I følelsernes vold

Mine følelser er ren rutschebanetur lige for tiden. Jeg er træt pga varmen gør, at det er ekstremt svært at sove, og det hjælper helt sikkert ikke. Så har jeg en stor pige, hvor det er en daglig kamp at få hende til at tage tøj på, og jeg helt generelt mister tålmodigheden på et eller andet tidspunkt undervejs om morgenen, og bliver sur. Hvilket resulterer i at hun bliver ked af det, og så får jeg dårlig samvittighed og ked af at vores morgener skal ende ud i en kamp hver eneste dag, i stedet for at vi bare kunne hygge og nyde hinanden og den tid jeg har helt til hende, mens jeg stadig har den.

Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?

Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!

Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)

Lykke

Flytterod og kasser, inter internet. A er stoppet i vuggestue, startet i børnehaven og næsten smidt bleen. Jeg er starter på barsel og skal til at vænne mig til det nye liv. Jeg skal ind i rytmen og vænne mig til tanken om, at det næste længe stykke tid handler om nogen andre end mig. Nemlig og vores fantastiske store pige og som om den dejlige lille dreng der vokser i min mave.

Jeg kan ikke komme mig over hvor stor A er blevet. Hun har bare taget det så flot med flytningen, og tænk at hun nu næsten har smidt bleen helt! Min store, elskede, vidunderlige pige. Som er så glad og smilende, som taler dagen lang og forklarer mig om alting. Der kigger på mig om aftenen og siger godnat mor med stjerner i øjnene der fortæller hvor dejlig hun synes jeg er. Som hiver op i trøjen og fortæller lillebror hvad det er hun ser i tv eller at han gerne må få en af hendes boller, og at hun i øvrigt savner ham! Det er så sødt:) jeg er meget spændt på hvad der sker når han kommer til verden men glæder mug til at se de to sammen. Og bliver stadig overrasket og overvældet over at kærligheden til A kan blive ved med at vokse. Jeg ser på hende og kan få helt ondt i hjertet fordi hun er så dejlig, fordi tiden flyver afsted og fordi jeg lige om lidt må dele min tid. Så jeg prøver at huske på hver dag at nyde lige nu og her - også når det er syvogtyvende gang jeg skal bede hende om at tage tøj på eller holde op med noget. Men når jeg som i aften putter mig ind til hende i hendes seng og hin smiler til mig, putter sin kind ind til min og fortæller historie om en krokodille så kan verden ikke blive bedre!

Og om lidt så kommer der en lillebror. Selvom det er svært at forestille sig så ved jeg vi kommer til at elske ham ligeså højt og jeg glæder mig til alle se smukke og særlige øjeblikke der gør at det er det hele værd.

Lille drengen vokser som han skal. Vi mangler stadig et navn, jeg kan slet ikke finde noget jeg rigtigt synes om! Men håber det kommer, om ikke andet så når han kommer! Der er seks uger og nogle dage til termin. Lang tid og samtidig ingen verdens tid... Tankerne kredser om fødslen og som sidst om jeg kan klare det. Men også meget om alt det der kan gå galt og lige nu skal det bare overstås og han skal komme ud, håbe det godt og jeg skal helst ikke sprække fra ende til anden eller få andre grimme komplikationer.

Men inden vi når dertil skal vi lige på plads, fejre tre års fødselsdag og så er vi klar:)