Termin

Idag er terminsdato! Jeg tror ikke det er gået op for babypigen, at det er meningen hun nu skal se at komme ud til os. Utålmodigheden er begyndt at melde sig de sidste par dage, og jeg kan mærke at mine veninders kommentarer (som er givet fordi de glæder sig så utrolig meget) begynder at være lidt trættende at høre på. Ja, vi er ekstremt spændte, jo vi glæder os helt utrolig meget - og nej i princippet ved vi ikke om jeg har født inden vi ses næste gang... men min krop føles altså ikke spor anderledes, så mon ikke det tager lidt tid endnu??

Gut feeling lige nu siger jeg skal sættes igang den 14. august. Jeg håber jeg tager fejl, for jeg tror det bliver 2 meget lange uger. De sidste par dage har babypigen gjort sit bedste for at jage mine bekymringer om, hvorvidt hun har det godt derinde, langt væk. Hun møffer rundt, og det beroliger dejligt. Men hold da op, lille pige - nu må du altså snart gerne komme ud til os!! For vi glæder os sådan til at møde dig, at vi snart ikke kan vente længere. Og der er altså en frist for, hvor lang tid du får lov at blive derinde. På tirsdag er det sidste jordemoder besøg, og så får man en tid til CTG kurve når man er omkring 41+et par dage, og så igangsætning ved 42+0. Og jeg har tjekket, og også dobbelt tjekket at de sætter igang i weekenderne også, hvilket de gør:) Så om ikke andet, så er der i hvert fald kun 2 uger til at fødslen bliver sat igang..

Dødsangst

Mine nattedrømme har været fyldt med væmmelige tanker om en lille død baby i min mave.. Om at denne lykke endnu kan nå at blive taget fra mig før end den rigtigt er begyndt. Tankerne er svære at slippe af med igen, særligt fordi jeg hart svært ved at sætte ord på dem - de er ikke spor rare at skulle sige højt, så indtil videre er de ikke blevet delt. Og på en måde gør det dem endnu større end de ellers er.. Og de sætter et helt cirkus igang: har jeg nu mærket liv nok? Var det ligeså meget som det plejer at være? Hvor lang tid siden var det sidst? Hvorfor har hun ikke taget mere på i vægt - er det fordi moderkagen ikke fungerer så godt og hun mistrives derinde?? Hvis der går for lang tid mellem jeg mærker hende bliver jeg lettere panikslagen, skubber til hende og bliver ved indtil jeg mærker i hvert fald bare en lille bevægelse. Og bliver så bagefter i tvivl om det var en bevægelse eller ej?

Lige nu er løsningen i mit hoved at hun skal se at komme ud derinde fra, så jeg med mine egne øjne kan se hende, så jeg kan mærke hende og forhåbentlig blive beroliget over min sunde og raske lille baby. Men om angsten bliver nemmere at håndtere når hun kommer ud ved jeg ikke! Jeg kan forestille mig, at det er en angst for at miste som man skal lære at håndtere resten af livet? For bare fordi hun kommer ud til mig, sund og rask, så kan der jo ske tusindevis af katastrofale ting - den ene mere eller mindre usandsynlig end den anden. Og det er det jeg forsøger at holde fast i.. At det jo er ekstremt sjældent at man mister sit barn på dette tidspunkt. Og at det selvfølgelig ikke sker for os! Vel?

Nattetanker

Min krop er fyldt med uro, o nok så meget som jeg prøver, så kan jeg bare ikke falde i søvn igen! Det hjælper heller ikke at det stadig er nødvendigt med ørepropper grundet folk der for 3. weekend i træk holder fest og nyder de varme, lyse sommernætters tid, hvor alle vinduer skal være åbne uanset tidspunkt og volumen på ens musik.

Tankerne kredser omkring de næste par uger. For første gang i går blev jeg pludselig utålmodig, synes at NU må der gerne snart se at ske noget. Vi er nu så langt herhjemme, at hvis babypigen skulle komme, så har vi alle basis tingene klar. Vi mangler stadig detaljerne, men dem bliver der vel altid tid til på et tidspunkt, og ellers er det jo netop blot detaljer. Måske det er utålmodigheden der gør det svært at sove igen? I hvert fald virker det ikke umiddelbart til at andet er under opsejling. Jeg er godt nok spændt på at møde den lille i maven... Og fødslen vil jeg gerne bare snart have overstået. Tankerne om fødslen har ændret fokus - jeg er stadig bange for reaktionen, skræmt ved tanken om hvilke sider af mig selv jeg skal se, men primært så er fødslen nu blevet noget det skal overståes så jeg kan få lov at se vores lille mirakel. Og det vigtigste er at hun klarer sig gennem fødslen, at hun har det godt når hun bliver født, at hun er sund og rask og der ikke sker hende noget undervejs.

Jeg håber jeg vil være i stand til at nyde de sidste uger, hvor hun stadig er i maven, og ikke skal bruge tiden på at sidde og være hormon monster der ikke kan vente længere. Men nu må vi jo se hvad der sker. Det er ikke helt nemt at nyde tiden, når kroppen alligevel insisterer på at være vågen og urolig på dette tidspunkt af døgnet! :)

Vægten

Var til jordemoder igår. Har tænkt lidt over min vægt her på det sidste, da den har stået på +11 kg de sidste tre uger. Og vidste godt, at det kunne ske i slutningen, men blev alligevel lidt bekymret for hende den lille, om hun nu også vokser nok og får al den næring hun skal bruge. Især fordi det er så umuligt at vurdere om maven vokser selv. Og når jeg ser på billeder fra de sidste tre uger, så synes jeg selvfølgelig ikke det ser sådan ud!

Jordemoderen vurderede hende til 3200g, dvs. hun kun skulle have taget 200 g på på 2 uger - men hun insisterede på, at det var helt fint og at det godt kunne svinge. Og at hun var lidt svær at vurdere fordi hun står så langt nede med hovedet at hun sagtens kunne snyde og være større. Og jeg prøver mit allerbedste på ikke at bekymre mig, for jeg bliver jo nødt til at stole på deres vurdering og viden, når nu jeg har bragt mine bekymringer på banen. Og det vigtigste er at jeg mærker fint med liv, hvilket jeg heldigvis gør - bare lige nu ligger hun og møver rundt derinde og skubber til min mave:) Har en tid igen om 2 uger, hvor jeg så vil være 40+3 - har jo lov at håbe på, at jeg ikke får brug for den. Men tror nu nok jeg skal være gravid på det tidspunkt stadigvæk.

Ellers har jeg det jo stadig godt, og det er måske med til at jeg endnu ikke er vanvittigt utålmodig efter at føde. Jeg glæder mig sindsygt til at møde hende, og tankerne er skiftet meget fra at være angst for fødslen til at være angst for at der skal ske hende noget, mens selve fødslen kommer lidt i baggrunden. Bare hun er okay og klarer fødslen uden problemer, så klarer jeg nok resten. Plukkeveerne er der stadig - har en meget spøjs fornemmelse af at blive helt varm i kinderne, og til tider få lidt svært ved at trække vejret helt igennem når plukkeveerne kommer. Det er fuldkommen som at sidde og presse, fraset at jeg er fuldkommen afslappet når jeg får det sådan. Lidt sjovt:)

Det er nu alligevel vildt at tænke sig at der kun er 10 dage til termin!! Hold da op!

Plukkeveer

I går mødtes jeg med to veninder, vi var rundt i København og ude at spise på café. Og der om aftenen synes jeg virkelig plukkeveerne begyndte at nive. Jeg har før haft enkelte der føltes sådan menstruations agtige, men ikke flere i træk. Og det var ikke fordi de som sådan gjorde ondt - de kunne bare mærkes, fuldkommen som mens-smerter. Jeg kunne mærke, at selvom jeg prøvede at være tilstede så blev jeg ekstremt fokuseret på, hvad der skete i min krop, hvilke signaler den sendte og bare sådan lidt fraværende. Men jeg tænker, at det er at forvente de næste uger, at plukkeveerne kan mærkes, kroppen skal jo forberede sig.

Idag er maven lidt øm, plukkeveerne kan stadig mærkes. Natten var lang og uden meget søvn. Og når der er gang i plukkeveerne så komer der også lidt for meget gang i maven! Hygge.. Så i dag skal jeg bare slappe af her til eftermiddag tror jeg. I aften skal vi op til sommerhuset og ud at spise med mormor og morfar og resten af familien.

Usikkerhed og rutschebaner

Igår var min mormors 80 års fødselsdag. Med brunch ude og lagkage hygge derhjemme bagefter. Med en hel masse velmenende og nysgerrige ældre mennesker, tildels familie, som alle synes at det var fantastisk at vi lige om lidt skal være forældre. Jeg tror, at jeg efter at have gentaget for 20. gang at terminsdatoen er om 2½ uge, pludselig forstod bare en lille del af, at om max 4½ uge, så er vi forældre! Og med den forståelse, så kom usikkerheden pludselig væltende i går aftes.

Der er absolut ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at se vores lille vidunder. Men pludselig så følte jeg mig bare så langt væk fra mr. N, han har haft så hamrende travlt med arbejde så selvom vi har set hinanden, så har vi ikke rigtigt været sammen. Og jeg savner ham - idag er endnu en døgnvagt, imorgen er middag med mormor og familien og fredag drager han vestpå til gutterne og fodbold weekend og kommer først hjem søndag. Og jeg har bare lyst til at være sammen med ham 24 timer i døgnet, at få så meget som muligt ud af vores tosomhed som jeg overhovedet kan inden den pludselig ikke eksisterer længere. Og jeg føler mig egoistisk, tænker om jeg overhovedet er klar til at blive mor, fortjener at blive mor når jeg har det sådan her? Usikkerheden vælter frem og jeg føler mig lille og slet ikke klar til det store ansvar jeg skal til at have.

Så nu gør jeg hvad jeg kan for at i det mindste at gøre klar til min lille babypige, jeg har vasket stofbleer, købt bleer, håndsprit, engangs vaskeklude, lavet den første skuffe med disse praktiske pusleting klar. Er nu begyndt at vaske tøjet, og med de små handlinger begynder jeg igen at kunne mærke glæden, spændingen, forventningerne. For selvom jeg er bange, skræmt, angst for at miste tætheden med mr. N - så er jeg også utrolig lykkelig, spændt, glæder mig til at se hende, røre hende, dufte hende og mærke hende rigtigt. Måske det bare skal være sådan når det begynder at gå op for mig, at det er temmelig snart jeg får et lille barn i min arme?? Og så snart den sætning står der, så meldr angsten sig for, at der skal ske hende noget, at noget går galt under fødslen, at hun ikke klarer sig, at vi mister hende inden vi overhovedet når at møde hende.. Det er lidt af en rutschebanetur for tiden!

37 fulde uger

Ja igår nåede jeg så de 37 fulde uger:) Så idag er der max 5 uger til fødslen er igang!! Og det er alligevel vildt at tænke på.. For 5 uger, de går jo stærkt. Kunne også godt mærke, at ønsket om at komme helt på plads pludselig blev forstærket igår. Men der går nu stadig lidt da jeg knap er hjemme i næste uge - vi skal nogle dage i sommerhus, mormor bliver 80 og skal fejres, mr. N har flere døgnvagter og så skal han til det vilde vest i næste weekend, mens jeg skal fejre min onkel. Og så er det altså svært at nå tingene. Men jeg prøver, for jeg vil så gerne have det meste på plads inden babypigen melder sin ankomst. Og selvom jeg forventer at det først bliver til august, så kan det i princippet være når som helst nu!!

Synes det er ved at være en anelse varmt, men har kun en lille bitte smule væske i fingrene og yderst på fødderne, stadig fine ankler som jeg kigger på og nyder hver dag de er der:) I nat var jeg ved at gå til af varme, her er ingen gennemtræk når jeg er med mr. N på arbejde, puha.. Håber det bliver lidt bedre i nat! Ellers god søndag til jer alle:)

4. jordemoder besøg

Alting i fineste orden. Babypige på 2900-3000 g, så omkring 4 kg ved terminsdato. Puha, sikken en basse jeg får mig:) Men vi var også begge to store børn, så det ligger vist til familien:)

Vægten siger + 11 kg nu, jeg har det stadig godt. Min ischias driller stadig og gør at det er svært at finde hvilestillinger om natten. Det er som om mine baller er rastløse og har svært ved at finde stillinger, hvor der er ordentlig ro. Tempoet er nu sat ned til max 3 km i timen og helst ikke i for lang tid ad gangen da fødderne bliver så ømme:) Men jeg kan stadig cykle og svømme, bliver primært gjort i det fri, så det er ikke meget træning det er blevet til. Havde ellers troet at jeg skulle i fitnessdk hver dag når jeg gik på barsel men indtil videre har jeg været der to gange:) Ja, ja, sålænge jeg får rørt mig, så er det vel det vigtigste??

Er begyndt at være meget spændt på at se vores lille pige, men som sagt mangler vi stadig en del ting. Men hun skal nu være så velkommen alligevel - så kan vi vel få nogle andre til at ordne de sidste ting hvis det endelig skal være:)

Dejlige dage

Det har været skønt at være på kærestetur:) Sydfyn er dejligt, vi boede på i en hotellejlighed med udsigt til sundet der lå lige for foden af bakken. Vi har holdt i hånd, shoppet, spist ude, badet en hel masse og bare slappet af. Varmen har været til at klare, fraset nætterne hvor luften stod stille og jeg var lige ved at gå til af varme! Så knap så meget putning som der normalt er.. Vi nåede også en tur over til svigerfamilien med sol, varme, friske jordbær, badning i vesterhavet, kolde øl (til de andre) og hygge. Det har bare været dejligt:)

Og så er det vildt at tænke på, at næste gang vi kører derover sammen, så er vi blevet forældre! Jeg er stadig lidt bange for at sige det højt, for at nemesis skal komme og gøre mit barn fortræd hvis jeg taler for højt om det! Overtro og angst for at der skal min lille babypige noget - tilsammen kan de to størrelser gøre mig helt panikslagen. Men heldigvis kun i korte stunder.

Vi mangler stadig en del herhjemme - puslepude skal købes, vaskefade, formentlig noget mere tøj men tror måske vi venter til vi ser hvad størrelse hun har og hvor meget vi får i barselsgaver, flere stofbleer, barnevognen skal hentes og jeg havde planlagt den skal vaskes. Alt hendes tøj skal vaskes, det samme skal stofbleer osv - men inden sa skal vi lige have købt en tørretumbler og have den installeret. Håber vi når det i næste uge for denne uge har mr. N ekstremt meget arbejde og er ikke særlig meget hjemme. Tja - og så lige de sidste ting i hjemmet der mangler stadig: billeder skal hænges op, den sidste kommode skal samles og køkkenskabene skal nå at have en grundrengøring! Så egentlig mangler der en del:)

Fødslen - tja, tankerne kredser stadig en del. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg nok skal klare det, for det er der jo trods alt tusindvis af kvinder der gør døgnet rundt. Jeg svinger mellem at være bange, at være spændt, at glæde mig og være bekymret for, om noget går galt. Men jeg glæder mig til at se vores lille barn! Ubeskriveligt meget, kan næsten ikke vente længere.. Men der er jo heller ikke så lang tid som der har været. Og imorgen er 4. jordemoder besøg, er spændt på hvor stor hun vurdere babypigen til at være nu. Mit eget bud er omkring 3 kg!!!

Kærestetid

Tiden flyver afsted, jeg kan slet ikke forstå, at det faktisk er 1 måned siden jeg gik på barsel. Jeg troede jeg ville have svært ved at udfylde tiden, at der ville væredage, hvor jeg kedede mig - men jeg tog fejl. Jeg har slet ikke nået alt det jeg troede jeg ville, tilgengæld har jeg skruet ned for tempoet og nyder det i fulde drag. Lige nu er det bare fantastisk at være på barsel:)

Mr. N har en mase afspadsering for tiden, så han er meget hjemme, måske det også får tiden til at gå temmelig meget hurtigere? I mandags var vi igen, igen, igen en tur i IKEA og hente lidt ting, men nu går det også stille og roligt fremad med hjemmet. Mangler stadig de sidste småting og mangler stadig en hel masse til vores lille babypige, men resten af de store ting er ved at være på plads.

I tirsdags tilbragte jeg næsten en hel time liggende på maven! Var til gravid massage, hvilket var skønt. Men jeg har godt nok været sindsygt øm i balderne efter hun havde fat i min ischias - måske lidt for meget af det gode?

Og idag skal vi på kæreste tur:) Vi skal på Hotel de næste to dage, liggende lige ned til stranden på Fyn. Håber vejret bliver dejligt, så skal vi hygge, slappe, holde i hånd, spise romantisk middag og bare nyde den sidste tid som værende kun to. For lige om lidt, ja så er vi jo tre:)
Så jeg vil sige rigtig god weekend til jer alle:)