For 1 år siden

For et år siden var det dagen efter testdag og stregerne var der stadig. Der blev tolket, formentlig sovet ligeså lidt som lige for tiden og krydset fingre. I dag har min dejlige, lille, elskede pige smilet, sovet godt til middag, charmet sin mor, været i brusebad med sin far, og ligger nu g sover i sin seng. Hvor fantastisk og helt vidunderligt, at de to streger blev til noget så utroligt som vores lille pige:)

Babysvømning

Vi skal til babysvømning meden fra mødregruppen i dag. Og jeg er lidt nervøs - ikke så meget for at skulle have hende i vandet. Men for at jeg ikke kan få det timet, så det i stedet for en frisk, mæt og glad baby der er klar på nye oplevelser, bliver en sulten, gnaven og overtræt baby jeg har med mig, så oplevelsen slet ikke bliver god. Og selvfølgelig kan jeg jo bare prøve igen en anden gang, men jeg glæder mig rigtigt meget. Og jeg håber sådan at hun kan lide det, for jeg ville elske det, hvis hun blev en lille vandhund som sin mor. Jeg synes det ser så hyggeligt ud med børnene i vandet.

Og fordi jeg er nervøs for om tingene kommer til at gå op i en højere enhed, ja så bliver jeg irritabel og kortluntet. Astrid er begyndt at være svær at putte den sidste uges tid. Det er som om hun bliver overtræt, også selvom jeg synes jeg putter hende ved de samme træthedstegn som før. Men hun nægter bare at lukke øjnene, kigger rundt med kæmpe øjne og så skriger hun hver gang man putter hende ned i liften. Så i stedet for at hun bare kunne lægges, så tager det nu op til en halv time at få hende til at falde i søvn. Her til morgen, ja da var det bare en dårlig kombi med mig, så jeg bliver irritabel og irriteret over, at hun dog ikke bare sover når hun nu er træt! Jeg håber det blot er en overgang, at hun skal være svær at putte. Jeg prøver rimeligt konsekvent at lægge hende fra mig inden hun sover helt, men gerne når hun er blevet døsig. Så jeg står med hende i armene indtil hun er døsig, og så ned i sengen, så hun stadig er vågen nok til at vide, hvor hun bliver lagt henne. Hvis hun græder tager jeg hende op, holder hende indtil hun er faldet til ro og så putter jeg hende ned igen. Og sådan bliver jeg ved. Men hold da op, hvor kan jeg få lov at gøre det mange gange lige for tiden!!!

Jeg vil hoppe i bad og så finde ud af om jeg kan mase mine bryster ned i min badedragt eller bikini:)

Skrigeturerne fortsætter, jeg troede først det var forstoppelse, men efter at have afprøvet lactulose, hvilket i hvert fald satte gang i maven, og det ikke havde effekt på gråden, så blev den ide droppet. Efterhånden har jeg lagt mærke til, at det ofte er samtidig med at hun slår prutter at hun skriger. Og det passer vel godt overens med, at når hun ammes så sætter det gang i peristaltikken og så gør det ondt i maven, så spænder hun op og skriger, hvilket resulterer i at hun slipper og tager fat hele tiden. Og dermed sluger en masse luft - og den onde cirkel er i gang.

For tiden spiser hun bare mindre end, hvad hun plejer. Hun tager det ene bryst i 8 minutters tid, slipper og skriger og nægter at tage det igen. Bliver puslet, hygget lidt med på puslebordet og falder til ro. Forsøger så at lægge hende til det andet bryst - her tager hun 3-4 minutter og så starter skrigeriet igen. Hvis jeg tager hende fra så falder hun til ro, men så snart jeg prøver at lægge hende til så starter hun igen. Måske hun bare ikke er mere sulten? Det føles bare helt mærkeligt når hun altid har haft spist fra begge bryster ved hvert måltid. Jeg har i dag købt Mylicon dråber, tænker at afprøve om de hjælper, for jeg synes det er så synd for min lille pige når hun har så ondt i sin lille mave.

Jeg synes endnu ikke vi har den store rytme herhjemme, og så alligevel. Hun bliver puttet ved otte tiden om aftenen - senest halv ni. Og så sover hun til omkring midnat ( de længere stræk er hun desværre stoppet med igen), igen ved 3-4 tiden og så ved 6-7 tiden, hvorefter vi står op. Så er hun vågen en times tid til halvanden, hvorefter hun sover indtil det er ammetide igen. Og så fortsætter det egentlig sådan med vågen tid på max to timer efterfulgt af lur indtil spisetid. Det bliver til omkring 6 lure i løbet af en dag. Og jeg ville egentlig gerne ned på længere vågen tid og længere sovetid i løbet af dagen, men hun er simpelthen ikke til at holde vågen uden at hun bliver kropumulig! Hun er blevet god til at ligge på maven og holde hovedet selv, hun øver sig i at skulle trille og det er lykkes for hende enkelte gange. Hun er så småt begyndt at pludre (men ikke særlig meget i forhold til de andre børn i mødregruppen, hvilket bekymrer mig), hun sender dejlige tandløse smil - når hun ellers er i det rette humør.

Men jeg synes endnu ikke det er blevet nemmere - til tider synes jeg nærmest det er blevet sværere. Det fylder rigtigt meget for mig, at hun ikke bare spiser fuldkommen som hun plejer og at måltidernes varighed svinger, samt at hun ofte bøvler under måltiderne som ender i skrig og frustrationer. Jeg savner hyggen ved amningen, hvor hun bare tog fat, spiste og faldt i søvn eller slap når hun var mæt. Jeg er ked af, at det nu er sådan at jeg er lidt nervøs inden hver amning hvis jeg er andre steder henne, fordi jeg ikke ved om det kommer til at tage 1 time at give hende mad samtidig med at hun skriger minimum halvdelen af tiden. Nå, nu bliver der kaldt på mig derinde fra...

Tabubelagte følelser

Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!

Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..

At være alene

Mr. N er på weekend vagt denne weekend, dvs. tog afsted fredag morgen og kommer først hjem mandag morgen (og dte kun fordi han har bedt om fri den dag). SÅ Astrid og jeg er alene denne weekend, og det har bare været benhårdt.

Astrid har den sidste uges tid døjet med maven, gik fra at have afføring 5-8 gange i døgnet til slet ingenting at have i 3 dage, derefter en omgang og så ingenting igen. Og hun har været så ulykkelig min lille pige, skreget hver gang hun slog en lille prut og presset og presset uden der kom noget. Det kulminerede fredag nat hvor hun bare græd og græd, og hver gang hun skulle ammes lavede hun bare flitsbue og blev helt hysterisk. Det var som om, at det gjorde ondt på hende at blive ammet tror jeg. Og jeg blev helt desperat til sidst, vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Det fortsatte ind i lørdagen, hvor hun bare skreg hver gang hun skulle ammes, hver gang jeg prøvede at ligge hende til brystet, så tilsidst måtte jeg stå op med hende, hoppe og holde hende lodret og så ville hun tage fat. Imorges gav jeg op og gav hende noget lactulose, jeg har ellers haft det sådan at jeg helst ikke ville påvirke hendes egen tarmfunktion for meget, men da jeg så hende igen imorges presse og skrige uden nogen effekt så blev det simpelthen for svært. Om det så er lactulosen der har virket allerede, eller om det ville være kommet alligevel, så har hun i hvert fald haft en ordentlig omgang her i eftermiddags. Sjovt at man kan blive så lettet og glad over afføring:)

Idag har hun heldigvis ikke skreget ved hver amning. Der var lige en enkelt skrigetur her til aften, men først da hun havde spist fra det ene bryst og også taget en del fra det andet. Så nu er jeg mere beroliget og håber det hjælper.

Ellers er hun bare ved at blive stor, min lille pige. Hun er blevet så god til øjenkontakt, kan fange mit blik på lang afstand, fx. fra vuggen når jeg står hende ved døren (næsten). Og hun smiler med hele munden åben, øjnene stråler og hun charmer mig til at gøre alting:) På puslebordet har hun virkelig fået øjnene op for sin sommerfugle uro, følger dem rundt med øjnene og er helt fascineret. Det går også bedre med at ligge på maven, idag har hun bare været så dygtig og hun er virkelig god til at holde sit hoved oppe. Kan faktisk løfte sig helt op på underarmene (når hun ellers vil!!). Hun begynder også på bevægelser, der vil få hende til at trille - men jeg har ikke været så god til at lade hende ligge på maven på gulvet, så det er ikke sket endnu. Vi har bestilt et aktivitetstæppe, så det glæder jeg mig til kommer.

På tirsdag er hun 8 uger, og jeg synes tiden er fløjet afsted, samtidig med at jeg føler det er år siden jeg sidst sov ordentlig. At være på barsel med et lille barn er en underlig blanding synes jeg. På den ene side - ja så keder jeg mig altså herhjemme, men på den anden side så orker jeg slet ikke alle de ting jeg gerne vil. En enkelt ting om dagen, og så er jeg træt. Men intellektuelt og socialt der savner jeg, at der sker noget mere. På tirsdag skal jeg til lægen, og så regner jeg med at komme igang med træningen igen. Så kommer der lidt flere aktiviteter på dagsprogrammet. Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde roen lidt endnu inden Astrid skal ammes og vi begge skal puttes til natten. Og så er vi to iugen fra imorgen af - det bliver skønt!

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

1 måned

Imorgen er Astrid 1 måned gammel. Og jeg har lært, hvad det vil sige at tiden flyver afsted!! Hun er vokset - vores egen vægt siger omkring 3900 g nu, så det er over 1 kg siden fødslen. Men hun spiser også godt.

Normalt er det stadig hver 3. time - men igår og i nat meldte hun sig hver 2. - 2½ time. Og vi prøvede at trække tiden ved at underholde, danse, give hende sutten og alt hvad vi ellers kunne finde på. Men hun bliver skrup hysterisk og skriger, så det gør ondt i mor hjertet. Og intet kan trøste eller får hende til at græde mindre før end hun bliver lagt til brystet! Jeg tænker på om hun er igang med et vækst spring og derfor skal stimulere mælkeproduktionen? Jeg ved ikke helt om det virkelig passer, at de laver sådan nogen ting, men hun har i hvert fald meldt sig tidligere og taget fra i længere tid ad gangen end vanligt! Jeg håber det snart går over - ville egentlig gerne at der kunne gå lidt længere tid mellem amningerne om natten, jeg synes efterhånden det er hårdt!

Ellers er hun jo bare verdens 8. vidunder:) Jeg synes stadig hun sover utrolig meget. Hun er mest vågen her om morgenen/formiddagen. Så prøver vi at lege med hende, bevæge arme og ben, vise hende dukkerne fra Lamaze, se i hendes lille bog, og tale med hende. Hun er rigtig god til at løfte sit hoved, selvom hun ikke altid er helt tosset med at ligge på maven. Jeg synes hun har givet mig nogen forsigtige smil, men endnu har hun ikke smilet sådan at vi var helt overbeviste om, at det var bevidst og rettet mod os. Jeg glæder mig til at det (forhåbentlig snart) sker. Hun er begyndt at komme med flere lyde, har bl.a. fået en meget lys og hjerteskærende klynke lyd. Og så er hun begyndt at lave spytbobler, omend det heller ikke ser så bevidst ud endnu.

Lige nu ligger hun vågen inde i vuggen. Hun er overtræt - eller det er i hvert fald hvad jeg tror. Har været vågen i to timer, falder i søvn i vores arme men våger når vi ligger hende. Så nu får hun lov at ligge lidt i fred derinde, sålænge hun ikke brokker sig. Så plejer hun at falde i søvn på et tidspunkt.

På mandag starter mr. N igen på arbejde, det har været skønt at have ham hjemme i næsten 5 hele uger. Og vi er begge lidt spændte på, hvordan det kommer til at gå når han starter. Jeg frygter morgenerne, hvor jeg er helt smadret efter en dårlig nat, og han ikke er der til lige at være den der skifter eller trøster blot for en enkelt stund. Og han frygter trætheden når han skal koncentrere sig på arbejde. Men - jeg glæder mig også til at komme ind i en rutine med Astrid, og så finder vi forhåbentlig ud af det hele.

Søvnen

Ja, den savner jeg altså. Til trods for, at jeg havde regnet med at det ville være hårdt, så er det ikke rigtigt muligt at forestille sig, præcis hvor meget jeg ville savne en god nats søvn, før end nu hvor jeg står i det. Og jeg synes ikke engang, at Astrid er så slem igen til at være vågen om natten. På de gode dage bliver hun ammet omkring kl. 22-23, så vågner hun ved 1-2 tiden, hvis jeg er heldig først halv tre, bliver ammet og puslet og falder oftest i søvn ved mit bryst og kan puttes tilbage i liften uden problemer. Og så vågner hun igen ved 4-5 tiden om morgenen. Men så er hun tilgengæld også færdig med at sove og er ikke til at putte i sin lift. Hun sover gerne på min arm, på skulderen eller i bæreselen, men vågner i det sekund man putter hende - eller sover max 15 min og så vågner hun. Og hun er ikke glad vågen, men bare træt og pylret og græder!

I nat har hun dog været på tværs - blev ammet kl. halv elleve, blev puttet, sov til halv tre. Skønt:) Blev ammet, forsøgt puttet men bøvlede så op og gå rundt med hende. Sover, puttes, sover 5 min og vågner igen. Mr. N gik rundt med hende i 3 minutter hvorefter hun igen sover, bliver puttet. Men vågner i sin lift og ligger og møffer rundt, og det kan hendes mor altså ikke helt falde i søvn fra. Og så pludselig kan jeg bare høre hun gylper, går hen til hende og hele liften er gennemblødt og det samme er hun! Ud og skiftes, bliver utilfreds, men puttes. Vågner 5 min senere, søger og får det ene bryst (nu er kl blevet 5), sover en halv time, vågner og søger, får det andet bryst (nu er kl kvart over seks). Og så er hun bare på tværs, bøvlet og græder og kan ikke falde til ro. Får hende først til at sove kl 7 - der var jeg altså også bare træt!! Men så sov hun heldigvis til halv ni..

Nu er klokken elleve og hun har kun sovet gangen. Tilgengæld ligger hun bare og kigger, uden at græde. Og jeg bliver i tvivl om det er ok hun bare ligger der. Men hun bliver urolig og ked af det hvis vi prøver at stimulere hende. Så vælger at tro på, at hun nok bare har brug for at ligge i fred selvom hun er vågen! Håber det er rigtigt? Det er så svært med den dårlige samvittighed der siger, at jeg skal gøre noget for hende hele tiden, og at det er for dårligt hun bare ligger uden stimuli når nu hun er vågen..

I det mindste går det fremad med kroppen, penicillin kuren er afsluttet og brystet er ikke længere ømt. Så det er dejligt. Og mht. kroppen så er jeg positivt overrasket over, hvor hurtigt den er blevet forholdsvis normal igen. 14 dage efter fødslen var jeg tilbage på normal vægt. Og de gamle cowboybukser passer fint. Selvfølgelig er huden stadig noget mere slap og blød og trækker lidt mere mod syd end vanligt, men alt i alt synes jeg ikke det er så slemt som jeg havde frygtet!

Vi skal til at komme ud af døren, skal hjem til mormor en tur idag:) Rigtig god weekend:)

Dumme krop!

Turen til det mørke vest gik over al forventning. Astrid sov hele vejen derover, hun var bare så dygtig. Og på hjemturen var det med et enkelt stop, hvor hun blev ammet, puslet og igen puttet i autostolen. Hun brokkede sig en smule, men sov ellers så sødt med sin sut i munden. Hun er bare ikke super glad for at blive spændt fast i autostolen, men når først hun sover i den, så er alt fint:)

Weekenden bød ellers på udfordringer i massevis. Særligt frain dumme krop - jeg troede ellers det skulle til at væreslut med at synes den var dum, det hørte fortiden til. Men til trods for at Astrid sutter så fint og spiser gladeligt, så driller brysterne. Der bliver ved med at være små revner så det gør lidt ondt i starten af hver amning, og i weekenden brød brystbetændelsen så løs. Det startede allerede om fredagen med ømhed i brystet - altid det venstre. Og lørdag var det ildrødt. Alle ting blev ellers afprøvet, amning fra det bryst først, massere området, varme omslag, varmt bad, ammestilling med hagen mod området... Intet hjalp, og som dagen gik fik jeg det bare værre og værre. Startede penicillin om eftermiddagen, lå under dynen med uldindlæg, uldundertrøje, top, langærmet striktrøje, bukser og sokker og frøs stadig! ØV! Og samtidig blev svigermors hus fyldt med barselsgæster, der blev i 6 timer, for svigermor inviterede da alle 10 på middag, så der var 16 til aftensmad! Og jeg gemte mig på værelset og følte mig som verdens dårligste mor, der bare lod sit barn være derude uden at være der til at beskytte hende..

Men Astrid overlevede jo, og det samme gjorde jeg! Og det var jo dejligt at se svigerfamilien, og dejligt at se farmor og hendes smil når hun holdt Astrid. Jeg skal vænne mig til at dele min elskede datter, og til at svigermor/farmor også tager hende selvom hun græder. Men jeg tænker, at om nogle måneder så bliver det nok kun rart at kunne aflevere hende når hun græder:) Og det er jo dejligt at hun knytter et bånd til sin farmor.
Så nu kan jeg mærke, at min egen mor også skal have lov til lidt mere. For det er ikke meget mine forældre har holdt hende da de jo kun ser hende kort tid ad gangen. Men det kan der jo heldigvis laves om på:)

Brystbetændelsen er (forhåbentlig) på retur. Brystet er mindre ømt, mindre rødt og jeg har dte alment bedre. Men tilgengæld er der kommet et hårdt område som ikke kan blive blødt uanset hvor meget der ammes, masseres og varmes. Forhåbentlig er det bare et stadie på vejen til at det svinder. Dumme bryster!! Er træt af at de skal lave rod og bekymringer hele tiden!

Astrid 1 uge gammel

Tænk, så gik der 1 uge. 7 dage med vores lille vidunder af en pige, der bare bliver smukkere og smukkere som dagene går. Jeg synes det går okay herhjemme. Er overvældet, og følelserne springer frem og tilbage mellem yderste lykke og afgrundsdyb angst. Kærligheden vokser og sår dybe, lykkelige spor i mit indre. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg kunne elske et andet lille menneske så højt! Når jeg lukker øjnene om aftenen inden jeg skal sove, så står hendes ansigtstræk printet ind på nethinden. Og nu er navnet kommet på plads, vores datter er så gudesmuk, hendes navn er Astrid.

Amningen går vist fint nok. I starten suttede hun konstant, op til 18 gange i døgnet, til tider i 45 min ad gangen! Så løb mælken til og nu er det lidt bedre. Igår blev det til 9 gange i alt. Sundhedsplejersken var her i går, og Astrid havde allerede taget på i vægt så hun nu er over sin fødselsvægt. Vægten var 3060g, men det var dog med body og ble på. Men dejligt at hun har taget på - vi har været lidt bekymrede fordi hun var så lille i forhold til, hvad vi havde regnet med. Men alting ser fint ud, og hun virker sund, rask og glad for det meste. Hun sover ca 3 timer i streg om natten de sidste par nætter, hvilket gør, at jeg synes overskuddet er rimeligt:)

Og ellers så er jeg nyforelsket - i Astrid og i mr. N. Han er bare fantastisk, ordner ALT det praktiske, handler, vasker, laver mad, og er så god sammen med Astrid, at det smelter mit hjerte. Mit hjerte svulmer af kærlighed lige nu til de to vigtigste mennesker i mit liv.

Vores lille vidunder (og en lang fødselsberetning)

Den 3. august kl 06.35 fandt vores lille, fantastiske babypige sin vej til verden:) 50 cm og 2700 g, så noget mindre end vi havde regnet med, men fuldkommen perfekt og vidunderlig:)

Det startede mandag den 2. august, jeg var sammen med min bedste veninde, hendes mand og min lille gudson. Vi var ude at sejle og hyggede. I løbet af dagen kom der flere plukkeveer end jeg normalt havde, og de nev også lidt - ikke noget jeg ikke havde prøvet før, men bare hyppigere end tidligere. Omkring kl 20 siger S om ikke de kommer ret hyppigt, og vil få sjov tage tid på dem. Det viser sig at de kommer regelmæssigt med 8 min interval. Hun er helt oppe at køre over det. Vi tager hjem til en anden veninde et kort smut kl halv ti om aftenen og hygger der, hvor regelmæssigheden fortsætter. Plukkeveerne kan mærkes, men jeg kan sagtens tale og gå uden problemer og synes ikke de gør ondt. Begge mine veninder er nu helt oppe at køre, mens jeg selv tænker, at måske er det noget. Men jeg kan ikke rigtigt overskue at tro på det helt store, for så bare at finde ud af, at det går i sig selv igen når jeg kommer hjem og sover. Så jeg er temmelig tilbageholdende.

Kommer hjem halv tolv om aftenen og er faktisk sindsygt træt. Prøver at sove, tager to panodiler. Først virker det som om der går lidt længere mellem plukkeveerne nu - op til 12 min, og jeg skriver til mine veninder, at de roligt kan lægge sig til at sove, for jeg tror det går i sig selv igen. En halv time senere kommer de dog igen, nu med 7 min mellemrum, og omkring kl 1 om natten har de i en halv times tid bidt så meget at jeg må bruge vejrtrækningen til hjælp for at håndtere dem. Jeg ringer til mr. N der selvfølgelig var på døgnvagt denne mandag og siger, at han må gerne begynde at køre hjemad. Han skulle dog lige ordne en del ting, så han ringer kl kvart i to og siger at nu kører han og han er der om ca 1 time. Her bliver jeg lidt presset - for lige efter jeg havde ringet til ham begyndte veerne (som jeg nu synes de skal kaldes fra dette tidspunkt) at komme med 3-4 minutters interval. Jeg siger til ham, at han skal køre forsigtigt men han behøver ikke at køre langsomt!

Veerne bider re godt synes jeg, men har det fint i ve-pausen. Får lagt ting frem tasken til både babypigen og jeg. Kl 2 tager jeg et bad, hvilket er himmelsk og jeg står derinde i lang tid - har også overskud til lige at barbere ben:) Mr. N er hjemme kl kvart i tre, der synes jeg veerne har bidt rigtigt godt den sidste times tid og de kommer stadig med 3-4 min interval. Mr. N ringer til fødegangen, de synes det lyder stille og roligt, men jeg vil gerne ind og vurderes, for jeg tænker for mig selv, at hvis der ikke er sket noget så skal jeg have noget smertestillende, for ellers kan jeg ikke klare det!

Vi ankommer til fødegangen kvart over tre ca. Bliver hilst velkommen, der skal køres en CTG og blodtrykket skal måles. Er 3 cm åben og ingen livmoderhals. Mit BT er lidt for højt, så jeg skal lige ligge der lidt endnu. Får meget kvalme, kaster op, hvilket hjælper. BT falder rimeligt men er stadig lidt højt. Pludselig går vandet i en stor skylle, jordemoderen mærker igen og siger 3-4 cm åben, kl er omkring halv fire-fire om morgenen. Hun siger, at hun synes det ligner nogle gode veer og at når nu vandet er gået, så synes hun vi skal blive. Vi kommer ind på en fødestue, jeg husker at spørge om klyx og får dette.

Herefter synes jeg tingene begynder at stå noget uklart. Jeg var overrasket over, hvor kort tid er var mellem veerne, jeg havde regnet med flere pauser. Men de kommer rullende hele tiden, jeg tror der er max 2 min imellem dem. Vi skifter jordemoder midt i det hele og møder Lise. Jeg bruger vejrtækningen, står lænet ind over fødelejet med en stor sækkestol som jeg læner mig op ad. Bevæger bækkenet og tager dybe vejrtrækningerne, men det gør bare så hamrende ondt. Jeg ved faktisk ikke om mr. N og jordemoderen taler sammen, jeg er helt inde i min egen lille verden og bemærker ikke meget andet end smerten og så mr. N's hænder der holder på min lænd. Efter 1½ times tid siger jeg, at nu kan jeg ikke mere. Jeg er udmattet og smerterne er så voldsomme jeg ved ikke hvad ejg skal gøre. Jeg kan ikke længere styre dem med vejrtrækningen - har forsøgt med lattergas men det hjælper ikke på smerten og gøre mig bare utilpas og får mig til at have endnu mere kvalme og kaste op. Lise siger, hun lige vil mærke efter - og informerer mig så om at jeg nu er 8 cm åben!

Jeg ved bagefter at der så går ca ½ time mere, men det føles som om det er en evighed. Smerterne ruller ind over mig, jeg er ved at være desperat - og pludselig kommer der den her fornemmelse af, at det presser og jeg skal på toilettet. Lise mærker efter igen - 10 cm åben 2-2½ time efter vi kom ind!! Jeg får lov at presse - i starten har Lise fingrene inde, da hovedet skal hjælpes forbi symfysen, det er virkeligt ubehageligt synes jeg. De første pressegange synes jeg ikke rigtigt at jeg har nogen pressetrang, men jeg prøver at arbejde og presse. Og så pludselig kommer trangen samtidig med smerten, på den ene side føler jeg at mit underliv er ved at sprænge på den anden side har jeg bare lyst til at presse igennem. Fra jeg får lov at presse første gang og til hun er ude går der 35 minutter!!

Og så er hun der pludselig:) Ca. et sekund efter hun er kommet ud tager hun en kæmpe mundfuld luft og skriger på livet løs:) Hun er bare helt fuldkommen perfekt:) Jeg er så hamrende lykkelig at jeg bare smiler over hele hovedet. Tænk sig at vores lille vidunder er kommet til verden. Jeg synes fødslen gik temmelig stærkt, derfor det store behov for at skrive detaljerne ned. Jeg har det lidt som om jeg blev tabt på vejen fordi det gik så stærkt. Men nu er hun her - vi har det alle 3 godt:) Nu vil jeg skynde mig ind og sove lidt mens jeg kan..