Hverdag

I går aftes tog jeg mig lidt af en tudetur. Hvorfor? Fordi jeg lige havde talt med min mor, der fortalte mig, at hun godt nok synes der sker mange ting omkring A, jeg er startet nyt arbejde og skal starte nyt igen til september, og for tiden har dagplejen lukket så hende og min far skiftes til at passe, på lørdag holder vi fødselsdag, men noget af svigerfamilien kommer allerede fredag. Og næste uge er svigermor her hele ugen for at hjælpe med pasningen. Og det var godt nok meget hendes lille barnebarn blev udsat for. Og ja - det er det! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Jeg gør mit alleryderste for at passe på min lille skat, jeg forsøger at gøre hverdagen nem og overskuelig for hende. Men ja, jeg er startet nyt og skal starte nyt igen, og det er hårdt og der bliver vendt op og ned på tingene fordi arbejdstiderne er skiftende. Sådan er vores liv jo. Primært ramte det nok bare fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen savner min lille pige og fordi jeg er tyndslidt af at være på, møde nye mennesker og bytte rundt på døgnet når jeg har nattevagter. Jeg synes det er drøn hårdt at starte op igen. Og havde vel i virkeligheden nok brug for at høre, at A vel nok tager det pænt, at hun er en dejlig glad pige, at hun nyder at se sine bedsteforældre og de virkelig hygger sig. For sådan er virkeligheden jo også..
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.

I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.