Søndag den 9. januar blev Astrid døbt. Vi havde den dejligste dag med venner og familie. Stod for det hele selv, men fik god hjælp og alting gik bare så meget nemmere end jeg havde regnet med. Astrid var et pragteksemplar, der slet ikke græd eller var umulig hele dagen og som snuppede to lange lure undervejs på dagen. Og det var stort, rørende, fantastisk og uendeligt smukt at se mit lille barn i S's favn, der ved døbefonden. Det var helt overvældende. Gaver i massevis - så nu har hun både fået højstol og tremmeseng, og begge er taget i brug. Trip Trappen dog kun i 10 minutter ad gangen da hun endnu ikke kan sidde selv, men hun sidder forholdsvist stabilt i den, har dog taget to sfofbleer til siderne da hun ellers vælter lidt denne vej.
Denne uge har mr. N ferie. Jeg havde troet, at vi ville kunne nå en hel masse hyggen, og det gør vi på sin vis også, men alligevel er det druknet lidt i trætheds efterdønninger ovenpå dåben. Og jeg savner ham, min dejlige mand. Synes trætheden har været overvældende den sidste tid. Astrid har haft sovet ekstremt dårligt, og jeg har slet ikke kunnet overskue noget. Lige de sidste par dage har det været gået lidt bedre, men så er der bare så stort et underskud der skal indhentes at det endnu ikke har resulteret i overskud. Og vi har i stedet bare været korte for hovedet, sidder i hver vores verden, set serier, læst eller lignende. Aftenerne forsvinder mellem fingrene på os, uden at jeg synes vi kommer tættere på hinanden. Og jeg savner at være tæt. Jeg savner at have tid til at ligge og tale, drømme om fremtiden, nyde nutiden og bare være sammen. Jeg har gode intentioner hver eneste dag, men så bliver det aften og trætheden kommer væltende, og det føles så uoverskueligt stort at skulle prøve at blive tæt igen, som et kæmpe arbejde jeg slet ikke kan magte. Jeg håber på, at overskuddet snart kommer igen, at vi formår snart at blive tætte - for hold da op, hvor kan det ellers føles ensomt!
Ellers så synes jeg tiden løber, Astrid lærer hele tiden noget nyt. Af nye motoriske færdigheder har hun lært: I weekenden har Astrid langt om længe fundet sine fødder. Hun startede med at nå til lårerne når hun lå på puslebordet, så til knæene, så skinnebenet og nu endelig ned til fødderne. Hun er også den sidste uges tid begyndt at ryste på hovedet. Og lige netop i dag har hun rejst sig op på armene, mens hun lå på maven. Hun er desuden blevet meget mere bevidst om, hvad der er til siderne når hun ligger ned. Og så kan man rigtigt høre, at hun har fået en kalde-gråd, når hun ikke gider at ligge alene:)
Jeg vil hoppe ned til min lille engel, der ligger og kalder, at nu keder hun sig altså hernede på legetæppet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar