Svigermor har været i byen og inviterede os ud at spise på vores lille yndlings italienske restaurant. Der blev bestilt bord til kl 18 - både af hensyn til de andre gæster, men også fordi det var en hverdag, hvor vores sengetid er omkring klokken 21:) Lettere nervøs for, hvordan Astrid ville opføre sig, men hun blev båret rundt af en af os eller svigermor/farmor og hendes veninde, hvilket resulterede i, at vi faktisk fik varm mad at spise på nogenlunde samme tid og jeg fik lov at nyde et glas rødvin. Store sager, og det blev en rigtig hyggelig aften, hvilket gav lidt overskud da vi kom hjem. Skønt at være tæt på hinanden igen, der har ikke været meget kærestetid de sidste mange uger.
Dagen efter var dog forfærdelig med en helt ulykkelig lille pige, der bare græd og græd hver gang hun var vågen, og næsten ikke havde sovet om natten. Jeg var helt smadret, aflyste træning og bare sad herhjemme og hang. Så i nat sov jeg i stuen, mens mr. N og Astrid sov i soveværelset, og så kom han ind med hende når hun skulle ammes. Først så trillede tårerne, jeg ved det er helt latterligt, men jeg havde simpelthen så svært ved ikke at være i samme rum som hende, og jeg savnede hende så det gjorde ondt i maven. Men da først jeg havde fået talt mig selv til ro (altså: 5 meter ind til min lille pige, som jo lå sammen med sin far, der så absolut kan passe ligeså godt på hende som jeg kan) så var det skønt at få lov at sove uden at skulle lytte efter hende.
I dag blev Astrid passet for første gang. Mormor og morfar var her, mens mr. N og jeg var ude at spise brunch. Hvor fantastisk at gå ud af døren, kigge på hinanden og pludselig finde ud af at vi begge havde to hænder frie. Vi plejede jo at altid gå hånd i hånd:) Så vi har haft tid til blot at sidde og se hinanden i øjnene, holde i hånden og tale uforstyrret samtidig med at vi begge spiste. Og til aften, har vi puttet vores dejlige lille pige (eller er i gang med det), har skænket os selv et glas god rødvin og sidder og hygger med noget NCIS på skærmen. Og så prøver vi ellers at holde os selv vågne længe nok til at nyde rødvinen og se afsnittet til ende:) God weekend:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar