Med blødende hjerte

I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.

For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??

I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.

Verdenens grusomhed

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Ved ikke helt hvordan jeg skal få tankerne skrevet med så de giver mening.. But here it goes.

Jeg kan til tider blive skræmt ved tanken om ansvaret, ved tanken om alle de tarvelige, forfærdelige ting der kan ske mit lille barn i denne verden. Nogen gange kan jeg kun få øje på alle de voldelige, drabelige, undertrykkende, negative og forfærdelige ting der sker i verdenen. Og så bliver jeg bange. For hvordan skal jeg beskytte min lille pige mod den hårde verden? Hvordan skal jeg kunne se hende bevæge sig ud i verdenen uden at være ved at gå til af angst for alle de ting der kan ske hende. Og vi taler ikke kun om de "dagligdags"ting som at nogen er misundelige, nogen kan mobbe, nogen der driller, eller at hun falder og slår sig. Jeg tænker også på tilfældige overfald af uskyldige mennesker, der bliver ydmyget eller arret for livet. På voldtægt. På krig og død. På naturkatastrofer. Og så bliver jeg så angst og bekymret og ked af det. For hvad er det dog for en verden jeg har kæmpet for at sætte børn i?? Og hvordan skal jeg dog beskytte min lille, fantastiske, længe ventede og højt elskede smukke pige??

Håb, drømme, angst og bekymringer

Humøret svinger meget. Til tider op i den positive skala, hvor drømmen om at denne gang ender det med et sundt, rask, levedygtigt barn til sommer fylder. Men ligeså tit ryger humøret den anden vej - jeg analyserer på symptomer, er rædselsslagen når de er væk og bange for at der ikke er nok når de er der! Angsten blev større da jeg mødtes med en af mine veninder den anden dag, som også er gravid, ca 3 uger længere fremme end mig. Det var fantastisk at dele nyheder, når nu det var det samme glade budskab vi kom med, men angsten voksede fordi vi straks fik malet et billede af at vi (forhåbentlig) skal på barsel sammen. Og dette billede var så smukt, dejligt og fyldt med glæde at jeg blev så bange for at miste det endnu engang!

Jeg forsøger at komme i julestemning - heldigvis hjælper det smukke hvide snelandskab på det hele:) Og så tæller jeg ned som et lille barn til juleaften, for så er der kun 4 dage til næste scanning! Glædelig jul til jer alle:)

Så er det idag!

Ja så er det blevet dagen.. Jeg har sovet så dårligt de sidste nætter. I nat drømte jeg at der var to derinde men at de var alt for små og ikke levende, og den eneste grund til at jeg havde graviditets symptomer var at der var to!!

Jeg ved slet ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv idag. Synes jeg har haft mere ondt i maven, mens lignende smerter her i weekenden og jeg er ved at drive mig selv til vanvid med at gå og mærke efter hele tiden. Har lige en arbejdsdag der skal overståes, så bliver det scanningstid. Lige nu skal den bare overståes den scanning!

Smerter

I går aftes fik jeg ondt i maven, længere oppe end livmoderen, ja faktisk helt oppe ved navlen. Men de strålede ned i underlivet og blev alligevel ret kraftige. Var egentlig rimeligt overbevist om at det nok bare var nogle kolik smerter, jeg har temmelig meget luft i maven for tiden og den er oppustet som en lille spærreballon.
Men nu har de rykket sig længere ned, sidder nede i hø. side, føles mest som nogle niv eller jag, til tider ret kraftige og til tider bare lidt smårmurrende. Jeg prøver at berolige mig selv med, at det sikkert bare er de berømte ligamentsmerter, at det ikke betyder noget som helst og at jeg slet ikke behøver at bekymre mig. Har dog også bemærket lidt mindre udflåd end vanligt, men ingen blødning eller det der ligner!

Så jeg tæller ned til mandag! Weekenden skal tilbringes sammen med svigerfamilien i det mørke vest. Forhåbentlig vil det få tiden til at gå lidt hurtigere. Og så er der bare lige en mandags arbejdsdag der skal overståes, så er det tid til scanning. Indtil videre er det mest frygt jeg kan mærke når jeg tænker på scanning. Jeg drømmer om CC der siger: "det ser desværre ikke så godt ud". Jeg håber, håber og håber på at scanning går godt og kan berolige mig bare lidt.

At håbe på det bedste

Fik ikke fat i CC idag - han er ikke sådan en der kommer til telefonen, så hvis jge skal have fat i ham skal jeg køre derhen. Og det har ikke været muligt, da jeg har været på kursus hele dagen. Jeg har stadig meget svært ved at slippe tanken om alting nu er lige som det skal være. Men som min mor sagde til mig igår - du kan jo ikke gøre hverken fra eller til, så prøv at glæd dig over at det endnu engang er lykkes jer at blive gravide.

Så jeg prøver at øve mig. For ligegyldigt hvad, så er det jo rigtigt at jeg ikke kan gøre fra eller til, men bare håbe, håbe, håbe, håbe.

Mine brystvorter er lidt mere følsomme end ellers, og mine bryster fylder en anelse mere. Jeg tisser måske lidt oftere - særligt er der kommet en tissetur ind kl halv tre om natten, hvilket ikke er normalt for mig. Den var der dog ikke i nat! Ellers synes jeg ikke der er det store at nærke (og det er nok i virkeligheden det der gør mig mest bekymret). Vil forsøge at nyde min weekend. Starter med julefrokost med arbejdet om nogle timer. God weekend til jer alle, og tusinde tak for råd og tanker:)