Sårbarhed

Med den voksende mave, den grynende forståelse for lidt af det der venter forude, tiltagende hormoner - ja så vokser sårbarheden også. Den giver sig til kende på en hel række punkter. For det første mht. fødslen og angsten for, hvordan dette skal gå. Mr. N begynder så småt at lære, at fødslen nu er blevet noget der ikke helt er plads til jokes omkring, medmindre joken kommer fra mig. Ellers så har jeg brug for ham, brug for at han tror på mig, brug for at han bakker mig op, tror på at jeg bliver god og tingene kommer til at gå godt.

Sårbarheden giver sig også til kende mht. familien. Min lillebror ringede igår, var styrtet på cykel fordi han ikke kunne se stenen der lå foran ham på vejen. Og det gør ondt i mit hjerte, det gør ondt at han skal have så store ting at kæmpe med her i livet, at det altid er op ad bakke for ham, at han mister mere og mere af synet. Jeg bliver vred og ked, så jeg næsten ikke kan holde ud at være i min krop, fordi verden kan være så tarvelig. Jeg bliver tavs og indesluttet fordi der er så forfærdelig mange blandede følelser i forholdet til min lillebror - fordi jeg bliver så vred på hans vegne, jeg får ondt af ham selvom jeg ved han hader det.

Og så er der de helt almindelig hverdagsting, hvor sårbarheden pludselig overvælder og verden føles så stor og uoverskuelig. Og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal passe nok på babypigen når hun kommer ud. Hvordan jeg sklal håndtere sårbarheden som jeg har en formodning om bliver endnu større når hun rent fysisk er i vores verden og bliver udsat for ting, som jeg ikke kan styre. Jeg ser det som et lille glimt af moderkærligheden og et lille indblik i, hvor bekymret og overvældet man pludselig kan blive..

En af de dage

Det er en af de dage, hvor livet bare er skønt. Solen skinner, jeg har tilbragt dagen på stranden med min mor og aftenen på græsset med min elskede mand, en pizza og bagefter på cafe og drikke en kop chai:) Babypigen rumsterer i min mave og vokser sig stor og stærk. Seneste vurdering er 2500 g idag, så hun bliver ikke en lille en af slagsen.

Kroppen er ved at kunne mærke, at der er ekstra vægt på. Ischias smerterne er der dagligt og lidt i bækkenet også. Kroppen øver sig til fødslen, plukkeveerne bliver flere og kraftigere. Vægten siger +8-9 kg indtil videre. De 34 uger er rundet, så hvis der skulle ske noget nu, så er min lille babypige klar til at møde verden. Vi mangler stadig en hel del før end vi er klar til, at hun skal flytte ind, så hun må gerne vente bare lige et par uger endnu. Men det gør ikke noget. hvis det bliver lidt før den 31. juli... Selvom oddsene nok er imod det! Tankerne om fødslen farer stadig rundt og til tider temmelig meget i ring. Men lige idag - ja, lige idag der er livet bare skønt. Jeg føler mig som jordens heldigste kvinde. Tænk engang, at manden i mit liv og jeg har fået det mirakel, at vi venter os et lille barn, der ligger trygt og godt derinde i min mave og møver rundt. Jeg glæder mig simpelthen så meget til at mødes vores lille babypige:)

Fødselsforberedelse

33 uger, nu første fødselsforberedelse rigere - har meldt mig til et kort kursus. Så de næste tre fredage skal jeg blive klog på de ting jeg selv kan gøre under fødslen. Og jeg synes egentlig at kurset levede ganske godt op til mine forventninger. Jeg kan mærke, at fødslen fylder mere og mere i mine tanker. Og jeg er stadig meget ambivalent, for på den ene side så kan jeg slet ikke vente med at skulle fortælle mr. N at nu er det nu:) For det betyder jo at så skal vi snart se vores lille mirakel. På den anden side så er jeg bange for, hvordan det kommer til at gå. Jeg har fundet frem til, at angsten primært kører på, hvilke grimme sider af mig selv jeg vil komme til at opleve. Jeg har ikke lyst til at blive hende den hysteriske, der bider hovedet af min elskede mand og som giver op inden jeg har åbnet mig 3 cm. Men det er sådan jeg frygter jeg bliver, for ser man på erfaringerne så bliver jeg ikke ligefrem blid som et lam i pressede situationer! Så jeg prøver at arbejde med, at det også er okay, at det må være okay at bide fra sig, at få lyst til at give op, at blive træt og umulig og hysterisk - og at jeg selv om jeg bliver disse ting, så alligevel nok skal klare fødslen og forhåbentlig ikke komme til at føle det som et nederlag, at jeg har været sådan undervejs. Det må vel være på tide, at jeg accepterer, at disse sider af mig selv findes...

Ellers synes jeg dagene flyver afsted. Jeg ha slet ikke nået bare halvdelen af de ting jeg troede jeg ville, men det gør nu ikke det store. Jeg nyder, at have tiden til at ligge i sengen om morgenen og bare flade ud. Og jeg troede egentlig jeg ville kede mig, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Snarere synes jeg næsten, at der har været lidt for travlt:) Idag skal dog være en doven dag sammen med manden min. God søndag til jer alle.

Av min r..

Herhjemme ligner det efterhånden noget der er løgn. Vi er i fuld gang med at flytte rundt, sætte nye reoler op, byge nye skabe og tage gamle skabe, skrivebord, computer osv. ned. Med det resultat at vi lige nu har et styks gammelt skab stående skilt ad i stue, køkken og soveværelse, et styks skydedør i papkasser og alt vores tøj i flyttekasser, sorte sække samt liggende på spisebordet. Desuden en del sorte sække med forskelligt slags papir affald der stadig venter på at blive båret ned. Hmm på 56 kvm så fylder alle de her ting altså rimelig meget!!! Vi var ekstremt flittige igår, men da vi nåede til kl halv otte i går aftes så kunne hormon bomben ikke mere og var ved at bryde grædende sammen over at pizzaen ikke var klar da vi kom ned for at hente den!

Og jeg har måttet konstatere, at ligge/sidde på gulvet og samle skabe i mange timer - ja det betyder, at ischias smerterne nu er der i begge sider, og at jeg knap kunne komme ned fra 4. sal og hente pizza, og nærmest aldrig kom tilbage igen. Efter en lang nat, fyldt med sure opstød og en mand, hvis vejrtrækning var temmelig påvirket af al den støv vi gik rundt i igår, ja så har jeg idag så stive ben at det føles som om jeg har løbet 10 km og ikke strukket ud bagefter. Så jeg sidder her på min flade, midt i al rodet, og bare slapper. For kræfterne rækker ikke til at begynde at sætte skuffer op i skabene - ikke lige idag!

Men hold da op, hvor bliver det skønt, når vi får alle tingene på plads. Så håber jeg at det ender med, at vi også har plads til babypigens ting og sager.. Det er ikke helt nemt at finde pladsen til alle tingene når man bor på 56 kvm og begge to er samlere, som synes det er noget så svært at smide ting væk!!

Barsel

Så er det blevet barsels tid:) Jeg må indrømme, at jeg er en anelse rastløs, og synes det kræver lidt tilvænning ikke at skulle stå op til noget om morgenen. Hvilket er paradoksalt, for det er jo noget jeg har gået og sukket efter i lang tid, det med bare at have alverdens tid til at nyde livet.

Men med solskin som idag, så er det pludselig lettere at få tiden til at gå:) Har virkelig bare nydt solen idag, cyklet ture, ligget på plænen (med to kæmpe puder bag ryggen i forsøget på at ligge på ryggen), spist paradis is til aften og gået aften tur. Imorgen aften skal jeg til Sex and The City 2 med nogle gamle studieveninder. Det bliver skønt:)