I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.
For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??
I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.
Det er svært ikke at kunne beskytte sit lille pus mod alt ondt. Men hun er så heldig, din lille Astrid, for hun har et par forældre, som vil gøre alt hvad der står i deres magt, for at passe på hende. Det er en god start :)
SvarSletLivet er en hård banan, og der findes desværre ikke nogle skjold, som er stærke nok til at beskytte hende mod det onde. Men jeg ved I vil gøre alt hvad I kan for at hun får et godt liv, og det vil ruste hende til alle de udfordringer hun møder på hendes vej. Hun skal nok klare sig, men jeg forstår godt dine bekymringer, for din fornemste opgave som mor er jo netop at passe godt på hende. Og det gør du rigtig godt.
SvarSletjeps sådan føler mødre ;o) Et godt eksempel er at jeg brugte flere dage på at smågræde over, at mine små en dag skal skal slås mod racisme i nattelivet. (efter at have læst en artikel herom) Men vi kan jo kun gøre vores bedste for at udstyre dem til at kunne håndtere verdens bump og stød...
SvarSlet