Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive lidt om amning for nogle uger siden. Jeg lovede det, fordi jeg blev irriteret over konstant at få af vide, hvor dejligt det var at amme, hvor hyggeligt det var og hvor meget man ville savne det. Og jeg tænkte for mig selv, at ja - nogen gange var det rigtigt hyggeligt, og ingen tvivl om, at nærheden er fantastisk og at jeg elsker at amme, men det var altså også bare drøn frustrerende nogen gange. Frustrerende når Astrid ikke ville spise, men bare græd i stedet. Når hun rev, nev og trak i brystvorten. Jeg har ofte siddet og kæmpet med at holde fast i hendes hænder, så hun ikke kunne komme til at nive og rive. Mine b.ryster har lignet en slagmark med kradsmærker og blå mærker. Og nyeste finte er at bide i brystvorten - og det er altså heller ikke spor hyggeligt.
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
Hvor er du sød(-;
SvarSlet