Sidder her i sofaen Aksel sover, mr. N er hos nogle venner, Astrid er hos mormor. Her er stille, og føles lidt tomt til trods for at jeg jo ikke er helt alene. Har set film, spist foran fjernsynet, tudet lidt over hvor hurtigt tiden går.
Jeg forstår slet ikke hvor tiden bliver af. Husler jeg at nyde livet som er lige nu og her? Desværre ikke altid, men jeg prøver at huske at stoppe op og minde mig selv om at det er nu, lige her midt i barsels hverdagen, midt i raseri anfaldene, hente og bringe situationer, aftensmad, vasketøj og oprydning - det er jo nu livet er. Nu mine dejlige børn er lige netop denne alder med alt hvad den indebærer. Lige pludselig så er de store og selvstændige, og det kommer måske aldrig flere små!
Astrid er fantastisk;) Hun er blevet enormt selvstændig, kan så mange ting selv, leger med sproget og lærer konstant nye ord og vendinger. Synes bogstaver er vildt spændende og kan snart genkende over 10 forskellige bogstaver og huske hvad de hedder og hvem der starter med dem. Spørger tit hvad et eller andet starter med. Hun er også begyndt at lege med tallene, genkende fra 1-4. Hun kan selv skrive A, M og N. Hun hopper, danser og snakker i et væk. Hun elsker sin lillebror og vil så gerne ae, klappe og hjælpe hvilket hun også er god til. Hun leger prinsesse (særligt Ariel), fe, politi og røver, mr.N er ofte hendes storebror! Hun er baby der kommer ud af maven og lærer at gå og tale. Hun har længe tsalt om at når hun bliver stor så vilhun gerne være en mor. Men den anden dag sagde hun: jeg vil ikke være voksen mor. Og da jeg spurgte hvorfor så var svaret at hun ikke ville være mor, for hun ville ikke have ondt i maven når babyen skal ud! :) Min fantastiske lille pige. Hun tænker så meget over det der bliver fortalt, kan vende tilbage til det flere dage senere, hvor man kan høre hun virkelig har forsøgt at få det til at give mening i hendes verdensbillede. HGold nu op hun er jo helt vidunderlig.
Og Aksel, jamen han er jo bare vidunderlig. Han bliver så stor, han er en værre lille ædedolk. Men kun når han får det han kan lide. Han elsker havregrød og øllebrød, sveskemos er også mega hit. Men kartofler det kan jeg godt glemme! Han nægter at åbne munden og kartoffelmosen somhan ellers elskede da vi startede maden op, den bliver bare spyttet ud igen! Banan - nej tak! Men rugbrød, særligt med den leende ko - det kan han spise absurde mængder af. Og alt hvad der kommer fra min tallerken det er også et hit:) Og så er han en grindebider. Jeg elsker simpelthen at høre ham grine. Han griner højt når jeg laver stemmer, hvis jeg kilder ham lige ved ribbene. hvis han hænger på hovedet, hvis jeg danser med ham, men også når storesøster vifter sin tryllestav over hovedet på ham, hvis mr. N lave fjolle ansigter - og så nogle gange bare over ting jeg slet ikke forstår. Men det er fantastisk. Han er generelt glad, men siger tydeligt fra når han er træt eller sulten i form af højlydt protest gråd. Han leger rigtigt med lydene for tiden, ligger om morgenen og siger ttttta, brr, ttttaa, dada, baba. Det er så sjovt at høre. Og så ligger han fuldkommen som Astrid gjorde og er en lille pingvin når han ligger på maven. Han er dog så småt begyndt at løfte rumpen op og forsøge at møffe sig rundt - han kommer dog primært rundt om sig selv og så en anelse bagud:)
Jeg føler mig heldig - tænk at jeg har fåt lov til at få to helt fantastiske, sunde og raske børn! Jeg håber virkelig at jeg kan være en mor der beskytter, lærer dem omsorg, tillid og giver dem et stort selvværd så de kan hvile i sig selv og stole på at de er fantastiske lige præcis som de er. Jeg håber jeg formår at give dem kærlighed hver eneste dage resten af mit liv, at de vil vide inderst inde at jeg altid elsker dem.
Viser opslag med etiketten moderfølelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten moderfølelse. Vis alle opslag
fredag den 21. marts 2014
tirsdag den 2. august 2011
For 1 år siden
For et år siden var jeg på vej hjem fra en veninde. Vi havde været ude at sejle, været forbi hos en anden veninde og i det hele taget bare haft en hygge dag. Det var med regelmæssige plukkeveer, lidt kildren i maven men mest af alt en forventning om, at det her nok gik i sig selv igen når jeg kom hjem i seng.
Så hjem i seng med mig. Efter en times tid i sengen, ud af sengen med mig og op at stå på gulvet, for det der med at ligge stille det var ikke helt sjovt. Og klokken 6.35 den 3. august kom en sund og velskabt, omend lidt lille, pige til verden. Så lige om lidt er det min lille piges fødselsdag. Lige om lidt har vi været så heldige at have fået lov at være forældre i et helt år. Og hvor er det dog bare den mest fantastiske ting i verden. Hvor mit hjerte det bobler af lykke, stolthed, kærlighed og glæde når jeg ser på min lille pige, får et smækkys med åben mund, får hende til at grine eller hvine, ser ind i hendes smukke blå øjne.. Jeg havde aldrig i mit liv kunnet forestille mig, at kærligheden kan være så stor. Tillykke min lille skat:) Jeg glæder mig til at få fri om en times tid og komme hjem og sove, jeg glæder mig til at kysse dig godmorgen imorgen. Godnat mit lille fødselsdagsbarn.
Så hjem i seng med mig. Efter en times tid i sengen, ud af sengen med mig og op at stå på gulvet, for det der med at ligge stille det var ikke helt sjovt. Og klokken 6.35 den 3. august kom en sund og velskabt, omend lidt lille, pige til verden. Så lige om lidt er det min lille piges fødselsdag. Lige om lidt har vi været så heldige at have fået lov at være forældre i et helt år. Og hvor er det dog bare den mest fantastiske ting i verden. Hvor mit hjerte det bobler af lykke, stolthed, kærlighed og glæde når jeg ser på min lille pige, får et smækkys med åben mund, får hende til at grine eller hvine, ser ind i hendes smukke blå øjne.. Jeg havde aldrig i mit liv kunnet forestille mig, at kærligheden kan være så stor. Tillykke min lille skat:) Jeg glæder mig til at få fri om en times tid og komme hjem og sove, jeg glæder mig til at kysse dig godmorgen imorgen. Godnat mit lille fødselsdagsbarn.
mandag den 1. august 2011
Helt selv
Min lille pige kan pludselig stavre rundt i stuen helt selv!!! Pludselig så slap hun bare bordet og i stedet for at sætte sig på rumpen, så gik hun bare.- 4-5 meter kan hun nu gå inden hun mister balancen. Hvor er det bare vildt:) Kan slet ikke komme mig over hvor stolt jeg er:) Og om 2 dage bliver hun et helt år! Min lille elskede pige..
torsdag den 28. juli 2011
Hverdag
I går aftes tog jeg mig lidt af en tudetur. Hvorfor? Fordi jeg lige havde talt med min mor, der fortalte mig, at hun godt nok synes der sker mange ting omkring A, jeg er startet nyt arbejde og skal starte nyt igen til september, og for tiden har dagplejen lukket så hende og min far skiftes til at passe, på lørdag holder vi fødselsdag, men noget af svigerfamilien kommer allerede fredag. Og næste uge er svigermor her hele ugen for at hjælpe med pasningen. Og det var godt nok meget hendes lille barnebarn blev udsat for. Og ja - det er det! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Jeg gør mit alleryderste for at passe på min lille skat, jeg forsøger at gøre hverdagen nem og overskuelig for hende. Men ja, jeg er startet nyt og skal starte nyt igen, og det er hårdt og der bliver vendt op og ned på tingene fordi arbejdstiderne er skiftende. Sådan er vores liv jo. Primært ramte det nok bare fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen savner min lille pige og fordi jeg er tyndslidt af at være på, møde nye mennesker og bytte rundt på døgnet når jeg har nattevagter. Jeg synes det er drøn hårdt at starte op igen. Og havde vel i virkeligheden nok brug for at høre, at A vel nok tager det pænt, at hun er en dejlig glad pige, at hun nyder at se sine bedsteforældre og de virkelig hygger sig. For sådan er virkeligheden jo også..
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.
I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.
I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.
lørdag den 23. juli 2011
De allerførste skridt
De allerførste skridt blev taget i forgårs. 3-4 vaklende skridt fra mr. N og over i mine arme. De blev gentaget i går, og flere gange i dag. I dag gik hun faktisk hele 8 skridt!!! De er temmelig vaklende, man skal helst være meget klar til at gribe hende, og lige hjælpe hende med balancen i starten. Men de allerførste skridt er taget:)
torsdag den 21. juli 2011
Forandringer
Hverdagen forsøger at melde sig. Og vi forsøger at finde en hverdag i skiftende arbejdstider, pasning hos mormor og morfar fordi vi har vagter på samme tid, dagpleje, indkøb, sovedage og træthed med træthed på.
Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.
Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....
I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!
Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.
Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....
I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!
tirsdag den 5. juli 2011
Kærlighed i store doser
Det er hårdt at starte på arbejde. Både fordi min stakkels hjerne slet ikke er gearet til de omdrejninger den skal køre i, fordi alting er nyt, men mest af alt fordi jeg savner min lille pige, så det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg prøver at minde mig selv om fordelene ved skiftende arbejdstider, at der bliver afspadseringsdage, hvor jeg kan hente A tidligt, dage hvor hun kan blive afleveret sent, og dage hvor vi alle kan have en off fridag sammen. Men at kun se hende halvanden time om aftenen, eller at skulle undvære hende en hel dag efter hun er afleveret, det gør altså ondt!!
Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!
Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!
mandag den 20. juni 2011
På plads
Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.
Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.
Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?
Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.
Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.
Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?
Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.
fredag den 11. marts 2011
Godnat min skat
Har fundet en godnat sang, den kommer fra "Tumlebiller og jazzmus". Når jeg hører den og synger den for Astrid, så svulmer mit hjerte, tårerne presser på og kærligheden er overvældende stor. Samtidig er jeg rørt, fordi jeg synes den i sin enkelhed er så smuk. Det er sådan en mor jeg ønsker at være, sådan nogle stunder jeg ønsker at have med min datter. Jeg får også lidt tårer i øjnene, fordi det ikke altid er sådan en mor jeg føler, at jeg er. Og jeg kan mærke forventningspresset fra mig selv, vokse på mine skuldre. Ansvaret, tankerne om alt det jeg skal leve op til, alt det jeg gerne vil gøre, alt det jeg ønsker for min lille pige - og så tanken om, at det er mit ansvar! Puha, tænk at en enkelt godnat sang kan vække dette i mig.
Men primært, så synes jeg bare den er sød, tankevækkende og dejlig.
Godnat min skat,
Kan du sove godt i nat
Jeg vugger dig helt stille
For du er jo bare lille
Lidt endnu
Og så sover du
Du svæver på en stjerne
til et land langt i det fjerne
Og vi kan tale om alt det du har set
Og vi kan grine af alt det der er sket
Og vi kan fnise af alt det der er skørt
Og vi kan hviske om alt der du har hørt
Godnat min skat, kan du sove sødt i nat
Jeg vugger dig helt stille
for du er jo stadig lille
Tæl til ti, luk dine øjne i
Se månemanden vinker
og stjernerne de blinker
Og vi kan tale.....
Men primært, så synes jeg bare den er sød, tankevækkende og dejlig.
Godnat min skat,
Kan du sove godt i nat
Jeg vugger dig helt stille
For du er jo bare lille
Lidt endnu
Og så sover du
Du svæver på en stjerne
til et land langt i det fjerne
Og vi kan tale om alt det du har set
Og vi kan grine af alt det der er sket
Og vi kan fnise af alt det der er skørt
Og vi kan hviske om alt der du har hørt
Godnat min skat, kan du sove sødt i nat
Jeg vugger dig helt stille
for du er jo stadig lille
Tæl til ti, luk dine øjne i
Se månemanden vinker
og stjernerne de blinker
Og vi kan tale.....
søndag den 13. februar 2011
Lykkelig hjemmegående husmor!?
Bloggen er lidt mere stille end ellers. Dagene er lykkelige, fyldt med Astrid, grin og smil, lege på gulvet, hygge ved puslepladsen, gåture med barnevognen, vasketøj, madlavning, indkøb og alle de andre trivialiteter. Jeg synes jeg har en anelse mere ro på mht. Astrid, synes jeg nemmere kan overskue livet med hende, formå at nyde alle de dejlige timer vi har sammen, og for tiden er det mange gange dagligt at lykken bobler helt frem til overfladen. Astrid er fantastisk:) Det går rigtigt godt med grød/mos/frugt, hun er begundt selv at sidde med små stykker mad og spise, og det ser bare så kært ud. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, at vi har været så ufattelig heldige, at vi fik lov at få en lille vidunderlig datter. Og nogen gange så tænker jeg, om det virkelig er helt sandt det her?
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
lørdag den 29. januar 2011
Glansbilleder
Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive lidt om amning for nogle uger siden. Jeg lovede det, fordi jeg blev irriteret over konstant at få af vide, hvor dejligt det var at amme, hvor hyggeligt det var og hvor meget man ville savne det. Og jeg tænkte for mig selv, at ja - nogen gange var det rigtigt hyggeligt, og ingen tvivl om, at nærheden er fantastisk og at jeg elsker at amme, men det var altså også bare drøn frustrerende nogen gange. Frustrerende når Astrid ikke ville spise, men bare græd i stedet. Når hun rev, nev og trak i brystvorten. Jeg har ofte siddet og kæmpet med at holde fast i hendes hænder, så hun ikke kunne komme til at nive og rive. Mine b.ryster har lignet en slagmark med kradsmærker og blå mærker. Og nyeste finte er at bide i brystvorten - og det er altså heller ikke spor hyggeligt.
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
torsdag den 27. januar 2011
Grød, rytmer og amning
Fik min sundhedsplejerske ud på et ekstra besøg i ren frustration over, at Astrid pludselig ikke rigtigt gad maden længere. Og hun var sød, men konsekvent og sagde, "sult er jo en god motivationsfaktor". Så hun mente jeg skulle skære amningerne ned fra 5 til 3 på en dag, og erstatte dem med grød, mos og frugt.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
søndag den 16. januar 2011
Årene der gik
Nu er det blevet 2011, et nyt år og med en helt fantastisk ny begyndelse fordi Astrid er her. Gik og tænkte lidt over, hvordan det sidste halve år er fløjet afsted, og samtidig så virker livet før Astrid som en fjern, fjern fortid, der knapt kan huskes!
Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.
Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!
Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..
Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.
Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!
Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..
lørdag den 1. januar 2011
Kære Astrid - 5 måneder
Min elskede lille pige, nu er du snart 5 måneder! Og jeg lærer om, hvor hurtigt livet kan gå forbi, hvor meget jeg ville ønske jeg engang imellem kunne fryse tiden, så den stod helt stille lige nu og her, mens lykken er så ubeskrivelig stor. Jeg forsøger at nyde dig så godt jeg overhovedet kan, men desværre så drukner det hele engang imellem i praktiske ting, træthed og småskænderier.
Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.
Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)
I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.
Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)
Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.
Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)
I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.
Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)
onsdag den 15. december 2010
Dybe tanker om grød!
Sundhedsplejersken var her i går, Astrid vejer nu 6,7 kg. Vi talte bl.a. om opstart af grød. Astrid er begyndt at være meget interesseret i alt, hvad jeg putter i munden. Hvis hun sidder på mit skød, så er hun ved at vælte bagover i forsøget på at følge min gaffel. Hun er også begyndt at sidde og smaske lidt når hun kigger på mig. Og jeg har da godt set det, og tænkt at hun virkede måske nok snart klar... Men i mit lille hoved, så skulle jeg jo fuldamme min dejlige datter indtil hun var 6 måneder, før end hun overhovedet fik lov til at smage andet end min mælk (ok måske lidt overdrevet, men jeg er bange for at det er ganske sandt). Og jeg synes det er skræmmende, at skulle begive mig ud i at give grød - ja vel dybest set, fordi det er første skridt til at gøre mit lille vidunder selvstændigt, og første lille skridt i en adskillelse af hende og jeg. Jeg kan slet ikke forstå, at hun er blevet så stor, at hun skal til at være en (endnu) mere selvstændig person, at hun skal til at spise selv og smage helt nye ting. Det er en mærkelig ambivalent følelse for jeg er samtidig meget stolt og spændt på, at hun skal til at starte et nyt kapitel.
Så beslutningen er blevet, at hun skal til at have nogle smagsprøver på grød, smage lidt forskelligt, og så starter vi stille og roligt op over den næste måneds tid (medmindre Astrid vil det anderledes). På den måde går der en måneds tid førend grøden skal have erstattet et ammemåltid, og så passer det næsten med de 6 måneder, det bliver bare 5 i stedet. Men selvom beslutningen blev taget i går formiddags, med masser af tid til at hoppe i supermarkedet og købe rismel, hirseflager eller hvad det nu bliver til, ja så er det ikke sket endnu. Jeg tror det ender med først at blive på fredag, eller den anden side af weekenden. Min lille hoved prøver alle mulige tricks for at udskyde situationen, fordi jeg endnu ikke er helt klar til at tage konsekvensen af beslutningen. Og al denne modstand til trods for at min lille pige stadig bøvler ved en del amninger, skriger og slipper og bliver sur over det går for hurtigt/langsomt/forkert eller hvad det nu end er. Jeg er altså en mærkelig person! Men jeg elsker at amme mit dejlige barn, elsker at give hende mad og at have hende liggende der ved brystet, smilende og med mælk ned ad kinden. Har I andre også haft det sådan da I skulle i gang med grøden??
Så beslutningen er blevet, at hun skal til at have nogle smagsprøver på grød, smage lidt forskelligt, og så starter vi stille og roligt op over den næste måneds tid (medmindre Astrid vil det anderledes). På den måde går der en måneds tid førend grøden skal have erstattet et ammemåltid, og så passer det næsten med de 6 måneder, det bliver bare 5 i stedet. Men selvom beslutningen blev taget i går formiddags, med masser af tid til at hoppe i supermarkedet og købe rismel, hirseflager eller hvad det nu bliver til, ja så er det ikke sket endnu. Jeg tror det ender med først at blive på fredag, eller den anden side af weekenden. Min lille hoved prøver alle mulige tricks for at udskyde situationen, fordi jeg endnu ikke er helt klar til at tage konsekvensen af beslutningen. Og al denne modstand til trods for at min lille pige stadig bøvler ved en del amninger, skriger og slipper og bliver sur over det går for hurtigt/langsomt/forkert eller hvad det nu end er. Jeg er altså en mærkelig person! Men jeg elsker at amme mit dejlige barn, elsker at give hende mad og at have hende liggende der ved brystet, smilende og med mælk ned ad kinden. Har I andre også haft det sådan da I skulle i gang med grøden??
torsdag den 9. december 2010
Med blødende hjerte
I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.
For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??
I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.
For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??
I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.
mandag den 22. november 2010
For 1 år siden
For et år siden var det dagen efter testdag og stregerne var der stadig. Der blev tolket, formentlig sovet ligeså lidt som lige for tiden og krydset fingre. I dag har min dejlige, lille, elskede pige smilet, sovet godt til middag, charmet sin mor, været i brusebad med sin far, og ligger nu g sover i sin seng. Hvor fantastisk og helt vidunderligt, at de to streger blev til noget så utroligt som vores lille pige:)
fredag den 19. november 2010
Kære Astrid
I dag er du 3 måneder og 16 dage. Du smiler over hele hovedet, slår smut med øjnene og til tider kommer der også et lille hvin som respons på at jeg taler, smiler, synger eller laver fjolle ansigter til dig. Du ligger ikke længere stille på puslebordet eller aktivitetstæppet, men sparker løs med benene og fægter rundt med armene. Den sidste uges tid er du begyndt at bøje benene op mod hovedet og rigtigt bruge mavemusklerne. Og nogen gange får du drejet dig selv rundt på tæppet, så du pludselig har hovedet en hel anden vej end den jeg lagde dig med. Efter en lidt doven periode med at ligge på mave, så går det lidt bedre igen nu. Og du er ved at fatte, at du også kan samle armene igen efter du har fået dem ud til siderne. I dag rakte du for første gang ud efter et stykke legetøj mens du lå på maven, og forsøgte også at hive i tæppet du lå på. I dag var også dagen, hvor du fangede noget legetøj og tydeligt forsøgte at få det ned til munden - og lykkes halvt om halvt med det. Desuden har dagen i dag været en, hvor du pludselig har rakt tunge og slikket dig om munden næsten hele dagen. (Jeg er lidt bange for at du er ved at få tænder - det er altså for tidligt, særligt når du er begyndt at bide i mine bryster!!!) Du kan - når det passer dig - bruge lang tid på at studere dine hænder, og en sjælden gang imellem fanger blikket også dine fødder, der vifter løs der for enden af benene:) Du elsker at komme op at stå og vil helst springe direkte fra liggende til stående stilling, uden den der kedelige siddende mellem stilling! Du er begyndt at fange, at når jeg laver flyver med dig, så kan man se ned på mig også og grine til mig, men endnu har du ikke sat lyd på grinene/smilene.
Jeg elsker når du er i humør til at "tale" med mig, og ligger på mine ben eller i mine arme og kigger op på mig og sige dine søde små lyde. Der kommer brumme lyde, aah-lyde, hvin, og så er du begyndt at prutte med tungen - prrr. Der kommer masser af spytbobler ud. Nogle gange slipper du brystet midt under amningen, drejer hovedet og ser op på mig, og når du så ser hvem det er der er deroppe, så bryder du ud i det største smil inden du drejer hovedet tilbage igen for at spise videre.
Du er pludselig blevet så lang. Tøjet i størrelse 62, som jeg synes er så kæmpe stort, jamen det passer du jo lige pludselig og der går nok ikke mange uger førend du er vokset ud af det. Du vejer 6,1 kg nu! Og når jeg sidder og ser på billederne fra august måned, så kan jeg slet ikke forstå at du har været så lille. Men omvendt så kan jeg heller ikke forstå, at du nu pludselig er så stor når jeg ser på billeder af os to.
Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at elske så højt. Eller at jeg ville blive så skrøbelig, ængstelig, sårbar og bange for selv de mindste ting. I dag har du set sne for allerførste gang i dit liv, og fordi det er din første gang, så bliver sneen pludselig helt speciel. Du gør livet fantastisk, du gør din far og jeg så lykkelige og du har skabt et helt særligt bånd mellem os, fordi vi nu er forældre til dig, vores lille, dejlige, fantastiske datter:)
Jeg elsker når du er i humør til at "tale" med mig, og ligger på mine ben eller i mine arme og kigger op på mig og sige dine søde små lyde. Der kommer brumme lyde, aah-lyde, hvin, og så er du begyndt at prutte med tungen - prrr. Der kommer masser af spytbobler ud. Nogle gange slipper du brystet midt under amningen, drejer hovedet og ser op på mig, og når du så ser hvem det er der er deroppe, så bryder du ud i det største smil inden du drejer hovedet tilbage igen for at spise videre.
Du er pludselig blevet så lang. Tøjet i størrelse 62, som jeg synes er så kæmpe stort, jamen det passer du jo lige pludselig og der går nok ikke mange uger førend du er vokset ud af det. Du vejer 6,1 kg nu! Og når jeg sidder og ser på billederne fra august måned, så kan jeg slet ikke forstå at du har været så lille. Men omvendt så kan jeg heller ikke forstå, at du nu pludselig er så stor når jeg ser på billeder af os to.
Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at elske så højt. Eller at jeg ville blive så skrøbelig, ængstelig, sårbar og bange for selv de mindste ting. I dag har du set sne for allerførste gang i dit liv, og fordi det er din første gang, så bliver sneen pludselig helt speciel. Du gør livet fantastisk, du gør din far og jeg så lykkelige og du har skabt et helt særligt bånd mellem os, fordi vi nu er forældre til dig, vores lille, dejlige, fantastiske datter:)
mandag den 18. oktober 2010
Gennem træthedens tåger
I går sad jeg med Astrid på skødet, mr. N var ude og vi havde tøseaften derhjemme. Jeg sad og talte lidt med hende og fik dejlige, glade hvin og pludrelyde tilbage. Tænkte for mig selv, at det her er sådan noget jeg skal fortælle hende om, om mange år når hun vil høre om dengang hun var lille. Så var det, at det slog mig: jeg er blevet mor!!! Ikke bare lige nu, men resten af livet er jeg mor til Astrid! Det er der intet der kan lave om på. Indtil nu har der været glimt af lykke, dage med ren og skær kærlighed, men ellers har det bare været ren overlevelse uden den store refleksion. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til alle de ting vi skal opleve sammen, til at se hende vokse op, til at hun lærer at gå, til at vise hende bladene på træerne og mærke græsset, til at røre ved en hund første gang, til at sidde i sofaen og læse med/for hende, til at få et kram.. Jeg glæder mig til livet med Astrid. Og jeg er helt ufattelig lykkelig over at være så heldig, at jeg er Astrids mor!
tirsdag den 28. september 2010
Tabubelagte følelser
Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!
Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..
Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..
Abonner på:
Opslag (Atom)