Min elskede lille pige, nu er du snart 5 måneder! Og jeg lærer om, hvor hurtigt livet kan gå forbi, hvor meget jeg ville ønske jeg engang imellem kunne fryse tiden, så den stod helt stille lige nu og her, mens lykken er så ubeskrivelig stor. Jeg forsøger at nyde dig så godt jeg overhovedet kan, men desværre så drukner det hele engang imellem i praktiske ting, træthed og småskænderier.
Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.
Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)
I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.
Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar