Gennem træthedens tåger

I går sad jeg med Astrid på skødet, mr. N var ude og vi havde tøseaften derhjemme. Jeg sad og talte lidt med hende og fik dejlige, glade hvin og pludrelyde tilbage. Tænkte for mig selv, at det her er sådan noget jeg skal fortælle hende om, om mange år når hun vil høre om dengang hun var lille. Så var det, at det slog mig: jeg er blevet mor!!! Ikke bare lige nu, men resten af livet er jeg mor til Astrid! Det er der intet der kan lave om på. Indtil nu har der været glimt af lykke, dage med ren og skær kærlighed, men ellers har det bare været ren overlevelse uden den store refleksion. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til alle de ting vi skal opleve sammen, til at se hende vokse op, til at hun lærer at gå, til at vise hende bladene på træerne og mærke græsset, til at røre ved en hund første gang, til at sidde i sofaen og læse med/for hende, til at få et kram.. Jeg glæder mig til livet med Astrid. Og jeg er helt ufattelig lykkelig over at være så heldig, at jeg er Astrids mor!