Igår var min mormors 80 års fødselsdag. Med brunch ude og lagkage hygge derhjemme bagefter. Med en hel masse velmenende og nysgerrige ældre mennesker, tildels familie, som alle synes at det var fantastisk at vi lige om lidt skal være forældre. Jeg tror, at jeg efter at have gentaget for 20. gang at terminsdatoen er om 2½ uge, pludselig forstod bare en lille del af, at om max 4½ uge, så er vi forældre! Og med den forståelse, så kom usikkerheden pludselig væltende i går aftes.
Der er absolut ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at se vores lille vidunder. Men pludselig så følte jeg mig bare så langt væk fra mr. N, han har haft så hamrende travlt med arbejde så selvom vi har set hinanden, så har vi ikke rigtigt været sammen. Og jeg savner ham - idag er endnu en døgnvagt, imorgen er middag med mormor og familien og fredag drager han vestpå til gutterne og fodbold weekend og kommer først hjem søndag. Og jeg har bare lyst til at være sammen med ham 24 timer i døgnet, at få så meget som muligt ud af vores tosomhed som jeg overhovedet kan inden den pludselig ikke eksisterer længere. Og jeg føler mig egoistisk, tænker om jeg overhovedet er klar til at blive mor, fortjener at blive mor når jeg har det sådan her? Usikkerheden vælter frem og jeg føler mig lille og slet ikke klar til det store ansvar jeg skal til at have.
Så nu gør jeg hvad jeg kan for at i det mindste at gøre klar til min lille babypige, jeg har vasket stofbleer, købt bleer, håndsprit, engangs vaskeklude, lavet den første skuffe med disse praktiske pusleting klar. Er nu begyndt at vaske tøjet, og med de små handlinger begynder jeg igen at kunne mærke glæden, spændingen, forventningerne. For selvom jeg er bange, skræmt, angst for at miste tætheden med mr. N - så er jeg også utrolig lykkelig, spændt, glæder mig til at se hende, røre hende, dufte hende og mærke hende rigtigt. Måske det bare skal være sådan når det begynder at gå op for mig, at det er temmelig snart jeg får et lille barn i min arme?? Og så snart den sætning står der, så meldr angsten sig for, at der skal ske hende noget, at noget går galt under fødslen, at hun ikke klarer sig, at vi mister hende inden vi overhovedet når at møde hende.. Det er lidt af en rutschebanetur for tiden!
Jeg genkender ALT af det du skriver. Havde det akkurat ligesådan. Og selvom tosomheden ryger og man må genfinde sig selv og hinanden i nye roller, så er det altså det hele værd.... og meget mere til!
SvarSletDet er dejligt at høre, at andre har haft samme tanker. Så føler jeg mig lidt mere normal. Og endnu mere fantastisk at blive bekræftet i, at det selvfølgelig er det hele værd. Tak for det Ønske:)
SvarSletSelvom jeg ikke har proevet det, saa kan jeg forestille mig, at man aldrig vil foele sig klar til det, der vil komme til at ske. Og med rette, for hvordan skulle man vide, hvordan det bliver, naar man aldrig har proevet det foer? Jeg tror derfor det er helt normalt, at du har det saadan, men jeg er ogsaa sikker paa, at det hele nok skal blive rigtig godt.
SvarSlet