Afmagt, vrede og foragt

Det er bare ikke nogen nemme dage herhjemme for tiden. Eller det vil sige, det er ikke nogen nemme tidspunkter når A skal sove. Og jeg finder flere og flere sider af mig selv, som jeg kun har foragt over for. Jeg ved, at dårlig samvittighed sjældent kan bruges til så meget, og jeg forsøger at få den over i noget konstruktivt i stedet, men det lykkes ikke særlig godt, og lige nu der har jeg den sorteste samvittighed og største foragt overfor mig som person og særligt mig som mor.

Scenariet er det, at A bliver lagt i sin seng. I det sekund jeg vender ryggen til og går ud af døren så begynder hun at skrige. Og hun skriger så højt hun overhovedet kan. I starten hjælper det blot at jeg går ind og giver hende sutten, puttekluden og siger godnat. Men til sidst er hun så opkørt at hun skriger ligemeget hvad jeg gør, og det tager flere minutter førend hun falder til ro. Og så starter hun igen nærmest inden jeg selv ved, at jeg har tænkt mig at rejse mig og gå. Det sker både aften og eftermiddag de sidste par dage, i går aftes tog det 5 kvarter med uafbrudt skrigen førend hun faldt i søvn. Her til eftermiddag tog den 30 min.

Og problemet er, at jeg bliver vred når der er gået ca. 10 minutter. Jeg kan simpelthen ikke holde hendes gård ud. Og i stedet for at få ondt af hende fordi hun er træt, ikke kan falde i søvn og er bange for at jeg er gået for evigt og aldrig kommer tilbage.. I stedet for det, så bliver jeg vred. Og tænker, hold nu op!! Stop med det skrigeri. Lad nu være! Jeg tror irritationen fra kampen i går stadig sad i mig i dag. Nu er A endelig faldet i søvn og i stedet er det nu mig der græder og græder. For i min vrede sagde jeg højt til min lille, elskede datter at jeg hader hende! Og dynen blev puttet hårdt rundt om hende. Og så gik jeg mens hun græd. Efter lidt under minut faldt hun så hikstende i søvn, og mit hjerte er gået itu!!

Jeg føler mig som den usleste person i verden, jeg har dårlig samvittighed, jeg er bange for jeg ikke egner mig til at være mor, bange for at jeg svigter min lille, elskede datter som jo er den vigtigste i hele verden. Og jeg føler mig alene.