Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???