På plads

Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.

Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.

Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?

Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.

Rodebutikken

Vi roder herhjemme. Hvem kunne have troet, at vi kan have så meget møg på så lidt plads?? Det er jo helt ekstremt. Vi er heldigvis rimeligt godt med - tror jeg. Men helt nemt har det ikke været. A var forkølet sidste uge og derfor pjevset, vågnede konstant om natten og det var to meget trætte forældre, der forsøgte at tænke konstruktivt og få pakket effektivt.

I går fik hun så 38,9 - til aften 39,3. Min lille skat er et lille hængetræ, piver, græder og kan slet ikke finde ud af det. Stakels lille pus. Fik lige tjekket ørerne og halsen i dag hos lægen, men alt så helt fint ud. Så hun er bare en lille uheldig mus, der har fået en eller anden virus. Men det gør det bare ikke spor nemt at få lavet noget herhjemme, og jeg er snart helt skæv i ryggen af at bære rundt på hende. Det er kun mig der duer, hvis jeg forsøger at aflevere hende til mr. N, så begynder hun bare at græde hjerteskærende. Heldigvis er der perioder, hvor hun har det rimeligt. Nu håber jeg bare, at hun er rask til på torsdag når vi skal flytte, for ellers så bliver hun nok ikke passet af andre end mig, og det er altså lidt frustrerende ikke at kunne være med. Men nu må vi se..

Glæder mig til at komme derud, og begynde at komme på plads. Men det er vemodigt og meget, meget underligt at skulle flytte fra min lille, vidunderlige lejlighed. Hjertet slår et par ekstra slag ved tanken omat flytte herfra, sommerfuglene i maven melder sig. Jeg er godt nok spændt, håber virkelig vi kommer til at blive glade for at bo det nye sted!

Imorgen er også dagen hvor jeg skal møde på mit nye arbejde, tager nogle introduktionsdage her i juni og så starter jeg rigtigt op den 1. juli. Puha, det er altså også temmelig spændende!!!