8 måneder

I går blev lille A 8 mdr! 8 måneder, 9850 g, 72,5 cm lang og et hoved på 46 cm - så alt i alt en stor dejlig dreng. Han har lært at sidde op og synes det er fantastisk at sidder der midt på gulvet og trone. Det der med at ligge på maven, det er altså knap så spændende mere. Særligt fordi han har droppet alt om at prøve at løfte numsen efter han var syg med snot og hoste i hundrede år, så nu kommer han kun rundt og baglæns. Og det er bare ikke lige så sjovt som at sidde!!! Han sover på eget værelse, hvilket faktisk går rimeligt. Nogle nætter er vi heldige og hører slet ikke fra ham, andre er jeg derinde et par gange. Og en sjælden gang i mellem kommer han ind i sengen til mig, og så sover vi der i stedet:) Han sover dog generelt bedre om natten end store A gjorde på hans alder!

Han havde en lang perode med snot og host, jeg er helt overbevist om han havde RS, for han lød fuldkommen sådan. Men klarede det jo fint alt i alt. Fik dog samtidig noget væske på ørerne, og har derfor nærmest siddet op og sovet de sidste 3 uger. Sundhedsplejersken var her i går og spurgte om det havde ændret på hans pludrelyde. Og jeg sagde egentlig nej, men siden da har jeg tænkt lidt over det og synes måske ikke han helt siger dada, gaga og sådan længere. Må lige prøve at holde øje med det over de næste dage. Havde jo tænkt vi lige skulle have ørerne tjekket for en sikkerheds skyld.

Og så er han kommet i seperationsangst fasen. Mor er godt nok dejlig og jeg skal helst ikke være ude af syne, og allerhelst ikke uden for rækkevide! Det kan godt gøre livet lidt besværligt imens, særligt når han er sulten efter lur, og skriger som om jeg piner ham når jeg prøver at sætte ham på gulvet så jeg kan få lavet noget mad! Og mad, det kan han godt lide - sålænge jeg ikke giver ham græntsager, for det spiser rigtige drenge tilsyneladende ikke!! Ej heller banan, men alt andet spiser han glædeligt. Og med stor lyst og masser af namnam imens når han selv får lov at sidde med det. Han er skisme dejlig, den lille frække dreng:)

Og min store puge har smidt sutten her i påsken. Vi har givet hende lidt længere tid end hvad tandlægen anbefalede, pga flytning, børnehave opstart, renlig udne ble og så storesøster - dette skete altsammen indenfor 1 måned og 3 uger. Så vi har givet hende 7 måneder hvor alt var så meget rutine som det nu kunne blive og inegn store forandringer. Og i påsken blev det så. Sutten givet til suttefeerne der havde sendt brev, lagt ud i haven på plænen. Og så lagde de en gave (Ariel og prins Erik disney dukker og en disko lampe med røde hjerter der snurrer rundt!!!!). Og hun har bare klaret det så flot. Ingen gråd eller hysteriske udbrud over at sutten manglede, men lidt stille og har klart givet udtryk for at hun savnede den. Spurgte mr.N i forgårs om han ikke kunne skrive et særligt brev til suttefeerne, om hun ikke måtte få bare en sut tilbage for hun savnede dem sådan! Det gør jo helt ondt i hjertet når hun siger sådan! Og dagligdags kriserne har været lidt større end vanligt, men tænker at det er der jo ikke noget at sige til. Jeg synes virkelg det er gået over al forventning.

Vi har lige bestilt ferie - 2 uger til grækenland blev det i stedet for de to uger med vandreture i alperne som vi ellers ahvde talt om. Til sidst vandt tanken om solskin (som jeg satser på er mere sikker i grækenland end i østrig)og ungerne ved stranden og poolen. Jeg håber på at vi kan få slappet lidt af, at de konstante konflikter med en 3½ årig tager bare en lille pause, og at vi får hygget, leet, moret os og kommer glade og afslappede hjem igen. Glæder mig i hvert fald.

I følelsernes vold

Mine følelser er ren rutschebanetur lige for tiden. Jeg er træt pga varmen gør, at det er ekstremt svært at sove, og det hjælper helt sikkert ikke. Så har jeg en stor pige, hvor det er en daglig kamp at få hende til at tage tøj på, og jeg helt generelt mister tålmodigheden på et eller andet tidspunkt undervejs om morgenen, og bliver sur. Hvilket resulterer i at hun bliver ked af det, og så får jeg dårlig samvittighed og ked af at vores morgener skal ende ud i en kamp hver eneste dag, i stedet for at vi bare kunne hygge og nyde hinanden og den tid jeg har helt til hende, mens jeg stadig har den.

Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?

Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!

Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)

Juleglæder

Her sker ikke så meget. Jeg arbejder, venter, arbejder og venter. Jeg synes fortsat ikke det vrimler med symptomer, og når jeg laver noget kan jeg helt glemme jeg er gravid. Men jeg er da oppustet om aftenen, har til tider lidt ømme b.ryst.vorter sådan on-off, min lugtesans er helt klart skærpet, jeg er mere grådlabil end vanligt og måske, måske ikke lidt mere træt.

Lige nu er jeg kommet hjem fra en ellers ok stille og rolig nattevagt, har sovet to timer, og er helt rundt på gulvet med mega træthed og lidt kvalme. Men det kan jeg altså også godt have på andre tidspunkter, hvor jeg ikke er gravid! Jeg tog tilgengæld en test mere - i dag efter nattevagt, dvs ikke på morgenurin. Teststregen dukker op inden det lyserøde har bevæget sig hende til kontrol stregen, og den kommer ligeså hurtigt og tydeligt som kontrol stregen gør. Så på testene går det da den rigtige vej!

Jeg håber virkelig at der er et fint hjerteblink, at at tingene går lige som de skal. På den ene side er det kommet totalt bag på mig, at det er juleaften om 3 dage. På den anden side er der længe, længe til!

A er tilgengæld helt fantastisk at dele juleglæde med i år. Hun danser rundt om vores træ mens hun synger, hun spørger konstant om julemanden har været der med en gave til hende, hun elsker "Julemandens lille lærling", hun har selv pyntet træet herhjemme. Og jeg kan faktisk ikke helt vente med at hygge med hende juleaften, trisse rundt og gøre klar, åbne lidt gaver i løbet af dagen, og danse om juletræ. Det er lang tid siden jeg har glædet mig sådan til jul, men jeg glæder mig sådan til at se hende opleve det hele:)

Træt venten

Testdag nærmer sig med raske skridt. Og mit testmonster stikker sit store hoved frem. Jeg har mens lignende fornemmelser i underlivet sådan on-off. Og har på den ene side lyst til at teste så jeg bare kan få af vide, at den er negativ og så få det overstået. På den anden side, så ved jeg jo af erfaring, at en negativ test før tid ikke er ensbetydende med at løbet er kørt. Hold nu op hvor kan man blive træt af ventetid. Og primært så er jeg bare træt for tiden. Konstant og hele tiden træt. Underskud fra nattevagter og så har vores nætter båret præg af en lille pige der har haft lidt vågen tid sådan ca omkring kl 3 i mange, mange, mange nætter. Oftest falder hun i søvn igen når hun kommer ind i vores seng, men det der med at skulle have afbrudt søvn, have nattevagter hvor man ikke sover og så mere afbrudt søvn - det er altså ikke optimalt.

I går blev hun syg, min lille pige. Havde 39,0 hele dagen, og i dag det samme. Så vi er hjemme, hende og jeg. Kigger ud på sneen, som vi egentlig begge gerne ville ud i, men ingen af os har overskuddet til det. Ville ønske der kom nogle flere interessante ting på Ramasjang, når nu hele ens egen DVD kollektion bliver affærdiget af en pige, der mener hun har set det hele lidt for mange gange (hvilket hun nok også har).

Ugen der gik

Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.

Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...

Ventetid på alle fronter

Scanningerne gik fint, blev scannet 10. og 12. dagen og havde tre fine store follikler. I går var så insemination. Blev scannet lige inden og der var ægløsning i gang på den ene af folliklerne, og de to andre så ud som om de var lige på vej. Så nu venter vi bare.

Huskøbet afventes stadig, vi har jo skrevet købsafaten under, men nu mener sælger og hendes sønner pludselig at de kan få mere for huset end den pris vi er blevet enige om. Vi er ikke interesserede i flere forhandlinger og er helt enige om, at det er enten eller lige nu. Men er træt af at vente, træt af ikke at vide om det hus bliver vores. Og hvis det ikke gør så føler jeg virkelig vi har spildt lang tid på ingenting, fordi det hele bare har trukket sådan ud. Sælger har til på mandag, så skal hun have bestemt sig. Suk...

A er tilgengæld fantastisk, fræk, temperamentsfuld,glad og elskelig:) Hun startede i vuggestue for 3 uger siden da hendes DP gik på pension. Det er gået super fint, hun er glad dernede og pædagogerne er meget imponerede over hvor godt hun klarer det. Til gengæld har hun afreageret herhjemme, og der har været megen hylen og skrigen konstant og nærmest uanset hvad vi gør. Jeg synes det går lidt bedre nu. I stedet er hun begyndt at græde når vi går fra hende dernede, hvilket gør så ondt i hjertet at jeg slet ikke fatter hvordan jeg kommer afsted derfra igen. Men det gør jeg, og de insisterer på, at efter 1 minut så er hun glad igen. Jeg prøver at fortælle mg selv, at det blot er reaktionen på afskeden og ikke fordi hun er ked af at være der, men det er så forkert at gå fra min grædende lille pige, der står og rækker ud efter mig og græder. Det er forfærdeligt! Håber det bare er en overgang, håber jeg gør det rigtige, håber hun bliver glad...

Stille, stille, nu står solen op...

Her er stille. Men ikke i mit hoved. I mit hoved kører tankerne på fulde drøn, men jeg er så hamrende træt af dem at jeg forsøger at ignorere dem det meste af tiden. Og heldigvis er der masser af andre ting at koncentrere sig om.

Primært min lille elskede pige, min smukke lille A. Hun fylder dagen med glæde, kærlighed og livsbekræftigelse. Og så er der lige dage, hvor hun udover dette fylder dagene med skrig, gråd, arrigskab og trodsighed. For hvem havde troet at en lille pige på 20 mdr kunne have så stor en meninng om, hvad der skal ske og hvornår det skal ske. Og hvad man gider og ikke gider. Men det har hun, og det giver altså nogen kampe herhjemme. Særligt fordi hun er begyndt at slå i frustration, når der er noget hun skal men som hun ikke vil. Og jeg ved godt det er frustration der gør sig gældende, men har en nul-tolerance overfor at slå. Det er bare ikke ok. Og så bliver hun så ked, så ked når mor hæver stemmen og siger nej. Puha, det trækker altså tænder ud!
Min lille, store skat<3

Mr. N og jeg kæmper også. Kæmper for at bevare nærheden, kæmper for at finde ud af tingene sammen, og kæmper for barn nummer to skal lykkes en dag. Men hold op det er ikke nemt når ens overanalytiske hjerne slår al lyst ihjel og jeg føler mig som en stor uduelig krop, der ikke kan finde ud af blive gravid eller nyde "processen" dertil. Jeg føler mig simpelthen som en fiasko, og kan kun tænke på, at det skal være nu, fordi nu er det ægløsning og så skal vi være sammen... Suk..

I stedet har vi kastet os ud i hus kiggeri. For som solen komer så trækker tanken om en have, om at kunne nøjes med at åbne døren og så er der grønt, og A kan komme ud at lege, vi kan sidde i en solkrog i haven, nyde hende og fuglene der synger. At have lidt mere permanent følelse over tingene, og gøre noget til vores. Men det levner ikke mange stunder til evt. ny behandlingsstart. Måske det i virkeligheden også er bedre kun at bide over en kæmpe ting af gangen, og så starte med huset, i stedet for at prøve alting på en gang og drukne på vejen??

Mens

Tog en test da jeg var gået tre dage over tid, negativ! Og siden da har jeg gjort hvad jeg kunne for at fremprovokere mens, lige fra at gå på arbejde uden bind, tage hvide trusser på, undgå alkohol i håbet om graviditet osv. I ved, alle de ting hvor det bare er typisk at man lige får sin mens lige på det ubelejlige tidspunkt. Men intet hjalp. I dag kom den dog, 6 dage over tid! Temmelig belastende ikke at kunne regne med noget som helst, måske særligt fordi jeg ellers altid har været rimelig regelmæssig. Men, men - så må vi jo på den igen:)

Nyder ellers en fridag herhjemme med A. Imorges stod hende og mr. N op og jeg lå og gassede videre under dynen. Kunne høre hende blive helt hysterisk over et eller andet. Og lige da jeg tænkte måske jeg burde stå op og hjælpe, så kan jeg høre hendes små fødder på gulvet og hendes "moar". Og så hoppede hun op under dynen hos mig og lå der og snakkede og puttede i næsten en hel time. Det var simpelthen bare så dejligt:) Stod først op da kl var 7! Så har vi leget, set lidt TV mens mor var i bad, bagt boller, været ude at købe lidt frugt og se på sneen, og nu ligger hun og sover sødt udenfor - godt pakket ind mod vinterkulden. Håber hun har det varmt nok! Når hun står op tror jeg vi skal have en smoothie for det elsker hun, og så ellers bare lege lidt mere. Jeg har overvejet, når jeg en eller anden dag får tid, at få fingre i en sang og fagter bog, for hun elsker at synge og danse, og høre musik i det hele taget. Måske kun fordi det er sjældent vi hører noget herhjemme? Men tænkte vi kunne lave lidt om på det.

I uge 8 har vi en hel uges ferie, der skal bruges på fastelavnsfest, hygge og svigerforældre der kommer på besøg, det bliver skønt at få noget tid sammen. Særligt fordi det ikke ser ud til at vi får meget sommerferie sammen i år. Mr N's arb holder tvungent lukket i uge 28-29-30, og det er sådan set ok, men mit arbejde vil kun at vi ønsker ferie i uge 27-28-29 ELLER 30-31-32. Og ejg kan slet ikke forene mig med at holde ferie allerde i uge 27 og så være færdig med ferien inden august. Så er der simpelthen alt for lang tid tilbage af sommeren som jeg kommer til at mega knokle væk på arbejde. Så nu har jeg ønsket ferie i de sidste tre uger, men det giver os jo reelt kun 1 uges ferie sammen:( Og i påsken kan jeg ikke få fri i dagene før påske, men har fået ferie efter pske. Og igen holder mr N's arbejde lukket i dagen før og ikke efter, så der har vi heller ikke fri sammen. Og slet ikke fordi jeg skal arbejde i helligdagen! Øv.. Men så må vi nyde denne ferie samme. Glæder mig godt nok også:)

Ensporet

Der er tale om virkelig ensporet navlepilleri - cyklus pilleri og graviditets ønsker, og hvorfor min cyklus så absolut skal drille når nu jeg så gerne vil være gravid og derfor næsten ikke kan holde det ud når mens ikke kommer præcis til tiden? De sidste 3 måneder har min cyklus været på 28-29 dage, og før det var der lige en enkelt på 34 og ellers har de været regelmæssige. I dag er dag 29, ingen tegn til mens. Bortset fra masser af murren eller tyngende fornemmelse, der minder lidt om mens smerter uden at være helt typiske mens smerter. Og nu begynder mit lille hoved at være helt på den anden side.. Og det kan jeg næsten ikke overskue, for når så mens kommer med fuld drøn om nogle dage, så er skuffelsen så meget større! Suk.. Det er mig fuldkommen uforståeligt at nogle mennesker ikke ved at de er gravide, at de ikke bruger tid på at tænke om de er det, selvom de prøver. Hvordan katten gør man det??
Nå, nok navlepilleri. Det er jo ikke til at holde ud!

Herhjemme har det kørt trægt på det sidste. Mr. N og jeg har brugt det meste af tiden på at skændes, jeg ved ikke helt om hvad, men alting har været en diskussion. Den kulminerede med et huskiggeri for 1 uge siden, hvor vi begge havde en fridag og havde besluttet vi ville bruge den til noget kærestehygge og derfor afleverede A. I stedet var vi uenige om alt, lige fra huset som mr. N elskede og jeg ikke brød mig om, til hvor vi skulle spise, hvilke cafeer der er hyggelige, hvad vi skal lave i vores ferie osv. Pludselig siger mr. N - "jeg er træt af at skændes. Vi må se at finde ud af det, for ellers er alternativet af vi ikke finder ud af det her, og går hver vores vej".
Jeg blev virkelig chokeret! Tænkte, jamen sider du og siger at du overvejer at vi skal skilles? At du ikke gider mere?? Var helt på den anden side i flere dage efter. Vi har dog fået talt ud om tingene og jeg synes vi ligeså stille bevæger os tættere på hinanden igen. Har haft nogle dejlige dage de sidste dage.

For at slutte med noget der er fantastisk og dejligt må jeg jo slutte med at fortælle om min elskede lille skat. Hold op hvor sker der bare sindsygt meget for tiden. Der kommer så mange ord, at jeg konstant bliver overrasket. Hun er i det hele taget bare vidunderlig. Griner, løber, snakker, leger, er krævende men også ekstremt kærlig. Mener hun kan følge med de store drenge i legestuen, så hun får som den eneste af de "små" lov at være med i deres leg. Det går vildt for sig, hun hopper op og ned fra alt hvad hun kan komme i nærheden af. Hun er så småt igang med at lære at cykle på en løbecykel. Hun kan godt men lige for tiden er den ikke sjov - tænker det kommer igen en dag. Hun er virkelig god til selv at sige fra når hun er træt, sålænge hendes mor bare hører efter hvad der bliver sagt. Og så er hun blevet forelsket i fjernsynet. Står hver morgen og eftermiddag og siger "lala" eller "oo-aa-aa" (som en abe) (teletubbies eller peter pedal). Til trods for at hendes mor oftest siger nej så bliver der alligevel sneget lidt fjernsynstid ind hver eneste dag. Men tænker at det forhåbentlig går, hun laver jo en masse andet resten af tiden! Hun bringer mig så utroligt mange glæder hver eneste dag, min lille elskede skat.

Sygdom og hverdag

Min lille mus er syg. Startede i søndags - eller dvs. at da jeg kom hjem fra arbjede lørdag synes jeg allerede hun var noget klatten, udne den store appetit. Men vi havde mr. N's bror, kæreste og datter på besøg og msåke det bare var fordi der skete en hel masse. Søndag begyndte hun at hænge, mine forældre var kortvarigt forbi og hun var bare slet ikke sig selv. Og så lige efter aftensmaden, der begyndte hun at brække sig:( Tror simpelthen hun har en halsbetændelse og hver gang hun hoster lidt slim op så provokerer det brækrefleksen og alting ryger bare op igen. I forgårs hang hun bare på mig hele dagen, sagde ikke noget, spiste ikke noget, drak ikke noget - men hang bare og sov det meste af dagen væk. I går gik det lidt bedre. I dag lidt bedre også, men appetitten er ikke den store. Og hun brækkede sig igen imorges pga. hosteanfald. Min lille bitte pige.. Har bare så ondt af hende! Håber dog også hun er rask til dagpleje imorgen, for nu har jeg været hjemme med hend ei tre dage.

Ellers så synes jeg bare tiden løber afsted uden jeg helt når at følge med. Det gar været hårdt at starte nyt arbejde, jeg er temmelig flad når jeg kommer hjem. Og dagene går bare i sit eget lille trummerum. Jeg savner A i hverdagen, jeg synes der er for lidt tid sammen når ugen bare går slag i slag. Jeg ville ønske jeg kunne hente hende tidligere så vi havde bare lidt mere af dagen sammen. I stedet forsøger jeg at hente hende tidligt når jeg har været på nattevagt, og nyde de fridage jeg har mens ande er på arbejde. Og så ikke tænke for meget over at jeg ikke ser hende i weekenderne når jeg arbejder der. Har I andre det også sådan? Jeg synes det er svært at få det hele til at løbe rundt. Til tider føler jeg som sådan et lille hamster der løber i et bur uden at komme nogen vegne! Men også uden at kunne stoppe igen. I virkeligheden tror jeg ikke jeg ahr det hverken travlere eller hårdere end så mange andre - det er nok blot lidt meget nyt, lidt mange ting at skulle forholde sig til og så et kæmpe savn af min lille pige som i en ombination gør jeg synes det er lidt tungt for tiden. Men mon ikke det bliver bedre?

Ellers venter jeg i spænding på svar på min jobansøgning. Jeg håber godt nok jeg får stillingen ellers bliver den en temmelig akavet oktober måned. Plus jeg kan slet, slet ikke overskue tanken om jobansøgninger og endnu en ny start. Det ville blive nummer tre indenfor et halvt år!!

Kærlighed i store doser

Det er hårdt at starte på arbejde. Både fordi min stakkels hjerne slet ikke er gearet til de omdrejninger den skal køre i, fordi alting er nyt, men mest af alt fordi jeg savner min lille pige, så det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg prøver at minde mig selv om fordelene ved skiftende arbejdstider, at der bliver afspadseringsdage, hvor jeg kan hente A tidligt, dage hvor hun kan blive afleveret sent, og dage hvor vi alle kan have en off fridag sammen. Men at kun se hende halvanden time om aftenen, eller at skulle undvære hende en hel dag efter hun er afleveret, det gør altså ondt!!

Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!

Juletanker

Astrids første jul blev holdt sammen med mine forældre. Ikke at hun opdagede, at der skete noget særligt. Hun blev puttet til sædvanlig tid og sov derfor inden aftenen overhovedet startede. Jeg ville ellers så gerne have vist hende juletræet med tændte lys, men mon ikke der bliver masser af chancer for at vise hende det?? Ellers er juledagene gået fint, vi har været (og er) på farten - først hos mine forældre indtil 2. juledag, og nu hos svigerforældrene. Det er hyggeligt og dejligt, men snart tiltrængt at være lidt alene.

Astrid har klaret dagene fint, oftest i godt humør, smilende og glad. Og i går begyndte hun pludselig at trille igen fra mave til ryg:)

Vi havde lige en enkelt nat uden søvn - den 23. til den 24. Hold da op, da var vi godt nok trætte. Trætheden udløste et digt, det får dog lige et indlæg for sig selv. Håber I alle har haft en god jul og får et dejligt nytår:)

Kære Astrid

I dag er du 3 måneder og 16 dage. Du smiler over hele hovedet, slår smut med øjnene og til tider kommer der også et lille hvin som respons på at jeg taler, smiler, synger eller laver fjolle ansigter til dig. Du ligger ikke længere stille på puslebordet eller aktivitetstæppet, men sparker løs med benene og fægter rundt med armene. Den sidste uges tid er du begyndt at bøje benene op mod hovedet og rigtigt bruge mavemusklerne. Og nogen gange får du drejet dig selv rundt på tæppet, så du pludselig har hovedet en hel anden vej end den jeg lagde dig med. Efter en lidt doven periode med at ligge på mave, så går det lidt bedre igen nu. Og du er ved at fatte, at du også kan samle armene igen efter du har fået dem ud til siderne. I dag rakte du for første gang ud efter et stykke legetøj mens du lå på maven, og forsøgte også at hive i tæppet du lå på. I dag var også dagen, hvor du fangede noget legetøj og tydeligt forsøgte at få det ned til munden - og lykkes halvt om halvt med det. Desuden har dagen i dag været en, hvor du pludselig har rakt tunge og slikket dig om munden næsten hele dagen. (Jeg er lidt bange for at du er ved at få tænder - det er altså for tidligt, særligt når du er begyndt at bide i mine bryster!!!) Du kan - når det passer dig - bruge lang tid på at studere dine hænder, og en sjælden gang imellem fanger blikket også dine fødder, der vifter løs der for enden af benene:) Du elsker at komme op at stå og vil helst springe direkte fra liggende til stående stilling, uden den der kedelige siddende mellem stilling! Du er begyndt at fange, at når jeg laver flyver med dig, så kan man se ned på mig også og grine til mig, men endnu har du ikke sat lyd på grinene/smilene.

Jeg elsker når du er i humør til at "tale" med mig, og ligger på mine ben eller i mine arme og kigger op på mig og sige dine søde små lyde. Der kommer brumme lyde, aah-lyde, hvin, og så er du begyndt at prutte med tungen - prrr. Der kommer masser af spytbobler ud. Nogle gange slipper du brystet midt under amningen, drejer hovedet og ser op på mig, og når du så ser hvem det er der er deroppe, så bryder du ud i det største smil inden du drejer hovedet tilbage igen for at spise videre.

Du er pludselig blevet så lang. Tøjet i størrelse 62, som jeg synes er så kæmpe stort, jamen det passer du jo lige pludselig og der går nok ikke mange uger førend du er vokset ud af det. Du vejer 6,1 kg nu! Og når jeg sidder og ser på billederne fra august måned, så kan jeg slet ikke forstå at du har været så lille. Men omvendt så kan jeg heller ikke forstå, at du nu pludselig er så stor når jeg ser på billeder af os to.

Jeg havde aldrig troet, at det ville være muligt at elske så højt. Eller at jeg ville blive så skrøbelig, ængstelig, sårbar og bange for selv de mindste ting. I dag har du set sne for allerførste gang i dit liv, og fordi det er din første gang, så bliver sneen pludselig helt speciel. Du gør livet fantastisk, du gør din far og jeg så lykkelige og du har skabt et helt særligt bånd mellem os, fordi vi nu er forældre til dig, vores lille, dejlige, fantastiske datter:)

Pasning

I går blev Astrid passet!! For allerførste gang (næsten - har været passet af mormor og morfar i 1½ time da vi spiste brunch en dag), hjemme hos sin mormor og morfar, mens mr. N og jeg var til koncert! Puha, det var svært.. For det første bare logistikken i at skulle nå at være hjemme igen hos dem inden Astrid vågnede og skulle spise, inden brysterne sprak til koncert og inden savnet havde nået at gnave så stort et hul i min mave at man kunne se lige igennem mig. Vi var hjemme hos min far om eftermiddagen, min mor kom forbi også så de begge var der til at passe. Fik spist tidlig aftensmad med dem. Astrid blev ammet lidt over seks og puttet klokken halv syv - hun var helt vildt træt. Og så sov hun heldigvis da vi skulle køre klokken syv.

Vi var til koncerten halv otte, talte med min mor ved ni-tiden, der sov hun men havde lige været vågen et kvarters tid. Og så var vi hjemme halv tolv, hvor hun vågende og fik bryst. Så det gik jo objektivt set ganske fint. Men hold da op, hvor jeg savnede hende. Jeg havde troet jeg ville kunne slappe lidt mere af og nyde, at mr. N og jeg var ude på tomandshånd, hvilket jeg har savnet. Men det var godt nok svært. Tog mig selv i at sidde med tårer i øjnene og ondt i maven af ren og skær savn!!!!! Temmelig fjollet når man kom hjem til sin lille datter, der jo var blevet passet så godt på og knap havde nået at opdage, at vi ikke var der..

To dage før pasning havde vi forsøgt at give Astrid flaske, bare for at være sikre på, at hun ville tage den hvis hun nu skulle vågne og være sulten mens vi var væk. Og til trods for, at jeg til tider synes det er drøn besværligt a være bundet af de her bryster, at skulle op om natten flere gange, ikke bare kunne gå ud af en dør som det passer mig fordi det skal passe med amning hvis der er nogen andre der skal se efter hende... Ja på trods af alle de ting, så var det med tårer løbende ned ad kinder at jeg så min lille pige sidde hos sin far og få flaske. Det var bare helt, helt forkert og ganske frygteligt!! Det er altså ikke nemt at blive klog på sig selv... Men når jeg tænker nærmere over det, så er det jo rart at vide, at hun vil tage en flaske, hvis det skal blive nødvendigt en dag. Jeg frygtede, at hun ikke ville tage brystet bagefter, men det var der heldigvis ingen problemer med.

Og i dag er hun bare lige en lillebitte tand mere dejlig fordi jeg savnede hende så meget i går. Hun smelter mit hjerte min lille pige, som pludselig er blevet stor. Tænk hun passer nu str. 62 og skal om ikke længe op i str. 68 tror jeg. Og i dag har hun bare sendt de mest bedårende smil. Jeg elsker hende simpelthen så højt, at jeg næsten ikke kan holde ud hun sover til middag nu. Jeg må lige ind og kigge lidt på hende endnu engang:)

3 måneder og Astrids færdigheder

I onsdags blev Astrid 3 måneder! Min dejlige lille pige, der pludselig bare er blevet så stor. Hun pludrer løs, dog mest når vi er alene og ikke så meget når vi er ude hos folk, hvor der sker andre ting. Hun holder hovedet helt selv og næsten stabilt. Hun kan trække sig op i armene, med lidt hjælp og lige i går fattede hun pludselig, at hun også kan stå på sine ben. Så nu vil hun gerne hives hele vejen op at stå. Hun er rigtig god til øjenkontakt og holder ens blik længe. Hun reagerer på at jeg taler til hende og drejer sit hoved efter min stemme. Hun kigger efter mig når jeg går omkring hende og fanger også tit mit blik når hun sidder hos andre. Hun synes også pludselig at det er sjovt at sidde med legetøj alene, især prinsesse Sophie bliver rørt ved, hevet i og forsøgt at tage med op til munden, men hun har ikke helt lært at holde fast og styre hånden endnu. Når hun ligger på sit aktivitetstæppe kan man se, at hun bevidst rækker armene mod bestemte stykker legetøj, og til tider får fat i det også.

Det bedste er dog de vidunderlige smil som hun sender, hvor øjnene samtidig spiller smut og begge tandløse gummer kan ses:) Jeg bliver mere og mere forelsket i mit lille vidunder:)

Idag er hun blevet vaccineret for første gang, skreg i vilden sky og har kun sovet ½ time de sidste fire timer. Lige nu ligger hun ved mit bryst og så håber jeg på lidt ro bagefter. Håber vi undgår feber, men nu må vi se hvad dagen og natten bringer. God weekend:)

Skal vi være venner?

Weekenden bød på bryllup i Østjylland, jeg var noget spændt, men synes det gik helt ok. Astrid var noget træt og pylret, men nægtede at sove før end hun gik kold omkring klokken halv elleve på min arm. Og så sov hun også nogle gode timer, indtil ved 2-tiden, hvorefter hun vågnede hvert tredje kvarter og var ked af de. Suk, det var et par trætte forældre der dukkede op til brunch næste morgen!!

I det hele taget fylder søvnen meget for tiden. For det første fordi hun stadig skriger når vi skal putte hende om aftenen! Og det er bare så frustrerende når jeg kan se hun bare er monster træt, og i stedet for at sove så skriger hun i en time i træk (i går!!). Og jeg bliver super kort for hovedet, bider af mr. N, bider af Astrid til sidst og bliver bare så træt, så træt. Det er virkelig opslidende synes jeg. Og jeg aner simpelthen ikke, hvordan vi skal få dte til at blive bedre. Men nu er jeg begyndt at bruge nogle af principperne fra "Sov igennem uden gråd", således at jeg prøver at indføre et bestemt putte ritual. Først ud at skiftes, lidt massage, nattøj på. Så ind og læse en bog på skødet af mig eller mr. N, så en omgang amning, og så ind i soveværelset, hor jeg synger en eller to sange for hende. Derefter er det ned i sengen. Mr. N har dog ikke helt fattet pointen med det endnu og jeg tror han synes jeg er temmelig rigid og skrap, fordi jeg bliver irriteret, hvis han ikke følger ritualet. Men jeg har brug for, at det virker og at der er noget jeg kan regne med i løbet af dagen.

For det andet er jeg begyndt at prøve at skære ned på natamningerne. Jeg ammer stadig mellem to og tre gange om natten og nu vil jeg gerne ned på en gang. Så jeg øver mig i ikke at hive hende op ligeså snart hun giver lyd fra sig, samt at prøve at give hende sutten en gang imellem. Indtil videre går det ok, jeg har ikke været oppe på tre amninger i et stykke tid, så Astrid sover da nogle længere stræk. Jeg sover dem bare ikke endnu, da jeg stadig vågner hver gang hun grynter i søvne. Men mon ikke jeg også bliver bedre til at sove fra dem??

Imorgen skal vi til babysvømning igen med A+I fra mødregruppen. I det hele taget ser jeg A+I næsten hver dag. Vi går ture så Astrid og Iben kan sove, vi vandrer rundt, tager på café og snakker en hel masse. Primært om babyer, men også om lidt af hvert om hvordan livet var før i tiden. Jeg håber på, at det er et venskab der kan få lov at vokse og blive til mere end at vi bare mødes fordi vi tilfældigvis har børn. Det er på en måde lidt som at have en ny kæreste - det der stadie med at man har et forhold til hinanden som ikke er afklaret. Det er bare ikke særlig nemt at sige: skal vi være venner? Har du også brug for mig? :) Men jeg håber at det ligeså stille bliver et venskab der holder.

Gennem træthedens tåger

I går sad jeg med Astrid på skødet, mr. N var ude og vi havde tøseaften derhjemme. Jeg sad og talte lidt med hende og fik dejlige, glade hvin og pludrelyde tilbage. Tænkte for mig selv, at det her er sådan noget jeg skal fortælle hende om, om mange år når hun vil høre om dengang hun var lille. Så var det, at det slog mig: jeg er blevet mor!!! Ikke bare lige nu, men resten af livet er jeg mor til Astrid! Det er der intet der kan lave om på. Indtil nu har der været glimt af lykke, dage med ren og skær kærlighed, men ellers har det bare været ren overlevelse uden den store refleksion. Og jeg glæder mig, jeg glæder mig til alle de ting vi skal opleve sammen, til at se hende vokse op, til at hun lærer at gå, til at vise hende bladene på træerne og mærke græsset, til at røre ved en hund første gang, til at sidde i sofaen og læse med/for hende, til at få et kram.. Jeg glæder mig til livet med Astrid. Og jeg er helt ufattelig lykkelig over at være så heldig, at jeg er Astrids mor!