Mave kommentarer

Jeg synes maven tager nogen kæmpespring i størrelsen disse dage. Og jeg synes godt nok den er blevet stor. Håber den sætter farten bare en anelse ned, ellers ender jeg med at blive gigantisk:) Var til barnedåb i går hos nogen af mandens venner. Det er første gang jeg er i et selskab med folk jeg ikke kender og som kommenterer maven. Og det er egentlig ret sjovt, hvor forskellige kommentarerne er og mine responser.

"Sikken en fin lille mave du har. Den er da ikke særlig stor". Medfører svaret - "den er større når jeg står op, så kan man rigtigt se det."

"Hold da op, er du kun 5 måneder henne. Jeg synes godt nok din mave ser stor ud." Responset bliver så: "ja den tager nogle store spring. Men nu er den også større da jeg lige har spist, den er mindre om morgenen."

Sjovt som man gerne vil passe ind, og bare have en helt almindelig mave i en helt almindelig størrelse. Men folk kommenterer jo nok også bare efter, hvad de selv har erfaringer med og har set.

Jeg synes ellers ikke jeg har fået så mange kommentarer, ikke nogen fremmededer har taget på min mave - måske det bare skyldes vinterjakken der skjuler maven godt?

(Her skulle være et billede af maven, men af uvisse grunde vil dette ikke kunne lade sig gøre!)

Den dårlige samvittighed

22 uger er jeg nået til idag. Officielt er min lille babypige nu blevet til et barn, der vil få sit eget CPR nummer. Maven vokser, sparkene bliver tydeligere og tydeligere. Hvor ofte jeg mærker hende varierer, men jeg mærker hende flere gange om dagen altid.

Følelserne kører op og ned, fra uendelig lykke til tvivl, angst og bekymringer. Og samtidig er det sværere at være gravid end jeg havde regnet med. At være gravid er noget jeg har glædet mig til siden ligeså længe jeg kan huske - selv som barn/teenager vidste jeg, at jeg gerne ville være mor. Men lige for tiden er det som om, der også kommer nogle negative tanker som jeg har svært ved at acceptere. Til tider er det som om, at graviditeten er alt hvad jeg er nu - den optager 90% af min tankevirksomhed, det er det der bliver spurgt til og om fra forældre, venner og fra fremmede mennesker på gaden. Og jeg kan godt savne "mig", savne at have noget interessant at tale om, at kunne koncentrere mig og fokusere på andre ting.

Og så er der det kropslige - når babypigen sparker, så er jeg solgt. Så elsker jeg at være gravid, at holde på maven og ae henover den. For det meste er det sådan. Fraset de dage, hvor det eneste jeg kan fokusere på er det navlebrok der pludselig er dukket frem fra dybet, på de strækmærker der spreder sig på brysterne og bekymringen for at de kommer på hele maveskindet. Og jeg ved godt, at det er overfladisk, men jeg synes det er svært at skulle vænne sig til, og jeg føler mig hverken tiltrækkende, kvindelig eller s.e.x.e.t som der ellers står i alle bøgerne. Jeg savner at have lyst til min mand, jeg savner den intimitet der er når vi er sammen på den måde, jeg savner at få en o.r.gasme med min mand og jeg savner den måde min krop plejede at reagere på. Nu er det som om vi er fremmede for hinanden, kroppen og jeg, vi er ikke helt på bølgelængde, det hovedet har lyst til har kroppen ikke lyst til.

Og jeg har dårlig samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over ikke at være evig glad gravid, når nu vi har haft kæmpet for dette, når nu dette har været det højeste ønske i så lang tid. Jeg har dårlig samvittighed overfor babypigen - for tænk hvis hun kan blive påvirket af mine følelser? Tænk hvis hun ikke føler sig elsket nok derinde? Er det mon almindeligt at have de her tanker og følelser?? Og er det ok?

Den anden tid

Hvis tingene var gået anderledes så ville jeg idag have siddet med spænding og forventning i maven og ventet på at veerne skulle starte. For så ville jeg langt om længe været nået terminsdatoen. Hvis ikke min lille babypige lå og sparkede lystigt i maven, så tror jeg denne mærkedag ville have været virkelig slem at komme igennem. Istedet har den egentlig ikke fyldt så meget i bevidstheden - måske snarere siddet ubevidst og været skyld i den lidt triste følelse jeg har haft indeni i dag.

Men jeg er heldig. For her sidder jeg, 21 uger henne i morgen, med hvad der ligner, føles og håbes på er en sund og rask lille pige. Og jeg glæder mig mere end jeg kan beskrive. Jeg glæder mig til at se hende, holde om hende, røre ved hende, dufte til hende, lære hende at kende, og jeg glæder mig til hele det liv vi skal til at starte. Jeg fortæller hende ofte, hvor meget jeg glæder mig - omend hver gang får hun også af vide, at til trods for at jeg næsten ikke kan vente med at møde hende, så må hun tidligst komme ud til juli!:)

Verdenens grusomhed

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Ved ikke helt hvordan jeg skal få tankerne skrevet med så de giver mening.. But here it goes.

Jeg kan til tider blive skræmt ved tanken om ansvaret, ved tanken om alle de tarvelige, forfærdelige ting der kan ske mit lille barn i denne verden. Nogen gange kan jeg kun få øje på alle de voldelige, drabelige, undertrykkende, negative og forfærdelige ting der sker i verdenen. Og så bliver jeg bange. For hvordan skal jeg beskytte min lille pige mod den hårde verden? Hvordan skal jeg kunne se hende bevæge sig ud i verdenen uden at være ved at gå til af angst for alle de ting der kan ske hende. Og vi taler ikke kun om de "dagligdags"ting som at nogen er misundelige, nogen kan mobbe, nogen der driller, eller at hun falder og slår sig. Jeg tænker også på tilfældige overfald af uskyldige mennesker, der bliver ydmyget eller arret for livet. På voldtægt. På krig og død. På naturkatastrofer. Og så bliver jeg så angst og bekymret og ked af det. For hvad er det dog for en verden jeg har kæmpet for at sætte børn i?? Og hvordan skal jeg dog beskytte min lille, fantastiske, længe ventede og højt elskede smukke pige??

20 uger

Så er jeg nået til de famøse tyve uger. Vil egentlig ikke noget særligt med dette indlæg, men synes alligevel, at det krævede en markering.

Babypigen sparker lystigt i min mave, vender og drejer sig. Maven er ikke voldsomt stor, men efterhånden dog tydeligt gravid. Hver eneste dag er en lille sejr, og lige for tiden synes jeg at glæden fylder det meste. Lykken spreder sig langsomt i mig, og selvom der stadig er dage hvor angsten fylder mest, ja så er det primært glæden over babypigen og de dejlige spark der fylder lige nu:)

Og så synes jeg i det hele taget, at det er helt fantastisk med det babyboom der er her i blogland:) Hurra for positive teste, dejlige scanninger, store maver og små fantastiske børn der kommer til verden:):)

Et billede siger mere end tusind ord:)

At dele glæden

Det er nu 2 uger siden jeg første gang mærkede liv. Det er kun blevet tydeligere, og jeg nyder det mere end jeg kan beskrive når den lille giver lyd fra sig derinde. Imorges var det en hel lille gymnastik øvelse den fik lavet:) Jeg har prøvet at holde mr. N's hånd på maven, vi har været tålmodige, men har ikke kunnet mærke det. Jeg synes ellers godt jeg i et stykke tid har kunnet fornemme bevægelserne i fingerspidserne.

Idag da jeg lå på sofaen, læste min bog, så begyndte den lille at give lyd fra sig. Mr. N var lige kommet hjem, lagde hånden lidt tungere på maven end ellers og pludselig sagde han: var der ikke noget der? Lige efter at jeg havde mærket den lille:) Det er kæmpe stort at kunne dele lykken over at kunne mærke den lille med ham, jeg lå bare der og smilte over hele femøren med tårerne i øjenkrogen, og så blev vi begge belønnet med endnu et lille puf derinde fra.

Ellers har Angelsounds været til stor glæde. Både som beroligelse, hvis jeg får indt i maven eller ikke synes jeg har mærket den lille så meget en dag. Men også til at dele glæden overt kunne høre hjertet, høre den bevæge sig rundt. Og ikke kun med mr. N men også med de kommende mormor og morfar, onkel samt oldeforældre. Og mine veninder. Og hver gang er det fantastisk at få lov at dele glæden, og fantastisk at se glæden i deres øjne over det lille liv der vokser inden i mig. Jeg føler mig så heldig når jeg ligger der og lytter til mit lille barn, og har muligheden for at dele det med dem der betyder mest her i livet:)

(Lidt sødsuppe rørstrømsk kan jeg vist godt være!!! Tror det er hormornerne der spiller mig et puds - de får skylden for mange ting:))

Frækkert:)

Vi venter os en lille stædig frækkert:) Var til MD scanning idag, og til trods for at scanningsdamen forsøgte i 25 min., jeg løftede numse, rystede mave, blev sendt ud at gå tur i 20 minutter, drak koldt vand og så blev scannet igen - ja så ville den lille frækkert bare ikke ligge sig ordentligt! Så resultatet er en ny scanning på onsdag i stedet. Det siger jeg jo heller ikke nej til:)

Men det de kunne se så alt sammen fint ud. Hovedet var perfekt, tre kat i navlestrengen, moderkagen liggende bagtil og opadtil, 10 fingre og 10 tæer, hjertet med fire kamre og flot flow. Så mangler der bare lige resten af organerne og forhåbentlig et køn. Var ellers ikke specielt nysgerrig, men det er jeg altså pludselig blevet:) På onsdag tager min mor med da mr. N desværre ikke kan få fri. Men alting så jo ud til at være helt i orden, så vi tager det stille og roligt og håber den lille frækkert er lidt mere samarbejdsvillig på onsdag:) God weekend derude.

18+5

Jeg synes tiden flyver afsted lige nu - mon ikke jeg kommer til at føle det anderledes senere hen? Men lige nu synes jeg, at der er tusinde ting vi skal nå inden det bliver sommer. Idag skal vi ud at se på et hus - havde en lang snak igår. Mit redebyggerinstinkt er kommet noget så krævende frem, og det at hele fremtiden er så usikker med job og bolig, det bruger jeg bare virkelig meget energi på! Og det er frustrerende når det er ting jeg ikke bare sådan lige kan ændre på. Så nu har vi sat en grænse dato for hvornår vi begyndet at se på noget lejebolig i stedet, som er mere praktisk end det vi bor i lige nu.. Og indtil da bliver der skruet lidt mere op for huskiggeriet, da det jo trods alt er det vi helst vil flytte i.

Og så imorgen skal vi til MD scanning:) Jeg synes det er lidt vildt, er meget spændt - egentlig ikke så meget på at se køn, det er jo slet ikke sikkert vi kan se det. Men bare spændt på om lille loko (lokomotiv) har det godt, om alting er som det skal være, og spændt på at se den lille igen:) Jeg er ikke i nærheden af at være så nervøs som til NF (det kan selvfølgelig nå at komme) - de små puf og min Angelsounds beroliger mig når nerverne spiller et puds.

Jeg synes også maven pludselig har taget nogen ryk. Jeg har i meget lang tid gået og tænkt, at jeg godt kunne se jeg var gravid, men når jeg lå på ryggen kunne man ikke se noget som helst. Her den anden morgen lå jeg så og kørte hænderne over maven for at sige godmorgen og tænkte, at den føltes da egentlig anderledes nu. Og så er der jo bare den fineste afgrænsede bule der stikker så tydeligt frem:) Det er bare fantastisk:)