jeg måske evt. kunne tænkes at være gravid, om at måtte sige nej til byture jeg egentlig gerne ville have været med på, om at købe tøj hvor der var plads til at jeg måske evt. kunne tænkes at skulle have en mave i der fyldte mere end sædvanligt osv.

Men nu har der været plads til at tage på kæresteweekend, ren forkælelse og lækker mad og vin. Og der har været plads til at drikke en øl med arbejdet, at tage et glas koldt hvidvin i solen, opføre mig fuldkommen som jeg har lyst til uden at skulle tænke over det en ekstra gang. Og det har været befriende..

Negativ igen

Kunne ikke vente til imorgen. Testen er negativ, mens afventes. Jeg giver mine ømme br(y)ster skylden for at håbet har været så stort denne gang.. Ville virkelig ønske at min krop kunne gemmes væk i et skab så den ikke kunne sende nogle signaler, og så kunne den findes frem til testdag. Eller måske bare skiftes ud med en der rent faktisk kunne finde ud af at blive gravid!!

Hvis mens kommer til tiden som den plejer, så falder næste ægløsning sammen med at jeg er på kursus. Så tror næste måned står på behandlings pause. Skal bare have en samtale med gyn om hvad næste skridt er hvis 3. IUI også ender negativt..

Sindsyg

Jeg er ved at blive skør... Mit hoved driver mig til vandvid. Er det mon muligt for fremtiden at være i behandling uden at mit hoved ved noget om det??
De sidste par dage har jeg haft noget mens-lignende følelse i maven, brysterne er blevet ømme og lidt større, og så er jeg bare hamrende træt hele tiden. Men sådan har jeg haft det masser af gange før og hver gang har det blot betydet at mens var på vej. Alligevel prøver mit kære hoved at bilde mig ind, at denne gang føles det lidt anderledes end alle de andre gange.. Det nummer prøver det sjovt nok hver gang, og lille jeg hopper på den hver gang..

Jeg ved ikke helt hvad planerne bliver hvis denne gang heller ikke er lykkens gang! Vi har da i hvert fald en IUI tilbage, men hvad vil gyn. så anbefale? Har helt glemt at tale med ham om det, glemt at spørge om vi selv betaler hvis vi vælger at prøve flere gange end 3 med IUI, har lykkeligt fortrængt alle disse muligheder for at det ikke skal lykkes!

Lørdag er testdag.. Ser frem til at få det overstået samtidig med at jeg ikke kan overskue at få af vide det ikke er lykkes!

Rustning på

Hvad er det der gør det så meget sværere at være sammen med flere veninder og deres børn end bare at være sammen med en enkelt og hendes børn?? Det har jeg tænkt meget på hen over weekenden. Mine dejlige veninder og deres skønne unger, mit fantastiske lille gudbarn. En af gangen og jeg kan klare at være mig, at være glad og nyde deres barn og deres held for at det lykkes dem i det sekund de havde lyst.
Men to ad gangen og så bliver det svært. Jeg tror det er, at selvom de prøver ikke kun at tale om børn, så kan jeg mærke hvordan hele deres verdens centrum er blevet ændret. Jeg kan mærke følelsen af at man vil gøre alting for et andet menneske, og jeg kan se genkendelsen når de ser på hinanden. Og så kommer min længsel - længslen efter at være med i den klub, længslen efter selv at prøve at opleve at verden pludselig drejer rundt om en hel anden akse, længslen efter at kigge kærligt på mit eget barn.. Og denne længsel kommer i vejen for min glæde, jeg har meget svært ved at gå i svime over at den lille nu sagde en lyd, eller ser meget kær ud når han gør sådan.. Og det til trods for at jeg sagtens kan når jeg ser dem en ad gangen!

Så er det jeg hiver min rustning frem, prøver at gemme mig bag et konstant smil og håber de ikke ligger mærke til at tårerne står og presser på derinde bagved. At frygten for at det aldrig bliver mig formes som et lydløst skrig for hvert eneste smil og kærlige ord jeg siger, angsten er bundløs og nogen gange svinder jeg helt i den. Jeg er bange..

Bumsen

Jeg har fået en bums.. Lige midt på hagen, den er stor og rød og gør ondt! Og hvis den bare vidste præcis hvor mange tanker den sætter igang, så ville den nok aldrig have turdet at dukke op på lige netop min hage!! For jeg får aldrig (næsten) bumser. Hvis jeg gør så er det normalt bare en lille knop, ikke en stor bums som gør ondt når man taler. Og min dejligt overfriske overfortolkende hjerne mener straks, at det må da være hormoner der spiller ind. Og det må da betyde at jeg er gravid.. Eller at jeg bestemt ikke er gravid og min krop allerede er ved at gøre klar til mens. Jeg har stadig lidt mens-lignende smerter/trykken især i højre side. Det er der ikke hele tiden, men det er der.

Tiden er gået i stå - der er hundrede år til slutningen af næste uge. Og jeg kan ikke vente samtidig med at jeg frygter dagen. Mit håb er så stort at jeg næsten ikke har plads til det i mig. Måske det er derfor bumsen er kommet?

Overfortolkninger

Jeg har simpelthen været så træt.. Ved ikke om det måske har været en bivirkning af Pregnylen? Torsdag var godt nok en hård nyser, og fredag var jeg også helt smadret! Idag har jeg aflyst træning og bare sovet længe og været doven, så nu begynder jeg at føle mig lidt mere udhvilet.

Inden scanning i torsdags troede jeg egentlig at jeg allerede havde haft ægløsning, fordi jeg blev ved at have mens-lignende fornemmelser dagen inden. Men gyn. sagde, at det havde jeg ikke - måske havde der været en follikel med et dårligt æg der var sprunget og så havde det været det jeg kunne mærke? Men der var tre fine follikler, så han mente bestemt ikke det var ægløsning. De mens-lignende fornemmelser har været fortsat, det er ligesom sådan en tyngende fornemmelse. Og jeg bliver ved at gå og se efter fordi det bare føles så meget som menstruation der er på vej! Men det er den selvfølgelig ikke:)

Og så kan jeg ikke lade være med at grine lidt af mig selv. Alle de tanker, alle de ting jeg ligger mærke til, alle de tolkninger på ting der slet ikke kan tolkes på.. Hvis ikke man var kropsfikseret inden man kom i behandling, ja så bliver man det i hvert fald hurtigt:) Tilgengæld får jeg et temmeligt unikt billede af min krops funktioner og signaler som jeg aldrig har haft lagt mærke til før.. Ja og I andre får så også samme indsigt grundet de detaljerede beskrivelser:)

Dag 13

Jeg ville ønske jeg kunne nøjes med at sende mit underliv til gynækologen. Imens kunne jeg blive liggende herhjemme i sengen og bare nyde at jeg havde tiden til det.. Men jeg måtte jo op og afsted. Jeg har en tendens til altid at få tider lige efter dem der ER gravide, sådan at scanningsbilledet derinde viser et lille foster når jeg træder ind ad døren. Og lægen viser mig det altid: "ja her lykkes det jo, se hvor fin den er." Jeg tror egentlig det er ment venligt og opmuntrende, men i stedet føles det bare så evigt deprimerende! Hvis bare man ved at bruge den samme scanner kunne sørge for at mr. N og jeg også blev gravide, så måtte han vise mig tusinde fostre..
Alting så fint ud, jeg havde tre fine æg på den højre side, mens venstre side er mere doven. Så Pregnylen blev givet og vi har tid imorgen til IUI. Og så tæller vi nedad igen:)

Imens får jeg tiden til at gå med at træne - har jo været så "smart" at lokke nogle af de andre på arbejdet til Tour de France spinning program, og de er meget mere flittige end mig.. Så jeg kæmper, har købt cykelbukser - det føles som at gå med natbind hele tiden når man har dem på. Men tilgengæld gør de sadlen en lille smule blødere, og det synes jeg altså er tiltrængt:)

Ovenpå igen

Jeg er kommet i positiv fasen for tiden.. Lige som jeg har det for tiden, så tænker jeg, at det hele nok skal gå, vi skal nok blive gravide og få alle de sunde, raske og dejlige børn vi ønsker. Og selvfølgelig er den der bare her til næste IUI. Det kan jo næsten ikke være anderledes:)
Det er sjovt som dagene op til insemination altid går hurtigt, jeg synes tiden flyver afsted. Mens de 14 dage der følger efter er lange som et ondt år, og der er det altså bare meget sværere at være positiv og afslappet omkring det hele. Men det gælder vel bare om at nyde de gode dage der er for tiden:)

Tanker

Er barnløshed min straf? Er det straffen for at være en rask storesøster til en lillebror med et handicap? Er det straffen for at mit liv altid har været så nemt sammenlignet med hans? Er det straffen for at jeg ikke altid formår at sætte pris på alle de ting der kommer nemt til mig? Jeg ved ikke om jeg tror på Gud, men nogen gange tænker jeg at verden ville være nemmere hvis jeg gjorde. Så havde man i det mindste en man kunne skyde skylden på, en man kunne være vred på. Istedet bliver vreden vendt mod mig selv. Jeg har lyst til at skrige af frustration, af vrede men mest af alt af angst.. Skal barnløshed være min byrde i livet?

Negativ

Negativ test igår, murren i maven, ømme bryster og brunligt udflåd idag - mens venter lige om hjørnet. Og når det endelig skal være sådan, så må den egentlig godt komme idag så næste forsøg passer ind i planerne uden alt for meget bøvl..

Tænker meget på, om jeg selv gør noget galt. Har en forfærdelig skyldsfølelse over, at jeg ikke bliver gravid. Tankerne kredser især om, at jeg er temmelig pessimistisk, og allerede har haft tankegangen henne ved, at det måske ikke lykkes for os nogensinde at få børn. Ja til tider er jeg overbevist om, at det aldrig vil lykkes.. Og det til trods for, at jeg jo stadig har alderen med mig, at vi kun lige er startet og at statistikkerne stadig taler for at det nok skal lykkes. Kan mine negative tanker få en indflydelse? Al min logik siger, at selvfølgelig hænger det ikke sådan sammen, men en ting er logik og en anden ting er følelser. Og følelserne giver mig hele skylden. For når der nu ikke er noget fysisk galt med nogen af os, så må det jo være noget jeg gør galt..

Asocial og træt

Jeg drømte i nat, at jeg testede positivt. Stod er med en test med de flotteste to streger i hånden. Og jeg var så lykkelig.. Vågnede imorges, hvor det lige tog mig tre sekunder at finde ud af, at det bare var en drøm. Og endnu tre sekunder mere, at jeg ikke tror særlig meget på den drøm denne gang!

Er på kursus disse dage. Og kan mærke at alle de ting jeg går rundt med i hovedet gør, at jeg faktisk overhovedet ikke er i humør til at være social. Allerhelst vil jeg bare sidde over i hjørnet uden at tale med nogen og få dagen til at gå! Det er virkelig atypisk for mig ikke at være social, og mit pleaser-gen kan ikke lide det. Så jeg bruger alle mine kræfter på at være det alligevel, hvilket resulterer i, at jeg er helt smadret når jeg kommer hjem. Igår havde jeg så lidt lyst til at tale med nogen at jeg nærmest løb fra kurset, så jeg ikke behøvede at følges med nogen hjem!

Ægløsningssprøjte

Jeg tog en test for at se om ægløsningssprøjten stadig er i kroppen. Der var den svageste, svageste blå streg. Jeg kunne bare se at feltet ikke var ligeså hvidt som der plejer at være når jeg tager en negativ test. Et eller andet sted havde jeg måske nok håbet at den var bragende positiv, så var jeg da sikker på at ægløsningssprøjten virkelig havde god effekt. Omvendt betyder det her vel at den snart er ude af kroppen, og at hvis jeg så tester positivt i næste uge så er det ikke den der spiller ind..
Jeg har fundet årsagen til at jeg ikke rigtigt tror der er en chance for en positiv test denne gang. Jeg har tabt mig. Mine bryster er mindre end jeg længe kan huske, og min bukser strammer ikke spor. Sidste måned synes jeg at alting strammede og mine bryster var store.. Hvem skulle have troet at man kunne være ked af at have tabt sig?
Mr. N er ude at rejse så jeg sidder alene her til aften. Det er godt nok lang tid siden jeg har været alene hjemme, men nu kan jeg tilgengæld se masser af indholdsløse platte serier uden at høre ham brokke sig over det:) Så tilbage til Topmodel og alle deres fantastiske intriger og intetsigenhed:)

Symptomstatus

Symptomstatus er lig med ingen symptomer. Ingen prikken eller stikken i underlivet som sidst, ingen mens lignende smerter, ingen ømme bryster, ingen som helst symptomer.. Jeg tror ikke rigtigt på at det skulle være denne gang det lykkes. Måske det blot er forsvarsmekanismen der kicker ind da alt andet kører lidt tungt for tiden, så jeg blot forbereder mig på det værste.

Herhjemme kører det også lidt tungt. Både min egen familie og svigerfamilien er kede af det, og mr. N og jeg er kede af det, bekymrede og ikke mindst rigtigt trætte. Det går ud over hyggen, vi skændes, har ikke været i seng sammen i lange tider og er bare i energi underskud. Sjovt nok ikke måden at øge chancerne for en graviditet på.

Familiebekymringer

Det er mærkeligt.. Sidste måned fyldte alt det her behandlingshalløj en hel masse, til trods for at vi sådan set var på hjemmearbejde, og dermed ikke helt var under behandling. Denne måned var første gang med IUI, men der sker bare så mange andre ting, at jeg faktisk ikke har tænkt særlig meget over det. Måske jeg bare skal nyde det mens det varer?
Tankerne går mest til familien og de problemer der er der. Og det er vist rigeligt at tumle med, jeg er bekymret og ked af det. Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at hjælpe os igennem. Og på arbejde er det hele skubbet langt væk - der er bare ikke plads til at forholde sig til det! Denne weekend har vi været en del sammen, og det både hjælper og gør mig mere bekymret på samme tid.
Lige nu tror jeg det er tid til at lave en kop te og så fordybe mig i Dronningeofret som jeg er igang med for tiden. Det har altid været min udvej når jeg har brug for at slippe lidt for alle tankerne.. Så kan man forsvinde dybt ind i et helt andet univers, hvor jeg ikke selv eksisterer.

Insemination

Har været sygdom i familien, og der har ikke været plads til meget andet hos mig! Det har godt nok været noget af en barsk omgang.. Men nu går det vist lige så stille fremad hos os alle. Og tiden er fløjet så pludselig er det idag jeg skal til IUI..
En lidt mærkelig tanke, at hvis det lykkes denne gang så har vi fået lavet et barn helt uden at være sammen imens!

Rask og igang

Har ligget syg hele weekenden med omgangssyge. Puha sikken en omgang, det har godt nok ikke været sjovt! Menstruationens komme i lørdags druknede i kvalme og andre væmmelige ting.

Nu er jeg så på den igen. Opstartede Pergotime igår, har scanning dne 2. april og IUI den 3. april. Så kan vi jo kun håbe at det munder ud i endnu et lille december barn. Vi er i forvejen 5 i familien der har fødselsdag i december, så hvorfor ikke??

Heller ikke denne gang..

Ved ikke engang hvad jeg skal sige! Der er bare tomrum.. og venten på at mens skal komme så det bliver overstået.. Synes ellers der var lidt tegn til at det skulle være, men sådan en test er jo svær at løbe fra..

Skal - skal ikke

Imorgen er dag 27 i cyklus. Hvis jeg skal have min mens burde den komme søndag.. Det er 14 dage siden jeg fik ægløsningssprøjten. Og jeg overvejer om jeg skal teste imorgen?? Bare fordi ventetiden er ved at være alt for lang nu hvor søndag nærmer sig..

Venten

.... Jeg venter! Og er fyldt med modstridende følelser. Det ene øjeblik kan jeg se de to streger for mig, kan mærke glæden, har planlagt hvornår og hvordan det skal fortælles, og er så tæt på at jeg slet ikke kan forestille mig andet end det er rigtigt... Og så.. Det næste øjeblik tænker jeg, at jeg ikke tror på det, at jeg ikke synes jeg har nogen som helst symptomer på, at det skulle lykkes denne gang... Suk.. Jeg venter...

11 dage endnu

11 dage er der til jeg ifølge kalenderen ikke skal have min mens..Og jeg synes bare tiden går helt ufatteligt langsomt! Det er som om den næsten går baglæns til tider!
Symptommæssigt synes jeg at jeg har haft en del stikken i min højre side i lysken. Det har jeg egentlig haft i en lille uge måske. Det er vist på vej retur, men der kommer da nogle jag engang imellem, lidt ligesom menstruationssmerter, bare kortere tid. Ellers ingenting.. Maven er oppustet, men jeg tror nu bare det er fordi jeg er så ekstremt fokuseret på den, at jeg synes det.

Weekenden skal gå med rengøring, hygge med nogle venner og så sove længe:) God weekend til alle:)

Jeg har et monster..

Et stort, fedt, grimt monster boende i min mave. Det har lange, tynde, grimme fingre som det bruger til at grave alle de grimme følelser frem med. Det finder de grimmeste og tarveligste sider frem, fylder mig med misundelse, tomhed, sorg.. Det gør min krop tung og ugidelig, den fjerner alt mit håb! Jeg forsøger at stille det tilfreds, prøver først at anerkende at dette også er sider af mig og prøver at sige, at det er helt okay at have det sådan. Men monsteret graver bare videre indtil de grimme følelser er så overvældende, at jeg kun ser gravide maver, barnevogne og lykke hos dem der triller dem. Jeg kan ikke længere se de mørke rander under øjnene på forældrene, jeg kan ikke se dem der skændes og går fra hinanden, jeg kan ikke se udmattelsen, og jeg kan ikke se den lykke der faktisk bor hos mig selv.. Herefter forsøger jeg at dulme monsteret med chokolade, så det ikke længere kan mærkes i maven på mig, så det bliver så mæt at det ikke har energi til at finde flere grimme ting frem. Men det er blot en kortvarig fred..
Om lidt for monsteret endnu mere at grave frem.... Barselsbesøget venter!

(Bi)virking af Pregnyl?

Jeg har intet kunnet mærke - fraset en temmelig irriterende hovedpine fredag og lørdag. Men ellers intet. Ingen ømme bryster som jeg ellers har læst mig til, at rigtigt mange har. Ingen oppustethed, men lidt niv i maven. Jeg har ikke testet for at se om HCG'en er i kroppen fra Pregnylen. Tør ikke rigtigt, for hvad ville jeg gøre, hvis testen var negativ? Og at sprøjten af en eller anden grund ikke virkede som den skulle på mig!? Tilgengæld har jeg nu udelukket mig selv fra at teste før tid, for jeg tror ikke jeg ville tro på resultatet før end jeg var gået over tid.

Tænk engang at man kan få alle disse tanker (og mange mange flere) af at have fundet en lille ægløsningssprøjte! På en måde er det måske meget smart at starte behandling samtidigt med nyt job. Jobbet tager i hvert fald meget af min opmærksomhed, og jeg er for træt om aftenen til at tænke alt for langt. Vi har i hvert fald gjort hvad vi kunne for at det skal lykkes.. Imorgen starter endnu en dag, og så er der en dag mindre til jeg ved om det bærer frugt.
God søndag til alle:)

Tiltrængt weekend

Puha, det har været noget af en uge denne første arbejdsuge. Og hold da op hvor er jeg træt idag! Det er tiltrængt med weekend nu..

Igår var jeg oppe at blive scannet, og jeg viste mig at være en god rugehøne:) Det var 12. dagen, men der var tre flotte æg på højre side og et på venstre side, og et enkelt af dem på højre side var helt klar. Så jeg fik Pregnylen igår eftermiddags.. Tja, så må vi jo vente og se om hjemmearbejdet bærer frugt:)

Selvdestruktiv?

Hvordan kan det være, at hver gang jeg er ovenpå så skal jeg lige teste min styrke og gå ind og tjekke facebook, hvor alle veninderne og dem fra den gamle folkeskole alle er gravide samtidig?? Så kan jeg sidde der og svælge i min egen ulykke og læse om deres fantastiske mirakler og hvor sjovt det er, at alle er gravide og får børn samtidigt! Hvad kan jeg bruge det til, at jeg ikke er gravid sammen med dem? Hvorfor er det så vigtigt?
Suk.. Nogen gange kan jeg blive så træt af mig selv! Dyb indånding, tilbage til de positive tanker og slukker for computeren..

Arbejdslivet

Idag er jeg startet på arbejde.. Altså det første "rigtige" arbejde som færdiguddannet. Igår sad jeg på sofaen og blev helt overvældet over, at det var sidste dag som studerende med fri disponering over min egen tid. Jeg kan aldrig igen slukke vækkeuret og tænke: "nej idag gider jeg bare ikke"..
Tilgengæld så glæder jeg mig til at komme igang med arbejdet, jeg glæder mig til alle de udfordringer jeg skal møde og jeg glæder mig til at skulle lære at bruge min viden i praksis. Og så må jeg forsøge at nøjes med at tænke nogle dage frem i stedet for at tænke hele arbejdslivet frem og hvor mange dages arbejde det er, og hvor mange dage det betyder, at jeg skal tidligt op og afsted selvom jeg ikke altid gider.. For i det store og hele så glæder jeg mig over at være nået hertil, og jeg glæder mig til, at den fritid jeg har tilgengæld ikke behøver at være strøet med dårlig samvittighed over ikke at læse! Det bliver skønt:)

Jeg tog de sidste Pergotime i lørdags. Ved ikke om det er fordi vi er gået igang med behandling at jeg har været lidt ustabil eller om pillerne virkelig kan spille en rolle. Har bare været et pendul her i weekenden rent humørmæssigt. Men igår og idag har pendulet heldigvis stået på positivt, og jeg har været fuld af overskud. Prøver at holde fast i dette og alle de positive tanker jeg nu kan få ud af situationen. Som f.eks. at sætte pris på at lære min mr. N bedre at kende, at nyde hvad vi har sammen og at virkelig sætte pris på den dag jeg bliver gravid, hvor fantastisk et mirakel det er.. For selvfølgelig sker det også for os en dag!

På torsdag er det scanningsdag. Er spændt på at se, hvad det bringer!

BIB'er

Jeg går ud fra, at vi nu kan få Barnløse i Behandling-prædikatet sat på os. Igår startede jeg på Pergotime. Men denne start i behandlingslivet er lidt af et kompromis. Da gynækologen ikke har weekend åbent, og lukker tidligt fredag, ja så er det blevet til scanning på 12. dagen, evt. Pregnyl der, hvis æggene er klar, og ellers skal vi selv give sprøjten herhjemme. Og så står den ellers på hjemmearbejde! :) Så i virkeligheden er det en blid opstart i behandlingslivet. Og så kan vi jo kun håbe på, at vi ikke behøver at gå videre!

Ellers har weekenden stået på hygge, alvorlige snakke om behandlinger, sidste feriedage for mr. N og lange snakke om jobmuligheder og evt. flytning. Så en god blanding af dejlige og mindre dejlige ting.. Næste weekend er jeg inviteret til min venindes fødselsdag. Hun har termin om små tre uger, og alle hendes andre veninder og deres små nyfødte (fordi de bare alle blev gravide inde for det samme halve år i første hug!!!!) kommer. Og for første gang nogensinde, så tror jeg, at jeg bliver nødt til at melde afbud til hendes fødselsdag. Jeg kan ikke helt overskue at sidde og høre om deres fødselshistorier, ammeproblemer og hvor hårdt, men dejligt det hele er. Jeg ved det er egoistisk, men engang imellem tror jeg, at jeg har godt af at tænke på, hvad der gør mig glad og så rent faktisk lytte efter til det jeg finder ud af.

Negativ

Dag 27 i cyklus. Negativ test, negativt humør... Pis!

Ventetid og humørsvingninger

Det er sjovt som humøret kan ændre sig så drastisk.. Jo tættere jeg kommer på at skulle have min menstruation, desto mere sikker bliver jeg på, at det heller ikke er denne gang jeg skal se de berømte to streger! Det er som om at alt håbet forlader mig de sidste dage (læs den sidste uge). Idag har det f.eks. slået mig helt ud at læse på Facebook, at en af mine gamle veninder fra Folkeskolen er gravid. Jeg orker ikke flere: "ih, hvor skønt for jer. Stort tillykke." Nu må det snart være vores tur til at få nogle "tillykker".

Jeg er træt af, at det skal fylde så meget i mit liv, at jeg endnu ikke er gravid. Jeg prøver at lægge det på hylden og bare nyde, hvad jeg har, men det er altså ikke nemt. Hvordan kommer man ud af det her tankespind?

Herhjemme ligger der nu en recept på Pergotime pg Pregnyl, og en indkaldelse til scanning på dag 13 i cyklus. Så hvis ikke jeg er gravid denne gang - ja så starter livet som BIB'er for alvor for os! Mr. N er den positive af os, bliver ved med at sige, at jeg er moody fordi jeg er gravid, og at det selvfølgelig er lykkes for os nu.. Mens jeg bare graver mig dybere og dybere ned i et hul, hvor jeg ikke tror på, at det nogensinde lykkes! Suk.. Jeg hader ventetiden!!

En lille smule lykkelig

Mon ikke det er en generel ting, at når det går skidt eller ikke som man forventer det i livet, så er behovet for at læsse af et sted stort eller i hvert fald større end normalt. Mens de dage, hvor man er glad og lykkelig, de tider hvor alting bare flasker sig og hvor livet er skønt - ja der har man ikke det samme behov for at skrive tingene ned, fordi man spontant deler tingene med dem omkring en. Og måske også fordi lykken er så nem at bære på:)

Idag har været en skøn dag! Solen giver livet et fantastisk skær.. Dage som denne tænker jeg, at uanset, hvad livet vil bringe os, så skal vi nok klare den sammen mr. N og jeg. Kærligheden ligger der i hjertet og bobler, glæden den springer frem og smilet ligger løst på mine læber. Der er dage, som idag, hvor kærligheden kan få mig til at svæve. Jeg ved bare, at jeg har den mest fantastiske mand i verden, der giver mig så meget her i livet.

Jeg tror jeg vil bruge aftenen på selvforkælelse. Og så nyde, at jeg lige for tiden er bare en lille smule lykkelig:)

Nostalgi

Kan man få lov at skrue tiden tilbage? Jeg sad lige og så nogle gamle billeder af mig og mine veninder, og jeg tænker - kan vi ikke gå tilbage dertil? Til dengang ingen havde børn, ingen havde store gravide maver og jeg ikke behøvede at forestille mig at være overlykkelig på deres vegne.
Tilbage til dengang, hvor ingen af os havde børn.. Og så kunne vi starte et år tidligere, så der ikke behøvede at være babyboom i det år, hvor vi har forsøgt uden at det er lykkes. Så kunne jeg være den første der fik mave på. Det var jo sådan det var meningen det skulle være. Jeg har altid været den mest skruk af os alle, altid været den der var mest klar til at få børn, altid været den der havde forestillet mig, at jeg skulle have børn under studiet, jeg var den der kiggede langt efter barnevogne i årevis. Og pludselig sidder jeg her, færdig med studiet, uden mave mens alle mine veninder er gravide!
Hvordan skete det lige? Det er ikke altid jeg syntes at livet er retfærdigt!

Normale indtil andet er bevist

Umiddelbart er vi normale! Normal sædprøve - eller i hvert fald en, der uden problemer burde kunne gøre mig gravid. Fine follikler på æggestokkene og et styks der var næsten modnet, fin gennemgang i æggelederne og fin slimhinde i livmoderen.. Så langt så godt.
Så kan vi bare vente på brevet fra gynækologen med svar på blodprøverne og samlet status for muligheden for at blive gravide..
Det mærkelige er, at trods det, at jeg umiddelbart er lettet over, at der ikke er noget i vejen, så synes jeg, at jeg nu befinder mig i lidt af et tomrum. For hvis vi er fuldkommen normale, hvorfor lykkes det så ikke for os at blive gravide?

Håb?

Hvad får mig egentlig til at starte denne blog?
Imorgen skal jeg til gynækolog, scannes for at se om der er follikler på mine æggestokke, tages blodprøver, smear, fortælle om menstruations uregelmæssigheder osv. Det er første skridt på vejen til behandling, og jeg både glæder mig og frygter det. Det føles rart at tage det skridt fordi jeg får en følelse af, at vi går igang med at gøre noget aktivt. Og det giver på en eller anden måde en følelse af kontrol. Men jeg frygter det også. Jeg frygter, hvilke konsekvenser det vil have, frygter at skulle igang med behandling, er bange for hvor hårdt det kommer til at tage på os og er vel i bund og grund bange for, at vi aldrig kommer til at få børn! At vi går en lang rejse i møde fyldt med sorger, uden at være garanteret, at eventyret ender godt...

En gang imellem tænker jeg, om jeg allerede, inden det hele er startet, har mistet håbet? Og i mine tanker kører alle de her udsagn om, at positiv tænkning hjælper, at hvis jeg bare slapper af, så kommer det af sig selv - og de er frygtelige at have, for det eneste de medfører er, at jeg tænker det er mit eget ansvar, at vi ikke er gravide endnu. Og det ansvar er tungt at bære!

Så bloggen her startes for at kunne komme af med alle de tanker. Den startes i håbet om, at eventyret vil ende godt, at vores bumpede vej vil føre til at vi holder et dejligt barn i armene, at den vil føre til at lykken vil komme til os og at vi vil være så heldige at få øje på den og værdsætte den.