Ferie

Endelig blev det ferie tid. Længe ventet og med stort behov. Gik fra på ferie søndag formiddag efter en lang og hård vagt. Desværre skulle jeg på et kursus ifm. det nye arbejde der starter 1. september, det var i tirsdags og ødelagde feriestemningen temmelig meget. Men imorgen tager vi afsted til Italien, forhåbentlig ned til noget sol selvom vejrudsigten er lidt svingende.

Jeg er spændt, håber det går godt med A. Både flyvetur, at sove alle tre på et værelse igen. omvæltningerne, fremmed land og nye indtryk - jeg håber hun vil nyde det, og at vi vil få slappet lidt af. Heldigvis er vi jo mange om at passe hende da det er min far der har inviteret. Så den første uge er der både min mor og far smt min lillebror. Min mor bliver kun en uge - hun har det rigtigt skidt for tiden, trænger til lidt tid bare hende alene. Snart flytter hun igen, for kærligheden holdt desværre ikke.. Så nu er de fra hinanden igen mine forældre. Men endnu føles det ikke helt sådan, da hun stadig bor hjemme. Mon ikke det bliver mere tydeligt når de igen bor hver for sig? Den eneste fordel ved at have travlt på arbejde, det er at jeg ikke har tid til at tænke så meget over tingene. Jeg overlever blot dag for dag for tiden, og så bruger jeg al energien på min lille pige.

Men imorgen - så er det ferie, tid sammen i 2 hele uger. Jeg håber det bliver en god tur.

3. trimester

Jeg runder idag uge 29, starten på 3. trimester. Der er 9 arbejdsdage tilbage inden barsel, vi skal også lige nå en tur til Norge til bryllup næste weekend og så skal der ellers igang med at gøres klar her i hjemmet. Jeg glæder mig til barsel, dagdrømmer om at træne om formiddagen, bage brød og kager, lave mad til fryseren og gøre klar i lejligheden til vores lille vidunder. Ambitionerne gælder dog kun for tiden inden babypigen kommer, tiden efter har jeg ingen forhåbninger om at jeg når noget som helst. Jeg tænker, at på den måde så kan jeg jo kun blive overrasket!

Idag skal jeg op til min mor i sommerhuset hvor hun bor for tiden. Jeg er blevet overrasket over, at jeg kan mærke en vrede i mig, en vrede over at hun bryder med tingene som jeg kender dem og kunne lide dem. Jeg prøver at få styr på den inden jeg skal derop, for jeg er stadig af den holdning, at det er bedre på denne måde, hvis det er hvad der skal til for at gøre dem begge lykkelige og sætte kvalitet i deres liv igen. Men jeg håber inderst inde, at hun med tiden finder ud af at kvaliteten findes sammen med min far! Og jeg ved at vreden, håbet og sorgen alle er mine egne barnlige følelser der kommer frem, men forsøger at gøre plads til dem hos mig selv og give mig selv lov at at føle på denne måde. Og samtidig begrænse dem så de ikke kommer til at fylde det hele, for det er jo ikke mit liv det drejer sig om, det er jo deres. Jeg er igang med min egen familie, min egen lykke og lige om lidt så skal vi tilføje et lille vidunder til vores tosomhed. Idag er der max 13 uger til hun kommer til verden.. Til tider føles det som om tiden er gået i stå:)

Hold da op for en weekend. Først tilbragte mr. N og jeg dagen igår med at diskutere bolig og muligheder. Og hormonerne har fået frit spil, så det meste af aftenen gik med at græde over bristede drømme, over at måtte blive boende i en lile lejlighed som jeg indtil videre kun har kunnet se begrænsningerne i og som jeg virkelig havde glædet mig til at komme væk fra. Ikke fordi jeg ikke er glad for at bo her, men der mangler plads og jeg havde glædet mig til noget luftforandring. Men efter meget lang snak frem og tilbage, så er det her vi bliver boende indtil videre mens vi fortsætter jagten på et hus i stedet for at flytte i noget større men også væsentlig dyrere lejebolig. Var helt udmattet efter dette igår, selvom jeg i dag ikke helt ved hvorfor det var så hårdt at skulle ændre drømmene...

Og så imorges fik jeg beskeden af min mor, at mine forældre holder en pause i deres ægteskab!! Efter 30 år sammen bor min mor lige nu i et sommerhus mens min far bor alene hjemme i deres hus. Ifølge dem begge er målet med pausen at de skal finde tilbage til den kvalitet de gerne vil have i deres ægteskab og tilbage til det der gjorde dem glade engang. Men jeg er chokeret, og jeg er ked af det, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Og jeg føler mig lidt ondsvag, for det er jo ikke jordenss undergang hvis mine forældre skal skilles, det er jo ikke engang sådan at jeg bor derhjemme længere. Men de har bare altid forekommet mig at være glade, at være stærke sammen. Det har givet mig en tryghed at se på dem og vide at man altid kunne finde ud af tingene sammen, at man ikke løb væk når tingene blev for svære. Og jeg prøver at få tingene til at give mening - at de holder en pause nu ændrer jo ikke på min barndom eller på de minder og ting vi har sammen. Men det ændrer alligevel lidt ved min tryghed. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke. Sidder bare her og stirrer, prøver at få styr på tankerne men jeg kan slet ikke rigtigt fange dem. Og et sted indeni i mig sidder et lille barn der bare ønsker at hendes forældre skal være sammen og være glade. Tårerne triller.. For selvfølgelig vil jeg at mine forældre skal være lykkelige, og de skal også hellere være lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen.. Men hvorfor ikke bare lykkelige sammen?? Jeg kan ikke lade være at håbe, at denne pause ender i at de finder lykken hos hinanden igen.