Overskud avler underskud??

Jeg synes jo tingene er blevet nemmere end de var før, dagen med smil og latter er mange og dagene med ren og skær gråd fra min lille pige er blevet sjældne. Nattesøvnen går fremad, det bliver oftest til flere timer i streg i stedet for blot en enkelt ad gangen. Astrid smiler, spiser, hviner, får tænder og har lært at sidde (for 4 dage siden, svigermor var på besøg og sagde, hun kan da godt sidde, satte hende på gulvet, og vupti!).

Så synes jo, at jeg burde have fået overskud nu. Men i stedet for at føle mig ovenpå og fuld af energi, så føler jeg mig træt helt ind til knoglerne, og bruger den smule energi jeg har på at skændes med mr. N. Vi er fanget i en spiral af misforståelser, trætheds bideri og underskud på vores fælles konto, hvor der skulle være glæde. Jeg tror egentlig det mest er mig, der føler mig kritiseret, taget for givet og derfor farer op, i stedet for lige at give det to sekunder og tænke, at det formentlig ikke var ment på den måde. Det er bitte små, helt irrationelle ting, der bliver gjort til store, uoverskuelige ting inden i mit hoved. Og jeg føler mig så langt fra mr. N, føler at vi lever i hver vores verden, at forbindelsen er blevet en lille tynd tråd. Det værste af det hele er, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal komme videre. Er det bare en almindelig reaktion på, alle de forandringer der er sket med os og vores parforhold? Er det en 7 års krise?

Jeg håber, at jeg kan få arbejdet mig ud af den her spiral. For jeg elsker jo min dejlige mand, jeg ved, at jeg er heldig og han slet ikke er så irriterende som jeg gør ham til i mine tanker når jeg er sur. Han hjælper til herhjemme, handler, laver mad, synes jeg er dejlig og prøver altid at få mig til at smile. Måske hans overskud også bare er mindre? Men hvordan er der lige man får det tilbage igen?