Dumme krop!

Turen til det mørke vest gik over al forventning. Astrid sov hele vejen derover, hun var bare så dygtig. Og på hjemturen var det med et enkelt stop, hvor hun blev ammet, puslet og igen puttet i autostolen. Hun brokkede sig en smule, men sov ellers så sødt med sin sut i munden. Hun er bare ikke super glad for at blive spændt fast i autostolen, men når først hun sover i den, så er alt fint:)

Weekenden bød ellers på udfordringer i massevis. Særligt frain dumme krop - jeg troede ellers det skulle til at væreslut med at synes den var dum, det hørte fortiden til. Men til trods for at Astrid sutter så fint og spiser gladeligt, så driller brysterne. Der bliver ved med at være små revner så det gør lidt ondt i starten af hver amning, og i weekenden brød brystbetændelsen så løs. Det startede allerede om fredagen med ømhed i brystet - altid det venstre. Og lørdag var det ildrødt. Alle ting blev ellers afprøvet, amning fra det bryst først, massere området, varme omslag, varmt bad, ammestilling med hagen mod området... Intet hjalp, og som dagen gik fik jeg det bare værre og værre. Startede penicillin om eftermiddagen, lå under dynen med uldindlæg, uldundertrøje, top, langærmet striktrøje, bukser og sokker og frøs stadig! ØV! Og samtidig blev svigermors hus fyldt med barselsgæster, der blev i 6 timer, for svigermor inviterede da alle 10 på middag, så der var 16 til aftensmad! Og jeg gemte mig på værelset og følte mig som verdens dårligste mor, der bare lod sit barn være derude uden at være der til at beskytte hende..

Men Astrid overlevede jo, og det samme gjorde jeg! Og det var jo dejligt at se svigerfamilien, og dejligt at se farmor og hendes smil når hun holdt Astrid. Jeg skal vænne mig til at dele min elskede datter, og til at svigermor/farmor også tager hende selvom hun græder. Men jeg tænker, at om nogle måneder så bliver det nok kun rart at kunne aflevere hende når hun græder:) Og det er jo dejligt at hun knytter et bånd til sin farmor.
Så nu kan jeg mærke, at min egen mor også skal have lov til lidt mere. For det er ikke meget mine forældre har holdt hende da de jo kun ser hende kort tid ad gangen. Men det kan der jo heldigvis laves om på:)

Brystbetændelsen er (forhåbentlig) på retur. Brystet er mindre ømt, mindre rødt og jeg har dte alment bedre. Men tilgengæld er der kommet et hårdt område som ikke kan blive blødt uanset hvor meget der ammes, masseres og varmes. Forhåbentlig er det bare et stadie på vejen til at det svinder. Dumme bryster!! Er træt af at de skal lave rod og bekymringer hele tiden!

Udfordringer

Weekenden byder på en tur til det mørke vest, 3 timers køretur under normale omstændigheder, og en weekend omgivet af svigerfamilien 24-7. Og jeg kan mærke stressen komme snigende. Mr. N glæder sig utrolig meget, hvilket jeg sagtens kan forstå - hans familie har jo kun set vores lille vidunder et par timer den dag hun kom til verden. Og selvfølgelig skal vi over at besøge dem, det skal der heller ikke være tvivl om.

Men derfra, ja så kan jeg bare mærke, at jeg synes det er en kæmpe udfordring! Både at få Astrid ned i bilen (som hun kun har kørt i 2 gange og mega skreg den ene af gangene), køre så lang en tur, mr. N's bror skal køre med hvilket jeg også synes er stressende! Og så over til svigerfamilien og bo i svigermors hjem, hvor der altid er mennesker - særligt når alle er hjemme, hvilket de er når vi kommer. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide min svigerfamilie, for det kan jeg godt. De er fantastiske mennesker, søde og gæstfri. Men herhjemme i vores eget lille hjem, der bliver jeg træt når der har været mennesker på besøg i et par timer, særligt hvis der er mange ad gangen. Og nu skal vi over og været omgivet af mennesker - og mange af slagsen, uden rigtigt at have noget sted at forsvinde hen når det hele bliver lidt for meget. Tja, lad os bare sige, at jeg er temmelig spændt på, hvordan det hele kommer til at gå!!

Og den sidste lille finesse er, at mit moderinstinkt bliver ekstremt udtalt når der er mange mennesker omkring os, særligt hvis der også er halvstore børn. Så synes jeg ikke det er spor sjovt, at der er andre der gerne vil holde Astrid, slet ikke hvis hun græder! Så det er endnu en udfordring til weekenden..

Jeg føler mig temmelig tarvelig, at jeg ikke bare kan glæde mig. For jeg kan så godt forstå, at mr. N glæder sig utrolig meget, det ville jeg jo også gøre, hvis det var min familie, der boede langt væk og som vi skulle besøge. Jeg prøver, men lige nu overskygger stressfaktoren alt det andet. Mon ikke det bliver godt når vi først er kommet derover? Og så må Astrid og jeg jo bare være gode til at tage nogle middagslure sammen, så vi kommer lidt væk fra larm og mennesker.